Betænkning afgivet af Sundheds- og
Ældreudvalget den 10. maj 2016
1. Ændringsforslag
Der er stillet 10 ændringsforslag til
lovforslaget. Sundheds- og ældreministeren har stillet
ændringsforslag nr. 1 og 3-10. Det Konservative Folkepartis
medlem af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 2.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 31. marts
2016 og var til 1. behandling den 15. april 2016. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Sundheds- og
Ældreudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og sundheds-
og ældreministeren sendte den 22. januar 2016 dette udkast
til udvalget, jf. SUU alm. del - bilag 392. Den 31. marts 2016
sendte sundheds- og ældreministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 2
spørgsmål til sundheds- og ældreministeren til
skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af DF og LA) indstiller
lovforslaget til vedtagelse med de af
sundheds- og ældreministeren og Det Konservative Folkeparti
stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (DF og LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for de under nr. 1, 2 og 5-10 stillede
ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de under nr. 3
og 4 stillede ændringsforslag.
Det er Liberal Alliances opfattelse, at
direktivet og lovforslaget vil medføre et stort bureaukrati
og indeholder en række unødvendige regler samt
pålægger branchen ekstra omkostninger for mange
millioner kroner i forbindelse med omstillinger og ekstra gebyrer.
Eksempelvis er kravet om, at 65 pct. af pakningen skal være
dækket, rent bureaukrati, som ikke vil give nogen ekstra
effekt. Hertil kommer forbuddet mod cigaretter med mentolsmag,
hvilket Liberal Alliance også opfatter som
overregulering.
Det er blevet fremhævet, at der er
tale om implementering af et EU-direktiv, men Liberal Alliance
tager stilling til et lovforslag, på baggrund af om det
skaber merværdi for danskerne, uanset om det er et
EU-direktiv eller det kommer fra Danmark. Det danske Folketing er
ikke til for at blåstemple EU-lovgivningen, men for at
repræsentere Danmark og danskerne. Og derfor stemmer
medlemmerne af Liberal Alliance selvfølgelig efter de
principper, som danskerne har valgt os på. Desuden har
Liberal Alliance hele tiden stemt imod direktivet, og har dermed
fra start til slut signaleret og fortalt meget tydeligt, at vi er
imod det her direktiv.
Ligesom lovforslaget om elektroniske
cigaretter, vil man med dette direktiv og lovforslag beskytte os
borgere mod os selv. Liberal Alliance finder, at sunde og raske
mennesker har ret til og er i stand til at bestemme over deres eget
liv og deres egne handlinger, så længe det ikke
går ud over andre. Derfor kan Liberal Alliance ikke
støtte lovforslaget.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på
tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke
adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til titlen
Af sundheds- og
ældreministeren, tiltrådt af udvalget:
1) Fodnote
2 udgår.
[Ændringen er en konsekvens
af, at notifikationen trækkes tilbage]
Til § 2
Af et mindretal
(KF), tiltrådt af et flertal (det
øvrige udvalg):
2)
Efter nr. 7 indsættes som nyt nummer:
»8)
Tyggetobak: En røgfri tobaksvare, som udelukkende er bestemt
til at tygges.«
Nr. 8-15 bliver herefter nr. 9-16.
[Præcisering af begreb]
Til § 17
Af sundheds- og
ældreministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af DF og
LA):
3) I
stk. 2 ændres »samt«
til: »eller«.
[Lovteknisk ændring]
Til § 36
4) I
nr. 1 ændres »§§
8,9-, 19, stk. 2, 20, stk. 3, eller 21.« til: »§
8, stk. 2, § 9, stk. 2, § 19, stk. 2, § 20, stk. 3,
eller § 21.«
[Lovteknisk ændring]
Af sundheds- og
ældreministeren, tiltrådt af udvalget:
5) Nr. 4
affattes således:
»4) der
ikke er sket fremlæggelser efter § 7, stk. 1, eller
årlige indberetninger efter § 7, stk. 2, eller
fremlæggelser eller indberetninger efter § 7, stk. 1 og
2, ikke er sket i henhold til regler fastsat i medfør af
§ 7, stk. 4, eller«.
[Lovteknisk ændring]
Til § 38
6)
Henvisningen »§ 35, nr. 1,2,- 3« ændres til:
»§ 36, nr. 1-3«.
[Ændring af henvisning]
Til § 45
7) I
stk. 2 ændres »§§
8, 9, 21 eller 29, stk. 2,« til: »§ 8, stk. 2,
§ 9, stk. 2, § 21 eller § 30, stk. 2,«.
