Spm. nr. S 1243

23) Til udlændinge- og integrationsministeren af:

Nils Sjøberg (RV):

Mener ministeren, at love og regler om dansk statsborgerskab (indfødsret) bliver forvaltet hensigtsmæssigt, når der ikke er mulighed for at søge dispensation for de gældende regler, og mener ministeren, at ansøgningsproceduren er tilstrækkelig fleksibel, når der ikke er mulighed for undervejs i ansøgningsforløbet at supplere med yderligere dokumentation og/eller supplere sin ansøgning med f.eks. en dansk 3?

Skriftlig begrundelse

Der henvises konkret til, at forfatteren A. Herzog, der har boet i Danmark i 29 år, har udgivet 36 børne- og ungdomsbøger, har fået flere sprogpriser og er uddannet dansk-tysk tolk, ikke har fået dispensation for dansk 3 og ikke har kunne supplere sin ansøgning, før hun fik afslag efter mere end 2 års ansøgningsprocedure.

Værsgo.

Tak. Mener ministeren, at love og regler om dansk statsborgerskab (indfødsret) bliver forvaltet hensigtsmæssigt, når der ikke er mulighed for at søge dispensation for de gældende regler, og mener ministeren, at ansøgningsproceduren er tilstrækkelig fleksibel, når der ikke er mulighed for undervejs i ansøgningsforløbet at supplere med yderligere dokumentation og/eller supplere sin ansøgning med f.eks. en dansk 3?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg kan også, må jeg indrømme, sagtens forstå, at der er nogle, der undrer sig over, hvordan en forfatter, der har udgivet mere end 36 børne- og ungdomsbøger på dansk, ikke anses for at opfylde kravet om dokumentation for danskkundskaber. Jeg kan godt forstå, man lige hæver øjenbrynene, når man læser om det. Det er klart, at jeg selvfølgelig ikke kan gå ind og kommentere den konkrete sag – det overrasker ikke spørgeren – men jeg er meget åben for at drøfte, om reglerne er, som de skal være. Det er jeg jo altid, naturligvis.

Det er jo sådan, at ministeriet administrerer efter de retningslinjer, som et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om. Det er jo det særlige på det her område, at det er Folketinget, der tildeler statsborgerskab, det er ikke regeringen. Når ministeriet administrerer, indgår også muligheden for at forelægge sager for Folketingets Indfødsretsudvalg, herunder sager om dispensation fra kravet om danskkundskaber. Det er altså sådan, at der er mulighed for at få dispensation fra de gældende regler. Det sker for mange hvert eneste år. Der blev også udarbejdet et notat for et par år siden, der blev oversendt til Indfødsretsudvalget, som nøje gennemgår, hvornår sager om dispensation fra kravet om danskkundskaber forelægges for udvalget. Og jeg ved, at embedsmændene er meget omhyggelige med at leve op til det her notat. Jeg kan også i den her forbindelse oplyse, at ministeriet ikke tidligere har forelagt sager vedrørende børnebogsforfattere; der er altså ikke nogen praksis på det her område.

Spørgeren har også spurgt, hvorfor det ikke er muligt undervejs i ansøgningsforløbet at supplere med yderligere dokumentation. Det er rigtigt, at som udgangspunkt – som udgangspunkt – skal en ansøger opfylde alle relevante betingelser og vedlægge den nødvendige dokumentation, når ansøgeren indgiver sin ansøgning. Men når det så er sagt, har Indfødsretsudvalget altid den mulighed at anmode ministeriet om at få forelagt en bestemt sag og på den baggrund vurdere, om der skal gives dispensation. Det sker jo også hele tiden, at enkelte medlemmer af udvalget beder om at få oversendt en sag.

Jeg har i den forbindelse også noteret mig, at Socialdemokratiets indfødsretsordfører har bedt om, at netop den her sag bliver forelagt for Folketinget med henblik på at vurdere, om der skal gives dispensation. Jeg skal selvfølgelig nok sørge for at oversende sagen hurtigst muligt, så I kan vurdere, om der skal gives dispensation eller ej.

Spørgeren.

Tusind tak. Jeg talte med Socialdemokratiets indfødsretsordfører i går aftes og skrev frem og tilbage, så jeg kan meddele, at den kommer i Indfødsretsudvalget – ja, det gør den.

Men det ændrer ikke det principielle i sagen, for som ministeren helt korrekt gør opmærksom på, drejer det her sig bl.a. om forfatteren Annette Herzog, som er født og opvokset i Østtyskland, men som kom til Danmark for 29 år siden. Hun har skrevet 39 børne- og ungdomsbøger på dansk og er dansk-tysk tolk. I 2017 søgte hun dansk statsborgerskab, samtidig med at hun fik Undervisningsministeriets sprogpris. Hun opfyldte ikke kravene, havde ikke taget dansk 3, som svarer til 9. klasse. Hun søgte dispensation, fik ikke et klart svar, tilbød at tage dansk 3 undervejs og fik at vide, at det gør man ikke for vane, som hun siger.

