L 109 Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen og lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v.

(Opfølgning på folkeskolereformen m.v.).

Af: Undervisningsminister Merete Riisager (LA)
Udvalg: Undervisningsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 07-02-2017

Betænkning afgivet af Undervisningsudvalget den 7. februar 2017

20161_l109_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Undervisningsudvalget den 7. februar 2017

1. Ændringsforslag

Undervisningsministeren har stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 15. december 2016 og var til 1. behandling den 10. januar 2017. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Undervisningsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og undervisningsministeren sendte den 4. oktober 2016 dette udkast til udvalget, jf. BUU alm. del - bilag 2. Den 15. december 2016 sendte undervisningsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 4 spørgsmål til undervisningsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Dansk Folkeparti er tilfreds med, at ministeren i sit ministersvar til Dansk Folkeparti har tilkendegivet at ville følge brugen af vikarer i folkeskolen tæt og inddrage forligskredsen, når der foreligger en konkret model. Det er vigtigt, at der er uddannet personale i skolerne. Det er også betryggende, at ansøgere uden for EU og EØS skal gennemføre en egnethedsprøve og ikke kan nøjes med en prøvetid, og at disse behandles efter nationale danske regler. Det ville dog være oplagt, at disse regler også gjaldt for ansøgere fra EU og EØS, men det forhindrer vort medlemskab af EU på grund af anerkendelsesdirektivet, som giver ansøgere mulighed for at vælge mellem prøvetid og egnethedsprøve.

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af undervisningsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»01. Som fodnote til lovens titel indsættes:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, EU-Tidende 2005, nr. L 255, side 22, som ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/55/EU af 20. november 2013 om ændring af direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer og forordning (EU) nr. 1024/2012 om det administrative samarbejde ved hjælp af informationssystemet for det indre marked (»IMI-forordningen«), EU-tidende 2013, nr. L 354, side 132.««

[Lovteknisk ændring]

2) I den under nr. 1 foreslåede ændring af § 3, stk. 5, ændres »på kontrakt« til: »ved kontrakt«.

[Sproglig ændring]

Bemærkninger

Til nr. 1

Der er alene tale om en lovteknisk ændring. I lovforslagets titel er der indsat en fodnote med samme ordlyd som den, der med ændringsforslaget indsættes i lov om folkeskolen. Denne note er ved en fejl ikke blevet indsat i lovforslaget som fremsat.

Til nr. 2

Der er alene tale om en sproglig ændring.

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) nfmd. Pernille Bendixen (DF) Marlene Harpsøe (DF) Dorthe Ullemose (DF) Alex Ahrendtsen (DF) Marie Krarup (DF) Anni Matthiesen (V) Peter Juel Jensen (V) Jan E. Jørgensen (V) Louise Schack Elholm (V) Carl Holst (V) Jane Heitmann (V) Henrik Dahl (LA) Laura Lindahl (LA) Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Annette Lind (S) Daniel Toft Jakobsen (S) Jan Johansen (S) Julie Skovsby (S) Mattias Tesfaye (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) fmd. Pernille Schnoor (ALT) Bruno Jerup (EL) Jakob Sølvhøj (EL) Carolina Magdalene Maier (ALT) Torsten Gejl (ALT) Lotte Rod (RV) Marianne Jelved (RV) Jacob Mark (SF)

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 109

Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra undervisningsministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Ændringsforslag, fra undervisningsministeren
4
1. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 109

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om opfølgning på den del af loven, der vedrører vikarer, så der ikke kommer vikarer uden relevant uddannelse på skolerne, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, hvor ofte Styrelsen for Forskning og Uddannelse forlanger prøvetid og foretager egnethedsprøver vedrørende lærere og pædagoger med udenlandske uddannelser, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, fra hvilke konkrete lande Styrelsen for Forskning og Uddannelse behandler ansøgninger om anerkendelse af udenlandske pædagoguddannelser fra statsborgere i EU, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm., om der fortsat kan ansættes andet personale med relevante kvalifikationer i klasserne, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå