L 162 Forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

(Sagsbehandlingsfrister for hjemviste sager, pligt til tydelig offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister på kommunens hjemmeside og pligt til at behandle danmarkskortet over omgørelsesprocenter på et møde i kommunalbestyrelsen).

Af: Børne- og socialminister Mai Mercado (KF)
Udvalg: Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 28-02-2018

Fremsat den 28. februar 2018 af børne- og socialministeren (Mai Mercado)

20171_l162_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 28. februar 2018 af børne- og socialministeren (Mai Mercado)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

(Sagsbehandlingsfrister for hjemviste sager, pligt til tydelig offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister på kommunens hjemmeside og pligt til at behandle danmarkskortet over omgørelsesprocenter på et møde i kommunalbestyrelsen)

§ 1

I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 1096 af 13. september 2017, som ændret ved § 3 i lov nr. 660 af 8. juni 2017, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 3 indsættes:

»§ 3 a. Fristerne efter § 3, stk. 2, skal for afgørelser efter lov om social service offentliggøres på og fremgå tydeligt på kommunens hjemmeside. Fristerne efter § 3, stk. 2, gælder også ved kommunalbestyrelsens behandling af afgørelser efter lov om social service, som er hjemvist af Ankestyrelsen. Fristerne regnes fra modtagelsen af Ankestyrelsens afgørelse.«

2. Efter § 79 a indsættes før overskriften før § 80:

»§ 79 b. Inden udgangen af det år, hvor danmarkskortet over omgørelsesprocenter på socialområdet offentliggøres, jf. § 84 a, behandler kommunalbestyrelsen danmarkskortet på et møde.«

3. Efter § 84 indsættes i kapitel 12:

»§ 84 a. Børne- og socialministeren offentliggør hvert år inden den 1. juli på et kommuneopdelt danmarkskort det forudgående års statistik over omgørelsesprocenten i Ankestyrelsens afgørelser i klagesager efter lov om social service.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2018.

Stk. 2. Børne- og socialministeren offentliggør inden den 1. oktober 2018 på et kommuneopdelt danmarkskort statistik over omgørelsesprocenten i Ankestyrelsens afgørelser i 2017 i klagesager efter lov om social service. Kommunalbestyrelsen behandler dette danmarkskort på et kommunalbestyrelsesmøde, der afholdes inden årets udgang.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget fremsættes til delvis udmøntning af handlingsplanen til styrkelse af kvaliteten i sagsbehandlingen på handicapområdet, der er en del af satspuljeaftalen for 2018-2021 på socialområdet, som er indgået mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti den 10. november 2017.

Satspuljepartierne er enige om at afsætte midler til en handlingsplan til styrkelse af kvaliteten i sagsbehandlingen på handicapområdet. Det overordnede formål med handlingsplanen til styrkelse af kvaliteten i sagsbehandlingen på handicapområdet, og dermed også med lovforslaget, er at styrke borgernes retssikkerhed ved behandlingen af sager på det sociale område samt medvirke til at nedbringe de store forskelle mellem kommunerne, når det gælder antallet af omgjorte klagesager i Ankestyrelsen. Målet er, at borgerne i højere grad skal opleve at få den hjælp, de har ret til efter lovgivningen ved kommunens afgørelse, uden at det skal være nødvendigt at klage til Ankestyrelsen.

Handlingsplanen til styrkelse af kvaliteten i sagsbehandlingen på handicapområdet er bl.a. udarbejdet på baggrund af det danmarkskort over omgørelsesprocenter i Ankestyrelsen, som børne- og socialministeren har udsendt den 27. juni 2017, og som viser, at omgørelsesprocenten i 2/3 af landets kommuner er på 34 pct. eller derover på socialområdet.

Handlingsplanen er desuden udarbejdet som opfølgning på betænkningen over det af Dansk Folkeparti fremsatte beslutningsforslag B 149 om styrket kommunal sagsbehandling på handicapområdet fra folketingssamlingen 2016-2017. Det fremgår således af betænkningen over dette beslutningsforslag, at kommunerne har store forskelle, når det gælder antallet af omgørelser af klagesager i Ankestyrelsen, hvorfor der skal laves en handlingsplan, som på realistisk måde er med til at løse problemet.

