Fremsat den 14. januar 2020 af Morten Messerschmidt (DF),
Rene Christensen (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Søren Espersen (DF),
Marie Krarup (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om flagning i Folketinget
Folketinget vedtager at fastholde de regler for
flagning i Folketinget, der var gældende indtil september
2019.
Bemærkninger til forslaget
Folketingets Præsidium traf i september
2019 beslutning om fremover fra Folketingets hovedtrappe i
Rigsdagsgården at flage med flag, der ikke knytter sig til
nogen nation eller noget folk. Konkret gælder det, at der
fremover vil blive flaget med EU-flag den 9. maj og FN-flag den 24.
oktober. Beslutningen blev bl.a. omtalt i nyheden »Nye
flagregler for Folketinget« af 11. september 2019 på
Folketingets hjemmeside.
Forslagsstillerne finder beslutningen forkert,
idet der hermed gøres op med en lang tradition, hvor
Folketinget alene har flaget med nationale flag. Som det
naturligste flages der selvsagt med Dannebrog i hverdagen, ligesom
der ved statsbesøg flages med den besøgendes
nationalitetsflag og de nordiske flag har haft deres naturlige
rolle. Denne gode tradition har et flertal i Folketingets
Præsidium tilsidesat for at bane vej for, at også
organisationers flag kan benyttes i Folketingets flagstænger.
Dette er problematisk af flere grunde. Først og fremmest er
det velkendt, at politiske organisationer som EU, FN, NATO og andre
deler vandene mellem politikere såvel som borgere. Det er
flag, der forbindes med bestemte politiske programmer og projekter,
mens et nationalitetsflag knytter an til en nation, et folk, og
således er hævet over politik.
Folketinget skal som institution ikke tage
stilling, men skal derimod favne alle danskere, forenet i
demokratiet. Dette gør sig ikke mindst gældende i
relation til Folketingets fysiske fremtoning. Lige så
naturligt det således er at markere et udlandsbesøg
ved at flage med gæsternes nationalflag, lige så
unaturligt vil det være, at der nu i Folketingets
flagstænger og master vil kunne ses flag, der med politiske
over- og undertoner deler vandene. Det er en uskik, fordi
Folketinget som institution dermed bliver polariseret og
polariserende, mens selve ideen med folkestyre, Folketing og
grundlov er, at de skal kunne favne alle - uanset hvor i det
politiske spektrum man personligt befinder sig.
Ved at flage med en organisations flag tager
Folketinget stilling. Og det skal Folketinget netop ikke. Den slags
har man Folketingets medlemmer til. De kan på partikontorer
m.v. naturligvis flage med alle de flag, de ønsker, men ikke
i Folketinget som institution. For uanset hvor stort et eventuelt
flertal der i Folketinget måtte være for dansk
medlemskab af internationale organisationer som EU,
Europarådet, FN eller andet, ændrer det ikke på,
at der om disse organisationer og deres virke er en politisk debat,
som deler befolkningen. Ved at flage med disse organisationers flag
allierer Folketinget som institution sig med den del af
befolkningen, der måtte have veneration for den
pågældende organisation. Med sin beslutning bidrager
Folketingets Præsidium således til en splittelse af
befolkningen, endda i en tid, der kalder på samling og
sammenhold omkring de institutioner, vi har til fælles, og
som vi - hævet over politiske uenigheder - alle kan finde
sammen om og støtte.
Forslagsstillerne ønsker derfor at
omgøre Præsidiets beslutning, således at den
praksis, der var gældende frem til september 2019, også
vil være den for fremtiden gældende, og at der
således alene flages med nationalflag i Folketingets
flagstænger m.v.
Skriftlig fremsættelse
Morten
Messerschmidt (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
flagning i Folketinget.
(Beslutningsforslag nr. B 70)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.