Fremsat den 5. februar 2015 af ministeren
for sundhed og forebyggelse (Nick Hækkerup)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om anvendelse af
tvang i psykiatrien
(Fastlæggelse af mindreårige
psykiatriske patienters retsstilling, indførelse af ny
formålsbestemmelse, skærpede kriterier for
tvangsfiksering, og ændring af kriterierne i § 19 a for
åbning og kontrol af post, undersøgelse af
patientstuer og ejendele samt kropsvisitation m.v.)
§ 1
I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1729 af 2. december 2010, som
ændret ved § 17 i lov nr. 647 af 12. juni 2013 foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 1 indsættes før
stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 1.
Indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk
afdeling sker på baggrund af informeret samtykke efter
reglerne i kapitel 5 i sundhedsloven, medmindre andet følger
af denne lov.«
Stk. 1 og 2 bliver herefter til stk. 2 og
3.
2. § 1,
stk. 3 og 4 ophæves, og i
stedet indsættes:
»Stk. 4. Tvang
foreligger ikke i de tilfælde
1) hvor en patient
er under 15 år, og
2) der foreligger
informeret samtykke fra forældremyndighedens indehaver.
Stk. 5. For patienter,
der er omfattet af stk. 4, skal der ikke forsøges indhentet
et samtykke fra forældremyndighedens indehaver, værgen
eller de nærmeste pårørende, hvis omgående
gennemførelse af en foranstaltning i henhold til denne lov
er nødvendig for at afværge, at en patient
1) udsætter
sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade
på legeme eller helbred, eller
2) øver
hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
Stk. 6.
Forældremyndighedens indehaver, værgen eller de
nærmeste pårørende skal efterfølgende
orienteres herom.«
3. I
§ 2 indsættes før
stk. 1 som nye stykker:
»Stk. 1. .
Formålet med loven er at sikre,
1) at
iværksættelse og gennemførelse af tvang efter
denne lov sker i overensstemmelse med grundlæggende
retssikkerhedsprincipper,
2) at i de
tilfælde, hvor indlæggelse, ophold og behandling sker
uden patientens samtykke, i videst muligt omfang sker som led i at
understøtte patientens muligheder forbedring, og
3) at
tvangsanvendelse efter reglerne i denne lov i videst muligt omfang
tager udgangspunkt i patientens behov og udføres med respekt
for patienten og dennes værdighed.
Stk. 2. Tvang må
aldrig erstatte omsorg, behandling og pleje.
Stk. 3. Patienten skal
under hensyntagen til formålet med indlæggelsen og den
enkeltes tilstand have mulighed for i videst muligt omfang selv at
træffe beslutninger.
Stk. 4. Der skal tages
størst muligt hensyn til den enkelte patients livssyn og
kulturelle baggrund.«
Stk. 1 bliver herefter til stk. 5.
4. I
§ 3, stk. 3, 1. pkt., ændres
»vejledes« til: »inddrages og
høres«.
5. I
§ 3 indsættes som stk. 4-6:
»Stk. 4. I
forbindelse med indlæggelsessamtalen skal patienten
høres om eventuelle tilkendegivelser om præferencer i
forhold til behandlingen, herunder hvis anvendelse af tvang kommer
på tale. Er det på grund af patientens tilstand efter
en lægefaglig vurdering ikke muligt at indhente en
sådan forhåndstilkendegivelse om præferencer ved
indlæggelsen, skal det ske snarest muligt herefter.
Stk. 5. Patientens
eventuelle forhåndstilkendegivelser vedrørende
dennes behandling under indlæggelsen, herunder behandling
uden samtykke, skal fremgå af patientjournalen og i videst
muligt omfang inddrages i behandlingsplanen.
Stk. 6. I forbindelse
med indlæggelsessamtalen tages sammen med patienten stilling
til inddragelse af pårørende eller andre i patientens
sociale netværk i behandlingsforløbet. Er det på
grund af patientens tilstand efter en lægefaglig vurdering
ikke muligt at indhente forhåndstilkendegivelser om
præferencer ved indlæggelsen, skal det ske snarest
muligt herefter.«
6. I
§ 4 indsættes efter stk. 5
som nyt stk. 6:
»Stk. 6.
Mindreårige under 15 år, hvor forældrene har
givet samtykke til behandlingen, skal tilbydes en opfølgende
samtale efter ophør af indgrebet. Det samme gælder den
mindreåriges forældre. Sundhedsstyrelsen
fastsætter nærmere regler herom.«
7. I
§ 4 a, 1. pkt. indsættes
efter »§ 10 a, stk. 1, 1. pkt.,«: »§
11,«, og »§ 15, stk. 2,« ændres til:
»§ 15, stk. 1 og 2,«.
8. I
§ 11, 1. pkt. indsættes
efter »Når«: »overlægen finder,
at«.
9. § 14,
stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
Tvangsfiksering må kun anvendes kortvarigt og i det omfang,
det er nødvendigt for at afværge, at en patient
1) udsætter
sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade
på legeme eller helbred,
2) forfølger
eller på anden lignende måde groft forulemper
medpatienter, eller
3) øver
hærværk af ikke ubetydeligt omfang.«
10. I
§ 14 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. En
patient kan tvangsfikseres i længere tid end nogle få
timer, som angivet i stk. 2, når hensynet til patientens
eller andres liv, førlighed og sikkerhed tilsiger
dette.«
11. I
§ 15, stk. 1, ændres
»en læge« til: »overlægen«.
12. § 18
c, stk. 5, 3. pkt., affattes således:
»Ansøgningen til Sundhedsstyrelsen
skal indeholde en erklæring fra den ledende overlæge
eller dennes stedfortræder om, at den pågældende
på grundlag af sin undersøgelse af patienten vurderer,
at anvendelse af oppegående tvangsfiksering er
nødvendig.«
13. I
§ 18 c, stk. 5, indsættes
som 4. pkt.:
»I ansøgningen til Sundhedsstyrelsen
kan den ledende overlæge eller dennes stedfortræder
samtidig anmode om Sundhedsstyrelsens tilladelse til at anvende
oppegående tvangsfiksering i ansøgningsperioden,
såfremt det skønnes nødvendigt af hensyn til
patientens psykiske og legemlige tilstand.«
14. I
§ 18 c, stk. 6, 1. pkt.,
udgår: »i op til 6 måneder ad gangen«.
15. I
§ 18 c indsættes som stk. 8 og 9:
»Stk. 8.
Sundhedsstyrelsen og Det særlig sagkyndige råd
aflægger én gang om året besøg på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland og tilser de patienter, der er eller i det
forudgående år har været underlagt
oppegående tvangsfiksering.
Stk. 9. Hvis
Sundhedsstyrelsen i forbindelse med sit tilsyn finder, at en
oppegående tvangsfiksering bør ophøre, kan
Sundhedsstyrelsen ophæve den oppegående tvangsfiksering
med øjeblikkelig virkning.«
16. Kapitel 5
a affattes således:
»Kapitel 5 a
Åbning og kontrol af post,
undersøgelse af patientstuer og ejendele samt
kropsvisitation m.v.«
§ 19 a
affattes således:
§ 19 a.
Ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande i afdelingen, kan overlægen, med henblik på
at sikre at disse ikke er blevet indført eller vil blive
forsøgt indført til en eller flere patienter i
afdelingen, uden retskendelse beslutte
1) at en patients
post skal åbnes og kontrolleres,
2) at en patients
stue og ejendele skal undersøges, eller
3) at der skal
foretages kropsvisitation af en patient.
Stk. 2. Kropsvisitation
efter stk. 1, nr. 3, omfatter ikke undersøgelse af kroppens
hulrum.
Stk. 3. Åbning og
kontrol af patientens post og undersøgelse af patientens
stue samt ejendele skal så vidt muligt foretages i patientens
nærvær.
Stk. 4. Overlægen
kan beslutte, at medikamenter, rusmidler og farlige genstande, som
bliver fundet ved indgreb efter stk. 1, tages i bevaring.
Overlægen kan overlade til politiet at afgøre, om
medikamenter, rusmidler og farlige genstande besiddes i strid med
den almindelige lovgivning, herunder lovgivningen om euforiserende
stoffer og lovgivningen om våben m.v.
Stk. 5. Ministeren for
sundhed og forebyggelse kan fastsætte nærmere regler om
åbning og kontrol af post, undersøgelse af
patientstuer og ejendele samt kropsvisitation m.v.«
17. I
§ 20, stk. 1, 2. pkt.,
indsættes efter »§ 18«: »samt indgreb,
i henhold til denne lov foretaget over for mindreårige, hvor
forældremyndighedens indehaver, jf. § 1, stk. 4, giver
informeret samtykke på den mindreåriges
vegne.«
18. § 21,
stk. 1, affattes således:
»Stk. 1.
Overlægen har ansvaret for, at frihedsberøvelse og
anvendelse af anden tvang efter reglerne i denne lov ikke anvendes
i videre omfang end nødvendigt.«
19. I
§ 21, stk. 4, ændres
»4 gange i døgnet« til: »3 gange i
døgnet«.
20. I
§ 21, stk. 5, 1. pkt.,
ændres »48 timer« til: »24
timer«.
21. I
§ 21 indsættes efter stk. 5, som nyt stykke:
»Stk. 6. Hvis en
tvangsfiksering udstrækkes i længere tid end 48 timer
skal en læge, der ikke er ansat på det
pågældende psykiatriske afsnit, hvor indgrebet finder
sted, som ikke har ansvaret for patientens behandling, og som ikke
står i et underordnelsesforhold til den behandlende
læge, foretage en vurdering af spørgsmålet om
fortsat anvendelse af tvangsfiksering efter 48 timer og på 4.
dagen efter iværksættelse af indgrebet under de samme
betingelser, som er nævnt i stk. 5, 2.- 4. pkt.«
Stk. 6 og 7, bliver herefter stk. 7 og
8.
22. I
§ 21, stk. 6, indsættes
efter »stk. 5«: »og stk. 6«
23. § 21,
stk. 7, affattes således:
»Stk. 7. Så
længe en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18 c,
opretholdes, skal den behandlingsansvarlige overlæge eller
dennes stedfortræder med passende intervaller og mindst
én gang om måneden foretage fornyet vurdering af
spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående
tvangsfiksering. Beslutningen om oppegående tvangsfiksering
skal indgå i patientens behandlingsplan.«
24. § 21,
stk. 8, ophæves.
25.
Efter § 21 indsættes i kapitel 6:
Ȥ 21
a. Overlægen har ansvaret for, at en tvangsfiksering,
der udstrækkes i længere tid end 30 dage, indberettes
til Sundhedsstyrelsen.
Stk. 2. Indberetningen
skal sendes til Sundhedsstyrelsen senest tre dage efter, at
tvangsfikseringen har overskredet 30 sammenhængende
dage.«
26. I
§ 24, stk. 1, indsættes
efter »anvendelse af fysisk magt,«: »indgivelse
af et beroligende middel med magt, «.
27. I
§ 27, 2. pkt., ændres
»af lægelige grunde« til: »i henhold til
sundhedslovens § 37, stk. 3,«.
28. I
§ 34, stk. 1, indsættes
efter 2. pkt.:
»Lægeforeningen skal så vidt
muligt indstille læger, der er speciallæger i
psykiatri.«
29. I
§ 38, stk. 1, indsættes
efter »anvendelse af fysisk magt,«: »indgivelse
af et beroligende middel med magt, «.
30. § 40,
stk. 3, 2. pkt., affattes således:
»Det gælder dog ikke §§ 5-11,
§§ 13, 13 d og 13 e, § 21, stk. 2, og bestemmelserne
i kapitel 10 om klageadgang og domstolsprøvelse med hensyn
til afgørelser om tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse, tilbageførsel og tvungen
opfølgning efter udskrivning.«
§ 2
I lov nr. 533 af 26. maj 2010 om lov om
ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om
rettens pleje (Tvungen opfølgning efter udskrivning)
foretages følgende ændring:
1. I
§ 4 ændres
»2014-15« til: »2018-19«.
§ 3
I lov nr. 708 af 25. juni 2010 om lov om
ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om
rettens pleje (Betænkningstid forud for tvangsbehandling,
oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen,
udvidet eksternt tilsyn med tvangsfikseringer m.v.) foretages
følgende ændring:
1. §
4 ophæves.
§ 4
Loven træder i kraft den 1. juni 2015.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men § 1 kan ved kongelig anordning helt
eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
| | | | | Almindelige
bemærkninger | | | | | | Indholdsfortegnelse | | | | | | 1. | Indledning | 2. | Lovforslagets baggrund | | 2.1. | Rapporten fra regeringens udvalg om
psykiatri | | 2.2. | Regeringens plan for psykiatri | | 2.3. | Danske Regioners rapport
»Retspsykiatri - kvalitet og sikkerhed« | 3. | Lovforslaget | | 3.1. | Lovens område og fastlæggelse
af mindreårige psykiatriske patienters rettigheder | | | 3.1.1. | Gældende ret | | | | 3.1.1.1. | FN's konvention om barnets
rettigheder | | | | 3.1.1.2. | Europarådets konvention om
menneskerettigheder og biomedicin | | | 3.1.2. | Overvejelser om mindreårige
psykiatriske patienters rettigheder | | | 3.1.3. | Den foreslåede ordning | | 3.2. | Formålsbestemmelse | | | 3.2.1. | Gældende ret | | | 3.2.2. | Overvejelser om
formålsbestemmelse | | | | 3.2.2.1. | FN's konvention om rettigheder for personer
med handicap | | | 3.2.3. | Den foreslåede ordning | | 3.3. | Forhåndstilkendegivelser og
inddragelse af pårørende | | | 3.3.1. | Gældende ret | | | 3.3.2. | Overvejelser om
forhåndstilkendegivelser og inddragelse af
pårørende | | | 3.3.3. | Den foreslåede ordning | | 3.4. | Tvangsfikseringer | | | 3.4.1. | Gældende ret | | | 3.4.2. | Overvejelser om tvangsfikseringer | | | 3.4.3. | Den foreslåede ordning | | 3.5. | Oppegående tvangsfiksering på
Sikringsafdelingen | | | 3.5.1. | Gældende ret | | | 3.5.2. | Overvejelser om oppegående
tvangsfiksering på Sikringsafdelingen | | | | 3.5.2.1. | Sundhedsstyrelsens evaluering af
oppegående tvangsfiksering | | | | 3.5.2.2. | Sundhedsstyrelsens anbefalinger | | | 3.5.3. | Den foreslåede ordning | | 3.6. | Udvidede muligheder for åbning og
kontrol af post, undersøgelse af patienters ejendele og
patientstuer samt kropsvisitation m.v. | | | 3.6.1. | Gældende ret | | | 3.6.2. | Overvejelser om udvidede muligheder for
åbning og kontrol af post, undersøgelse af patienters
ejendele og patientstuer samt kropsvisitation m.v. | | | 3.6.3. | Den foreslåede ordning | | 3.7. | Tvungen opfølgning efter
udskrivning | | | 3.7.1. | Gældende ret | | | 3.7.2. | Overvejelser om tvungen opfølgning
efter udskrivning | | | | 3.7.2.1. | Sundhedsstyrelsens evaluering af tvungen
opfølgning efter udskrivning | | | | 3.7.2.2. | Sundhedsstyrelsens anbefalinger | | | 3.7.3. | Den foreslåede ordning | 4. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige | 5. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 6. | Administrative konsekvenser for
borgerne | 7. | Miljømæssige
konsekvenser | 8. | Lovforslagets forhold til EU-retten | 9. | Hørte myndigheder m.v. | 10. | Sammenfattende skema. | | | | | |
|
1.
Indledning
Formålet med forslaget er at øge
fokus på ligeværd, patientindflydelse, dialog og
samarbejde i forbindelse med indlæggelse, ophold og
behandling på psykiatrisk afdeling og dermed sikre, at
anvendelse af tvang alene sker, når alle andre muligheder er
udtømt. Lovens formål er således også at
nedbringe anvendelsen af tvang i psykiatrien.
Endelig er formålet med forslaget at
begrænse forekomsten af rusmidler og farlige genstande
på de psykiatriske afdelinger og deraf følgende
problemer for såvel behandlingen som for sikkerheden for
patienter og personale.
I forhold til den gældende lov om
anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr.
1729 af 2. december 2010, som ændret ved lov nr. 647 af 12.
juni 2013 vil forslaget indebære:
- at
mindreårige psykiatriske patienters retsstilling
fremgår tydeligt af psykiatriloven,
- at psykiatriloven
får en formålsbestemmelse med fokus på
selvbestemmelse, ligeværd og respekt for den enkelte,
- at der er fokus
på at indhente forhåndstilkendegivelser fra patienten
ved indlæggelsessamtalen eller snarest muligt herefter,
- at kriterier for
og tilsyn med tvangsfiksering skærpes,
- at
oppegående tvangsfiksering får en permanent
hjemmel,
- at det bliver
muligt at foretage åbning og kontrol af post,
undersøgelse af patientstuer og ejendele samt
kropsvisitation efter § 19 a, uden at der foreligger en
begrundet mistanke i forhold til en konkret patient,
- at
Lægeforeningen så vidt muligt skal indstille
læger, der er speciallæger i psykiatri til Det
Psykiatriske Patientklagenævn,
- at
forsøgsordningen med tvungen opfølgning efter
udskrivning udvides med yderligere 4 år.
2.
Lovforslagets baggrund
2.1. Rapport
fra regeringens udvalg om psykiatri
Regeringen nedsatte i foråret 2012 et
bredt udvalg om psykiatri. Udvalget fik til opgave at
kortlægge og analysere indsatsen for mennesker med psykiske
lidelser, samt i forlængelse heraf komme med forslag til,
hvordan indsatsen tilrettelægges og gennemføres bedst
muligt.
Udvalgets arbejde blev afsluttet i oktober
2013 med udgivelsen af rapporten »En
moderne, åben og inkluderende indsats for mennesker med
psykiske lidelser.«
Udvalgets rapport udstikker en ny ramme og
retning for hele psykiatrien, herunder i forhold til blandt andet
selvbestemmelse, inddragelse, dialog, samarbejde, recovery,
inklusion og deltagelse, og udvalget har indenfor denne ramme
adskillige forslag vedrørende tvang og psykiatrilovens
indhold. Helt overordnet foreslår udvalget, at
»psykiatriloven gennemgås med henblik på en
modernisering, herunder i forhold til formålsbestemmelser og
overensstemmelse med den nye ramme og retning«.
I forhold til konkrete ændringer i
psykiatriloven foreslår udvalget, at der i forbindelse med
udarbejdelse af en ny formålsparagraf lægges vægt
på respekt for patienters rettigheder og selvbestemmelse,
samt mulighed for aktiviteter og mulighed for at opretholde kontakt
med netværk m.v., at mindreåriges retsstilling
præciseres i psykiatriloven, at de psykiatriske afdelinger
får den nødvendige hjemmel til at sikre, at rusmidler
og farlige genstande holdes ude af afdelingerne, at der er fokus
på forhåndstilkendegivelser, at det undersøges,
om der er behov for, at det lægelige medlem i de psykiatriske
patientklagenævn er fagligt udpeget, samt at det
undersøges, hvilke muligheder der er for at nedbringe
sagsbehandlingstiderne i Det Psykiatriske Patientklagenævn i
forhold til behandling af klager over tvangsbehandling.
2.2.