Partierne bag satspuljeaftalen for 2018-2021 har med satspuljeaftalen tilkendegivet, at der med aftalen er fulgt op på betænkningen til B 149 og er enige om, at handlingsplanen til styrkelse af kvaliteten i sagsbehandlingen på handica?pområdet har imødekommet det i betænkningen anførte krav om udarbejdelse af en handlingsplan.

Lovforslaget har i forlængelse af det ovenfor beskrevne overordnede formål med handlingsplanen til styrkelse af kvaliteten i sagsbehandlingen på handicapområdet mere specifikt til formål at øge den kommunalpolitiske opmærksomhed på kommunens sagsbehandlingskvalitet, at sikre, at de kommunale sagsbehandlingsfrister for afgørelser efter lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 102 af 29. januar 2018 (herefter serviceloven) er tydeligt tilgængelige på kommunens hjemmeside, og at sikre, at de kommunale sagsbehandlingsfrister også gælder for afgørelser efter serviceloven, der er hjemvist af Ankestyrelsen.

Lovforslaget indeholder fire ændringer af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 1096 af 13. september 2017 med senere ændringer (herefter retssikkerhedsloven).

Det foreslås, at de sagsbehandlingsfrister, som kommunerne fastsætter efter retssikkerhedslovens § 3, også skal gælde for afgørelser efter serviceloven, der er hjemvist af Ankestyrelsen, og at fristen skal regnes fra modtagelsen af Ankestyrelsens afgørelse.

Det foreslås også, at der indføres en pligt for kommunalbestyrelsen til, at offentliggørelsen af kommunale sagsbehandlingsfrister for behandlingen af sager efter serviceloven skal ske på kommunens hjemmeside og fremgå tydeligt samt være let tilgængelig.

Det foreslås endvidere, at det fastsættes i retssikkerhedsloven, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at behandle danmarkskortet over kommunernes omgørelsesprocenter i klagesager i Ankestyrelsen på et kommunalbestyrelsesmøde. I tilknytning hertil foreslås, at børne- og socialministerens årlige offentliggørelse af danmarkskortet lovfæstes.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Sagsbehandlingsfrister for hjemviste sager

2.1.1. Gældende ret

Efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen behandle spørgsmål om hjælp på det sociale område så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.

Kommunalbestyrelsen skal desuden efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, fastsætte serviceniveauet for sagsbehandlingstider i kommunen. Kommunalbestyrelsen skal på de enkelte områder fastsætte generelle frister for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning, til afgørelsen skal være truffet.

Hvis fristen ikke kan overholdes i en konkret sag, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse.

Bestemmelsen i lovens § 3, stk. 2, gælder i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen skal træffe en afgørelse. § 3, stk. 2, gælder ikke ved beslutninger, der træffes som led i faktisk forvaltningsvirksomhed.

Retssikkerhedslovens § 3 gælder for behandlingen af sager efter en række sociale love og på områder indenfor beskæftigelseslovgivningen.

Kommunalbestyrelserne har i dag endvidere en generel pligt til uden unødig forsinkelse at efterleve en afgørelse fra Ankestyrelsen. Dette gælder også en afgørelse om hjemvisning af sagen til fornyet behandling.

2.1.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Det fremgår ikke af retssikkerhedslovens § 3, at de sagsbehandlingsfrister, som kommunalbestyrelsen fastsætter, også gælder for behandlingen af afgørelser, som Ankestyrelsen har hjemvist.

Det har været anført, at sagsbehandlingstiderne i hjemviste sager på servicelovens område kan være meget lange. Det bør derfor fremgå af retssikkerhedsloven, at de sagsbehandlingsfrister, som kommunalbestyrelsen fastsætter for behandlingen af sager efter serviceloven, også gælder for sager, som er hjemvist af Ankestyrelsen, og at fristen regnes fra modtagelsen af Ankestyrelsens afgørelse.

Herved gøres det i retssikkerhedsloven klart, at kommunalbestyrelsen skal behandle de hjemviste sager efter serviceloven med samme hastighed som nye sager, da de sagsbehandlingsfrister, som kommunalbestyrelsen fastsætter, også vil gælde for hjemviste sager. Kommunens behandling af disse sager vil dermed ikke kunne udskydes i forhold til behandlingen af førstegangsansøgninger om hjælp og støtte, som det har været anført i kritikken af sagsbehandlingen efter de nugældende regler.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at det fastsættes i retssikkerhedsloven, at de sagsbehandlingsfrister, som kommunalbestyrelsen fastsætter for behandlingen af sager efter serviceloven, også skal gælde for afgørelser efter serviceloven, der er hjemvist af Ankestyrelsen, og at fristen regnes fra modtagelsen af Ankestyrelsens afgørelse.

