B 47 Forslag til folketingsbeslutning om krav om obligatoriske indholdslister for legetøj.

Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 20-11-2018

Fremsat den 20. november 2018 af Øjvind Vilsholm (EL), Eva Flyvholm (EL) og Jakob Sølvhøj (EL)

20181_b47_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 20. november 2018 af Øjvind Vilsholm (EL), Eva Flyvholm (EL) og Jakob Sølvhøj (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om krav om obligatoriske indholdslister for legetøj

Folketinget pålægger regeringen at indføre krav om obligatoriske indholdslister for legetøj, som impoteres til eller sælges i Danmark, så forbrugeren kan se, hvilke stoffer legetøjet indeholder.

Bemærkninger til forslaget

Det er i dag importørernes opgave at sørge for, at legetøj solgt i Danmark ikke indeholder farlig kemi, men mange importører og forhandlere ved ikke, hvilke kemikalier der er i de legetøjsprodukter, som de sælger. De ved det ikke, fordi informationen ikke er til stede, hverken for importørerne, forhandlerne eller nogen anden. Det betyder også, at hverken forbrugere eller myndigheder kan få oplysninger om, hvilke kemikalier legetøjet indeholder.

Vi har den seneste tid set en række sager, hvor det er blevet afdækket, hvordan legetøj, som findes på hylderne i butikker i Danmark og sælges via onlinehjemmesider, indeholder farlig kemi - kemi, som potentielt kan skade børns helbred.

I juni 2018 meddelte Miljøstyrelsen, at der i en undersøgelse var fundet stoffer i det udbredte skumlegetøj squishies, som udgjorde en sundhedsrisiko for børn. Undersøgelsen viste, at legetøjet afgav skadelige stoffer i så høje koncentrationer, at det kunne medføre en risiko, hvis børn legede med det i længere tid. Bl.a. afgav de undersøgte squishies høje koncentrationer af stoffet dimethylformamid (DMF), som giver en risiko for leverskade og forbigående irritation af øjne og åndedrætsorganer hos børn. Stoffet kan desuden skade det ufødte barn. 2 ud af de 12 undersøgte squishies afgav også stoffer i niveauer, der udgør en risiko for skade på nervesystemet. 1 af de 12 squishies afgav desuden et kræftfremkaldende stof i koncentrationer, der udgør en risiko, når der måles på produktet kort tid efter udpakning (1 time). Miljøstyrelsen anbefalede derfor, at man bortskaffer alle squishies i hjemmet og undlader at købe nye squishies (pressemeddelelse fra Miljøstyrelsen af 20. juni 2018: »Skumlegetøj afgiver farlige kemikalier«).

Kort tid efter afsløringerne fra Miljøstyrelsen offentliggjorde Forbrugerrådet Tænk Kemi resultaterne af en test af plastikbolde. Testen viste, at 6 ud af 34 bolde indeholdt ftalater, der er ulovlige i produkter til børn. Ftalaterne kan påvirke det hormonelle system og have negative hormonforstyrrende effekter (nyhed fra Forbrugerrådet Tænk Kemi af 25. juni 2018: »6 bolde anmeldes for indhold af hormonforstyrrende kemikalier«).

Forbrugerrådet Tænk Kemi har over en årrække dokumenteret, at mange produkter indeholder uønskede eller ligefrem ulovlige kemikalier. Disse afsløringer af farlige kemikalier i legetøj har fået Forbrugerrådet Tænk Kemi til at foreslå, at producenter forpligtes til en fuld varedeklaration af indholdet i legetøj, som vi kender det fra kosmetik og fødevarer. På den måde kan både forbrugere, forhandlere og importører sikre, at det legetøj, de sælger, ikke indeholder hormonforstyrrende stoffer eller andet farlig kemi (artikel bragt i Altinget den 22. august 2018: »Forbrugerrådet Tænk: Forpligt producenter til fuld varedeklaration«).

Producenterne af legetøj ved allerede i dag, hvilke kemikalier de bruger i deres produkter. Informationen findes derfor, men går tabt i leverandørkæden. Ved at indføre krav om fuld deklaration vil det blive lettere for importører og forhandlere at opstille kriterier for leverandører om, hvilke kemikalier legetøjet må indeholde. Det vil betyde, at børn ikke udsættes for uønskede stoffer. Det vil samtidig blive nemmere for danske forbrugere at fravælge legetøj med problematisk kemi, ligesom myndigheder og forbrugerorganisationer vil kunne kortlægge kemikalier anvendt i legetøj og få et overblik over kemi, som kan være problematisk. Forslaget er vigtigt, idet vi ved, at børn er mere sårbare over for kemiske stoffer end voksne.

Miljø- og fødevareministeren har i et svar til Folketinget oplyst, at reglerne for legetøj er totalharmoniseret i EU, jf. Europaudvalget, alm. del - svar på spørgsmål 310, folketingsåret 2017-18. Det betyder, at EU-reglerne forhindrer Danmark i at indføre national regulering om yderligere varedeklaration eller mærkning af legetøj. Forslagsstillerne mener dog ikke, at EU skal forhindre Danmark i at vedtage regler, som kan sikre en bedre beskyttelse af vores børn. Det er forslagsstillernes opfattelse, at usikkerheden omkring de sundhedsmæssige og miljømæssige konsekvenser af farlig kemi i børnelegetøj bør tages meget alvorligt. Derfor bør Danmark arbejde for, at EU indfører bedre regler vedrørende varedeklaration af legetøj, og Danmark bør som konsekvens indføre obligatoriske indholdslister for legetøj, som importeres til eller sælges i Danmark, så forbrugeren kan se, hvilke stoffer legetøjet indeholder. Hensynet til EU og det indre marked bør ikke stå over hensynet til børns sundhed.

Skriftlig fremsættelse

Øjvind Vilsholm (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om krav om obligatoriske indholdslister for legetøj.

(Beslutningsforslag nr. B 47)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.