Regeringens plan for psykiatri
Forslaget skal også ses i lyset af
regeringens plan for psykiatri »Ligeværd - et nyt fokus for indsatsen for
mennesker med psykiske lidelser. En langsigtet plan.«, som blev udgivet
i maj 2014.
Det fremgår bl.a. af psykiatriplanen, at
regeringen i efteråret 2014 vil foreslå en
modernisering af lov om tvang i psykiatrien bl.a. for at sikre, at
den nye ramme og retning for psykiatrien, ligestilling,
selvbestemmelse og inddragelse afspejler sig i lovgivningen. Det
fremgår også af psykiatriplanen, at andelen af
personer, der udsættes for tvang i psykiatrien, skal
reduceres, og at bæltefiksering skal halveres frem mod 2020,
samt at regeringen i 2014 indgår partnerskaber med regionerne
herom. Der er med finanslovsaftalen for 2014 afsat 50 mio. kr.
årligt i permanente midler til partnerskaberne. Derudover er
der med finanslovsaftalen for 2014 udmøntet 100 mio. kr. til
forbedring af de fysiske rammer med henblik på at nedbringe
brugen af tvang i psykiatrien. Desuden er der med satspuljeaftalen
for 2015-2018, som blev indgået i juni 2014, afsat 2,2 mia.
kr. til kapacitetsudbygning og modernisering af den regionale
psykiatri, som kan løfte behandlingskvaliteten og sikre en
ligeværdig indsats for psykiatriske patienter.
Det fremgår endvidere af
psykiatriplanen, at udover de erfaringer, der allerede er for at
nedbringe anvendelsen af tvang, er der behov for at afprøve
helt nye metoder, fx helt at afskaffe visse former for tvang.
Regeringen og de øvrige satspuljepartier har med
satspuljeaftalen på sundhedsområdet for 2014-17 afsat
74 mio. kr. i alt over fire år til sådanne
forsøg.
Som led i målsætningen om
halvering af bæltefikseringer i psykiatrien skal
området endvidere monitoreres. Statens Serum Institut har til
opfyldelse heraf nedsat en monitoreringsgruppe, hvor regionerne
tillige deltager. Derudover er der nedsat en task force, hvor task
forcens opgave er at følge og fremme udviklingen på
psykiatriområdet særligt i forhold til nedbringelse og
forebyggelse af tvang, men også generelt i forhold til
psykiatriområdet herunder øvrige initiativer, hvis
formål er at imødegå identificerede udfordringer
på området.
2.3. Danske
Regioners rapport »Retspsykiatri - kvalitet og
sikkerhed«
I Danske Regioners rapport »Retspsykiatri - Kvalitet og sikkerhed«
fra februar 2011 anbefales det, at adgangen til at
gennemføre undersøgelse af patientstuer i henhold til
psykiatrilovens § 19 a ændres. Det vurderes i rapporten,
at en ændring bør gælde alle psykiatriske
afdelinger.
Baggrunden for rapporten og det bagvedliggende
udvalgsarbejde var, at der i første halvår af 2010 var
en række rømninger fra de retspsykiatriske afdelinger.
Udvalgsarbejdet skulle munde ud i anbefalinger, der øger
kvaliteten i behandlingen og sikkerheden. Både kvalitet og
sikkerhed kan forebygge rømninger.
Tilstedeværelsen af narkotika er et
stort problem på de psykiatriske afdelinger, og indsatsen mod
stoffer fylder meget i afdelingernes daglige arbejde. Det
forekommer også, at der forefindes våben eller andre
farlige genstande på afdelingerne.
Det fremgår af rapporten, at en
tværsnitsundersøgelse har vist, at ca. 50 pct. af de
retspsykiatriske patienter har et diagnosticeret alkohol- eller
stofmisbrug. Dertil må påregnes, at en betydelig del
jævnligt bruger alkohol og stoffer i en grad, der må
kategoriseres som et misbrug.
Rapporten beskriver en række negative
konsekvenser af misbrug på afdelingerne. Patienten bliver
ofte psykisk dårligere og udviser ofte en
uhensigtsmæssig adfærd, hvilket påvirker
både medpatienter og personale. Når der er patienter
med misbrug på en afdeling, bliver miljøet også
mere råt. Det medfører ofte handel mellem patienterne
med deraf følgende gæld og udestående, der kan
lede til uro, intern splid og konflikter mellem patienterne.
Patienter uden udgang prøver at presse patienter med udgang
til at tage stoffer med ind på afdelingen. Nogle patienter
bliver aggressive og farlige under påvirkning af stoffer, og
generelt modvirker stofferne selve behandlingen.
Ifølge rapporten vil der i
personalegruppen på de psykiatriske afdelinger ofte
være en sikker fornemmelse af, hvornår der er stoffer
til stede og i omløb. Det gælder for eksempel,
når patienter fremtræder påvirkede af stoffer,
afdelingen lugter af hash, der er en øget/hektisk aktivitet
og uro i patientgruppen, der forekommer trusler, verbale og
fysiske skærmydsler eller lignende. I de nævnte
situationer kan det være svært for personalet at
begrunde mistanken tilstrækkeligt i forhold til en konkret
patient.
Det fremgår af rapporten, at udvalget
har fundet, at psykiatrilovens krav om begrundet mistanke er
rimelige, for så vidt angår adgangen til
kropsvisitation, idet der er tale om et grænseoverskridende
indgreb, som af mange vil blive oplevet som både ydmygende og
krænkende. Af hensyn til patienternes retsstilling fandt
udvalget det derfor er rimeligt, at dette indgreb er begrundet i
forhold til den konkrete patient.
Sundhedsstyrelsen har evalueret ordningen om
henholdsvis tvungen opfølgning efter udskrivning og
oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen.
Evalueringerne er nærmere uddybet under afsnit 3.5.2 om
oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen og
afsnit 3.7.2 om tvungen opfølgning efter udskrivning.
3.
Lovforslagets hovedindhold
Lovforslaget skal ses i lyset af regeringens
målsætning om, at anvendelsen af tvang i psykiatrien
skal reduceres og på en række områder skal
halveres frem mod 2020 og i lyset af de forslag og den ramme og
retning, der fremgår af rapporten fra regeringens udvalg om
psykiatri.
Regeringen ønsker med forslaget at
understrege, at der skal lægges stor vægt på, at
psykiatriske patienter skal have størst mulig indflydelse
på egne behandlingsforløb herunder ved eventuel
anvendelse af behandling uden samtykke. Derudover skal der
lægges stor vægt på dialog og samarbejde mellem
patient og relevante sundhedspersoner. Regeringen ønsker
også med forslaget at understrege, at al anvendelse af tvang
skal ske med den største respekt for patienten og dennes
følelse af ligeværdighed og selvfølelse.
Regeringen anerkender, at et tvangsindgreb
under alle omstændigheder altid vil opleves som en
krænkelse af det enkelte menneske. Derfor er det vigtigt
også at understrege, at lovforslaget skal ses i lyset af det
mindste middels princip, som er lovfæstet i § 4 i
psykiatriloven, og som skal indfortolkes i enhver anvendelse af
tvang efter psykiatriloven. Det er i § 4 fastlagt, at tvang
ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt
for at opnå patientens frivillige medvirken. Når
forholdene tillader det, skal patienten have en passende
betænkningstid. Derudover skal anvendelse af tvang stå
i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved.
Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal
disse anvendes. Tvang skal udøves så skånsomt
som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten,
således at der ikke forvoldes unødig krænkelse
eller ulempe. Og endelig må tvang ikke anvendes i videre
omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det
tilsigtede formål.
3.1. Lovens
område og fastlæggelse af mindreårige
psykiatriske patienters rettigheder
3.1.1.
Gældende ret
Mindreåriges retsstilling på
sundhedsområdet reguleres af forældreansvarsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1085 af 7. oktober 2014, samt
sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1202 af 14.
november 2014.
Efter § 1 i forældreansvarsloven er
børn og unge under 18 år under
forældremyndighed, medmindre de har indgået
ægteskab. Efter § 2 skal forældremyndighedens
indehaver drage omsorg for barnet og kan træffe
afgørelser om barnets personlige forhold ud fra barnets
interesser og behov. Derudover fremgår det af § 3, at
barnet har ret til omsorg og tryghed, samt at barnet skal behandles
med respekt for sin person og ikke må udsættes for
legemlig afstraffelse og anden krænkende behandling.
Disse bestemmelser medfører som
udgangspunkt, at det er forældremyndighedens indehaver, der
har kompetence til at give informeret samtykke på barnets
vegne - i barnets interesse - til undersøgelse og behandling
m.v. Bestemmelserne skal forstås således, at barnet
skal medinddrages i beslutningsprocessen, således at barnets
synspunkter tillægges en passende vægt.
Efter psykiatrilovens § 1, stk. 1,
lovbekendtgørelse nr. 1729 af 2. december 2012, må
frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i forbindelse
med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk
afdeling kun må finde sted efter reglerne i loven. Tvang
defineres i § 1, stk. 2, som anvendelse af foranstaltninger,
for hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke, jf. kapitel
5 i sundhedsloven. Psykiatriloven udgør således
undtagelser til hovedreglen i sundhedslovens kapitel 5
vedrørende patienters medinddragelse i beslutninger og
informeret samtykke.
Det fremgår af psykiatrilovens § 1,
stk. 3, at der for patienter, der er under 15 år eller varigt
mangler evnen til at give informeret samtykke, ikke skal
forsøges indhentet et samtykke fra
forældremyndighedens indehaver, værgen eller de
nærmeste pårørende, hvis omgående
gennemførelse af en foranstaltning i henhold til loven er
nødvendig for at afværge, at en patient udsætter
sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade
på legeme eller helbred eller for at afværge, at
patienten øver hærværk af ikke ubetydeligt
omfang.
Bestemmelsen skal, for så vidt
angår patienter under 15 år, ses i lyset af
bestemmelsen i sundhedslovens § 17, stk. 1, hvorefter en
patient, der er fyldt 15 år, selv kan give informeret
samtykke til behandling.
Ifølge bemærkningerne til
bestemmelsen finder denne undtagelse alene anvendelse i de meget
akutte situationer, hvor omgående intervention er
påkrævet med henblik på at afværge de i
bestemmelsen anførte følger, og hvor det
således ikke er muligt at forsøge at indhente et
stedfortrædende samtykke inden iværksættelsen af
den pågældende foranstaltning.
Forældremyndighedens indehaver, værgen eller de
nærmeste pårørende skal efterfølgende
orienteres om den iværksatte foranstaltning.
Efter § 15 i sundhedsloven må ingen
behandling indledes eller fortsættes uden patientens
informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller
bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af sundhedslovens
§§ 17-19.
Behandling omfatter bl.a. undersøgelse,
diagnosticering, sygdomsbehandling og sundhedsfaglig pleje m.v.,
jf. § 5 i sundhedsloven.
§§ 17-19 i sundhedslovens kapitel 5
vedrører mindreårige patienter samt midlertidigt og
varigt inhabile patienter. Det fremgår af § 17, at
patienter, der er fyldt 15 år, selv kan give informeret
samtykke til behandling, samt at forældremyndighedens
indehaver tillige skal have information og inddrages i den
mindreåriges stillingtagen. Det fremgår endvidere, at
såfremt sundhedspersonen efter en individuel vurdering
skønner, at patienten, der er fyldt 15 år, ikke selv
er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen,
kan forældremyndighedens indehaver give informeret
samtykke.
Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt
mangler evnen til at give informeret samtykke eller er under 15
år, befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig
behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller
for på længere sigt at forbedre patientens chance for
overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af
behandlingen, kan en sundhedsperson indlede eller fortsætte
en behandling uden samtykke fra patienten eller fra
forældremyndighedens indehaver, nærmeste
pårørende eller værge, jf. sundhedslovens §
19.
Det fremgår af sundhedslovens § 20,
at en patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, skal
informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen i det
omfang, patienten forstår behandlingssituationen, medmindre
dette kan skade patienten. Det fremgår desuden, at patientens
tilkendegivelser i det omfang, de er aktuelle og relevante, skal
tillægges betydning.
Det fremgår af Sundhedsstyrelsens
vejledning nr. 9427 af 20. januar 2011 om
forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, tvangsfiksering
og tvungen opfølgning efter udskrivning m.v. for patienter
indlagt på psykiatriske afdelinger, at såfremt
lægen vælger at ordinere en behandling som barnet
modsætter sig, skal lægen, selvom forældrene
samtykker, altid opveje fordele og ulemper og vælge den til
enhver tid for barnet mest skånsomme løsning. Mindste
middels princip skal altid følges. Ligeledes må
overvejelser om forholdet mellem forældre og barn inddrages i
lægens beslutning.
Derudover fremgår det, at
forældremyndighedens indehaver skal informeres om, at denne
har mulighed for at frasige sig stillingtagen til anvendelse af
magt over for den mindreårige. Såfremt
forældremyndighedens indehaver ikke ønsker at tage
stilling, vil den mindreårige være omfattet af
psykiatriloven, hvis de øvrige betingelser for anvendelse af
de enkelte tvangsforanstaltninger er opfyldt. Dette indebærer
beskikkelse af patientrådgiver og klagemuligheder m.v.
3.1.1.1.
FN's konvention om barnets rettigheder
(Børnekonventionen)
Børnekonventionen indeholder fire
grundlæggende værdier; retten til at blive hørt
og inddraget, retten til ikke-diskrimination, retten til liv og
udvikling og det primære hensyn til barnets bedste.
Det fremgår af artikel 12, at
deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme
sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse
synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet, og barnets
synspunkter skal tillægges passende vægt i
overensstemmelse med dets alder og modenhed. Det fremgår
videre, at barnet med henblik herpå især skal gives
mulighed for at udtale sig i enhver behandling ved dømmende
myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører
barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant eller et
passende organ i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne
fremgangsmåder.
Det fremgår af vejledningen til
konventionen, at bestemmelsen refererer til barnets kapacitet, som
skal vurderes, for at kunne tillægge barnets synspunkt
passende vægt. Det følger af artikel 12, at det ikke
er fyldestgørende alene at lytte til barnet. Derudover
følger det, at barnets synspunkter nøje skal
vurderes, når barnet er i stand til at udtrykke egne
synspunkter.
Modenhed refererer til evnen til at
forstå og vurdere implikationer af en given sag eller
begivenhed og skal derfor vurderes som led i at bestemme barnets
individuelle evner. Modenhed er vanskeligt at definere. I artikel
12 er det barnets evne til at udtrykke sit synspunkt på en
fornuftig og uafhængig måde. Indvirkning af den givne
sag eller forhold skal også tages i betragtning. Jo
større indvirkning forholdet har på barnets liv, jo
mere relevant er det med en passende vurdering af barnets
modenhed.
Børnekomitéen understreger, at
artikel 12 ikke fastslår en aldersgrænse for barnets
ret til at blive hørt, og komitéen fraråder
medlemsstaterne at fastlægge en aldersgrænse i lov
eller i praksis, der vil begrænse barnets ret til at blive
hørt i alle sager, der påvirker den
pågældende.
I artikel 24 anerkender deltagerstaterne
barnets ret til at nyde den højest opnåelige
sundhedstilstand, adgang til at få sygdomsbehandling og
genoprettelse af helbredet. Deltagende stater skal stræbe mod
at sikre, at intet barn fratages sin ret til adgang til at
opnå sådan behandling og pleje
3.1.1.2.
Europarådets konvention om menneskerettigheder og
biomedicin
Det følger af konventionens artikel 6,
stk. 2, at i tilfælde, hvor en mindreårig ifølge
loven ikke kan give samtykke til en intervention, kan
interventionen kun foretages med bemyndigelse fra en
repræsentant for denne person eller en myndighed eller en
person eller et organ foreskrevet ved lov. I så fald skal den
mindreåriges synspunkter betragtes som en stadig mere
afgørende faktor jo ældre og mere moden vedkommende
er.
3.1.2.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses overvejelser om
mindreårige psykiatriske patienters rettigheder
Forud for revisionen af psykiatriloven i 2007
fik det daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium
udarbejdet »Undersøgelse af
psykiatrilovsrevisionen af 1999«, som blev udgivet i
maj 2005. Der blev i forbindelse med undersøgelsen
gennemført interview med medarbejdere, afdelingsledelse,
indlagte børn og pårørende på en
børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling med det formål
at afdække, om der var særlige problemstillinger, som
var gældende i forhold til børne- og ungepsykiatriske
afdelinger for så vidt angår de ændringer, der
blev foretaget i psykiatriloven i 1999. En af de særlige
problemstillinger, der peges på, er det forhold, at der for
børn og unge under 18 år skal iagttages et samspil
mellem tre lovgivninger: psykiatriloven, lov om patienters
retsstilling (nu sundhedsloven) og lov om forældremyndighed
og samvær (nu forældreansvarsloven).
I forhold til samspillet mellem lovene
konkluderes det i undersøgelsen, at psykiatriloven finder
anvendelse i forhold til sindssyge mindreårige forudsat, at
de har opnået en vis alder.
Det fremgår af undersøgelsen, at
det af interviewene med medarbejdere og afdelingsledelse
fremgår, at der eksisterer en grundlæggende bevidsthed
om de nævnte problemstillinger, og at der kan være tale
om skøn inden for en bestemt aldersgruppe. Det
anføres således, at der arbejdes efter et
fornuftsprincip, baseret på de konkrete forhold, der
gør sig gældende i de enkelte sager. Det vurderes i
rapporten, at der på det foreliggende grundlag ikke
bør ske en ændring af psykiatriloven, idet det ikke
vil kunne undgås, at der vil være tilfælde, hvor
den skønsmæssige stillingtagen til barnets modenhed
vil være en væsentlig baggrund for, hvilke handlinger
der iværksættes.
Der har efterfølgende været
anlagt den fortolkning, at forældremyndighedens indehavers
mulighed for at give samtykke til indlæggelse, ophold og
behandling i forhold til børn under 15 år også
omfatter anvendelse af foranstaltninger mod den mindreåriges
vilje. Det er i denne fortolkning antaget, at mindreårige
under 15 år i udgangspunktet ikke har den fornødne
modenhed til at forstå og dermed kunne træffe
beslutning om indlæggelse, ophold og behandling på
psykiatrisk afdeling. Et sådant samtykke fra
forældremyndighedens indehaver har ifølge den anlagte
fortolkning den virkning, at der i sådanne tilfælde
ikke vil være tale om et tvangsindgreb i henhold til
psykiatriloven. Det medfører, at den mindreårige i
sådanne tilfælde ikke får den
retssikkerhedsmæssige beskyttelse, som patienter, der er
omfattet af psykiatrilovens regler, har. Det vil sige, at barnet
ikke har selvstændig klageadgang og ikke får beskikket
patientrådgiver m.v.
Denne fortolkning har været kritiseret
blandt andet med den begrundelse, at patienter under 15 år
dermed ikke har samme retssikkerhed som voksne, når de
behandles mod deres vilje, samt at der i bemærkningerne til
psykiatriloven og sundhedslovens kapitel 5 ikke findes
støtte for denne fortolkning.
Det centrale spørgsmål i forhold
til mindreårige patienter har været, om barnet eller
den unge har den fornødne modenhed og kapacitet til at
forstå og tage stilling til behandlingen med den virkning, at
den pågældendes protest skal tillægges betydning
i forhold til en beslutning om indlæggelse eller behandling
og med den virkning, at sker det mod den mindreåriges
protester, sker det efter reglerne i psykiatriloven.