Herved gøres det klart, at kommunalbestyrelsen skal behandle de hjemviste sager lige så hurtigt som nye sager.

Det bemærkes, at der ikke vil være noget til hinder for, at kommunalbestyrelsen kan behandle disse sager hurtigere end den fastsatte frist, hvis dette er muligt.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne dertil.

For yderligere at sikre en hurtig behandling af afgørelser, som hjemvises af Ankestyrelsen, vil der, jf. handlingsplanen til styrkelse af kvaliteten i sagsbehandlingen på handica?pområdet, blive indført en særligt hurtig sagsbehandlingsprocedure i Ankestyrelsen for behandling af klager i sager efter serviceloven, hvor en tidligere afgørelse er blevet hjemvist, hvorved borgeren og kommunalbestyrelsen i mindst 90 pct. af disse sager får en afgørelse fra Ankestyrelsen senest otte uger efter, at Ankestyrelsen har modtaget klagen. Dette initiativ, som ikke kræver lovændring, vil bidrage til at mindske den problemstilling, at borgere, som klager over en kommunal afgørelse, kan komme til at vente meget længe på den endelige afgørelse i deres sag i situationer, hvor Ankestyrelsen hjemviser en sag til fornyet behandling.

2.2. Offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister på kommunens hjemmeside

2.2.1. Gældende ret

Det er fastsat i retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal offentliggøre sagsbehandlingsfristerne på de enkelte sagsområder. Retssikkerhedsloven indeholder ikke krav om en bestemt offentliggørelsesmåde, herunder f.eks. krav om, at kommunalbestyrelsen offentliggør sagsbehandlingsfristerne på kommunens hjemmeside.

Det er således overladt til kommunalbestyrelsen at beslutte, hvordan offentliggørelsen skal ske. Det forudsættes dog i lovforarbejderne til retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, jf. lovforslag nr. 117 fremsat den 28. januar 2009, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 3402, at offentliggørelsen sker på en måde, der er sædvanlig i kommunen, og således, at de borgere, som de enkelte sagsbehandlingsfrister må forventes at interessere, har gode forudsætninger for at gøre sig bekendt med fristerne.

De fleste kommuner offentliggør i dag sagsbehandlingsfrister på kommunens hjemmeside.

2.2.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Det forekommer i dag naturligt, at borgere kan søge information om kommunale forhold, herunder information om sagsbehandlingsfristerne for behandling af ansøgninger om hjælp på det sociale område, på kommunens hjemmeside. Borgerne bør derfor i alle kommuner kunne finde oplysninger om kommunens serviceniveau for sagsbehandlingstid på kommunens hjemmeside. Dette vurderes at sikre borgerne lettere adgang til at finde oplysninger om de kommunale sagsbehandlingsfrister. Sagsbehandlingsfristerne bør derfor også fremgå tydeligt på kommunens hjemmeside.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indføres en pligt for kommunalbestyrelserne til, at offentliggørelsen af kommunale sagsbehandlingsfrister for sager efter serviceloven skal ske på kommunens hjemmeside på en sådan måde, at fristerne fremgår tydeligt. Forslaget skal lette adgangen for borgerne til at finde oplysninger om de kommunale sagsbehandlingsfrister.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne dertil.

2.3. Årlig behandling af danmarkskortet over omgørelsesprocenter i klagesager på et møde i kommunalbestyrelsen

2.3.1. Gældende ret

Regeringen har et løbende fokus på, om kommunalbestyrelserne foretager sagsbehandling i overensstemmelse med lovgivningen. Regeringen har derfor taget initiativ til, at Børne- og Socialministeriet hvert år offentliggør et kommuneopdelt danmarkskort over omgjorte sager i Ankestyrelsen på socialområdet. Danmarkskortet skaber gennemsigtighed om, hvor mange sager de enkelte kommuner får omgjort i Ankestyrelsen på socialområdet, ligesom danmarkskortet gør det muligt at sammenligne kommunerne med hinanden. Det bemærkes herved, at omgørelsesprocenten dækker over såvel sager, hvor kommunalbestyrelsens afgørelse er ændret, som sager, der hjemvises til fornyet behandling.