Annette Herzogs sag er imidlertid ikke enestående. Den er et eksempel på et system, hvor det oplyses, at der kan være tale om dispensation, men hvor det reelt er meget svært at få. Den er et udtryk for lange svartider, når begrundelsen for afslaget sådan set burde være klar: Har hun taget dansk 3, eller har hun ikke taget dansk 3? Men man var 3 år om at finde ud af at sige nej tak, helt konkret. Derfor: Mener ministeren, at man bør kunne få dispensation for dansk 3, hvis man har mange års erhvervserfaring med det danske sprog som f.eks. en forfatter eller en oversætter, helt konkret?

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at sagsbehandlingstiden på det her område falder og falder, og det har den også gjort her under corona, og det er godt, for de har været for lange. Det erkender jeg blankt.

Det er jo ikke regeringen, der her kan give dispensation, det er Folketinget. Og det, som jeg prøver som minister, er at sørge for, at de sager, Folketinget gerne vil have oversendt, selvfølgelig oversendes – der står her, i et gammelt dokument fra 2018 – alle de forskellige eksempler på, at man kan få oversendt en sag. Men der kommer altid enkelteksempler, som vi ikke har taget hensyn til, og det er jo derfor, man altid kan skrive til et medlem af udvalget, og så kan I foretage en konkret vurdering af den enkelte sag og vurdere, om der skal gives dispensation. Det er så også det, der kommer til at ske i den her sag.

Spørgeren.

Tak. Det gør udvalget også gerne i den her sag. I en anden sag begår Udlændinge- og Integrationsministeriet en fejl, fejlen erkendes, men ansøgeren kan ikke få sagen ændret uden at skulle søge helt om. Alle folk kan begå fejl, og det sker også for Udlændinge- og Integrationsministeriet, men det får mig til at spørge ministeren, om ministeren ikke mener, at det, såfremt der begås fejl, må være ministeriets opgave at rette op på dette frem for at forlange, at borgeren skal lave sin ansøgning om.

Ministeren.

Det er altid et godt princip, at hvis nogen begår fejl, må de feje op efter sig selv. Jeg kender ikke lige den sag, spørgeren henviser til, så jeg tør ikke lige kommentere på den konkrete sag. Men jeg kan bare sige, at der går tusindvis af sager igennem det her kontor hvert år, og selvfølgelig bliver der lavet fejl. Jeg ved, at de virkelig anstrenger sig for at gøre det så godt som overhovedet muligt, fordi det er folks statsborgerskab, det handler om. Vi har jo nogle ret stramme regler på det her område, og så har vi så dispensationsmuligheden som en ventil, og der hviler et stort ansvar på Folketingets Indfødsretsudvalg i forhold til at administrere det på en saglig måde. Mit indtryk er egentlig, at udvalget fungerer ret godt for tiden.

Spørgeren.

Det skulle jo nødig være nødvendigt at sende sagerne til Indfødsretsudvalget for at bede om en dispensation, når først sagen har været behandlet i Udlændinge- og Integrationsministeriet, så derfor undrer det mig lidt, at man bliver ved med at skubbe det over på, at det her er Integrationsudvalgets opgave.

Som ministeren sikkert er klar over, er der en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på dansk statsborgerskab på over 20 måneder. Vil ministeren finde det rimeligt, at man i løbet af den lange ventetid kan tage endnu en prøve og forelægge den for ministeriet – som i tilfældet med Annette Herzog – hvis ikke der er udsigt til, at man kan leve op til sprogkravene på det grundlag, som man har søgt på, eller at man f.eks. kan ændre en fejl, i stedet for at skulle gå hele ansøgningsprocessen om, med de både menneskelige og økonomiske omkostninger, der er forbundet med det?

Ministeren.

Jeg synes, det er helt naturligt, at man kan sende nye oplysninger ind, ny dokumentation til sin sag. Men det, jeg ikke synes vi kan bede ministeriet om, er at lægge sag an på hylden og berostille den på ubestemt tid, for så gror det hurtigt til. Vi er nødt til at insistere på, at der er et nogenlunde flow i sagsbehandlingen, netop også for at undgå, at der kommer for lang sagsbehandlingstid.

Til det med, hvorfor jeg skubber det over på udvalget, vil jeg sige, at det er på grund af grundloven. Vi kan ikke sidde og skønne i ministeriet, for det er Folketinget, der tildeler statsborgerskab, og det er derfor, vi har den her helt specielle arbejdsgang, som jeg erkender er lidt atypisk, i forhold til hvordan vores folkestyre ellers fungerer.

Tak for det. Tak til udlændinge- og integrationsministeren og til hr. Nils Sjøberg.

Det næste spørgsmål er til kulturministeren, og det er stillet af hr. Kim Valentin fra Venstre.

(Talen er under udarbejdelse)