Psykiatrilovundersøgelsen fra 2005
fandt, at en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling selv
fastsatte aldersgrænser for, hvilken lovgivning der
administreres efter, og at det må antages, at også de
øvrige afdelinger, der behandler mindreårige,
fastsætter sådanne vejledende aldersgrænser.
Dette åbner mulighed for, at afgørelser
vedrørende tvangsbehandling m.v. træffes ud fra
forskellige lokale fortolkninger af reglerne.
Det vurderes på baggrund af
ovenstående uhensigtsmæssigt, at der i lovgivningen
ikke er fastsat regler, der præciserer, hvad der gælder
i forhold til behandling m.v. af mindreårige patienter.
Mindreårige patienters retsstilling i forbindelse med
indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk
afdeling bør derfor fremgå direkte af
psykiatriloven.
Det vurderes endvidere, at det vil være
hensigtsmæssigt at følge de samme aldersgrænser,
som i sundhedslovens § 17, (som beskrevet ovenfor) dog
således, at alle 15-17-årige har selvstændig
samtykkekompetence, uanset modenhedsvurderingen.
I de tilfælde, hvor patienten under 15
år, modsætter sig en behandling m.v., som
forældremyndighedens indehaver har givet samtykke til, skal
barnet eller den unge, jf. sundhedslovens § 20 som beskrevet
ovenfor, informeres og inddrages i drøftelserne af
behandlingen i det omfang, barnet eller den unge forstår
behandlingssituationen, medmindre dette kan skade den
pågældende, og patientens tilkendegivelser skal
tillægges betydning i det omfang, de er aktuelle og
relevante.
3.1.3. Den
foreslåede ordning
I den gældende § 1 i psykiatriloven
foreslås der indsat en ny § 1, stk. 1, der
fastslår, at indlæggelse, ophold og behandling på
psykiatrisk afdeling sker på baggrund af informeret samtykke
efter reglerne i sundhedslovens kapitel 5, med mindre andet
følger af psykiatriloven. På den måde bliver det
understreget, at udgangspunktet altid vil være, at
indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk
afdeling er et frivilligt tilbud til borgerne. Dette
medfører, at 15-17 årige, som ikke giver samtykke til
behandlingen, er omfattet af psykiatrilovens regler om anvendelse
af tvang i psykiatrien og de deraf følgende
retssikkerhedsgarantier.
Derudover foreslås det, at det i
forlængelse af lovens tvangsdefinition bliver fastsat, at der
ikke foreligger tvang i de tilfælde, hvor en patient er under
15 år, og der foreligger informeret samtykke fra
forældremyndighedens indehaver. Bestemmelsen skal ses i
sammenhæng med sundhedslovens § 17, stk. 1, hvorefter
patienter, der er fyldt 15 år, selv kan give informeret
samtykke til behandling, samt at forældremyndighedens
indehaver tillige skal have information og inddrages i den
mindreåriges stillingtagen.
For så vidt angår patienter, der
er under 15 år, foreligger der ikke tvang, hvis
forældrene har givet informeret samtykke til behandlingen. I
sådanne tilfælde vil
forældremyndighedsindehaveren således kunne samtykke
til behandlingen på den mindreåriges vegne uanset, at
barnet protesterer.
Der vil således være tale om
magtanvendelse i forhold til den mindreårige under 15
år, i de situationer hvor der foreligger informeret
forældresamtykke til indgrebet, mens der er tale om tvang i
de situationer, hvor forældrene ikke har givet informeret
samtykke til behandlingen.
I modsætning til reglerne i
sundhedslovens § 17, stk. 2, vil der med forslaget ikke skulle
foretages en modenhedsvurdering af de 15-17-årige. Forslaget
vil således medføre, at der vil foreligge tvang i alle
tilfælde, hvor en 15-17-årig ikke vil give informeret
samtykke til behandling m.v., eller hvor den pågældende
modsætter sig behandling m.v. Der skal dermed ikke
forsøges indhentet samtykke fra forældremyndighedens
indehaver i forhold til 15-17-årige patienter.
Ud fra proportionalitetsprincippet skal der
være et rimeligt forhold mellem den udøvede tvang og
det, der søges opnået med tvangsanvendelsen, herunder
set i forhold til alvoren af den tilstand, der søges
behandlet, og de deraf afledte konsekvenser. Der skal også
foretages vurdering i forhold til de konsekvenser, der kan
være af at bruge konkrete tvangsindgreb. Jo mere indgribende
et tvangstiltag er, og jo yngre den mindreårige patient er,
jo mere vil tale for, at det vurderes, om behandlingens
formål kan opnås via alternative metoder. Fx bør
et alvorligt indgreb som tvangsfiksering i udgangspunktet ikke
anvendes over for mindreårige.
Mindreårige under 15 år, hvor
forældrene har givet samtykke til behandlingen, så vel
som forældrene vil få tilbudt en opfølgende
samtale efter ophør af indgrebet.
Som reglerne er i dag fremgår det af
Sundhedsstyrelsens vejledning om udfyldelse af tvangsprotokoller
(VEJ nr. 9713 af 20. december 2011), at styrelsen henstiller til,
at det registreres i tvangsprotokollen, når der foretages
foranstaltninger over for mindreårige med samtykke fra
forældrene/forældremyndighedsindehaveren.
Med lovforslaget indføres der en pligt
for overlægen på afdelingen til at indberette indgrebet
udført over for børn under 15 år til Statens
Serum Institut uanset, om indgrebet er sket med
forældresamtykke.
Eftersom de 15-17 årige, som ikke har
givet samtykke til indgrebet, vil være omfattet af
retssikkerhedsgarantierne i psykiatriloven, følger det
implicit heraf, at indgreb foretaget uden samtykke skal registreres
i tvangsprotokollen og indberettes til Statens Serum Institut.
Sundhedsstyrelsens bekendtgørelser og
vejledninger vil blive justeret i overensstemmelse hermed.
Ministeriet vil efter 3 år fra
vedtagelsen af lovforslaget foretage en evaluering af den nye
klageadgang for de 15-17 årige, der tidligere er vurderet
umodne til selv at give informeret samtykke til behandling. I den
forbindelse overvejes det, om der er grundlag for at justere
ordningen blandt andet i forhold til den aldersgruppe, der har
klageadgang. Ministeriet vil endvidere evaluere ordningen om
eftersamtale for alle mindreårige, ligesom
indberetningspligten i forhold til mindreårige under 15
år, i de tilfælde hvor der foreligger
forældresamtykke til et indgreb, også vil blive
evalueret, jf. lovforslagets § 1, stk. 5.
3.2.
Formålsbestemmelse
3.2.1.
Gældende ret
Grundlæggende er psykiatrilovens
formål at give patienter, der undergives tvang, en høj
retssikkerhed. Psykiatriloven indeholder ikke en egentlig
formålsbestemmelse, men der er i de almindelige bestemmelser
en hensigtserklæring om god psykiatrisk sygehusstandard i
§ 2, samt et mindstemiddelsprincip i § 4.
Det er i § 2 bestemt, at regionerne med
henblik på at forebygge anvendelse af tvang skal tilbyde
sygehusophold, behandling, pleje og omsorg, som svarer til god
psykiatrisk sygehusstandard. God psykiatrisk sygehusstandard
omfatter bygningsmæssige forhold, senge- og
personalenormering, personalets kompetencer, patient- og
pårørendepolitikker, mulighed for udendørs
ophold samt beskæftigelses-, uddannelses- og andre
aktivitetstilbud.
Bestemmelsen er en
målsætningsbestemmelse, der har til formål at
begrænse eller forebygge anvendelse af tvang. Bestemmelsen
indeholder således ingen materielle rettigheder for
patienterne.
Bestemmelsen i psykiatrilovens § 4, stk.
1- 4 indebærer en lovfæstelse af det såkaldte
mindste middels princip, der er udtryk for et
proportionalitetsprincip om i den givne situation altid at anvende
den mindst muligt indgribende foranstaltning og at begrænse
den tidsmæssige udstrækning af foranstaltningen til det
absolut nødvendige.
Mindstemiddelsprincippet er et generelt
princip, der gælder ved såvel tvangsanvendelse efter
psykiatriloven, som i situationer hvor det overvejes at anvende
tvang.
3.2.2.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses overvejelser om
formålsbestemmelse
3.2.2.1.
FN's konvention om rettigheder for personer med handicap
(Handicapkonventionen)
Det fremgår af Institut for
Menneskerettigheders juridiske notat fra september 2013 om tvang i
psykiatrien, at handicapkonventionens artikel 12 fastslår, at
mennesker med handicap har retlig handleevne på lige fod med
andre. Der skal træffes passende foranstaltninger til at give
personer med handicap adgang til den støtte, de måtte
have behov for at kunne udøve denne evne. Det betyder en
adgang til støttet beslutningstagen. Målet er at
gøre op med tilfælde, hvor personer med handicap ikke
har indflydelse på egen situation.
Institut for Menneskerettigheder har i
september 2013 udgivet »Menneskerettigheder og tvang i
psykiatrien. Anbefalinger«. Det fremgår heraf, at det i
artikel 12 i FN's Handicapkonvention understreges, at stater har en
pligt til at anvende støttet beslutningstagning fremfor at
fratage personer med handicap deres retlige handleevne. En
tvangsbehandling udgør en form for fratagelse af den retlige
handleevne på et snævert område, nemlig i forhold
til behandlingen af en psykisk sygdom. Det følger derfor, at
staterne har pligt til i videst muligt omfang at støtte den
enkelte person til at træffe beslutninger om behandlingen af
hans eller hendes sygdom, frem for at anvende tvang. Det har
også stor betydning, at der i henhold til FN's
Handicapkonvention gælder et krav om rimelig tilpasning for
personer med handicap. Tilpasning består i, at man i en
konkret situation tager hensyn til den enkeltes særlige
behov. Det kan fx være, at der ved information om en
påtænkt behandling gives information på en
måde, der fuldt og helt tager højde for den enkeltes
særlige behov, sprog osv. Manglende tilpasning i rimeligt
omfang for særlige behov, som har forbindelse til et
handicap, herunder et psykosocialt handicap, kan udgøre
diskrimination.
Institut for Menneskerettigheder anbefaler
på den baggrund, at der er større opmærksomhed
på støttet beslutningstagning og tilpasning. Det
fremgår heraf, at det følger af FN's
Handicapkonventions artikel 12, at staterne er forpligtede til at
fremme den enkeltes selvbestemmelse, og at udøvelsen af den
enkeltes selvbestemmelse bør ske med støtte fra
staten, hvor det er nødvendigt. Denne forpligtelse til at
yde støtte til at træffe beslutninger er også
relevant i konkrete situationer, hvor alternativet er en
tilsidesættelse af den enkeltes selvbestemmelse. FN's
Handicapkonvention forpligter endvidere medlemsstaterne til at
sikre adgang til tilpasning i rimeligt omfang for et handicap i
konkrete situationer. Tilpasning i rimeligt omfang kan for eksempel
være kommunikation på en måde, som tager
højde for den enkeltes forudsætninger.
Institut for Menneskerettigheder peger
på, at der i psykiatrilovens bestemmelse om, at tvang ikke
må benyttes, før der er gjort, hvad det er muligt for
at opnå patientens frivillige medvirken, kan ligge
overvejelser om støttet beslutningstagen.
Derudover peger instituttet på, at
tankegangen om rimelig tilpasning til en vis grad allerede kendes
på sundhedsområdet i Danmark, idet det fremgår af
sundhedsloven, at information skal gives på en hensynsfuld
måde og være tilpasset modtagerens individuelle
forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring
m.v.
Det påpeges, at der, hvis en borger med
handicap har svært ved at udtrykke sig, og ikke får den
nødvendige hjælp hertil, er en risiko for, at
relevante hensyn ikke kommer med i afvejningen mellem samfundets
omsorgsansvar og borgerens selvbestemmelse. Med andre ord, at der
træffes afgørelser om tvang, som kunne være
undgået.
Psykiatriudvalget har i sin rapport
fastslået behovet for en åben, moderne og inddragende
ramme og retning for indsatsen i psykiatrien, og udvalget har
foreslået, at der i forbindelse med udarbejdelse af en ny
formålsparagraf til lov om tvang i psykiatrien lægges
vægt på respekt for patienters rettigheder og
selvbestemmelse, samt mulighed for aktiviteter og mulighed for at
opretholde kontakt med netværk m.v.
Regeringen ønsker at understøtte
den ramme og retning, som psykiatriudvalget udstikker, og som det
fremgår af regeringens plan for psykiatri ønsker
regeringen at indføre en formålsbestemmelse, der er i
overensstemmelse med det nye fokus på ligeværd.
Formålsbestemmelsen skal understrege og dermed medvirke til
at sikre, at der også i forhold til situationer, hvor der
overvejes at anvende tvang eller anvendes tvang, tages udgangspunkt
i patientens behov og med størst mulige respekt for
patientens værdighed og ret til selvbestemmelse.
Regeringen ønsker også med
forslaget at få større opmærksomhed på
støttet beslutningstagning og tilpasning, jf. ovenfor.
3.2.3. Den
foreslåede ordning
Med forslaget indføres som noget nyt en
egentlig formålsbestemmelse i psykiatriloven.
Der vil med forslaget ikke blive
indført en patientret, men formålsbestemmelsen vil
være retningsgivende for den tilgang, der skal være til
patienter og patientbehandlingen i psykiatrien, herunder ikke
mindst i forhold til behandling m.v. uden patientens samtykke.
Med forslaget kommer det til at fremgå
af loven, at formålet med loven er at sikre, at
iværksættelse og gennemførelse af tvang efter
psykiatriloven sker i overensstemmelse med grundlæggende
retssikkerhedsprincipper, som bl.a. vil sige, at borgeren skal
oplyses om baggrunden for en myndigheds afgørelse og skal
høres, samt at afgørelsen skal kunne
påklages.
Det kommer med forslaget også til at
fremgå, at også i de tilfælde, hvor
indlæggelse, ophold og behandling sker uden patientens
samtykke, skal det i videst mulige omfang ske som led i at
understøtte patientens muligheder for at komme sig
(recovery). Derudover kommer det til at fremgå, at loven har
til formål at sikre, at anvendelse af tvang i videst mulige
omfang tager udgangspunkt i patientens behov og med respekt for
patienten og dennes værdighed. Det bliver dermed
understreget, at eventuelle tvangsforanstaltninger skal anvendes
på en sådan måde, at det i udgangspunktet
understøtter patientens recovery og med størst mulig
inddragelse af patienten selv. Det er ikke hensigten med forslaget
at begrænse sundhedspersoners muligheder for også at
tage hensyn til patientens og andres sikkerhed, men at sikre at det
indgår i enhver overvejelse om anvendelse af tvang, at
indgrebet i udgangspunktet skal bidrage til at fremme en bedring af
patientens tilstand og ikke må skade patienten, herunder
patientens selvværd og selvrespekt.
Forslaget vil endvidere medføre, at det
fremgår direkte af loven, at patienten, henset til
formålet med indlæggelsen og den enkeltes tilstand,
skal have mulighed for i videst mulige omfang selv at træffe
beslutninger. I den forbindelse understreges det, at der skal tages
størst mulige hensyn til den enkeltes livssyn og kulturelle
baggrund, samt at tvang aldrig må erstatte omsorg, behandling
og pleje.
Forslaget medfører ikke en
ændring i den gældende bestemmelse i § 2 om god
psykiatrisk sygehusstandard, som med forslaget bliver § 2,
stk. 5.
3.3.
Forhåndstilkendegivelser og inddragelse af
pårørende
3.3.1.
Gældende ret
Spørgsmålet om
forhåndstilkendegivelser er ikke reguleret i psykiatriloven,
men i afsnit 2 i Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9427 af 20.
januar 2011 om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner,
tvangsfiksering og tvungen opfølgning efter udskrivning mv.
for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger behandles
spørgsmålet om forhåndstilkendegivelser .
Efter § 26 i sundhedsloven, kan enhver,
der er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der
omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf.
værgemålslovens § 5, oprette et livstestamente. I
livstestamentet kan den pågældende udtrykke sine
ønsker med hensyn til behandling, hvis vedkommende
måtte komme i en tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke
længere kan udøves af patienten selv. I et
livstestamente kan optages bestemmelser om, at
1) der ikke
ønskes livsforlængende behandling i en situation, hvor
testator er uafvendeligt døende, og
2) der ikke
ønskes livsforlængende behandling i tilfælde af,
at sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop
el.lign. har medført så svær invaliditet, at
testator varigt vil være ude af stand til at tage vare
på sig selv fysisk og mentalt.
Ved livsforlængende behandling
forstås behandling, hvor der ikke er udsigt til helbredelse,
bedring eller lindring, men alene til en vis
livsforlængelse.
Testators ønske i medfør af nr.
1 er bindende for sundhedspersonen, medens et ønske efter
nr. 2 er vejledende for sundhedspersonen og skal indgå i
dennes overvejelser om behandling.
Livstestamentet giver således patienten
indflydelse på sin behandling, hvis den
pågældende skulle komme i en situation, hvor
sundhedspersonen og pårørende ikke længere kan
komme og aldrig vil kunne komme i kontakt med patienten.
Andre tilkendegivelser om behandlingen m.v.,
som patienten eventuelt måtte give udtryk for, herunder i
forbindelse med indhentelse af patientens informerede samtykke,
skal noteres i patientjournalen. Reglerne om sundhedspersoners
journalføringspligt er fastsat i bekendtgørelse nr. 3
af 2. januar 2013 om autoriserede sundhedspersoners
patientjournaler. Det fremgår af bekendtgørelsen, at
der ved patientjournal forstås optegnelser, som oplyser
om patientens tilstand, den planlagte og udførte behandling
m.v., herunder hvilken information der er givet, og hvad patienten
på den baggrund har tilkendegivet.
Med hensyn til
pårørendeinddragelse fremgår det af
Sundhedsstyrelsens vejledning, som nævnt ovenfor, at
pårørende i videst mulige omfang skal søges
inddraget om behandlingsplanen og dennes indhold.
3.3.2.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses overvejelser om
forhåndstilkendegivelser og inddragelse af
pårørende
Også dette forslag skal ses i lyset af
den nye ramme og retning for indsatsen i psykiatrien.
Det fremgår af Sundhedsstyrelsens
vejledning nr. 9427 af 20. januar 2011 om
forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, tvangsfiksering
og tvungen opfølgning efter udskrivning mv. for patienter
indlagt på psykiatriske afdelinger, at patienten forud for og
i forbindelse med indlæggelsen har ret til at fremsætte
sine personlige ønsker til behandlingens form og indhold.
Dette gælder også behandling uden samtykke. Den
endelige tilrettelæggelse af behandlingstilbuddet kan
nødvendigvis kun finde sted efter den kliniske vurdering ved
indlæggelsen og i forbindelse med udformning af
behandlingsplanen. Patientens tilkendegivelser skal indføres
i journalen og skal så vidt muligt inddrages som vejledende
for overlægens overvejelser om behandling, også i
tilfælde hvor behandling uden samtykke kommer på tale.
Patienten skal informeres om, at der kan opstå situationer,
hvor det kan være nødvendigt at fravige
forhåndstilkendegivelsen. Ved tilrettelæggelse af
behandlingstilbuddet skal det inddrages, hvad der kunne have
forebygget anvendelse af tvang i et tidligere
indlæggelsesforløb.