Formålet med danmarkskortet er at øge den lokalpolitiske opmærksomhed på og debat om vigtigheden af lovmedholdelig sagsbehandling og at medvirke til, at kommuner, der har behov herfor, af egen drift tager initiativer til at forbedre sagsbehandlingskvaliteten.

Danmarkskortet blev offentliggjort for første gang den 27. juni 2017, og fra 2018 og frem vil det blive offentliggjort en gang om året. Det er Børne- og Socialministeriet, der offentliggør danmarkskortet, og offentliggørelsen sker på ministeriets hjemmeside.

Danmarkskortet, som blev offentliggjort den 27. juni 2017, viser, at Ankestyrelsen i 2016 afgjorde 8.140 klagesager på det sociale område. I gennemsnit blev 37 pct. af sagerne omgjort - enten fordi kommunalbestyrelsens afgørelse efter serviceloven var i strid med lovgivningen og derfor blev ændret, eller fordi der manglede så mange oplysninger, at Ankestyrelsen ikke kunne vurdere sagen og derfor måtte hjemvise den til fornyet behandling i kommunen.

Danmarkskortet viser dog store forskelle mellem kommunerne. Der er ingen sammenhæng mellem omgørelsesprocenter og størrelsen på kommunen.

2.3.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

I dag er det op til den enkelte kommunalbestyrelse, hvordan danmarkskortet over kommunernes omgørelsesprocenter i klagesager i Ankestyrelsen bliver anvendt. Der er således i dag ingen pligt for den enkelte kommune til at følge op på danmarkskortet.

Det er kommunalbestyrelsens ansvar at sikre overholdelsen af gældende lovgivning. Det findes derfor hensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelserne skal have forelagt danmarkskortet en gang om året, således at kommunalbestyrelsen får kendskab til omfanget af omgørelser af klagesager i kommunen samt kommunens niveau for kommunens sagsbehandlingskvalitet set i forhold til andre kommuner og mulighed for at drøfte dette. I den forbindelse bør danmarkskortet blive behandlet politisk i kommunalbestyrelsen.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i retssikkerhedsloven, hvorefter kommunalbestyrelsen vil være forpligtet til at behandle danmarkskortet over kommunernes omgørelsesprocenter i klagesager i Ankestyrelsen på et kommunalbestyrelsesmøde. Der foreslås således et delegationsforbud i forhold til kommunalbestyrelsens behandling af danmarkskortet, dvs. at kommunalbestyrelsen ikke kan overlade behandlingen til et udvalg.

Formålet er samlet at sikre politisk fokus på og ansvar for kvaliteten i sagsbehandlingen i kommunerne. I og med, at danmarkskortet skal behandles i den enkelte kommunalbestyrelse, vil der således skulle ske en aktiv politisk drøftelse af, om kommunens omgørelsesprocent er tilfredsstillende, eller om der bør iværksættes tiltag til forbedringer af kvaliteten i sagsbehandlingen. Forslaget bygger på den forventning, at kommunalbestyrelsen gennem arbejdet med danmarkskortet får større opmærksomhed på sagsbehandlingen på socialområdet og derfor vil træffe foranstaltninger til at forbedre denne.

Det foreslås, at behandlingen skal ske inden udgangen af det år, hvor kortet offentliggøres, således at danmarkskortet bliver behandlet i forlængelse af Børne- og Socialministeriets offentliggørelse heraf. For så vidt angår 2018 foreslås det, at der skal ske en behandling på et kommunalbestyrelsesmøde inden den 31. december 2018.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne dertil.

Samtidig foreslås det, at Børne- og Socialministeriets årlige offentliggørelse af danmarkskortet lovfæstes, og at det fastsættes, at offentliggørelsen sker hvert år inden den 1. juli.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkningerne dertil.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Der er opnået enighed med de kommunale parter om, at det kommunale bloktilskud reguleres permanent med 0,6 mio. kr. årligt til finansiering af kommunernes administration i forbindelse med behandling af danmarkskortet over omgørelsesprocenter på kommunalbestyrelsesmøder (lovforslagets § 1, nr. 2). Der er i satspuljen for 2018 afsat 0,1 mio. kr. i permanente midler fra 2018 og fremefter til finansiering af bloktilskudsreguleringen. Der foretages derfor en efterregulering af trækket på satspuljen.

