L 207 Forslag til lov om ændring af lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler, SU-loven og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. (Førtidig udbetaling af feriemidler og udvidelse af Arbejdsmarkedets Tillægspensions opgavevaretagelse).

Af: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 11-08-2020
1. behandlet / henvist til udvalg 12-08-2020
Betænkning afgivet 14-08-2020
2. behandlet/direkte til 3. behandling 17-08-2020
3. behandlet, vedtaget 17-08-2020
Ministerområde:
Beskæftigelsesministeriet
Resumé:
Lovforslaget går ud på at give lønmodtagere, der har opsparet feriemidler i perioden den 1. september 2019 til den 31. marts 2020, mulighed for at få udbetalt feriemidlerne. Lønmodtageren skal ansøge om at få førtidig udbetaling af feriemidler fra senest oktober 2020 og indtil den 1. december 2020.

Det foreslås desuden, at den førtidige udbetaling af feriemidler for perioden den 1. september 2019 til den 31. marts 2020 ikke indgår i tildelingen eller udmålingen af forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser til personen selv eller andre, herunder ægtefæller og børn.

Endelig foreslås det, at lønmodtagerens øvrige feriemidler og samtlige tilgodehavende feriemidler, såfremt lønmodtageren ikke har søgt om førtidig udbetaling, udbetales, når lønmodtageren opnår folkepensionsalderen eller af andre grunde forlader arbejdsmarkedet, som efter de nugældende regler om udbetaling.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. september 2020.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 91 (S, V, DF, RV, SF, EL, KF, NB, LA og ALT), imod stemte 1 (Sikandar Siddique (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.