L 74 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven.

(Sagsomkostninger til statslige myndigheder, indførelse af adgang til at klage over advarsler meddelt dommere og dommerfuldmægtige m.v.).

Af: Justitsminister Søren Pape Poulsen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 24-10-2018

Skriftlig fremsættelse (24. oktober 2018)

20181_l74_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (24. oktober 2018)

Justitsministeren (Søren Pape Poulsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og lov om retsafgifter (Udvidelse af statslige myndigheders adgang til at møde i retssager ved egne ansatte, indførelse af adgang til at klage over advarsler meddelt dommere og dommerfuldmægtige, fritagelse for retsafgift i sager om medmoderskab m.v.)

(Lovforslag nr. L 74)

Lovforslaget har for det første til formål at styrke mulighederne for, at statslige myndigheder kan lade sig repræsentere ved egne ansatte i civile retssager. Det foreslås, at en ansat, der møder som rettergangsfuldmægtig for en statslig myndighed, gerne må være ansat med det særlige formål at møde i retten. Endvidere foreslås det, at når en statslig myndighed som vindende part tilkendes sagsomkostninger, kan der også tilkendes sagsomkostninger til dækning af myndighedens udgifter til bistand fra en rettergangsfuldmægtig, der er ansat hos myndigheden.

Lovforslaget har for det andet til formål at styrke retssikkerheden for dommere, der bliver meddelt en advarsel af retspræsidenten i medfør af retsplejelovens § 48, stk. 1. Det foreslås således at indføre adgang til, at en dommer kan klage til Den Særlige Klageret over en advarsel, som rettens præsident har meddelt.

Lovforslaget har for det tredje til formål at fritage sager om medmoderskab for retsafgift på samme måde som faderskabssager.

Lovforslaget har for det fjerde til formål at justere eller korrigere enkelte bestemmelser i retsplejeloven, så de bringes i overensstemmelse med den måde, civile retssager behandles på efter indførelsen af domstolenes sagsportal.

Lovforslaget har for det femte til formål at justere reglerne om Sø- og Handelsrettens kompetence til at behandle sager om forbud og påbud vedrørende EU-varemærker og EF-design.

Lovforslaget har endelig for det sjette til formål at ophæve reglen om, at rigspolitichefen fører en fortegnelse over tolke.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.