Betænkning afgivet af
Beskæftigelsesudvalget den 13. maj 2020
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, DF, RV, KF og ALT) indstiller beslutningsforslaget
til forkastelse.
Et mindretal i
udvalget (EL, NB og LA) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.
Et andet
mindretal i udvalget (SF) vil stemme hverken for eller imod
beslutningsforslaget.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Enhedslisten
Enhedslistens medlemmer af udvalget
støtter borgerforslaget. EL har fra starten været
imod, at de ekstra feriepenge skulle indefryses, fordi det er
lønmodtagernes allerede tjente penge, som arbejdsgiverne
får lov til at bruge og forrente, indtil lønmodtagerne
forlader arbejdsmarkedet. Det kan give en mulig ekstra gevinst til
arbejdsgiverne på 20-30 mia. kr. Derfor skal
lønmodtagernes feriepenge udbetales. Dog er det rimeligt med
en overgangsordning, så beløbet betales over en
årrække, så ingen små arbejdsgivere
må lukke ned.
EL bemærker ligeledes, at de
lønmodtagere, som går på pension i år og
næste år, end ikke får deres penge udbetalt. Det
er ikke i orden, fordi det betyder, at de skal vente 1-2 år
på at få deres penge.
Helt generelt er det urimeligt at give
arbejdsgiverne de ekstra muligheder. Hidtil har arbejdsgiverne
kunnet disponere over feriepengelikviditeten i 1 år. Nu kan
arbejdsgiverne disponere over lønmodtagernes optjente
feriepenge i over 50 år. EL synes ikke, det er i orden, og
derfor støtter EL varmt borgerforslaget.
3. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 24.
januar 2020 og var til 1. behandling den 28. februar 2020.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Beskæftigelsesudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 3 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 2 bilag
på beslutningsforslaget.
Deputationer
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 deputation, der mundtligt har redegjort for deres holdning til
beslutningsforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
6 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til
skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
Bjørn Brandenborg (S)
Bjarne Laustsen (S) Jan Johansen (S) Jens Joel (S) Jeppe Bruus (S)
Kasper Sand Kjær (S) fmd.
Leif Lahn Jensen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Samira Nawa (RV)
Kathrine Olldag (RV) Karsten Hønge (SF) Halime Oguz (SF)
Jette Gottlieb (EL) Victoria Velasquez (EL) Christian Juhl (EL)
Torsten Gejl (ALT) Hans Andersen (V) Anne Honoré
Østergaard (V) Carsten Kissmeyer (V) Morten Dahlin (V) nfmd. Michael Aastrup Jensen (V) Ulla
Tørnæs (V) Bent Bøgsted (DF) Jens Henrik
Thulesen Dahl (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Naser Khader (KF)
Birgitte Bergman (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Alex Vanopslagh
(LA)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 48 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 42 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Radikale Venstre (RV) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 4 | |