B 50 Forslag til folketingsbeslutning om, at man skal være dansk gift for at kunne blive naturaliseret som dansk statsborger.

Udvalg: Indfødsretsudvalget
Samling: 2020-21
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 23-10-2020

Fremsat den 23. oktober 2020 af Marie Krarup (DF), Liselott Blixt (DF), René Christensen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Morten Messerschmidt (DF) og Peter Skaarup (DF)

20201_b50_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 23. oktober 2020 af Marie Krarup (DF), Liselott Blixt (DF), René Christensen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Morten Messerschmidt (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om, at man skal være dansk gift for at kunne blive naturaliseret som dansk statsborger

Folketinget pålægger udlændinge- og integrationsministeren at stille yderligere en betingelse for at blive optaget på et lovforslag om dansk indfødsret, og det er, at ansøgeren skal være gift med en i Danmark boende dansk statsborger, at ægteskabet er retsgyldigt efter dansk lov og har bestået i mindst 3 år forud for indgivelse af ansøgning om indfødsret, at ægtefællerne i hele perioden har boet sammen, og at ægteskabet helt frem til lovforslaget om indfødsrets vedtagelse stadig har virkning. Umiddelbart efter vedtagelse af beslutningsforslaget skal regeringen indkalde de partier, som har stemt for beslutningsforslaget, til en forhandling om udformning af reglen.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 41, folketingsåret 2018-19, 1. samling. Der henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2018-19, tillæg A, B 41 som fremsat, tillæg B, betænkning over B 41, og tillæg F, møde 47, kl. 10:01, og møde 71, kl. 10:2.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at det er vigtigt, at udlændinge, der naturaliseres som danske statsborgere ved lov, hurtigt bliver integreret i det danske samfund og bliver nyttige borgere til gavn for Danmark. Det skal understreges, at man som udlænding sagtens kan leve, bo, arbejde og have familie i Danmark uden at være dansk statsborger.

I dag stilles der en række fornuftige betingelser, som ansøgere om dansk statsborgerskab skal opfylde. Betingelserne vedrører afgivelse af erklæring om troskab og loyalitet, tidsubegrænset opholdstilladelse og bopæl i Danmark, kriminalitet, gæld til det offentlige, selvforsørgelse, danskkundskaber og indfødsretsprøve.

De nævnte betingelser er blevet strammet/justeret gennem årene og senest ved en aftale mellem den tidligere regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i indfødsretsaftalen af 29. juni 2018. Her blev eksempelvis kravet vedrørende kriminalitet ændret således, at hvis en ansøger er idømt ubetinget fængselsstraf på 1 år eller derover eller 3 måneders fængsel eller derover for personfarlig kriminalitet, er vedkommende afskåret fra nogensinde at kunne blive dansk statsborger.

Forslagsstillerne finder de nævnte betingelser absolut nødvendige. Disse betingelser er med til at sikre, at det er ordentlige udlændinge, der tildeles et dansk statsborgskab. Imidlertid er det også vigtigt at have øje for, om ansøgerne er velintegrerede i Danmark og forstår, hvordan et dansk hverdagsliv leves.

Det kan efter forslagsstillernes opfattelse ske ved at stille krav om, at ansøgeren er gift med en dansk statsborger og har været det i mindst 3 år forud for ansøgning om dansk statsborgerskab. Der er altså tale om yderligere et krav udover de krav, der allerede stilles.

Et ægteskab med en dansk statsborger i mindst 3 år vil være med til at sikre, at udlændingen integreres godt i Danmark, lærer en dansk hverdag at kende og derigennem tilegner sig gældende værdier og normer. Det vil være en god indikator på, at en kommende ansøger vil Danmark. At være dansk gift er formentligt et godt udgangspunkt for at blive velintegreret i det danske samfund.

I dag kan en ansøger sagtens have levet et langt liv i et parallelsamfund i Danmark og blot have tilegnet sig de kundskaber, der skal til, for at vedkommende kan bestå kravene til at blive dansk statsborger, f.eks. danskprøven og indfødsretsprøven. I sådanne tilfælde er et dansk statsborgerskab ingen garanti for en vellykket integration i Danmark.

Kravet om, at man skal være dansk gift, er et konkret og objektivt krav, og det indebærer, at en herboende dansker ved indgåelse af ægteskabet siger god for udlændingen.

Beslutningsforslaget indebærer, at der skal stilles et nyt krav til ansøgere om dansk indfødsret, der betyder, at ansøgeren skal være gift med en i Danmark boende dansk statsborger, at ægteskabet er retsgyldigt efter dansk lov og har bestået i mindst 3 år forud for indgivelse af ansøgning om indfødsret, at ægtefællerne i hele perioden har boet sammen, og at ægteskabet helt frem til lovforslaget om indfødsrets vedtagelse stadig har virkning.

Hvis beslutningsforslaget bliver vedtaget, skal regeringen indkalde de partier, der har stemt for forslaget, til en forhandling om den nærmere udformning af reglen, herunder om eventuelle muligheder for at undtage ansøgere fra reglen i helt særlige tilfælde.

Skriftlig fremsættelse

Marie Krarup (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om, at man skal være dansk gift for at kunne blive naturaliseret som dansk statsborger.

(Beslutningsforslag nr. B 50)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.