Fremsat den 4. marts 2021 af Lars Boje Mathiesen (NB),
Peter Seier Christensen (NB),
Mette Thiesen (NB) og Pernille Vermund (NB)
Forslag til folketingsbeslutning
om mulighed for tabsfradrag i tidligere års
overskud
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte lovforslag om mulighed for at trække
underskud fra 2020, 2021 og 2022 fra i virksomhedsoverskuddet for
årene 2018 og 2019.
Bemærkninger til forslaget
For en lang række virksomheder var
årene op til covid19-krisen gode år, hvor der blev
betalt meget i selskabsskat til staten. I 2020 og meget vel i 2021
må det desværre forventes, at mange virksomheder
får underskud i driften.
Underskuddet kan fremføres til
modregning i kommende år, men ikke modregnes i tidligere
års skattebetaling. I flere andre lande har man permanent en
mulighed for at føre underskud tilbage - herunder bl.a.
Tyskland, Holland og Frankrig.
Dansk Erhverv foreslår som et
særligt krisetiltag, jf. publikationen »Dansk Erhverv:
Færre omkostninger - flere investeringer og
arbejdspladser« fra den 22. april 2020, at virksomhederne i
årene 2020-22 kan underskudsmodregne i årene 2018-19,
sådan at opbyggede underskud i 2020 hurtigt kan komme
væk og virksomhederne kan komme fuldt tilbage efter
krisen.
Grundet forslagets hastende karakter har det
ikke været muligt for forslagsstillerne på
forhånd at undersøge de provenumæssige
konsekvenser af forslaget. Forslagsstillerne har dog stillet
spørgsmål herom, jf. spørgsmål 1. Svaret
vil blive omdelt på forslaget, når det foreligger.
Finansiering af forslaget skal aftales mellem
de partier, der stemmer for forslaget.
Skriftlig fremsættelse
Lars Boje
Mathiesen (NB):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
mulighed for tabsfradrag i tidligere års overskud.
(Beslutningsforslag nr. B 197)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.