L 141 Forslag til lov om arbejdsgiveres og lønmodtageres retsstilling ved lønkompensation af virksomheder i forbindelse med covid-19.

Af: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 19-03-2020
1. behandlet / henvist til udvalg 19-03-2020
Betænkning afgivet 23-03-2020
2. behandlet/direkte til 3. behandling 24-03-2020
3. behandlet, vedtaget 24-03-2020
Ministerområde:
Beskæftigelsesministeriet
Resumé:
Med lovforslaget foreslås det, at en arbejdsgiver, som er omfattet af den midlertidige lønkompensationsordning, får ret til med 1 dags varsel at hjemsende en lønmodtager under de betingelser, som gælder i forbindelse med lønkompensationsordningen i medfør af aktstykke nr. 108 afgjort den 17. marts 2020. En hjemsendelse med 1 dags varsel kan ske, uanset hvad der måtte være fastsat i anden lovgivning, kollektiv overenskomst eller i øvrigt aftalt mellem arbejdsgiver og lønmodtager.

Med lovforslaget foreslås det endvidere, at en lønmodtager, som er hjemsendt i medfør af lønkompensationsordningen, ikke betragtes som opsagt, men har ret til den aftalte løn i den periode, hvor lønmodtageren er hjemsendt, bortset fra i alt 5 dage af hjemsendelsesperioden, hvor lønmodtageren ikke får den aftalte løn, men hvor lønmodtageren i stedet skal holde opsparet ferie, afspadsering, anden opsparet frihed i ansættelsesforholdet eller tjenestefrihed uden løn, uanset hvad der måtte være fastsat herom i anden lovgivning, kollektiv overenskomst eller i øvrigt aftalt mellem arbejdsgiver og lønmodtager.

Det foreslås desuden, at lønmodtageren, såfremt denne ikke har opsparet ferie, afspadsering eller anden frihed i ansættelsesforholdet, får mulighed for at vælge at afholde op til 5 feriedage, som er opsparet i perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. august 2019, i den del af hjemsendelsesperioden, hvor lønmodtageren ikke får løn. De 5 feriedage skal placeres forholdsmæssigt.

Endelig foreslås det, at såfremt hjemsendelsen afbrydes, fordi lønmodtageren genoptager arbejdet eller ophører i ansættelsesforholdet, indtræder lønmodtageren i de ansættelsesvilkår, der var gældende på tidspunktet for hjemsendelsen.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft hurtigst muligt.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 96 (S, V, DF, RV, SF, EL, KF, NB, LA, ALT, Sikandar Siddique (UFG) og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.