Et eventuelt mindreforbrug end rammen tilbageføres til satspuljen.

Lovforslaget har ikke derudover økonomiske og administrative konsekvenser for kommunerne.

Lovforslaget medfører ingen økonomiske og administrative konsekvenser for staten eller regionerne.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Hensigten med det foreslåede § 3 a, 1. pkt., i retssikkerhedsloven om offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister på kommunens hjemmeside er at give borgerne nemmere adgang til information om kommunens serviceniveau for sagsbehandlingstider.

Hensigten med det foreslåede § 3 a, 2. pkt., i retssikkerhedsloven om, at de sagsbehandlingsfrister, som kommunalbestyrelsen fastsætter, også skal gælde for afgørelser, der er hjemvist af Ankestyrelsen, er at afkorte sagsbehandlingstiden ved behandling af sager, som Ankestyrelsen hjemviser til fornyet behandling.

Det er således vurderingen, at lovforslaget vil have positive administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 15. december 2017 til den 19. januar 2018 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatrådet, Akademikerne, Alzheimerforeningen, Ankestyrelsen, Børne- og Kulturchefforeningen, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Handicaporganisationer, Danske Regioner, Danske Ældreråd, Datatilsynet, Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet, Det Centrale Handicapråd, Digitaliseringsstyrelsen, FBU - ForældreLandsforeningen, FTF, HK/Kommunal, Institut for Menneskerettigheder, Landsforeningen Bedre Psykiatri, Landsforeningen Sind, LO, KL, Red Barnet, Rigsrevisionen, Rådet for Socialt Udsatte, Sand, Sjældne Diagnoser, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, ULF Udviklingshæmmedes Landsforbund og Ældresagen.

   
9. Sammenfattende skema
  
 
Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser/ merudgifter (hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Kommunernes bloktilskud reguleres permanent med 0,6 mio. kr. årligt fra 2018 og fremefter til finansiering af kommunernes administration i forbindelse med behandling af danmarkskortet over omgørelsesprocenter på kommunalbestyrelsesmøder (lovforslagets § 1, nr. 2).
Et eventuelt mindreforbrug end rammen tilbageføres til satspuljen.
Lovforslaget har ikke derudover økonomiske og administrative konsekvenser for kommunerne.
Lovforslaget medfører ingen økonomiske og administrative konsekvenser for staten eller regionerne.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Hensigten med forslaget om offentliggørelse af frister på kommunens hjemmeside er at give borgerne nemmere adgang til information om kommunens serviceniveau for sagsbehandlingstider.
Hensigten med forslaget om, at kommunernes sagsbehandlingsfrister også skal gælde for hjemviste afgørelser, er at afkorte sagsbehandlingstiden ved behandling af disse sager.
Det vurderes, at lovforslaget vil have positive administrative konsekvenser for borgerne.
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Overimplementering af EU-retlige minimumsforpligtelser (sæt X)
Ja
Nej
X


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det er fastsat i retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, at kommunalbestyrelsen på de enkelte sagsområder skal fastsætte frister for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning, til der skal være truffet en afgørelse. Efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, 2. pkt., skal kommunalbestyrelsen offentliggøre disse frister. Der er ikke i loven krav om, at dette skal ske på en bestemt måde.

Da de fleste borgere i dag søger efter sådanne oplysninger på internettet, foreslås det i det foreslåede § 3 a, 1. pkt., at fristerne efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, for afgørelser efter serviceloven skal offentliggøres på kommunens hjemmeside.

Det foreslås endvidere, at offentliggørelsen skal fremgå tydeligt på hjemmesiden, hvilket skal forstås som et sted, hvor det er logisk for borgeren at lede efter netop sagsbehandlingsfristerne for behandlingen af sager om hjælp på det sociale område. Det kan f.eks. være et sted på hjemmesiden i tilknytning til omtalen af den ydelse, som den pågældende sagsbehandlingsfrist vedrører. Kravet om, at fristerne skal fremgå tydeligt et sted på kommunens hjemmeside, betyder således ikke nødvendigvis, at sagsbehandlingsfristerne skal være på hjemmesidens forside.

