L 116 Forslag til lov om stedbestemt information.

Af: Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V)
Udvalg: Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-01-2017

Fremsættelse: 25-01-2017

Skriftlig fremsættelse (25. januar 2017)

20161_l116_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (25. januar 2017)

Energi-, forsynings- og klimaministeren (Lars Christian Lilleholt):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om stedbestemt information

(Lovforslag nr. L 116)

Formålet med forslaget til en ny hovedlov er at samle, modernisere og regelforenkle lovgrundlaget for forvaltningen af stedbestemt information, som har fået en øget betydning for effektiviseringen af den offentlige forvaltning og som grundlag for vækst i den private sektor.

Hvor stedbestemte informationer tidligere oftest kom til udtryk i form af papirkort, så indgår stedbestemte informationer i dag i stadig stigende omfang i tværoffentlige digitale forvaltningssystemer og i kommercielt udviklede produkter. Den udvikling afspejler sig bl.a. i GeoDanmark, som er kommunernes og statens samarbejde om kortlægningen af Danmark, og i mange initiativer i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2011-2015 og grunddataprogrammet.

Med lovforslaget ønsker regeringen at skabe rammerne for en fortsat struktureret, tværoffentlig og digital håndtering af stedbestemte informationer.

Forslaget til ny hovedlov omfatter energi-, forsynings- og klimaministerens myndighedsopgaver og bemyndigelser indenfor geodæsi, landkortlægning, søopmåling og søkortlægning, infrastruktur for stedbestemt information samt reglerne om distribution af og adgang til data.

Lovforslaget introducerer ikke ny regulering på området, men viderefører gældende ret. Enkelte regler, der i dag er unødvendige, ophæves dog, bl.a. reglen om ekspropriation i forbindelse med etablering af f.eks. installationer til brug for den geodætiske infrastruktur, og enkelte hjemler justeres i lyset af udviklingen af fællesoffentlige digitale løsninger. Ministerens hjemler til efter forhandling med bl.a. statslige myndigheder, regionerne og kommunerne at udstede regler om registre fremgår nu mere tydeligt i lovforslaget.

Forslaget har ikke i sig selv økonomiske eller administrative konsekvenser. Udmøntningen af nogle af hjemlerne kan betyde, at myndigheder skal indberette data på en anden måde, end de gør i dag, og at der vil blive stillet krav til datas format og ajourføring. Dette kan betyde ekstra arbejde for de myndigheder, der bliver omfattet af bestemmelserne. Men dette forventes opvejet af et bedre grundlag for myndighedernes afgørelse og en mere effektiv forvaltning.

Med den foreslåede ændring af udstykningsloven vil ministerens ansvar for samordning og koordination fortsat også omfatte matrikulære informationer samt distribution og adgang dertil.

Bestemmelserne i loven, som er relevante for Rigsfællesskabet, kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland. Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser eller EU-retlige aspekter.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.