Patientens tilkendegivelser skal også
fremgå af den behandlingsplan, som overlægen, jf.
§ 3, stk. 3, i psykiatriloven, har ansvaret for at opstille
for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling.
Overlægen har endvidere ansvaret for, at patienten vejledes
om planens indhold, samt at patientens samtykke til dens
gennemførelse til stadighed søges opnået. Det
nærmere indhold af behandlingsplanen er fastsat i
Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9427 af 20. januar 2011 om
forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, tvangsfiksering
og tvungen opfølgning efter udskrivning mv. for patienter
indlagt på psykiatriske afdelinger. Det fremgår heraf,
at behandlingsplanen, der skal udarbejdes senest en uge efter
indlæggelsen, bl.a. skal indeholde oplysning om patientens
holdning til behandlingsplanen.
Det fremgår endvidere af vejledningen,
at lægen i forbindelse med udarbejdelsen af behandlingsplanen
skal informere patienten om formålet med behandlingen og
søge patientens samtykke til den påtænkte
behandling, herunder overveje og diskutere patientens eventuelle
forslag til andre behandlingsformer. Patientens tilkendegivelser og
resultatet af drøftelsen skal indføres i journalen.
Behandlingsplanen er en del af journalen, hvad enten den er
indskrevet i selve journalen eller foreligger som et
selvstændigt notat.
Endelig fremgår det i forhold til
behandlingsplanen, at patienten skal vejledes om dens indhold, og
patientens samtykke skal til stadighed søges opnået.
Under hele behandlingsforløbet bør der i videst
muligt omfang træffes klare aftaler om samarbejdet mellem
patient og behandlere. Disse aftaler skal journalføres. En
kopi af behandlingsplanen og de efterfølgende reviderede
behandlingsplaner skal udleveres til patienten, medmindre patienten
frabeder sig dette. Planen skal ajourføres ved
ændringer i patientens tilstand eller i den overordnede
behandlingsstrategi.
Der indføres med forslaget ikke en ny
materiel patientrettighed, men med bestemmelsen understreges det i
loven, at patienten skal have størst mulig indflydelse
på sit eget behandlingsforløb, herunder ved anvendelse
af behandling uden samtykke. Endvidere understreges det med
forslaget, at dialog og samarbejde mellem patient og relevante
sundhedspersoner er et vigtigt redskab med henblik på at give
patienten det bedst mulige indlæggelsesforløb og
reducere risikoen for tvangsanvendelse. Den foreslåede
bestemmelse præciserer dermed, at den
indlæggelsessamtale, der allerede finder sted, også
omfatter indhentelse af patientens tilkendegivelser i forhold til
behandlingen m.v., herunder hvis anvendelse af tvang kommer
på tale.
Det vurderes, at indhentelse af
forhåndstilkendegivelser i samtalen med patienten
understøtter et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem
patient og sundhedsperson og hermed medvirker til at forebygge
anvendelsen af tvang. Derudover giver
forhåndstilkendegivelser patienten mulighed for selv at
definere, hvilken form for tvang, der er mindst indgribende, og
sikrer hermed, at patienten i en tvangssituation oplever mindst
mulig krænkelse.
Psykiatriudvalget vurderer i sin rapport (s.
217), at der skal sættes øget fokus på at sikre
gode rammer og strukturer for pårørendeinddragelse,
samt at pårørendesamarbejdet i højere grad skal
anerkendes som en del af behandlingstilbuddet.
Der peges i rapporten (s. 216) på et
vellykket forsøg med styrket
pårørendeinddragelse - »Projekt
Pårørende i Psykiatrien«. Der er tale om et
projekt, som i 2009 blev igangsat af Ministeriet for Sundhed og
Forebyggelse og Danske Regioner. Projektet omfattede 15
voksenpsykiatriske sengeafsnit og 6 ambulante centre fordelt over
hele landet og Færøerne. I løbet af
projektperiodens 15 måneder blev der arbejdet målrettet
på at forbedre pårørendes tilfredshed i forhold
til kontakt, information og samarbejde, samt på at
forbedre den faglige og organisatoriske kvalitet af arbejdet med
pårørende i psykiatrien.
Det fremgår af rapporten, at de
deltagende psykiatriske enheder oplevede store forbedringer uden at
blive tilført flere økonomiske midler. Der var kun
tale om praktiske ændringer i behandlingsforløbet og
en ny tilgang til de pårørende. Fra projektet
foreligger meget konkrete best practices m.v. om, hvordan
medarbejderne i psykiatrien meget enkelt kan sikre bedre
pårørendeinddragelse og skabe en mere ligeværdig
dialog med de pårørende.
Det fremgår endvidere af rapporten, at
det er centralt, at borgerens ret til at frabede sig, at
pårørende informeres og inddrages, respekteres, men
det kan også i nogle tilfælde være relevant at
motivere borgeren til at arbejde med relationen til
pårørende. Der er i forbindelse med »Projekt
Pårørende i Psykiatrien« afprøvet en
motiverende samtale. Formålet med samtalen er at arbejde
motiverende med de borgere, der i udgangspunktet ikke ønsker
inddragelse af pårørende i behandlingsforløbet.
Samtalen tages løbende med borgeren og ikke kun ved start
eller afslutning af sygdomsforløb. Erfaringerne fra
projektet har vist, at fem ud af syv patienter besluttede, at de
alligevel gerne ville have, at deres pårørende blev
inddraget i behandlingsforløbet efter, at de havde
været igennem en proces med den motivationsskabende
samtale.
3.3.3. Den
foreslåede ordning
Forslaget vil medføre, at det kommer
til at fremgå af loven, at der skal indhentes
forhåndstilkendegivelser i forbindelse med
indlæggelsessamtalen eller snarest muligt herefter, hvis
patientens tilstand ved indlæggelsen ikke muliggør en
sådan samtale.
Forslaget vil endvidere medføre, at det
præciseres i loven, at eventuelle
forhåndstilkendegivelser fra patienten, herunder
vedrørende behandling uden samtykke, skal fremgå af
patientjournalen, som de almindelige journalføringsregler
allerede tilsiger, samt at de i videst muligt omfang skal inddrages
i behandlingsplanen. Hvis der i forbindelse med anvendelse af tvang
afviges fra de ønsker til behandling, patienten har
tilkendegivet i forbindelse med indlæggelsessamtalen, skal
det fremgå af journalen, hvorfor der er afveget fra
patientens tilkendegivne ønsker.
I forbindelse med indhentelse af
forhåndstilkendegivelser bør der være
opmærksomhed på at sikre, at patienten ydes
støtte til at træffe beslutninger og på at sikre
adgang til tilpasning i rimeligt omfang, jf. det i afsnit 3.2.2.1.
anførte.
Forhåndstilkendegivelser kan, som det
fremgår under afsnit 3.3.1., indeholde oplysninger om
patientens ønsker til behandlingen, herunder behandling uden
samtykke, i tilfælde af at patienten på grund af sin
psykiske tilstand er i en situation, hvor denne ikke kan varetage
sine egne interesser.
I indlæggelsessamtalen berøres
også hvilke reaktionsmuligheder, patienten foretrækker,
sundhedspersonalet gør brug af i en tilspidset situation,
eller hvilken behandling patienten foretrækker, hvis den
pågældende får det dårligt. Hvis det er
relevant i den konkrete situation, kan det endvidere
drøftes, hvilke behandlingsformer patienten vil
foretrække, hvis anvendelse af tvang kommer på
tale.
Med forslaget bliver det fastsat, at der i
forbindelse med indlæggelsessamtalen sammen med patienten
tages stilling til inddragelse af pårørende eller
andre i patientens netværk i behandlingsforløbet, samt
at det, hvis det på grund af patientens tilstand efter en
lægefaglig vurdering ikke er muligt at indhente sådanne
oplysninger ved indlæggelsen, skal ske snarest muligt
herefter.
3.4.
Tvangsfiksering
3.4.1.
Gældende ret
Psykiatrilovens § 14, stk. 1, indeholder
en udtømmende opremsning af de midler, der må anvendes
til tvangsfiksering. Det fremgår heraf, at alene bælte,
hånd- og fodremme samt handsker må anvendes.
Det er i psykiatrilovens § 14, stk. 2,
fastsat, at tvangsfiksering kun må anvendes, i det omfang det
er nødvendigt for at afværge, at en patient:
1) udsætter
sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade
på legeme eller helbred,
2) forfølger
eller på anden lignende måde groft forulemper
medpatienter, eller
3) øver
hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
Beslutning om tvangsfiksering træffes af
en læge, efter at denne har tilset patienten, jf. § 15,
stk. 1. Beslutningen om, at der foruden bælte skal anvendes
hånd- og fodremme, skal dog træffes af overlægen,
jf. § 15, stk. 2.
Det fremgår af § 15, stk. 3, at
såfremt det i et tilfælde, som nævnt i § 14,
stk. 2, nr. 1, af hensyn til patientens egen eller andres sikkerhed
ville være uforsvarligt at afvente lægens tilsyn, kan
personalet på egen hånd beslutte at fiksere den
pågældende med bælte. Lægen skal da straks
tilkaldes og træffe afgørelse vedrørende
anvendelsen af tvangsfiksering med bælte.
Det er en forudsætning for den
lægelige ordination, at lægen på grundlag af
patientens aktuelle tilstand har vurderet nødvendigheden af
tvangsfiksering, og at anvendelse af andre midler, for eksempel
øget tilsyn, har vist sig utilstrækkelige eller
uigennemførlige som følge af patientens tilstand, jf.
§ 19, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1338 af 2. december
2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse
på psykiatriske afdelinger.
Det er i psykiatrilovens § 16 fastsat, at
en patient, der er tvangsfikseret, skal have fast vagt. Det
fremgår af § 21, stk. 2, i ovenstående
bekendtgørelse, at en fast vagt er en hertil udpeget
sygeplejerske, plejer eller andet kvalificeret personale, som ikke
samtidig har andre arbejdsopgaver end at tage sig af den eller de
bæltefikserede patienter. Tilsynet skal udføres under
hensyntagen til patientens ønsker og med respekt for dennes
værdighed og selvfølelse. Patienten skal have ret til
et vist privatliv, når dette ikke er uforeneligt med hensyn
til patientens sikkerhed.
Så længe en tvangsfiksering
opretholdes, skal der foretages fornyet lægelig vurdering af
spørgsmålet om fortsat anvendelse af
tvangsfikseringen, så ofte som forholdene tilsiger det, dog
mindst 4 gange i døgnet, jævnt fordelt, efter at
beslutningen om anvendelse af tvangsfiksering er truffet, jf.
§ 21, stk. 4. Derudover har overlægen en løbende
tilsynspligt i henhold til § 21, stk. 1, hvoraf det
fremgår, at overlægen til stadighed har ansvaret for,
at tvangsfikseringen ikke anvendes i videre omfang end
nødvendigt.
Hvis tvangsfikseringen udstrækkes i
længere tid end 48 timer, er det i § 21, stk. 5,
fastsat, at en læge, der ikke er ansat på det
pågældende psykiatriske afsnit, hvor indgrebet finder
sted, som ikke har ansvaret for patientens behandling, og som ikke
står i et underordnelsesforhold til den behandlende
læge, skal foretage en vurdering af spørgsmålet
om fortsat anvendelse af tvangsfiksering. Vurderingen må ikke
foretages af en læge, der i øvrigt er inhabil.
Inhabilitet foreligger i samme tilfælde, som nævnt i
forvaltningslovens § 3, jf. § 22, stk. 2, 3. pkt., i
bekendtgørelse nr. 1338 af 2. december 2010 om anvendelse af
anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske
afdelinger.
Efter § 21, stk. 6, skal vurderingen i
henhold til stk. 5, gentages en gang om ugen, så længe
foranstaltningen pågår.
3.4.2.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses overvejelser om
tvangsfiksering
I 2002, 2008 og igen i 2014 har
Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur (CPT)
kritiseret Danmark for brugen af langvarige tvangsfikseringer. CPT
udtalte i rapporten vedrørende besøget i 2008, at CPT
»forbliver alvorligt bekymret« over brugen af
langvarige tvangsfikseringer og henviser til sin rapport om
besøget i 2002, hvori det understreges, at fikseringer i
dagevis ikke har nogen medicinsk berettigelse og efter CPT's
opfattelse er at ligestille med nedværdigende behandling.
Dette gentages i 2014-rapporten. CPT udstikker i rapporten det
princip, at en tvangsfiksering bør anvendes i så kort
tid som muligt, normalt kun nogle minutter eller nogle få
timer. Derudover anbefaler CPT, at tvangsfiksering alene bør
anvendes i de tilfælde, hvor en patient udsætter sig
selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade
på legeme eller helbred, jf. pkt. 125 i rapporten over
komitéens besøg i Danmark fra den 4. - 13. februar
2014.
Bl.a. på baggrund af kritikken blev der
ved revision af psykiatriloven i henholdsvis 2007 og 2010 indsat
bestemmelser om øget tilsyn med tvangsfikserede
patienter.
Ca. hver femte patient indlagt på en
psykiatrisk afdeling bliver udsat for én eller flere
tvangsforanstaltninger. I 2013 blev 2.084 patienter udsat for
tvangsfiksering, heraf 83 i børne- og ungdomspsykiatrien,
mens det drejede sig om 1993 patienter i 2012, heraf 78
børne- og ungdomspsykiatrien. En del patienter bliver
tvangsfikseret flere gange under indlæggelse. Der blev
foretaget i alt 6.165 bæltefikseringer i 2013, heraf 946 i
børne- og ungdomspsykiatrien, mod 5.657 tvangsfikseringer i
2012, heraf 482 i børne- og ungdomspsykiatrien. Omkring
halvdelen af alle bæltefikseringer varer under 1 døgn.
Omkring 90 pct. af alle bæltefikseringer er afsluttet
indenfor tre døgn. Langvarige bæltefikseringer, der
strækker sig over uger, forekommer, men er relativt
sjældne.
I forbindelse med det nationale
gennembrudsprojekt om nedbringelse af tvang i psykiatrien, som blev
gennemført i perioden 2004-2007 på forskellige
psykiatriske afdelinger, blev de mest anvendte former for tvang
nedbragt med 50 pct. på hver femte af de deltagende
afdelinger og 20 pct. på 40 pct. af afdelingerne. Imidlertid
har det ikke været muligt for afdelingerne at fastholde de
gode resultater. Det erkendes, at det ikke har været muligt
at opnå en varig, nævneværdig reduktion i
anvendelsen af tvangsfikseringer.
Psykiatriudvalget har i sin rapport
foreslået, at der sættes fælles mål for en
markant og varig reduktion af tvang frem mod 2020, herunder et
mål om, at en tvangsfiksering som udgangspunkt ikke må
udstrække sig over 48 timer, med mindre helt specielle hensyn
taler herfor, herunder patientens, personalets eller andres
sikkerhed.
I rapporten beskrives en række
evidensbaserede metoder i forhold til at nedbringe antallet af
tvangsfikseringer.
Som nævnt i indledningen til
lovforslaget fremgår det også af regeringens plan for
psykiatri, at andelen af personer, der udsættes for tvang i
psykiatrien, skal reduceres, og at bæltefiksering skal
halveres frem mod 2020. Det er afgørende for regeringen, at
brugen af tvangsfiksering reduceres i både antal og
tidsmæssig udstrækning. Det vurderes, at der er behov
for bl.a. at skærpe reglerne for tvangsfiksering med henblik
på at opnå en sådan reduktion.
Det vurderes, at det ikke vil være
hensigtsmæssigt i loven at fastsætte en absolut
tidsbegrænsning i forhold til varigheden af en
tvangsfiksering, idet sundhedspersonalet dermed vil kunne blive
frataget muligheden for at yde den nødvendige omsorg for de
patienter, der efter den fastsatte tidsgrænse fortsat
befinder sig i den tilstand, der oprindeligt førte til
tvangsfikseringen.
3.4.3. Den
foreslåede ordning
Forslaget vil medføre, at det af lovens
§ 14, stk. 2, kommer til at fremgå, at en
tvangsfiksering kun må anvendes kortvarigt. Der
foreslås samtidig indsat en undtagelsesbestemmelse hertil for
at tage højde for de tilfælde, hvor der
undtagelsesvist kan være væsentlige grunde til at
fortsætte en tvangsfiksering ud over nogle få timer,
herunder hensynet til patientens eller andres liv, førlighed
eller sikkerhed.
En yderligere skærpelse er indeholdt i
forslaget om, at det er overlægen, der skal træffe
beslutning om anvendelse af tvangsfiksering i modsætning til
gældende ret, hvor en beslutning om tvangsfiksering kan
træffes af en læge. Der er dog med forslaget til §
1, nr. 5, lagt op til, at beslutningen, jf. lovens § 4 a, i
overlægens fravær kan træffes af en anden
læge, men at overlægen i så fald
efterfølgende snarest skal tage stilling til beslutningen.
Ifølge bemærkningerne til psykiatrilovens § 4 a
indebærer udtrykket »snarest«, at overlægen
skal tage stilling hurtigst muligt efter, at overlægen igen
er mødt på sygehuset. Resultatet af overlægens
stillingtagen skal tilføres tvangsprotokollen.
Med hensyn til de tilsyn med tvangsfikserede
patienter, der er fastlagt i lovens § 21, nr. 4 og 5, vil
forslaget til § 1, nr. 19, medføre, at de tilsyn, der
efter lovens § 21, stk. 4, skal ske mindst 4 gange i
døgnet, fremover skal ske mindst 3 gange i døgnet.
Forslaget skal ses i lyset af forslaget til § 1, nr. 20, som
vil medføre, at den eksterne lægefaglige vurdering,
der jf. lovens § 21, stk. 5, skal ske i forhold til
tvangsfikseringer, der udstrækkes i længere tid end 48
timer, vil blive fremrykket til 24 timer efter tvangsfikseringens
iværksættelse. Derudover skal forslaget ses i lyset af,
at overlægen i henhold til lovens § 21, stk. 1, har en
løbende tilsynspligt, således at overlægen til
stadighed har ansvaret for, at tvang, herunder tvangsfiksering ikke
anvendes i videre omfang end nødvendigt. Sundhedsstyrelsen
vurderer, at der ikke er øget patientsikkerhedsmæssige
risici ved at ændre tilsynet med bæltefikserede
patienter fra 4 til 3 gange i døgnet. Endvidere
gennemføres omkring 4 tilsyn af bæltefikserede
patienter i døgnet, da der efter 24 timer skal
gennemføres et eksternt tilsyn, såfremt patienten
fortsat er bæltefikseret.
Den eksterne lægefaglige vurdering, der
skal ske i forhold til tvangsfikseringer, der udstrækkes i
længere tid end 48 timer, bliver som nævnt fremrykket
til 24 timer efter tvangsfikseringens iværksættelse.
Der er således krav om, at fortsat anvendelse af
tvangsfiksering, skal godkendes af en uvildig speciallæge i
psykiatri eller børne- og ungdomspsykiatri. Den
pågældende overlæge, der skal foretage
vurderingen, må ikke være ansat på afdelingen,
hvor indgrebet finder sted, have ansvaret for patientens behandling
og må ikke stå i et underordnelsesforhold til den
behandlende læge. Med andre ord foretages der en uvildig
»second opinion« efter 24 timer mod i dag, hvor
grænsen er 48 timer. Vurderingen må ikke foretages af
en læge, der i øvrigt er inhabil.