Kravet i loven om offentliggørelse på kommunens hjemmeside er ikke til hinder for, at kommunen tillige kan offentliggøre sagsbehandlingstiderne på anden vis, f.eks. på www.borger.dk, ved opslag i institutioner, i lokalaviser m.v., hvis dette findes hensigtsmæssigt ved siden af den foreslåede offentliggørelse på kommunens hjemmeside.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.

Det følger af § 3, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at kommunalbestyrelsen skal behandle spørgsmål om hjælp på det sociale område så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken. Det følger endvidere af retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, at kommunalbestyrelsen på de enkelte sagsområder skal fastsætte frister for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning, til der skal være truffet en afgørelse. Hvis fristen ikke kan overholdes i en konkret sag, skal ansøgeren skriftlig have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse.

Kommunalbestyrelserne skal således fastsætte serviceniveauet for sagsbehandlingstider i kommunen ved ansøgninger om hjælp efter serviceloven. Det fremgår ikke af loven, om disse sagsbehandlingsfrister også gælder for behandling af sager, som hjemvises af Ankestyrelsen til fornyet behandling i kommunen.

Det foreslås derfor i det foreslåede § 3 a, 2. pkt., at fristerne efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, også skal gælde ved kommunalbestyrelsens behandling af afgørelser efter serviceloven, som er hjemvist af Ankestyrelsen.

En afgørelse om hjemvisning betyder, at kommunalbestyrelsen skal genoptage behandlingen af sagen og afgøre den på ny. Ankestyrelsen kan for eksempel hjemvise en sag, fordi der mangler væsentlige oplysninger, som kan have betydning for afgørelsen. Her kan styrelsen hjemvise sagen til kommunalbestyrelsen med henblik på, at kommunalbestyrelsen indhenter de manglende oplysninger og derefter træffer en ny afgørelse. Ved hjemvisning er udgangspunktet, at den afgørelse, der klages over, ophæves. I sager om frakendelse af ydelser, hvor Ankestyrelsen har hjemvist en sag, fordi Ankestyrelsen finder, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst, betyder hjemvisningen som udgangspunkt, at kommunen skal genoptage udbetalingen af ydelserne med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, hvor kommunen frakendte ydelserne. Udbetalingen skal fortsætte, indtil kommunen har truffet ny afgørelse i den hjemviste sag.

Den foreslåede ændring vil ikke indebære en pligt for kommunalbestyrelsen til at behandle hjemviste sager hurtigere end andre sager, men der vil ikke være noget til hinder for, at kommunalbestyrelsen behandler disse sager langt hurtigere end den fastsatte frist, hvis dette er muligt. Det kan f.eks. dreje sig om sager, hvor den mangel, der har ført til hjemvisning, forholdsvist enkelt vil kunne udbedres.

Det foreslås i det foreslåede § 3 a, 3. pkt., at fristerne regnes fra modtagelsen af Ankestyrelsens afgørelse om hjemvisningen. Med modtagelse menes, når sagen er blevet tilgængelig for kommunen.

Hvis fristen ikke kan overholdes i en konkret sag, skal borgeren efter lovens § 3, stk. 2, 3. pkt., have skriftlig besked om, hvornår borgeren kan forvente en afgørelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.

Til nr. 2

Der er i dag ingen pligt for kommunalbestyrelsen til at følge op på det danmarkskort over omgjorte sager i Ankestyrelsen på socialområdet, som Børne- og Socialministeriet offentliggør hvert år. Se herom også bemærkningerne til § 1, nr. 3.

Det foreslås derfor, at der indsættes en ny bestemmelse i retssikkerhedsloven, hvorefter kommunalbestyrelsen er forpligtet til at behandle danmarkskortet på et møde i kommunalbestyrelsen.

Det er kommunalbestyrelsens ansvar at sikre overholdelsen af gældende lovgivning. Det findes derfor hensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelserne skal have forelagt danmarkskortet, således at kommunalbestyrelsen får kendskab til omfanget af omgørelser af klagesager i kommunen samt kommunens niveau for kommunens sagsbehandlingskvalitet set i forhold til andre kommuner og mulighed for at drøfte dette. I den forbindelse bør danmarkskortet blive behandlet politisk i kommunalbestyrelsen.

Kravet indebærer, at der vil skulle ske en aktiv politisk drøftelse af danmarkskortet. Det foreslås, at behandlingen skal ske inden udgangen af det år, hvor kortet er offentliggjort.

Der stilles ikke krav om opfølgning på mødebehandlingen i form af f.eks. tilbagemelding til Børne- og Socialministeriet på resultatet af kommunalbestyrelsens behandling. Opfølgningen gøres herved til et anliggende i den enkelte kommune, herunder i forhold til en beslutning om, hvorvidt der på baggrund af mødebehandlingen skal iværksættes initiativer til forbedring af sagsbehandlingskvaliteten i kommunen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.3.

Til nr. 3

Børne- og Socialministeriet offentliggjorde den 27. juni 2017 et kommuneopdelt danmarkskort over omgjorte sager i Ankestyrelsen på socialområdet.

Det foreslås, at børne- og socialministeren hvert år inden den 1. juli på et kommuneopdelt danmarkskort offentliggør det forudgående års statistik over omgørelsesprocenten i Ankestyrelsens afgørelser i klagesager efter serviceloven.

Fra 2018 vil et sådant kort blive offentliggjort en gang om året på Børne- og Socialministeriets hjemmeside.

I forlængelse af den foreslåede pligt for kommunerne til årligt at behandle danmarkskortet på et kommunalbestyrelsesmøde, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås det ved § 1, nr. 3, at børne- og socialministerens offentliggørelse af danmarkskortet lovfæstes, og at det fastsættes, at offentliggørelsen skal ske hvert år inden den 1. juli.

Til § 2

Det foreslås i lovforslagets § 2, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2018.

Ved lovforslagets § 1, nr. 2, er der foreslået, at kommunalbestyrelsen skal behandle det årligt offentliggjorte danmarkskort over omgørelsesprocenter på et møde i sidste halvdel af året, således at det bliver behandlet i forlængelse af offentliggørelsen.

I lovforslagets § 1, nr. 3, er det foreslået lovfæstet, at børne- og socialministeren årligt offentliggør et danmarkskort over Ankestyrelsens omgørelsesprocenter efter serviceloven for det forudgående år, og at offentliggørelsen sker hvert år inden den 1. juli.

Ved den foreslåede § 2, stk. 2, 1. pkt., foreslås, at et danmarkskort vedrørende 2017 skal offentliggøres inden den 1. oktober 2018. Det forventes, at danmarkskortet for 2017 vil blive udsendt i første halvår 2018.

For så vidt angår dette danmarkskort, der offentliggøres i 2018, foreslås det ved den foreslåede § 2, stk. 2, 2. pkt., at der også for dette skal ske en behandling på et kommunalbestyrelsesmøde inden årets udgang.

Til § 3

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed. Da retssikkerhedsloven ikke gælder for Færøerne og Grønland, jf. lovens § 90, stk. 1, foreslås det, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
   
  
I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 1096 af 13. september 2017, som ændret ved § 3 i lov nr. 660 af 8. juni 2017, foretages følgende ændringer:
   
  
1. Efter § 3 indsættes:
   
  
»§ 3 a. Fristerne efter § 3, stk. 2, skal for afgørelser efter lov om social service offentliggøres på og fremgå tydeligt på kommunens hjemmeside. Fristerne efter § 3, stk. 2, gælder også ved kommunalbestyrelsens behandling af afgørelser efter lov om social service, som er hjemvist af Ankestyrelsen. Fristerne regnes fra modtagelsen af Ankestyrelsens afgørelse.«
   
  
2. Efter § 79 a indsættes før overskriften før § 80:
   
  
»§ 79 b. Inden udgangen af det år, hvor danmarkskortet over omgørelsesprocenter på socialområdet offentliggøres, jf. § 84 a, behandler kommunalbestyrelsen danmarkskortet på et møde.«
   
  
3. Efter § 84 indsættes i kapitel 12:
   
  
»§ 84 a. Børne- og socialministeren offentliggør hvert år inden den 1. juli på et kommuneopdelt danmarkskort det forudgående års statistik over omgørelsesprocenten i Ankestyrelsens afgørelser i klagesager efter lov om social service.«
   
  
§ 2
   
  
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2018.
  
Stk. 2. Børne- og socialministeren offentliggør inden den 1. oktober 2018 på et kommuneopdelt danmarkskort statistik over omgørelsesprocenten i Ankestyrelsens afgørelser i 2017 i klagesager efter lov om social service. Kommunalbestyrelsen behandler dette danmarkskort på et kommunalbestyrelsesmøde, der afholdes inden årets udgang.
   
  
§ 3
   
  
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.