[Lovteknisk ændring]
Til § 46
8) I
stk. 1 ændres »den 20. maj
2016« til: »den 8. juni 2016«.
[Udskydelse af
ikrafttræden]
9) I
stk. 5 ændres »§ 46,
stk. 1« til: »§ 47, stk. 1«.
[Ændring af forkert
henvisning]
Til § 48
10)
Datoen »den 20. maj 2016« ændres til: »den
8. juni 2016«, og »den 20. august 2016« til:
»den 8. september 2016«.
[Konsekvensrettelse af
ændringsforslag nr. 8]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås, at fodnote 2
udgår.
Ændringen foreslås, idet
Sundheds- og Ældreministeriet har valgt at trække
notifikationen af lovforslaget over for Europa-Kommissionen
tilbage. Dette skyldes, at det kun er lovforslag, der
indfører national lovgivning, udover hvad direktivet
regulerer, der skal notificeres.
Til nr. 2
Det foreslås, at § 2, nr. 8,
definerer tyggetobak som en røgfri tobaksvare, som
udelukkende er bestemt til at tygges.
Tyggetobak kan forekomme både i
løs form, i portionsbreve eller porøse breve.
Tyggetobak i portionsbreve og porøse breve anvendes på
samme måde som tyggetobak i løs form. Anvendes
tyggetobak i portionsbreve og porøse breve derimod på
samme vis som tobak, der indtages oralt, vil produktet være
omfattet af definitionen af tobak, der indtages oralt, jf. §
2, nr. 7.
Det afgørende for, om en tobaksvare
falder ind under definitionen af tyggetobak i § 2, nr. 8, er
dermed, om tobaksvaren er bestemt til at tygges. Der stilles ikke
krav om, at tobaksvaren skal tygges særlig hyppigt, for at
der er tale om tyggetobak. Det er således ikke
nødvendigt, at produktet tygges på samme vis som
f.eks. tyggegummi.
Når der skal foretages en vurdering
af, om tobaksvaren er bestemt til at tygges, skal vurderingen bygge
på information om den faktiske anvendelse af produktet og en
vurdering af produktets udseende, konsistens og sammensætning
set i forhold til tobak, der indtages oralt.
Til nr. 3
Det foreslås, at ordlyden i den
foreslåede § 17, stk. 2, ændres fra
»samt« til »eller«.
Der er tale om en lovteknisk ændring,
der betyder, at røgtobak ikke må markedsføres
her i landet, hvis tobaksvaren indeholder de
tilsætningsstoffer, der er nævnt i lovforslagets §
17, stk. 1, eller tilsætningsstoffer, der letter inhaleringen
eller nikotinoptagelsen. Der gælder dermed en videre
begrænsning af, hvilke tilsætningsstoffer
røgtobak må indeholde, end der gælder for andre
tobaksvarer.
Til nr. 4
Det foreslås, at ordlyden af den
foreslåede § 36, nr. 1, ændres fra
»§§ 8,9-, 19, stk. 2, 20, stk. 3 eller 21.«
til »§ 8, stk. 2, § 9, stk. 2, § 19, stk. 2,
§ 20, stk. 3 eller § 21.«
Ændringen foreslås af
lovtekniske årsager. Ændringen betyder, at
Sikkerhedsstyrelsen kan forbyde markedsføring af
tobaksvarer, hvis produktet ikke opfylder regler fastsat i
medfør af § 8, stk. 2, § 9, stk. 2, § 19,
stk. 2, § 20, stk. 3 eller § 21.
Til nr. 5
Det foreslås, at ordlyden i den
foreslåede § 36, nr. 4, ændres fra
»årlig indberetning efter § 7, stk. 1 eller §
7, stk. 2, eller i regler fastsat i medfør af § 7, stk.
3.« til: »fremlæggelser efter § 7, stk. 1,
eller årlige indberetninger efter § 7, stk. 2, eller
fremlæggelser eller indberetninger efter § 7, stk. 1 og
2, ikke er sket i henhold til regler fastsat i medfør af
§ 7, stk. 4.«
Ændringen foreslås af
lovtekniske årsager, idet de oplysninger, der skal
fremlægges efter § 7, stk. 1, ikke har karakter af
årlige indberetninger. Efter § 7, stk. 1, stilles der
alene krav om fremlæggelse for Sikkerhedsstyrelsen af
markedsanalyser og undersøgelser udarbejdet i forbindelse
med lancering af tobaksvarer. Hjemlen til at fastsætte regler
om de oplysninger, der skal indberettes til Sikkerhedsstyrelsen
efter § 7, stk. 1 og 2, er givet til erhvervs- og
vækstministeren i § 7, stk. 4, og ikke i § 7, stk.