I de tilfælde, hvor der er tale om
tvangsfikseringer over 48 timer, vil der desuden blive
indført en yderligere revurdering efter 48 timer og på
4. dagen efter iværksættelsen af indgrebet under de
samme betingelser, som gælder for vurdering efter 24 timer.
Derefter gentages revurdering en gang om ugen, så længe
foranstaltningen pågår.
Den eksterne faglige vurdering efter 24 timer,
48 timer og 4. dagen kan foretages af samme læge, forudsat at
lægen fortsat opfylder betingelserne om uvildighed, jf.
ovenfor.
Fristen for foretagelse den eksterne faglige
vurdering efter 24 timer, 48 timer, på 4. dagen og 1 gang om
ugen regnes fra det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsfiksering
blev truffet første gang.
Derudover foreslås det, at den nedsatte
Task Force på psykiatriområdet som fast punkt på
dagsordenen drøfter, hvordan "second opinion ordningen"
efterleves i praksis - herunder hvordan bedste praksis kan udbredes
til regionerne, som herved kan gøre brug af hinandens
erfaringer.
Sundhedsstyrelsens bekendtgørelser og
vejledninger herom justeres i overensstemmelse med
lovforslaget.
Ordningen om revurdering efter 48 timer og
på 4. dagen vil blive evalueret efter 3 år.
3.5.
Oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen
3.5.1.
Gældende ret
Det er i psykiatrilovens § 18 c, stk. 1,
fastsat, at oppegående tvangsfiksering alene kan anvendes
over for patienter på Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland. Oppegående
tvangsfiksering kan etableres, såfremt mindst ét af de
materielle kriterier i den gældende lovs § 14, stk. 2,
er opfyldt. Det vil sige, at patienten skal udsætte sig selv
eller andre for nærliggende fare for at lide skade på
legeme eller helbred, forfølge eller på anden lignende
måde groft forulempe medpatienter, eller øve
hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Det er endvidere en
betingelse, at langvarig isolation på patientstue vurderes at
have negativ effekt på patientens samlede tilstand, psykisk,
legemligt og socialt, eller at langvarig tvangsfiksering vurderes
at have negativ effekt på patientens samlede tilstand,
psykisk, legemligt og socialt.
Det er i § 18 c, stk. 2, fastsat, at der
til oppegående tvangsfiksering alene kan anvendes
mavebælte, fikseringsremme, håndremme og fodremme.
Dette er en udtømmende opremsning af de midler, der kan
anvendes til oppegående tvangsfiksering. I § 18 c, stk.
3, stilles der krav om, at en patient, der er oppegående
tvangsfikseret, skal have mindst én fast vagt. En fast vagt
til en patient, der er oppegående tvangsfikseret, er en
hertil udpeget sygeplejerske, plejer eller andet kvalificeret
personale, som ikke samtidig har andre arbejdsopgaver end at tage
sig af den bæltefikserede patient. Tilsynet skal
udføres under hensyntagen til patientens ønsker og
med respekt for dennes værdighed og selvfølelse.
Når patienten opholder sig på sin egen stue, skal den
pågældende have ret til et vist privatliv, når
dette ikke er uforeneligt med hensynet til patientens sikkerhed.
Tilsynet i forhold til patienter, der er oppegående
tvangsfikseret, skal således ske i overensstemmelse med de
regler, der gælder for tilsyn med en patient, der er
tvangsfikseret til en seng efter den gældende lovs § 14,
jf. § 21 i bekendtgørelse nr. 1338 af 2. december 2010
om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på
psykiatriske afdelinger, dog således at den faste vagt alene
må have ansvar for én patient, der er oppegående
tvangsfikseret.
Oppegående tvangsfiksering kan, jf.
§ 18 c, stk. 4, alene iværksættes efter tilladelse
fra Sundhedsstyrelsen. Det er Sundhedsstyrelsen, der træffer
afgørelse i sagen efter indstilling fra et særligt
sagkyndigt råd nedsat af Sundhedsstyrelsen. Rådet skal
bestå af en speciallæge i psykiatri udpeget af
Sundhedsstyrelsens fire speciallæger i psykiatri udpeget
efter indstilling fra Dansk Psykiatrisk Selskab samt en
repræsentant udpeget efter indstilling fra Danske
Handicaporganisationer. Sundhedsstyrelsen varetager formandskab,
juridisk rådgivning og sekretariatsbetjening af rådet
og udarbejder efter forhandling med ministeriet en forretningsorden
for rådet. Forretningsordenen vil blandt andet indeholde
bestemmelser om proceduren i forbindelse med ansøgninger fra
Sikringsafdelingen, herunder at den behandlingsansvarlige
overlæge på Sikringsafdelingen har mulighed for at give
møde for rådet. Sundhedsstyrelsens afgørelse
kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Det skal
bemærkes, at Sundhedsstyrelsen i sin afgørelse
også skal tage stilling til de midler, der ønskes
anvendt til oppegående tvangsfiksering af den
pågældende patient. Det indebærer, at det skal
fremgå af overlægens ansøgning til
Sundhedsstyrelsen specifikt hvilke midler, herunder i hvilket
materiale, der efter § 18 c, stk. 2, ønskes
anvendt.
§ 18 c, stk. 5, indeholder de formelle
kriterier vedrørende oppegående tvangsfiksering.
Når den ledende overlæge for Retspsykiatrisk afdeling,
Region Sjælland, har vurderet, at oppegående
tvangsfiksering er nødvendig, ansøger denne
Sundhedsstyrelsen om tilladelse hertil. I den ledende
overlæges fravær kan vurderingen foretages af dennes
stedfortræder, som også kan indgive ansøgning
til Sundhedsstyrelsen. Den ledende overlæges ansøgning
til Sundhedsstyrelsen skal være bilagt en erklæring fra
den ledende overlæge selv, samt en erklæring fra en
uvildig speciallæge i psykiatri, som vurderer, om
oppegående tvangsfiksering kan anvendes. Erklæringen
fra den uvildige speciallæge i psykiatri skal hvile på
såvel speciallægens egen undersøgelse af
patienten, som de modtagne oplysninger. Det er forudsat, at den
uvildige speciallæge i sin undersøgelse tager stilling
til den medicinske behandling og den øvrige samlede
behandlingsmæssige indsats. Der foreligger uvildighed, hvis
speciallægen i psykiatri ikke tidligere har haft ansvaret for
patientens behandling og ikke er ansat på Sikringsafdelingen
under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.
Speciallægen i psykiatri kan således tidligere have
været ansat på Sikringsafdelingen, men må under
ansættelsen ikke have haft ansvaret for den konkrete patients
behandling.
I § 18 c, stk. 6, er Det særligt
sagkyndige råds opgaver fastsat. Rådets opgave er at
vurdere nødvendigheden af at anvende oppegående
tvangsfiksering til den pågældende patient. Rådet
kan herefter indstille til Sundhedsstyrelsen, at Sundhedsstyrelsen
giver tilladelse til at anvende oppegående tvangsfiksering af
patienten i en periode på op til 6 måneder ad gangen.
Rådet skal afgive sin vurdering hurtigst muligt dog senest 14
hverdage efter, at Sundhedsstyrelsen har modtaget
ansøgningen fra den ledende overlæge på
Sikringsafdelingen. En af rådets speciallæger i
psykiatri skal have tilset den patient, ansøgningen
vedrører, inden rådet kan behandle
ansøgningen.
Efter § 18 c, stk. 7, er det den
behandlingsansvarlige overlæge, der kan ophæve den
oppegående tvangsfiksering. I den behandlingsansvarlige
overlæges fravær kan beslutningen træffes af
dennes stedfortræder. Med ophævelse af den
oppegående tvangsfiksering sigtes der alene til det endelige
ophør af foranstaltningen. En oppegående
tvangsfiksering betragtes således ikke ophørt, hvis
remme og mavebælte fx fjernes til natten eller i andre
situationer, hvor der ikke skønnes at være behov for
dem. Tilladelsen til at anvende oppegående tvangsfiksering er
således ikke et påbud om at anvende oppegående
tvangsfiksering hele tiden, men tilladelsen giver overlægen
mulighed for at anvende oppegående tvangsfiksering i de
tilfælde, hvor alternativet ville være, at patienten
langvarigt ville være fikseret til en seng eller være i
isolation på egen patientstue.
Såfremt den behandlingsansvarlige
overlæge på Sikringsafdelingen eller dennes
stedfortræder vurderer, at der er behov for at anvende
oppegående tvangsfiksering i op til yderligere 6
måneder kan denne på ny indgive en ansøgning til
Sundhedsstyrelsen efter reglerne i § 18 c, stk. 5.
Revurderinger af oppegående
tvangsfiksering er reguleret i psykiatrilovens § 21, stk. 7 og
8. Det fremgår af stk. 7, at den behandlingsansvarlige
overlæge, så længe en oppegående
tvangsfiksering, jf. § 18 c, opretholdes, en gang i
døgnet skal foretage fornyet vurdering af
spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående
tvangsfiksering. Træffer den behandlingsansvarlige
overlæge beslutning om fortsat anvendelse af oppegående
tvangsfiksering, skal denne endvidere fastlægge en
observationsplan for de følgende 24 timer. I den
behandlingsansvarlige overlæges fravær træffer
den stedfortrædende overlæge beslutning og
fastlægger observationsplan. Af stk. 8 fremgår det, at
hvis en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18 c,
udstrækkes i længere tid end 1 uge, skal en
speciallæge i psykiatri, som ikke har haft ansvaret for
patientens behandling, og som ikke er ansat på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland, foretage fornyet vurdering af
spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående
tvangsfiksering. Denne vurdering gentages herefter en gang om ugen,
så længe foranstaltningen pågår.
3.5.2.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses overvejelser om
oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen
Oppegående tvangsfiksering på
Sikringsafdelingen blev indført den 1. oktober 2010 ved lov
nr. 708 af 25. juni 2010 om ændring af lov om anvendelse af
tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje. Det er i lovens §
4 fastsat, at ministeren for sundhed og forebyggelse efter en
forsøgsperiode på 4 år med oppegående
tvangsfiksering fremsætter forslag om revision af loven i
folketingsåret 2014-15.
I overensstemmelse med bemærkningerne
til ændringsloven nr. 708 af 25. juni 2010 om blandt andet
oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen har
Sundhedsstyrelsen fulgt ordningen tæt. Til det formål
blev der nedsat en bredt sammensat følgegruppe
bestående af repræsentanter fra Landsforeningen Bedre
Psykiatri, Landsforeningen SIND, LAP - Landsforeningen af
nuværende og tidligere psykiatribrugere, Danske Regioner og
Dansk Psykiatrisk Selskab. Det fremgår af
bemærkningerne, at Sundhedsstyrelsen efter perioden 2010-2013
udarbejder en redegørelse, som vil blive fremsendt til
Folketingets Sundhedsudvalg og Tilsynet i henhold til grundlovens
§ 71. Endelig fremgår det, at de erfaringer, der
indhøstes i forbindelse med undersøgelsen, vil blive
anvendt til eventuelle justeringer af bestemmelsen, når
lovændringen revideres i folketingsåret 2014-2015.
De to redegørelser er sendt til
udvalgene i juni 2014.
3.5.2.1.
Sundhedsstyrelsens evaluering af oppegående
tvangsfiksering
I alt har Sundhedsstyrelsen, fra starten af
ordningen den 1. oktober 2010 til og med sommeren 2013, behandlet
26 ansøgninger om oppegående tvangsfiksering vedr. i
alt fem patienter ud af de i alt 30 patienter på
Sikringsafdelingen. Sundhedsstyrelsen har for fire patienter givet
seks tilladelser pr. patient til oppegående tvangsfiksering,
og to tilladelser til oppegående tvangsfiksering af én
patient. Tilladelserne gives i henhold til psykiatriloven for seks
måneder ad gangen. Der er i perioden ikke givet afslag
på ansøgninger.
Sikringsafdelingen har fået tilladelse
til at anvende oppegående tvangsfiksering over for fem
patienter fra lovens ikrafttrædelse 1. oktober 2010 og frem
til juni 2013. Alle patienter er anbragt på
Sikringsafdelingen i henhold til farlighedsdekret udstedt af
justitsministeren.
Patienterne er svært psykisk syge og
vanskelige at behandle medicinsk, da de ikke responderer
sædvanligt på behandling med antipsykotiske
lægemidler. Deres oplevelsesverden kan medføre
omfattende selvskadende adfærd, og deres hallucinationer kan
også diktere patienterne til pludselige uventede aggressive
udfald mod andre, fx personale eller medpatienter - nogle gange er
udfaldene livstruende for personer i omgivelserne.
Fire af de fem patienter er uændret
farlige, hvorfor de ikke kan være sammen med medpatienter
uden oppegående tvangsfiksering. For to patienter har
oppegående tvangsfiksering især været anvendt for
at skabe mulighed for at varetage en tilstrækkelig og
nødvendig personlig hygiejne
Oppegående tvangsfiksering giver
patienterne mulighed for at komme i gårdhaven alene eller
sammen med medpatienter op til ca. ½ time daglig, ligesom de
får mulighed for at deltage i fællesspisning et par
gange om ugen. Endvidere giver det mulighed for at deltage i
fællesskab med medpatienter i dagligstuen én time to
gange dagligt, hvis de kan magte det og ikke er inde i en periode
med specielt udadreagerende, voldelig adfærd.
Oppegående tvangsfiksering har givet patienterne mulighed for
også at deltage i andre fælles aktiviteter
(grillaftener, julefrokost, kortspil m.v.). Ordningen har
også givet mulighed for at få besøg af
familiemedlemmer, som patienterne tidligere har gjort udfald
mod.
Som udgangspunkt opholder alle fem patienter
sig på aflåst stue og kan til tider være
tvangsfikseret (fastspændt til sengen) som følge af
deres farlighed. Oppegående tvangsfiksering har ikke
erstattet patienternes ophold på aflåst stue eller i
tvangsfiksering, men er en supplerende
tvangsforanstaltning, der giver mulighed for et brud
på isolationen og en forbedring af plejen og behandlingen. De
mest syge patienter har kun i mindre grad været i stand til
at benytte sig af oppegående tvangsfiksering, da de ofte er
for psykotiske eller for voldelige.
Tre af patienterne har udtalt, at det er
positivt at være i oppegående tvangsfiksering, da det
giver mulighed for mere fællesskab og øget aktivitet.
De to sidste patienter har ikke kunne give udtryk for, hvad de
mener om brugen af oppegående fiksering, da de ikke har et
forståeligt sprog.
Fire af de fem patienter har haft samme
patientrådgiver, der også fungerer som patienternes
bistandsværge, og vedkommende har fremsendt en udtalelse til
brug for Sundhedsstyrelsens evaluering. Den pågældende,
der har mange års erfaringer med patienter på
Sikringsafdelingen, har vurderet, at brugen af oppegående
tvangsfiksering har været til gavn for både patienter
og personale, og det har givet patienterne mere frihed, og gjort
det lettere for dem at være i fællesskab med andre
patienter. Rådgiveren vurderer, at oppegående
tvangsfiksering har bidraget til, at de dårligste patienter i
mindre grad udsættes for langvarige bæltefikseringer.
Tillige har oppegående tvangsfiksering været gavnligt
for patienternes pleje og hygiejne. Rådgiverens vurdering er,
at oppegående tvangsfiksering er en mere human måde at
behandle patienterne på.
3.5.2.2.
Sundhedsstyrelsens anbefalinger
På baggrund af de positive erfaringer,
der er indhentet i forsøgsperioden, anbefaler
Sundhedsstyrelsen, at ordningen med oppegående
tvangsfiksering på Sikringsafdelingen fortsætter, samt
at der foretages ændringer i de processuelle regler.
Sundhedsstyrelsen anbefaler Det særligt
sagkyndige råds arbejde ændret. Det særligt
sagkyndige råd er nedsat af Sundhedsstyrelsen og består
af en speciallæge i psykiatri udpeget af Sundhedsstyrelsens
fire speciallæger i psykiatri udpeget efter indstilling fra
Dansk Psykiatrisk Selskab samt en repræsentant udpeget efter
indstilling fra Danske Handicaporganisationer. Det er på
baggrund af rådets indstilling, at Sundhedsstyrelsen
træffer afgørelse i ansøgningssager om
oppegående tvangsfiksering. Sundhedsstyrelsens anbefaling er,
at Sikringsafdelingen kun skal søge om Rådets
tilladelse første gang, der ansøges om tilladelse til
oppegående tvangsfiksering af en patient på
Sikringsafdelingen. En psykiater fra rådet skal tilse
patienten før rådsmødet, som det sker i henhold
til den nuværende model. Herefter anbefales det, at
Sikringsafdelingen hvert halve år selv kan forlænge
ordningen et halvt år ad gangen uden at ansøge
Rådet.
Med hensyn til revurderinger af den
oppegående tvangsfiksering, som efter gældende regler
skal ske en gang i døgnet, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at
Sikringsafdelingen afhængig af patientens sygdom med passende
intervaller (dog som minimum én gang om måneden) skal
vurdere, om der fortsat er indikation for at anvende
oppegående tvangsfiksering. Der skal revurderes oftere, hvis
patientens kliniske tilstand kræver det.
Sundhedsstyrelsen anbefaler endvidere, at det
gældende krav om, at en ekstern psykiater skal tilse
patienter før et Rådsmøde, eller at patienten
skal tilses af en ekstern psykiater, hvis oppegående
tvangsfiksering har varet i længere tid end én uge,
bortfalder.
Ifølge Sundhedsstyrelsens
evalueringsrapport om ordningen har patienternes tilstand gennem
årene stort set været uændret for 4 patienters
vedkommende, og Rådet har kunnet give tilladelse til
oppegående tvangsfiksering i forbindelse med alle
Sikringsafdelingens ansøgninger hvert halve år.
Sikringsafdelingens gentagne ansøgninger hvert halve
år, vurderes ifølge Sundhedsstyrelsen ikke at bidrage
med væsentligt nyt i forhold til, hvad der registreres
løbende i forbindelse med patientbehandlingen. Der har
gennem årene været sammenfald i patientvurderingerne
fra de eksterne psykiatere og fra Rådets psykiatere. Disse
vurderinger svarer også til Sikringsafdelingens egne
vurderinger. På den baggrund er det Sundhedsstyrelsens
opfattelse, at der ikke er behov for, at patienterne vurderes
så ofte og af så mange forskellige psykiatere.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at
Sikringsafdelingen som noget nyt kan iværksætte
oppegående tvangsfiksering, hvis der findes indikation for
det, samtidig med at Sikringsafdelingen ansøger
Sundhedsstyrelsen om tilladelse. Formålet skal være at
forebygge, at en patient evt. kan være bæltefikseret i
ventetiden på Rådets beslutning.
Endvidere anbefaler Sundhedsstyrelsen, at
Sundhedsstyrelsen/Rådet som noget nyt én gang om
året skal besøge Sikringsafdelingen og tilse de
patienter, der er eller i året forud har været under
oppegående tvangsfiksering.
Sundhedsstyrelsens argument for de
ovenstående anbefalinger er, at patienternes tilstand gennem
årene stort set har været uændret for de fire
patienters vedkommende, og Rådet har kunnet give tilladelse
til oppegående tvangsfiksering i forbindelse med alle
Sikringsafdelingens ansøgninger hvert halve år.
