Fremsat den 16. marts 2021 af Preben Bang Henriksen (V) og Karsten Lauritzen (V)
Forslag til folketingsbeslutning
om at ændre løsladelsespraksis ved
forbrydelser med alvorlige konsekvenser for det danske samfund
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af indeværende folketingsår at
fremsætte lovforslag og ændre den administrative
praksis, således at forbrydelsens konsekvenser for det danske
samfund indgår som et vægtigt negativt element i den
samlede vurdering af en eventuel prøveløsladelse.
Bemærkninger til forslaget
Med forslaget ønsker forslagsstillerne
at skærpe den administrative praksis for kriminalforsorgens
vurdering af mulighederne for prøveløsladelse,
således at konsekvenserne for det danske samfund af den
dømtes forbrydelse skal indgå som et vægtigt
negativt element i kriminalforsorgens samlede afgørelse af,
om ansøgningen om prøveløsladelse skal
imødekommes.
Baggrund for forslaget og gældende
regler
I henhold til gældende praksis efter
straffelovens § 38 vil en person, der er dømt for grov
kriminalitet, kunne have en forventning om løsladelse efter
2/3 afsoning under nærmere angivne forudsætninger eller
efter afsoning af halvdelen af den idømte straf, forudsat at
særlige omstændigheder taler for en tidligere
prøveløsladelse. Ingen af disse særlige
omstændigheder eller forudsætninger henviser direkte
til forbrydelsens potentielle alvorlige konsekvenser for det danske
samfund, jf. Retsudvalget, alm. del - svar på
spørgsmål 168.
For så vidt angår
udlændinge, der ved dommen er udvist, er praksis
således, at løsladelse på prøve kan ske,
når halvdelen af straffen er udstået, jf. Retsudvalget,
alm. del - svar på spørgsmål 168 og 331.
Baggrunden for denne praksis i forhold til udvisningsdømte
udlændinge er bl.a., at der er besparelser ved, at disse
personer afsoner i kortere tid i de danske fængsler. Denne
praksis med prøveløsladelse af udvisningsdømte
udlændinge medfører imidlertid, at eksempelvis
udlændinge, der begår økonomisk kriminalitet i
Danmark, kan opfatte dansk straf sammenlignet med udlandet som
så lempelig, at den fornødne præventive effekt
ved straf i et vist omfang udebliver. Der henvises eksempelvis til
omtalen i Børsen i oktober 2020, hvor det beskrives,
hvorledes man som udlænding, der eksempelvis kan blive
dømt i sagen om udbytteskandalen, kan forvente tidlig
prøveløsladelse, selv om udbyttesagen har
særdeles store økonomiske konsekvenser for det danske
samfund. (»Sanjay Shah kan slippe med halv tid i
fængsel: »Hvis han kan finde ud af at opføre sig
ordentligt««, Børsen, den 28. oktober 2020).
Med forslaget ønskes det således
præciseret, at der i retningslinjerne for kriminalforsorgens
vurdering af mulighederne for prøveløsladelse tillige
klart anføres, at forbrydelsens konsekvenser for det danske
samfund skal indgå som et vægtigt negativt element i
den samlede vurdering og afgørelse af, om ansøgningen
om prøveløsladelse skal imødekommes.
Det præciseres, at forslaget
gælder for såvel danske statsborgere som for
udlændinge, der ansøger om
prøveløsladelse.
Forslaget, der alene vedrører
løsladelsespraksis efter forbrydelser, der isoleret set har
alvorlige konsekvenser for det danske samfund, anslås at
medføre ganske begrænsede merudgifter, der kan
afholdes inden for Justitsministeriets nuværende
økonomiske ramme.
Skriftlig fremsættelse
Preben Bang
Henriksen (V):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
ændre løsladelsespraksis ved forbrydelser med
alvorlige konsekvenser for det danske samfund.
(Beslutningsforslag nr. B 281)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.