3.
Til nr. 6
Det foreslås, at ordlyden af den
foreslåede § 38 ændres fra »§ 35, nr.
1,2,- 3« til »§ 36, nr. 1-3«.
Der er tale om en henvisningsfejl, og
ændringen foreslås for at rette op på denne
fejl.
Til nr. 7
Det foreslås, at ordlyden i den
foreslåede § 45, stk. 2, ændres fra
»§§ 8, 9, 21 eller 29, stk. 2,« til
»§ 8, stk. 2, § 9, stk. 2, § 21 eller §
30, stk. 2,«.
Ændringen foreslås af
lovtekniske årsager.
Til nr. 8
Det foreslås, at ordlyden i den
foreslåede § 46, stk. 1, ændres fra »den 20.
maj 2016« til: »den 8. juni 2016«.
Ændringen foreslås som et
resultat af, at det ikke er muligt at gennemføre
Folketingets behandling af lovforslaget inden den oprindelige
ikrafttrædelsesdato.
Til nr. 9
Det foreslås, at ordlyden i den
foreslåede § 46, stk. 5, ændres fra »§
46, stk. 1.« til »§ 47, stk. 1.«
Der er tale om en henvisningsfejl, og
ændringen foreslås for at rette op på denne
fejl.
Til nr. 10
Det foreslås, at ordlyden i den
foreslåede § 48 ændres fra »den 20. maj
2016« til: »den 8. juni 2016«, og »den 20.
august 2016« ændres til: »den 8. september
2016«.
Ændringen foreslås som et
resultat af, at det ikke er muligt at gennemføre
Folketingets behandling af lovforslaget inden den oprindelige
ikrafttrædelsesdato.
Ændringen medfører, at den,
der inden den 8. juni 2016 har påbegyndt aktiviteter omfattet
af den foreslåede § 23, stk. 1, i overensstemmelse med
de hidtil gældende regler og ønsker at fortsætte
disse aktiviteter efter denne dato, senest den 8. september 2016
skal lade sig registrere efter den foreslåede § 23, stk.
1.
Liselott Blixt (DF) fmd. Karin Nødgaard (DF) Karina
Adsbøl (DF) Susanne Eilersen (DF) Jeppe Jakobsen (DF) Jens
Henrik Thulesen Dahl (DF) Jane Heitmann (V) Eva Kjer Hansen (V)
Hans Andersen (V) Jakob Engel-Schmidt (V) Thomas Danielsen (V)
Jacob Jensen (V) Laura Lindahl (LA) May-Britt Kattrup (LA) Mette
Abildgaard (KF) Erik Christensen (S) Flemming Møller
Mortensen (S) nfmd. Jeppe Bruus
(S) Julie Skovsby (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Lea Wermelin
(S) Yildiz Akdogan (S) Peder Hvelplund (EL) Finn Sørensen
(EL) Carolina Magdalene Maier (ALT) Torsten Gejl (ALT) Lotte Rod
(RV) Jonas Dahl (SF) Trine Torp (SF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer
i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 |
Enhedslisten (EL) | 14 |
Liberal Alliance (LA) | 13 |
Alternativet (ALT) | 10 |
Radikale Venstre (RV) | 8 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag
vedrørende L 166
Bilagsnr. | Titel | 1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra sundheds- og ældreministeren | 2 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 3 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 4 | Ændringsforslag fra sundheds- og
ældreministeren | 5 | 1. udkast til betænkning | 6 | Revideret tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 7 | Dom fra EU-domstolen om
tobaksvaredirektivet | 8 | Ændringsforslag fra sundheds- og
ældreministeren | 9 | 2. udkast til betænkning |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 166
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm., om ministeren kan bekræfte, at
den historiske røgfri tyggetobaksvariant skåren
skrå er at anse som tyggetobak som omtalt i § 2, nr. 5
og 7, uanset om det er pakket i portionsbreve, porøse poser
eller ej, og dermed også fremtidigt lovligt vil kunne
markedsføres i Danmark efter 20. maj 2016, til sundheds- og
ældreministeren, og ministerens svar herpå | 2 | Spm. om teknisk bistand til udarbejdelse af
ændringsforslag, som sikrer, at den røgfri
tyggetobaksvariant skåren skrå fortsat kan
markedsføres i Danmark efter lovens ikrafttræden
uanset emballageform som f.eks. portionsbreve eller porøse
poser, til sundheds- og ældreministeren, og ministerens svar
herpå |
|