Sundhedsstyrelsen vurderer, at Sikringsafdelingens gentagne
ansøgninger hvert halve år ikke bidrager med
væsentlig nyt i forhold til, hvad der registreres
løbende i forbindelse med patientbehandlingen.
Der har gennem årene været
sammenfald i patientvurderingerne fra de uvildige
speciallæger i psykiatri og fra Rådets psykiatere.
Disse vurderinger svarer også til Sikringsafdelingens egne
vurderinger. Sundhedsstyrelsen vurderer på den baggrund, at
vurderingerne fra de uvildige speciallæger i psykiatri ikke
har bidraget med væsentligt nyt. På den baggrund er det
Sundhedsstyrelsens opfattelse, at der ikke er behov for, at
patienterne vurderes så ofte og af så mange forskellige
psykiatere.
Sundhedsstyrelsen peger på, at den
foreslåede model er mindre administrativt krævende og
samtidig sikrer, at der føres et grundigt tilsyn med
patienterne. Efter den foreslåede model skal patienterne ikke
vurderes af en ekstern psykiater uden for Rådet, men
udelukkende af eksterne psykiatere fra Rådet.
Sundhedsstyrelsen vurderer, at Rådet med den foreslåede
model vil komme til at fungere mere effektivt i vurderingen af
patienterne.
Samtidig påpeger Sundhedsstyrelsen, at
den foreslåede model sikrer, at patienterne tilbagevendende
tilses af eksterne psykiatere fra Rådet samt af det samlede
Råd, herunder Sundhedsstyrelsen. Ved det årlige tilsyn
skal det vurderes, om patientbehandlingen er gennemført med
omhu og samvittighedsfuldhed, og om psykiatriloven er
overholdt.
Sundhedsstyrelsen påpeger endvidere, at
modellen tilgodeser, at tilladelse til at anvende oppegående
tvangsfiksering vurderes af et uvildigt Råd med forskellige
kompetencer. Samtidig er det væsentligt, at den samlede
ressourceanvendelse i form af personaletimer er mere
hensigtsmæssig, da evalueringen har vist, at det
administrative arbejde samt omfanget og formen af patientvurdering
i den nuværende ordning ikke er nødvendig ud fra et
sundhedsfagligt eller patientrettighedsmæssigt
perspektiv. Sundhedsstyrelsen vurderer derfor, at der med modellen
vil kunne frigøres personaletid til aktiviteter med mere
sundhedsfaglig relevans for patienterne.
Sundhedsstyrelsen anfører, at
oppegående tvangsfiksering har vist sig som et vigtigt middel
til at vedligeholde og udvikle patienternes fysiske og psykiske
helbred, men da det er en tvangsforanstaltning, er der behov for,
at ordningen vurderes af en uvildig instans med forskellige
kompetencer. I forsøgsperioden har det været muligt
for Rådet at drøfte patientbehandlingen med
Sikringsafdelingen undervejs i forløbet. Især den
medicinske behandling har løbende været
drøftet. Rådet har også initieret, at patienter
er blevet vurderet på ny af neurologer samt, at to patienter
fik foretaget en medicinsk second opinion. Derfor vurderer
Sundhedsstyrelsen, at der fortsat er behov for, at Rådet og
Sundhedsstyrelsen vurderer ordningen med oppegående
tvangsfiksering.
3.5.3. Den
foreslåede ordning
Forslaget vil medføre, at der fortsat
bliver hjemmel til anvendelse af oppegående tvangsfiksering
på Sikringsafdelingen.
Med forslaget ophæves kravet i § 18
c, stk. 5, om, at ansøgningen til Sundhedsstyrelsen skal
indeholde en erklæring fra en uvildig speciallæge i
psykiatri.
Anvendelse af oppegående tvangsfiksering
bør alene kunne ske på baggrund af en tilladelse fra
Sundhedsstyrelsen. Derfor foreslås det, at Sikringsafdelingen
får mulighed for samtidig med, at der indgives
ansøgning til Sundhedsstyrelsen om oppegående
tvangsfiksering, at søge om Sundhedsstyrelsens tilladelse
til at anvende oppegående tvangsfiksering i
ansøgningsperioden, såfremt det skønnes
nødvendigt af hensyn til patientens psykiske og legemlige
tilstand.
Derudover vil forslaget medføre, at
bestemmelsen i § 18 c, stk. 6, om, at tilladelsen kun gives
for 6 måneder ad gangen, ophæves, Det vil
medføre, at en tilladelse gælder, indtil
Sikringsafdelingen ophæver den oppegående
tvangsfiksering, eller Sundhedsstyrelsen ved sit årlige
tilsyn, jf. forslaget til § 1, nr. 15, vurderer, at den
oppegående tvangsfiksering skal ophæves.
Endelig vil forslaget medføre, at
revurderingen af den oppegående tvangsfiksering, der i
henhold til § 21, stk. 7, skal foretages én gang i
døgnet, fremover skal ske med passende intervaller og mindst
én gang om måneden, og beslutningen om fortsat
oppegående tvangsfiksering skal indgå i
behandlingsplanen, som, jf. psykiatrilovens § 3, stk. 3, skal
opstilles for patienten.
Sundhedsstyrelsens evaluering af ordningen om
oppegående tvang viser, at et antal patienter oplever, at
ordningen med oppegående tvangsfiksering har gavnet dem.
Sundhedsstyrelsens evaluering peger i retning
af, at de formelle krav kan lempes, uden at det forringer
patienternes retssikkerhed. Sundhedsstyrelsens argument for denne
lempelse er, at patienternes tilstand gennem den 4-årige
prøveperiode stort set har været uændret for de
fire patienters vedkommende, og Rådet har kunnet give
tilladelse til oppegående tvangsfiksering i forbindelse med
alle Sikringsafdelingens ansøgninger hvert halve år.
Patienternes sygdom er ofte af kronisk karakter med mindre udsving
i sygdomsintensiteten. Som følge heraf er det
Sundhedsstyrelsens vurdering, at der ikke er faglig begrundelse
for, at Sikringsafdelingens læger dagligt skal vurdere, om
der er indikation for, at patienten kan anvende oppegående
tvang.
Hensigten med afskaffelse af de daglige
revurderinger kan endvidere efter ministeriets vurdering være
en fordel for patienterne, idet de ikke dagligt skal bekymre sig
om, hvorvidt de fortsat kan få lov til at være i
oppegående tvangsfiksering. Ministeriet skal i den
forbindelse fremhæve, at alternativet til oppegående
tvang er tvangsfiksering eller isolation.
Det er ministeriets vurdering, at
Sundhedsstyrelsens anbefaling om ophævelse af
6-månedersreglen og bortfald af kravet om daglige
revurderinger ikke medfører en forringelse af patienternes
retssikkerhed. Baggrunden for denne vurdering er som nævnt
ovenfor, at oppegående tvangsfiksering bruges som et
alternativ til isolation på egen stue og tvangsfiksering,
hvor patienten er fastspændt til en seng. I henhold til
psykiatrilovens § 21, stk. 1, har overlægen til
stadighed ansvaret for, at oppegående tvangsfiksering og
andre tvangsforanstaltninger ikke anvendes i videre omfang end
nødvendigt. Oppegående tvangsfiksering kan bruges
dagligt eller med flere dages mellemrum alt efter, om patientens
tilstand muliggør ophold i fællesarealerne. Det giver
derfor mening, at overlægen kan træffe beslutning om,
at isolation og/eller tvangsfiksering i givne situationer
kortvarigt kan erstattes med oppegående tvangsfiksering i
løbet af fx den følgende måned. Som ved alle
andre tvangsformer skal den oppegående tvangsfiksering
ophøre straks, når lægen har vurderet, at
kriterierne for den pågældende tvangsforanstaltning
ikke længere er til stede. Patienten eller dennes
bistandsværge eller patientrådgiver kan til enhver tid
klage over overlægens beslutning om, at der kan anvendes
oppegående tvangsfiksering.
3.6.
Udvidede muligheder for åbning og kontrol af post,
undersøgelse af patienters ejendele og patientstuer samt
kropsvisitation
3.6.1.
Gældende ret
Det fremgår af psykiatrilovens § 19
a, at overlægen ved begrundet mistanke om, at medikamenter,
rusmidler eller farlige genstande er blevet eller vil blive
forsøgt indført til patienten, kan beslutte,
1. at patientens
post skal åbnes og kontrolleres,
2. at patientens
stue og ejendele skal undersøges, eller
3. at der skal
foretages kropsvisitation af patienten. Undersøgelse af
kroppens hulrum er ikke tilladt.
Åbning og kontrol af patientens post og
undersøgelse af patientens stue samt ejendele skal så
vidt muligt foretages i patientens nærvær, jf. stk. 2.
Derudover kan overlægen, jf. stk. 3, beslutte, at
medikamenter, rusmidler og farlige genstande, som bliver fundet ved
indgreb efter stk. 1, skal beslaglægges. Overlægen kan
overlade det til politiet at afgøre, om medikamenter,
rusmidler og farlige genstande besiddes i strid med den almindelige
lovgivning, herunder lovgivningen om euforiserende stoffer og
lovgivningen om våben m.v. Politiet kan beslutte, om disse
medikamenter, rusmidler og genstande skal destrueres.
Det fremgår af bemærkningerne til
bestemmelsen jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, s. 4213
f., at hensynet bag bestemmelsen er, at der skal være
mulighed for at forhindre, at patienten er eller kommer i
besiddelse af medikamenter, rusmidler eller farlige genstande, som
kan udgøre en fare for patienten selv eller andre. Der kan
endvidere være tale om fx rusmidler og medikamenter, som kan
have en negativ indflydelse på patientens behandling.
Det fremgår endvidere, at
overlægen kan beslutte, at de pågældende indgreb
skal foretages ved begrundet mistanke
om, at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande aktuelt er
blevet eller vil blive forsøgt indført til patienten.
Det skal anføres i journalen, hvilke konkrete forhold
mistanken bygger på. Den omstændighed, at patienten fx
har en kendt misbrugshistorie, er ikke i sig selv
tilstrækkelig til at opfylde kravet om en begrundet mistanke
om, at patienten aktuelt er i besiddelse af rusmidler. Der skal
endvidere være tale om en individuel vurdering af
sandsynligheden for, at patienten er i besiddelse af de
pågældende genstande m.v. Der kan således ikke
etableres faste rutiner på afdelingen, hvorefter de
pågældende foranstaltninger generelt foretages i
forhold til samtlige eller en gruppe af de indlagte patienter.
Det kan efter bestemmelsen undersøges,
om patienten er i besiddelse af medikamenter, rusmidler eller
farlige genstande. Der kan være tale om genstande eller
midler, der kan udgøre en fare for patienten selv, fx
selvmordstruede patienter, eller andre, hvis de findes på
afdelingen. Der kan fx være tale om knive eller andre
våben, men der kan også være tale om genstande,
som normalt vil blive betragtet som ufarlige, fx
værktøj, nåle, glasflasker m.v. Af rusmidler
omfattet af bestemmelsen kan fx nævnes alkohol og narkotiske
stoffer. Medikamenter omfattet af bestemmelsen kan i princippet
være alle former for medicin, både receptpligtig
medicin og håndkøbsmedicin.
Hjemlen til at åbne og kontrollere
patientens post for de i bestemmelsen nævnte objekter
indebærer, at både breve og pakker kan
undersøges. Posten kan alene undersøges for, om de i
bestemmelsen nævnte genstande, medikamenter og rusmidler
findes i posten. Der er derimod ikke hjemmel til at læse det
skriftlige indhold i posten. Kun forsendelser til patienten er
omfattet af bestemmelsen, hvorimod breve og pakker, som patienten
sender, ikke er omfattet.
En beslutning om undersøgelse af stue
og ejendele omfatter for eksempel undersøgelse af skabe og
skuffer på stuen, men også patientens personlige tasker
og andre ejendele kan med hjemmel i denne bestemmelse
undersøges.
Med hensyn til kropsvisitation af patienten
fremgår det, at undersøgelse af kroppens hulrum ikke
er tilladt, hvilket også omfatter mundhulen.
Undersøgelse af kroppens hulrum ved fx en
endetarmsundersøgelse er så indgribende en
foranstaltning, at dette ikke skal være muligt indenfor
rammerne af psykiatriloven. Disse undersøgelser kan
foretages på frivillig basis i behandlingsøjemed.
Undersøgelse af armhulerne er ikke omfattet af
begrænsningen i andet led. Mindste middel princippet, jf.
§ 4, skal iagttages i forbindelse med kropsvisitation af
patienten, hvilket bl.a. indebærer, at indgrebet skal
udføres så skånsomt som muligt og med
størst muligt hensyntagen til patienten, således at
der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.
3.6.2.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses overvejelser om udvidede
muligheder for åbning og kontrol af post, undersøgelse
af patienters ejendele og patientstuer samt kropsvisitation
Som beskrevet i afsnit 2.3. fremgår det
af Danske Regioners rapport om retspsykiatri, at forekomsten af
narkotika er et stort problem på de psykiatriske afdelinger,
samt at indsatsen mod stoffer fylder meget i afdelingernes daglige
arbejde. Det forekommer også, at der forefindes våben
eller andre farlige genstande på afdelingerne.
Det fremgår endvidere af rapporten, at
misbrug har en række negative konsekvenser for både
patienter og personale. Patienten bliver ofte psykisk
dårligere, udviser ofte en uhensigtsmæssig
adfærd, og miljøet på afdelingen bliver mere
råt. Derudover bliver nogle patienter aggressive og farlige
under påvirkning af stoffer, og generelt modvirker stofferne
selve behandlingen.
På den baggrund anbefales det i
rapporten, at adgangen til at gennemføre
undersøgelser af patientstuer i henhold til psykiatrilovens
§ 19 a lempes, samt at dette bør gælde alle
psykiatriske afdelinger og ikke kun i retspsykiatrien.
Det kan således udledes af rapporten, at
forekomsten af narkotika på afdelingerne udgør et
voldsomt problem såvel behandlingsmæssigt som
sikkerhedsmæssigt. Dertil kommer, at alkohol- og stofmisbrug
er en faktor, der betragteligt øger risikoen for selvmord
blandt psykiatriske patienter. Disse faktorer taler for at lempe
betingelserne i § 19 a, så patienternes
behandlingsforløb bliver så godt som muligt, når
afdelingerne får bedre muligheder for at forhindre
forekomsten af bl.a. rusmidler på afdelingerne.
Også Regeringens Psykiatriudvalg finder
i sin rapport fra 2013, at det af hensyn til sikkerheden for
såvel patienter som personale er et problem, at der er stor
forekomst af rusmidler på de psykiatriske afdelinger og
anbefaler, at de psykiatriske afdelinger får den
nødvendige hjemmel til at sikre, at rusmidler og farlige
genstande holdes ude af afdelingerne.
I England og Wales er der blevet forsket i
forekomsten af rusmidler på psykiatriske afdelinger og mulige
løsninger. Det fremgår af en artikel om
rusmiddelmisbrug på psykiatriske afdelinger i tidsskriftet
The Psychiatrist, at rusmidlerne kan
have alvorligt skadelige virkninger for de enkelte patienter og
have foruroligende konsekvenser for afdelingerne som helhed. Det
kan føre til konflikter mellem såvel personale og
patienter som mellem patienterne, og det kan skade den fysiske
sikkerhed for patienter og personale.
Der peges i artiklen på følgende
konsekvenser af psykiatriske patienters misbrug (i forhold til de
patienter, der alene har en psykiatrisk diagnose):
? det kan
medføre, at den medicinske behandling ikke gavner,
? der er markant
øget risiko for, at behandlingen ikke overholdes,
? der er markant
øget risiko for tilbagefald,
? der er
øget risiko for aggressiv og asocial adfærd,
? det kan fordoble
antal indlæggelsesdage,
? det øger
risikoen for at begå drab.
Ministeriet har på baggrund af
ovenstående overvejet mulighederne for at ændre §
19 a. Det bemærkes i den forbindelse, at der fx ikke
fremgår et krav om begrundet mistanke i
straffuldbyrdelseslovens regler om indgreb over for indsatte i
fængslerne, når det drejer sig om undersøgelse
af indsattes ejendele i cellen eller undersøgelse med
henblik på at afdække, hvilke effekter den indsatte er
i besiddelse af på sin person (heri indgår ikke
undersøgelse af legemets hulrum). Det fremgår
således af denne lovs § 60, at institutionen kan
undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin besiddelse i
sit opholdsrum eller på sin person, hvis en sådan
undersøgelse er nødvendig for at sikre, at
ordensbestemmelser overholdes eller sikkerhedshensyn iagttages.
Det er ministeriets vurdering, at hensynet til
patienternes behandling samt patienternes og personalets sikkerhed
taler for, at regionerne bør have mulighed for i
højere grad at kunne begrænse forekomsten af
medikamenter, rusmidler og farlige genstande på de
psykiatriske afdelinger.
En begrænsning i forekomsten af
medikamenter, rusmidler og farlige genstande kan efter ministeriets
vurdering opnås ved at give overlægen mulighed for at
foretage de i den gældende § 19 a nævnte
undersøgelser m.v., uden at skulle opfylde kravet om
begrundet mistanke. Ministeriet vurderer med henvisning til
anbefalingerne i rapporten om retspsykiatri, at en sådan
ændring bør gælde alle psykiatriske afdelinger
og ikke kun for eksempel retspsykiatriske afdelinger.
Efter ministeriets vurdering bør
ændringen omfatte alle elementer i bestemmelsen, herunder
kropsvisitation, hvis ændringen skal have en reel betydning
for afdelingernes mulighed for at begrænse indførelse
og forekomst af rusmidler, og dermed bl.a. muligheden for at
øge sikkerheden i afdelingerne generelt. Det er hensigten,
at en sådan ændring skal medvirke til at forebygge de
alvorlige konsekvenser, der kan være af patienters misbrug,
herunder øget risiko for at blive udsat for tvang.
Det bør efter ministeriets vurdering
fortsat ikke være muligt at undersøge kroppens hulrum,
idet sådanne indgreb er særligt
grænseoverskridende, hvis de foretages uden patientens
samtykke.
Ministeriet vurderer i øvrigt, at det
er hensigtsmæssigt også i psykiatrilovens § 19 a
at præcisere, at indgreb efter bestemmelsen kan foregå
uden retskendelse. Det bemærkes i den forbindelse, at lov nr.
442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse
af tvangsindgreb og oplysningspligter vil finde anvendelse på
de pågældende indgreb. Grundlovens hovedregel om, at et
indgreb kræver retskendelse, kan fraviges ved en
lovbestemmelse, der udtrykkeligt fastsætter, at det
pågældende indgreb kan foretages »uden
retskendelse«. Det er imidlertid antaget, at en undtagelse
til grundlovens hovedregel også kan støttes på
en fortolkning af loven, jf. Danmarks Riges Grundlov med
kommentarer, redigeret af Henrik Zahle, (2. udgave), 2006, side
460).
For så vidt angår nyere lovgivning
fremgår det af Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet,
at fravigelse af kravet om retskendelse bør fremgå
udtrykkeligt af lovteksten.
3.6.3. Den
foreslåede ordning
Med forslaget til § 19 a gives der
hjemmel til, at overlægen ved mistanke om, at der er
medikamenter, rusmidler eller farlige genstande i afdelingen, med
henblik på at sikre at disse ikke er blevet indført
eller vil blive forsøgt indført til en eller flere
patienter i afdelingen, uden retskendelse kan beslutte:
1. at en patients
post skal åbnes og kontrolleres,
2. at en patients
stue og ejendele skal undersøges, eller
3. at der skal
foretages kropsvisitation af en patient.
Forslaget medfører således, at
kravet om »begrundet mistanke« bortfalder.
Formålet med forslaget er at begrænse forekomsten af
medikamenter, rusmidler og farlige genstande på de
psykiatriske afdelinger af hensyn til patienternes
behandlingsmuligheder samt sikkerheden for såvel patienter
som personale, herunder at forhindre, at patienter begår
personfarlig kriminalitet under indlæggelsen. Formålet
er endvidere at nedbringe anvendelsen af tvang, idet patienter
under indflydelse af rusmidler bl.a. har øget risiko for at
blive udsat for tvang.
Med forslaget kommer det til at fremgå
udtrykkeligt af lovteksten, at de indgreb, der kan foretages efter
bestemmelsen, kan ske uden retskendelse.
Med forslaget udgår den gældende
bestemmelses stk. 3, 3. pkt., hvorefter politiet kan beslutte, at
medikamenter, rusmidler og genstande, der er i strid med den
almindelige lovgivning, kan destrueres, idet denne bestemmelse
vurderes at være overflødig. De ulovlige midler og
genstande, som politiet får overdraget fra overlægen,
vil kunne destrueres m.v. efter de almindelige regler, der
gælder for politiets håndtering af sådanne
effekter.
Forslaget medfører ikke en
ændring i den gældende regel i stk.1, nr. 3, om, at
kropsvisitation ikke omfatter undersøgelse af kroppens
hulrum, samt den gældende regel i stk. 2 om, at åbning
og kontrol af patientens post og undersøgelse af patientens
stue samt ejendele så vidt muligt skal foretages i patientens
nærvær.
Det er med bestemmelsen alene hensigten, at
patientens post kan åbnes med henblik på kontrol af, om
posten indeholder medikamenter, rusmidler eller farlige genstande.
Bestemmelsen indeholder således ikke hjemmel til at
læse patientens post.
For så vidt angår kropsvisitation
af patienten skal denne så vidt muligt foretages af en person
af eget køn.
Det er med forslaget ikke hensigten, at der
med henvisning til bestemmelsen kan foretages rutinemæssige
undersøgelser på afdelingen i forhold til samtlige
eller en gruppe af de indlagte patienter. Der skal foreligge en
mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande på afdelingen.
Mistankebegrebet vil blive beskrevet
nærmere i bekendtgørelse om undersøgelse af
post, patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt
beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v.
på psykiatrisk afdeling, som justeres i forhold til det
fremsatte forslag.
3.7. Tvungen
opfølgning efter udskrivning
3.7.1.
Gældende ret
Det er i § 13 d, stk. 1, fastsat, at
overlægen inden patientens udskrivning kan træffe
beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning, hvis der
på baggrund af den aktuelle indlæggelse findes at
være en begrundet formodning om og nærliggende risiko
for, at patienten efter udskrivning vil ophøre med at
følge den behandling, der er nødvendig for patientens
helbred, og
1) patienten i de
seneste 3 år forud for den aktuelle indlæggelse er
blevet tvangsindlagt mindst tre gange,
2) patienten i de
seneste 3 år forud for den aktuelle indlæggelse i
mindst ét tilfælde har undladt at følge den
behandling, der er anført i en udskrivningsaftale eller
koordinationsplan,
3) patienten i
forbindelse med den aktuelle indlæggelse blev tvangsindlagt
eller tvangstilbageholdt, og
4) patienten inden
for det sidste halve år forud for den aktuelle
indlæggelse har været ordineret opsøgende
behandling ved et udgående psykiatriteam, men har undladt at
følge den ordinerede medicinske behandling.
Overlægens beslutning om tvungen
opfølgning efter udskrivning kan, jf. § 13 d, stk. 2,
alene indeholde et pålæg til patienten om at
møde op til medicinering i det psykiatriske
sygehusvæsen.
Hvis patienten ikke møder op til
medicinering, kan overlægen, jf. § 13 d, stk. 3,
beslutte, at patienten skal afhentes af politiet og bringes til
tvangsmedicinering på en psykiatrisk afdeling. Der skal ved
afhentningen være en sundhedsperson til stede. Medicineringen
af patienten kan i disse tilfælde alene foregå på
en psykiatrisk afdeling.
Det er i § 13 d, stk. 4, fastsat, at der
ved medicinering i forbindelse med den tvungne opfølgning
efter udskrivning skal anvendes lægemidler, for hvilke
overlægen kender patientens reaktion, herunder eventuelt i
depotform.
En beslutning om tvungen opfølgning
efter udskrivning kan, jf. § 13 d, stk. 5, være
gældende i indtil 3 måneder efter udskrivning af
patienten. Endelig er det i § 13 d, stk. 6, fastsat, at
overlægen, hvis der er en begrundet formodning om og
nærliggende risiko for, at patienten ved
3-måneders-periodens udløb, jf. stk. 5, vil
ophøre med at følge den behandling, der er
nødvendig for patientens helbred, kan træffe
beslutning om, at den tvungne opfølgning efter udskrivning
forlænges i indtil 3 måneder ad gangen, dog
således at patienten maksimalt kan være undergivet
tvungen opfølgning efter udskrivning i 12 måneder.
3.7.2.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses overvejelser om tvungen
opfølgning efter udskrivning
Tvungen opfølgning efter udskrivning
blev indført den 1. oktober 2010 ved lov nr. 533 af 26.maj
2010 om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
og lov om rettens pleje. Det er i lovens § 4 fastsat, at
ministeren for sundhed og forebyggelse efter en
forsøgsperiode på 4 år med tvungen
opfølgning efter udskrivning fremsætter forslag om
revision af loven i folketingsåret 2014-15.
I overensstemmelse med bemærkningerne
til ændringslov nr. 533 af 26. maj 2010 om tvungen
opfølgning efter udskrivning har Sundhedsstyrelsen fulgt
ordningen tæt. Til det formål blev der nedsat en bredt
sammensatte følgegruppe. Det fremgår af
bemærkningerne, at Sundhedsstyrelsen efter perioden 2010-2013
udarbejder en redegørelse, som vil blive fremsendt til
Folketingets Sundhedsudvalg og Tilsynet i henhold til grundlovens
§ 71. Endelig fremgår det, at de erfaringer, der
indhøstes i forbindelse med undersøgelsen, vil blive
anvendt til eventuelle justeringer af bestemmelsen, når
lovændringen revideres i folketingsåret 2014-2015.
3.7.2.1.
Sundhedsstyrelsens evaluering af tvungen opfølgning efter
udskrivning
Evalueringen, som omfatter i alt 30 patienter,
har vist, at patienterne, der er under tvungen opfølgning,
er tvangsindlagt i færre dage og sammenlagt udsættes
for færre øvrige tvangsforanstaltninger end
tidligere.
Journalgennemgangen viser, at et stabilt
behandlingsforløb er med til at modvirke indlæggelse.
For nogle af de patienter, der har været behandlet i mange
måneder (op til 12 måneder) uden at være indlagt,
har det i flere tilfælde vist sig, at patienterne har taget
den ordinerede medicin frivilligt gennem flere måneder efter
ophør af tvungen opfølgning. Journalgennemgangen
viser også, at de patienter, der ikke ønsker at have
kontakt med det udgående/opsøgende psykiatriteam, og
som ophører med den medicinske behandling, oftere har en
dårligere sygdomsprognose end andre patienter. Efter en
kortere eller længere periode uden medicin bliver patienterne
ofte tiltagende mere psykotiske, kan ikke længere klare sig
selv eller er evt. til fare for andre, hvorfor de må
indlægges til behandling, ofte med tvang.
Ordningen vurderes meget forskelligt
afhængig af, om patienter eller behandlere spørges.
Gennemgående er patienternes oplevelse af ordningen
negativ, da patienterne ikke opfatter sig som syge og derfor
oplever det som forkert og som et overgreb at skulle tage den
ordinerede medicin. En patient har imidlertid angivet at være
meget glad for sin kontaktperson, hvad der gjorde, at vedkommende
fortsatte med at tage den ordinerede medicin efter ordningens
ophør. Fra journalgennemgangen fremgår det, at to af
patienterne kunne se, at de havde haft en gavnlig effekt af
behandlingen.
Omvendt mener det behandlende personale
generelt, at tvungen opfølgning har en positiv effekt i
langt de fleste tilfælde. Personalet mener, at ordningen er
nødvendig, såfremt man skal fastholde en lille gruppe
af svært psykisk syge med medicinsvigt i et
længerevarende behandlingsforløb. Personalet har
også nævnt, at den maksimale varighed af tvungen
opfølgning på 12 måneder synes at være for
kort, fordi det kræver lang tid for denne patientgruppe at
komme ind i et stabilt behandlingsforløb. Samtidig peger de
på nogle ulemper ved ordningen, der beskrives i afsnittet
nedenfor.
Der er kun få
pårørendetilkendegivelser i journalerne, og nogle af
dem har oplyst, at de kan mærke, at medicinen har været
gavnlig for patienten.
Patientperspektivet er sparsomt belyst trods
en omfattende indsats for at få de pågældende i
tale, da de fleste patienter enten var for syge/dårlige til
at deltage i et interview eller ikke ønskede at deltage. Kun
fire patienter deltog i interviewundersøgelsen.
Evalueringen har vist, at seks patienter blev
afhentet af politiet hver gang, de skulle have deres depotmedicin.
Sundhedsstyrelsen påpeger, at hvis en patient gentagne gange
skal afhentes af politiet, skal lægen overveje om ordningen
er egnet for patienten, eller om patienten skal have anden
behandling, for eksempel indlæggelse.
Sundhedsstyrelsen har fundet, at de
psykiatriske afdelingers kendskab til behandlingen af patienter med
tvungen opfølgning i en række sammenhænge har
været mangelfuld.
3.7.2.2.
Sundhedsstyrelsens anbefalinger
Sundhedsstyrelsens overordnede vurdering er,
at der på baggrund af et lille datagrundlag og de indhentede
erfaringer med ordningen, ikke kan konkluderes entydigt i forhold
til ordningens virkning.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at
forsøgsperioden forlænges, så det bliver muligt
at udbygge datagrundlaget for en endelig vurdering af ordningen,
herunder ikke mindst belysningen af patienternes oplevelse af
ordningen.
Derudover anbefaler styrelsen, at der i
tillæg til de nuværende fem kriterier for at anvende
tvungen opfølgning efter udskrivning indføres et 6.
kriterium om, at patienten er stabiliseret behandlingsmæssigt
i den aktuelle indlæggelse/forud for udskrivelse til tvungen
opfølgning.
Det er ministeriets vurdering, at der ikke er
behov for at indføre et sådant nyt kriterium, idet det
er en konkret lægefaglig vurdering, om en patient er
stabiliseret behandlingsmæssigt. Det fremgår af
bemærkningerne til lov nr. 533 af 26. maj 2010 om tvungen
opfølgning efter udskrivning, at det er forudsat, at
patienter, der udskrives til tvungen opfølgning efter
udskrivning, er i et stabilt behandlingsforløb, samt at
beslutningen om at etablere tvungen opfølgning efter
udskrivning ikke må føre til, at patienten udskrives
tidligere, end patienten ville være blevet, såfremt
muligheden for at etablere tvungen opfølgning efter
udskrivning ikke var til stede. Ministeriet vurderer på den
baggrund, at Sundhedsstyrelsen i vejledningen om bl.a. tvungen
opfølgning efter udskrivning skal indarbejde og
præcisere disse bemærkninger.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at det
tydeliggøres i loven, at tvungen opfølgning efter en
udskrivning kan iværksættes på ny, hvis de fem
kriterier for at iværksætte tvungen opfølgning
fortsat er til stede. Det vil fx. sige, at der ikke kræves
tre nye tvangsindlæggelser.
I den forbindelse kan ministeriet oplyse, at
det ligger implicit i bestemmelsen om tvungen opfølgning
efter udskrivning, at der ikke er krav om tre nye
tvangsindlæggelser for patienter, der har været under
tvungen opfølgning efter udskrivning. Det er på den
baggrund ministeriets vurdering, at dette bør
tydeliggøres i bemærkningerne til dette lovforslag,
samt at det skal præciseres i Sundhedsstyrelsens vejledning
på området.
Det er ministeriets vurdering, at der generelt
er behov for præcisering af reglerne i Sundhedsstyrelsens
vejledning på området. Vejledningen vil blive revideret
i overensstemmelse hermed efter lovforslagets vedtagelse.
Sundhedsstyrelsens gennemgang af de anvendte
udskrivningsaftaler/ koordinationsplaner har vist, at der er
forskel på kvaliteten af aftalerne. Nogle er meget
udførlige og detaljerede, mens andre er summariske.
Sundhedsstyrelsen foreslår på den baggrund, at der
bliver sat fokus på kvaliteten af udskrivningsaftaler/
koordinationsplaner, hvis det vælges at forlænge
ordningen.
Det er ministeriets vurdering, at også
dette kan adresseres i Sundhedsstyrelsens vejledning på
området.
3.7.3. Den
foreslåede ordning
Da Sundhedsstyrelsen har vurderet, at der
på baggrund af et for lille datagrundlag og de dermed
få indhentede erfaringer med ordningen, ikke kan konkluderes
entydigt i forhold til ordningens virkning, foreslås
forsøgsperioden med tvungen opfølgning efter
udskrivning udvidet til yderligere 4 år, hvorefter ministeren
for sundhed og forebyggelse fremsætter forslag om revision af
loven i folketingsåret 2018-19.
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Forslaget om en justering af
mindreåriges retsstilling forventes ikke at ville
medføre betydelige merudgifter for regionerne. Det samme
gælder forslaget om en ny formålsbestemmelse samt
forslaget om indhentelse af forhåndserklæringer.
Regionerne har ansvaret for at drive sygehusvæsenet, og
derfor påhviler det allerede i dag regionerne at sikre, at
behandlingen af de psykiatriske patienter sker i overensstemmelse
med den foreslåede formålsbestemmelse og bestemmelsen
om forhåndserklæringer.
Forslaget om fremrykning af de eksterne
lægelige tilsyn med tvangsfikserede patienter fra 48 timer
til 24 timer vil have økonomiske konsekvenser for
regionerne. Dette opvejes dog af den mindreudgift, der
opnås i forhold til forslaget om at reducere antallet af
tilsyn med den tvangsfikserede patient fra 4 gange i døgnet
til 3 gange i døgnet.
Forslaget om, at beslutning om tvangsfiksering
skal træffes af overlægen, vurderes ikke at få
økonomiske konsekvenser af betydning for det offentlige,
idet der samtidig er stillet forslag om mulighed for, at en
læge i overlægens fravær kan træffe
beslutningen, som ved førstkommende lejlighed skal godkendes
af overlægen.
Endvidere forventes forslaget om en
revurdering efter henholdsvis 48 timer og på 4. dagen ikke at
ville medføre betydelige merudgifter for regionerne.
Lovforslaget skønnes ikke i
øvrigt at medføre økonomiske eller
administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.
5.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
mv.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
6.
Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative
konsekvenser for borgerne.
7.
Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser.
8. Forhold
til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
9.
Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslaget har i perioden fra
den 11. juli til den 29. august 2014 været sendt i
høring hos følgende myndigheder, organisationer m.v.:
Bedre Psykiatri - Landsforeningen for pårørende, Dansk
Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening, Dansk Selskab for
Almen Medicin, Dansk Selskab for Distriktspsykiatri, Dansk
Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Danske
Fysioterapeuter, Danske Handicaporganisationer, Danske Regioner,
Den Danske Dommerforening, Det Centrale Handicapråd, Det
Etiske Råd, Det Sociale Netværk,
Dommerfuldmægtigforeningen, Ergoterapeutforeningen, FOA,
Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen af Socialchefer i
Danmark, Galebevægelsen, Institut for Menneskerettigheder,
KL, Landsforeningen Af nuværende og tidligere
Psykiatribrugere, Landsforeningen af Patientrådgivere og
Bistandsværger, Landsforeningen Sind, Lægeforeningen,
Patientombuddet, Psykiatrifonden, Region Hovedstaden, Region
Sjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland, Region
Nordjylland, Retspolitisk Forening, Rådet for Socialt
Udsatte, Socialpædagogernes Landsforbund,
Statsforvaltningen.
| | | 10. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser / mindreudgifter | Negative konsekvenser / merudgifter | Økonomiske konsekvenser for det
offentlige, stat, kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for det
offentlige, stat, kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Miljømæssige konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
(Lov om anvendelse af tvang i
psykiatrien)
Til nr. 1
(§ 1, stk. 1)
Udgangspunktet i sundhedsvæsenet,
herunder i forhold til indlæggelse, ophold og behandling
på psykiatrisk afdeling, er, at det er et frivilligt tilbud
til borgerne.
Forslaget vil medføre, at det
indledningsvist i psykiatriloven bliver fastslået, at
indlæggelse ophold og behandling på psykiatrisk
afdeling sker på baggrund af informeret samtykke efter
reglerne i sundhedslovens kapitel 5, med mindre andet følger
af psykiatriloven.
Der henvises til bemærkningerne til
gældende lovs §§ 1 og 2, der er indsat i loven ved
lov nr. 331 af 24. maj 1989.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1.1.
i de almindelige bemærkninger i lovforslaget.
Til nr. 2 (
§ 1, stk. 4-6)
Det er i den gældende lov ikke fastsat,
hvilken retsstilling mindreårige patienter generelt har i
forhold til tvangsanvendelse, herunder i de tilfælde hvor der
foreligger informeret samtykke fra forældremyndighedens
indehaver.
Forslaget vil medføre, at der vil
foreligge tvang i de tilfælde, hvor en 15-17-årig
patient ikke vil give informeret samtykke til indlæggelse,
ophold og behandling, herunder de i psykiatriloven nævnte
tvangstiltag. Det gælder også i de tilfælde, hvor
patienten i henhold til sundhedsloven vil være omfattet af
§ 17, stk. 2, i sundhedsloven.
For mindreårige patienter under 15
år vil forslaget medføre, at der vil foreligge tvang i
henhold til psykiatriloven, hvis der ikke foreligger informeret
samtykke fra forældremyndighedens indehaver.
Mindreårige mellem 15-17 år, der
ikke har givet samtykke til behandlingen og mindreårige under
15 år, hvor forældrene ikke har givet samtykke til
behandlingen vil være omfattet af de retssikkerhedsgarantier,
der er fastsat i psykiatriloven, fx beskikkelse af
patientrådgiver og klageadgang. Patienten og dennes
forældre vil også have ret til en eftersamtale.
Det er imidlertid ikke kun mindreårige
mellem 15-17 år, der vil have ret til en eftersamtale. Med
lovforslaget vil også mindreårige under 15 år,
hvor forældrene har givet samtykke til behandlingen, og
dennes forældrene få tilbudt en opfølgende
samtale efter ophør af indgrebet.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.1.3.
i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede § 1, stk. 5 og stk. 6, svarer til
gældende lovs § 1, stk. 3, bortset fra at der med
lovforslaget ikke længere skal lægges et
modenhedskriterium til grund i en akut situation, hvor
omgående intervention er påkrævet med henblik
på at afværge de i bestemmelsen anførte
følger, og hvor det ikke er muligt at forsøge at
indhente et stedfortrædende samtykke inden
iværksættelsen af den pågældende
foranstaltning. Der henvises endvidere til bemærkningerne til
gældende lovs § 1, stk. 3, der er indsat i loven ved lov
nr. 534 af 8. juni 2006.
Til nr. 3
(§ 2, stk. 1-4)
Der er i den gældende lov ingen
formålsbestemmelse. Med forslaget vil psykiatriloven komme
til at indeholde en formålsbestemmelse.
Den foreslåede § 2, stk. 1, vil medføre, at det
kommer til at fremgå af loven, at formålet med loven er
at sikre, at iværksættelse og gennemførelse af
tvang efter psykiatriloven sker på en forsvarlig måde
og i overensstemmelse med grundlæggende
retssikkerhedsprincipper.
Forslaget vil derudover medføre, at det
kommer til at fremgå, at også i de tilfælde, hvor
indlæggelse, ophold og behandling sker uden patientens
samtykke, skal det ske som led i at understøtte patientens
muligheder for at komme sig. Derudover vil det fremgå, at
formålet med loven endvidere er at sikre, at tvangsanvendelse
efter reglerne i loven tager udgangspunkt i patientens behov og
udføres med respekt for patienten og dennes
værdighed.
Det vil med forslagets § 2, stk. 2, blive understreget, at
tvang aldrig må erstatte omsorg, behandling og pleje.
Forslaget vil med den foreslåede § 2, stk. 3 og 4, endvidere medføre, at det
fastlægges, at patienten, henset til formålet med
indlæggelsen og den enkeltes tilstand, skal have mulighed for
i videst mulige omfang selv at træffe beslutninger, samt at
der skal tages størst mulige hensyn til den enkeltes livssyn
og kulturelle baggrund.
Forslaget skal ses i lyset af den nye ramme og
retning for psykiatrien, som psykiatriudvalget har udstukket, og
som danner den værdimæssige ramme for regeringens plan
for psykiatri.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2. i
de almindelige bemærkninger.
Gældende lovs § 2, stk. 1, som
bliver stk. 5. § 2, stk. 1, blev
indsat i loven ved lov nr. 403 af 26. juni 1998.
Til nr. 4
(§ 3, stk. 3, 1. pkt.)
I den gældende § 3, stk. 3, er det
fastsat, at overlægen har ansvaret for, at der opstilles en
behandlingsplan for enhver, der indlægges på
psykiatrisk afdeling, og at patienten vejledes om planens indhold,
samt at patientens samtykke til dens gennemførelse til
stadighed søges opnået. En kopi af behandlingsplanen
skal udleveres til patienten, medmindre denne frabeder sig
dette.
Formålet med bestemmelsen er at have
dialog med borgeren om behandlingsplanen og dermed øge
mulighederne for borgerens samtykke til planen.
For yderligere at sikre at patienten i videst
mulige omfang inddrages i sin egen behandling, vil der med
forslaget blive ændret i bestemmelsen, således at
patienten skal inddrages og høres om planens indhold i
stedet for blot at blive vejledt om planens indhold. Dermed
deltager patient aktivt i drøftelsen og
tilrettelæggelsen af den langsigtede behandlingsplan.
Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til gældende lovs § 3, stk. 3, som
er indsat ved lov nr. 403 af 26. juni 1998 og lov nr. 534 af 8.
juni 2006.
Til nr. 5
(§ 3, stk. 4-6)
Forslaget skal ses i lyset af den nye ramme og
retning for indsatsen i psykiatrien.
Forslagets § 3, stk.
4, vil medføre, at det fremgår af loven, at
patienten i forbindelse med indlæggelsessamtalen skal
høres om sine personlige ønsker i forhold til
behandlingens form og indhold, herunder hvis anvendelse af tvang
kommer på tale. Hvis det på grund af patientens
tilstand efter en lægefaglig vurdering ikke er muligt at
indhente en sådan forhåndstilkendegivelse ved
indlæggelsen, skal det ske snarest muligt herefter.
Forhåndstilkendegivelsen er ikke
juridisk bindende, men skal så vidt muligt inddrages som
vejledende for overlægens overvejelser om behandling,
også i tilfælde hvor behandling uden samtykke kommer
på tale.
Forslagets § 3, stk.
5, vil endvidere medføre, at det præciseres i
loven, at eventuelle forhåndstilkendegivelser fra patienten
vedrørende dennes behandling under indlæggelsen,
herunder behandling uden samtykke, skal fremgå af
patientjournalen og i videst mulige omfang skal inddrages i
behandlingsplanen.
Begrebet »behandling« skal i denne
bestemmelse forstås bredt, således at det omfatter
undersøgelse, sygdomsbehandling, sundhedsfaglig pleje samt
tvangstiltag i henhold til loven og forebyggelse heraf. Der er
ingen formkrav til en forhåndstilkendegivelse, og den kan
fremsættes på ethvert tidspunkt, uanset om patienten er
indlagt eller ej.
Forhåndstilkendegivelser er vejledende
og kan ikke medføre en fravigelse af psykiatrilovens regler
om anvendelse af tvang.
Med forslagets § 3,
stk. 6, skal der sammen med patienten tages stilling til, om
pårørende eller andre personer i patientens
netværk skal inddrages i behandlingsforløbet.
Netværket bør forstås
bredt, og den enkelte definerer selv, hvem der er vedkommendes
netværk, og om det skal inddrages. En del af netværket
kan fx også være den enkeltes kontaktperson og andre
professionelle, fx i psykiatrien eller på et kommunalt
bosted.
Der skal i øvrigt henvises til afsnit
3.3. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 6
(§ 4, stk. 6)
Med forslaget indføres der en
bestemmelse om, at Sundhedsstyrelsen får hjemmel til at
fastsætte regler om, at mindreårige under 15 år,
hvor forældrene har givet samtykke til et indgreb, får
ret til en eftersamtale. Det samme gælder for forældre,
der har givet samtykke til et indgreb over for en mindreårig
under 15 år.
Eftersamtalen skal være en systematisk
gennemgang og bearbejdning af patientens oplevelser i forbindelse
med udøvelsen af indgrebet. Det er hensigten, at samtalen
skal medvirke til at give den mindreårige og dennes
forældre en større forståelse for årsagen
til, at det i situationen blev vurderet nødvendigt at
foretage indgrebet. Samtalen gennemføres af en kvalificeret
sundhedsperson på den afdeling, hvor indgrebet har fundet
sted.
Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til § 4, stk. 5 i lov nr. 534 af 8. juni
2006, s. 28-29.
Til nr. 7
(§ 4 a, 1. pkt.)
Med forslaget fastsættes det, at
bestemmelsen i § 4 a, hvorefter de anførte beslutninger
i bestemmelsen i overlægens fravær kan træffes af
en anden læge, udvides til også at omfatte
overlægens beslutning om tvangsfiksering eller ophør
af frihedsberøvelse.
Således vil forslaget medføre, at
også beslutningen om, at en frihedsberøvelse skal
ophøre, samt at en patient skal tvangsfikseres, er omfattet
af § 4 a. Overlægen skal i disse tilfælde snarest
muligt tage stilling til beslutningen.
Baggrunden for forslaget er, at det er
overlægen, der efter forslagets § 11, 1. pkt. har
kompetencen til at træffe afgørelse om, hvorvidt
betingelserne for at frihedsberøve er til stede.
Til nr. 8
(§ 11, 1. pkt.)
Det fremgår af § 11, at
frihedsberøvelsen straks skal bringes til ophør,
når betingelserne i lovens § 5 ikke længere er til
stede.
Det følger endvidere af § 9, stk.
2, og § 10, stk. 1, at det er overlægen, der har
kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt
betingelserne for at frihedsberøve en patient er til
stede.
Med forslaget bliver det præciseret, at
det er overlægen, der har kompetence til at træffe
beslutning om ophør af en frihedsberøvelse.
Til nr. 9
(§ 14, stk. 2)
Det fremgår af lovens § 14, stk. 2,
at tvangsfiksering kun må anvendes kortvarigt, og i det
omfang det er nødvendigt for at afværge, at en
patient:
1) udsætter
sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade
på legeme eller helbred,
2) forfølger
eller på anden lignende måde groft forulemper
medpatienter, eller
3) øver
hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til lov nr. 331 af 24. maj 1989
(Folketingstidende tillæg A, sp. 2066 f.)
Forslaget vil medføre, at det kommer
til at fremgå af § 14, stk. 2, at tvangsfiksering kun
må anvendes kortvarigt. Ved »kortvarigt«
forstås »ikke ud over nogle få timer«.
Der henvises endvidere til almindelige
bemærkninger afsnit 3.4.3.
Til nr. 10
(§ 14, stk. 3)
Af forslagets § 14,
stk. 3, fremgår det, at patienten kan tvangsfikseres i
længere tid end angivet i § 14, stk. 2, hvis der er
væsentlige grunde til det, herunder hensynet til patientens
eller andres liv, førlighed og sikkerhed.
Et eksempel på væsentlige grunde
kan være, at patienten udsætter sig selv eller andre
for nærliggende fare. Farlighedsindikationen kan foreligge
enten som fare for personen selv, typisk i form af risiko for
selvmord eller alvorlig selvlemlæstelse, eller som fare for
andre. Der stilles krav om, at faren skal være
væsentlig. En fjern og uvis risiko for, at faren vil
manifestere sig, er ikke tilstrækkelig. Verbale
forulempelser, der ikke indeholder trusler om vold eller
selvlemlæstelse falder også uden for
farlighedsbegrebet.
Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til lov nr. 331 af 24. maj 1989.
Det er formålet, at forslaget skal
medvirke til at nedbringe anvendelsen af tvangsfikseringer,
herunder især langvarige tvangsfikseringer. Derudover vil
forslaget være i overensstemmelse med de principper for
varigheden af en tvangsfiksering, som Den europæiske
torturforebyggelseskomité (CPT) har udstukket, jf. det i
afsnit 3.4.2. anførte.
Der skal i øvrigt henvises til afsnit
3.4. i de almindelige bemærkninger samt bemærkningerne
til nr. 20.
Til nr. 11
(§ 15, stk. 1)
Forslaget vil indebære, at beslutningen
om tvangsfiksering fremover skal træffes af overlægen
og ikke som efter gældende ret af en læge. Som det
fremgår af bemærkningerne til nr. 6 kan beslutningen i
overlægens fravær træffes af en anden læge.
Overlægen skal i disse tilfælde snarest muligt tage
stilling til beslutningen.
Med forslaget skærpes reglerne for
tvangsfiksering med henblik på at opnå en reduktion af
antallet af tvangsfikseringer.
Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger afsnit 3.4.2.
Til nr. 12
(§ 18 c, stk. 5, 3. pkt.)
I den gældende § 18 c, stk. 5, 3.
pkt., er det fastsat, at ansøgningen til Sundhedsstyrelsen
ud over en erklæring fra den ledende overlæge eller
dennes stedfortræder skal indeholde en erklæring fra en
uvildig speciallæge i psykiatri, som på grundlag af sin
undersøgelse af patienten og de modtagne oplysninger
vurderer, at anvendelse af oppegående tvangsfiksering er
nødvendig.
Med forslaget vil kravet om, at
ansøgningen skal indeholde en erklæring fra en uvildig
speciallæge i psykiatri, bortfalde.
Den nye formulering medfører, at
Sikringsafdelingens ansøgning til Sundhedsstyrelsen skal
indeholde en erklæring fra den ledende overlæge eller
dennes stedfortræder, som på grundlag af sin
undersøgelse af patienten vurderer, at anvendelse af
oppegående tvangsfiksering er nødvendig.
Første gang en patient vurderes at
kunne få iværksat oppegående tvangsfiksering,
skal Sikringsafdelingen søge Det særligt sagkyndige
råd om tilladelse. En psykiater fra Rådet skal tilse
patienten før et rådsmøde og udarbejde en
erklæring. Herefter kan Sikringsafdelingen hvert halve
år selv forlænge ordningen et halvt år ad gangen
uden at ansøge Rådet.
Ændringen sker på baggrund af
Sundhedsstyrelsens anbefaling i forbindelse med evaluering af
ordningen om oppegående tvangsfiksering på
Sikringsafdelingen. Anbefalingen skyldes, at patienternes tilstand
gennem årene stort set har været uændret for de 4
patienters vedkommende, og Det særligt sagkyndige råd
har kunnet give tilladelse til oppegående tvangsfiksering i
forbindelse med alle Sikringsafdelingens ansøgninger hvert
halve år.
Der henvises i øvrigt til afsnit
3.5.2.2. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 13
(§ 18 c, stk. 5, 4. pkt.)
Med forslaget til § 18 c, stk. 5, om
indsættelse af 4. pkt. vil det blive muligt for den ledende
overlæge på Sikringsafdelingen eller dennes
stedfortræder i sin ansøgning til Sundhedsstyrelsen
samtidig at anmode om Sundhedsstyrelsens tilladelse til at anvende
oppegående tvangsfiksering i ansøgningsperioden,
såfremt det skønnes nødvendigt af hensyn til
patientens psykiske og legemlige tilstand.
For at forebygge at en patient evt. kan
være bæltefikseret i ventetiden på Rådets
beslutning, kan Sikringsafdelingen beslutte at
iværksætte oppegående tvangsfiksering i
ansøgningsperioden, hvis der findes indikation for det,
samtidig med at Sikringsafdelingen ansøger Sundhedsstyrelsen
om tilladelse.
Formålet med forslaget er med andre ord
at gøre det muligt at undgå, at en patient i
ansøgningsperioden konstant er tvangsfikseret eller
isoleret.
Der henvises til bemærkningerne i lov
nr. 708 af 25. juni 2010 side 11-12 og side 16-17.
Til nr. 14
(§ 18 c, stk. 6, 1. pkt.)
Efter den gældende § 18 c, stk. 6,
kan en tilladelse til oppegående tvangsfiksering gælde
i op til 6 måneder.
Forslaget vil medføre, at tilladelsen
fremover vil gælde, indtil overlægen ophæver den
oppegående tvangsfiksering.
Som det fremgår af de almindelige
bemærkninger afsnit 3.5.3. vil det medføre, at en
tilladelse gælder, indtil Sikringsafdelingen ophæver
den oppegående tvangsfiksering, eller Sundhedsstyrelsen ved
sit årlige tilsyn vurderer, at den oppegående
tvangsfiksering skal ophæves.
Til nr. 15
(§ 18 c, stk. 8 og 9)
Med forslaget om tilføjelse af stk. 8 til § 18 c vil det i loven blive
fastsat, at Sundhedsstyrelsen og Det særlig sagkyndige
råd én gang om året aflægger besøg
på Sikringsafdelingen og tilser de patienter, der er eller i
året forud har været underlagt oppegående
tvangsfiksering.
Tilsynet omfatter alene de patienter, som
fortsat er indlagt på Sikringsafdelingen.
Ved det årlige tilsyn skal det vurderes,
om patientbehandlingen er gennemført med omhu og
samvittighedsfuldhed, og om psykiatriloven er overholdt.
Med forslagets stk.
9, er der tale om en ny bestemmelse, hvorefter
Sundhedsstyrelsen i forbindelse med sit tilsyn med
øjeblikkelig virkning kan ophæve en oppegående
tvangsfiksering, hvis styrelsen finder, at den oppegående
tvangsvurdering bør ophøre.
Bestemmelsen indsættes som en ekstra
kontrolforanstaltning for tilsynet som erstatning for, at
Sikringsafdelingens gentagne ansøgninger hvert halve
år afskaffes.
Der henvises i øvrigt til afsnit
3.5.2.2. i de almindelige bemærkninger.
Vedrørende betingelserne for anvendelse
af oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen
henvises der endvidere til bemærkningerne i lov nr. 708 af
25. juni 2010 side 11-12 og side 16-17.
Til nr. 16
(kapitel 5 a og § 19 a)
Med forslaget ændres overskriften
på kapitel 5 a, således at
kapitlet alene omfatter kontrol og åbning af post,
undersøgelse af patientstuer og ejendele samt
kropsvisitation m.v.
I forslaget til § 19
a, stk. 1, angives, under hvilke betingelser overlægen
kan beslutte, at en patients post skal åbnes og kontrolleres,
at en patients stue og ejendele skal undersøges, eller at
der skal foretages kropsvisitation af en patient. Forslaget vil
præcisere, at de grundlæggende betingelser for de
nævnte indgreb er, at der er mistanke om, at der er
medikamenter, rusmidler eller farlige genstande i afdelingen, samt
at det er nødvendigt for at sikre, at medikamenter,
rusmidler eller farlige genstande ikke er blevet indført
eller vil blive forsøgt indført til en eller flere
patienter i afdelingen.
Forslaget medfører, at kravet om
begrundet mistanke bortfalder.
Forslaget vil endvidere medføre, at det
vil komme til at fremgå udtrykkeligt af bestemmelsen, at de
pågældende indgreb kan foretages uden retskendelse.
Med forslaget udgår den gældende
bestemmelse i stk. 3, 3. pkt., hvorefter politiet kan beslutte, at
medikamenter, rusmidler og genstande, der er i strid med den
almindelige lovgivning, kan destrueres, idet denne bestemmelse
vurderes at være overflødig. De ulovlige midler og
genstande, som politiet får overdraget fra overlægen,
vil kunne destrueres m.v. efter de almindelige regler, der
gælder for politiets håndtering af sådanne
effekter.
Ved udførelse af de
pågældende indgreb skal psykiatrilovens § 4 om
mindste middels princip iagttages. Det indebærer bl.a., at
indgrebet skal være proportionalt i forhold til det, der
søges opnået med indgrebet, og hvis mindre indgribende
foranstaltninger er tilstrækkelige, skal disse anvendes.
Kropsvisitation skal udføres så skånsomt som
muligt og med størst muligt hensyntagen til patienten,
således at der ikke forvoldes unødig krænkelse
eller ulempe.
Der etableres med forslaget ikke hjemmel til
at foretage indgreb udover, hvad der er gældende efter lov om
anvendelse af tvang i psykiatrien. Der henvises i den forbindelse
til bemærkningerne til lov nr. 534 af 8. juni 2006, s.
37-38.
Som det fremgår af bemærkningerne
til afsnit 3.6.3. er det ikke hensigten med forslaget, at der med
henvisning til bestemmelsen kan foretages rutinemæssige
undersøgelser på afdelingen i forhold til samtlige
eller en gruppe af indlagte patienter.
Det er endvidere ikke hensigten med forslaget,
at sundhedspersonen får adgang til at læse patienten
post.
Endelig er det hensigten med forslaget, at
kropsvisitation af patienten så vidt muligt skal foretages af
en person af eget køn.
Der henvises i øvrigt til afsnit 3.6. i
de almindelige bemærkninger.
Efter bestemmelsens stk.
5, fastsætter ministeren for sundhed og forebyggelse
nærmere regler om kontrol og åbning af patientens post,
undersøgelse af patientstuer og ejendele samt
kropsvisitation m.v., - herunder om mistankebegrebet.
Til nr. 17
(§ 20, stk. 1, 2. pkt.)
Det er i § 20, stk. 1, bestemt, at
tvangsindgreb efter psykiatrilovens §§ 5-10 a, 12, 13,
14-17 a, 18, 18 a, 18 c, 18 d, stk. 2 for så vidt angår
personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, og
§ 18 f, skal tilføres afdelingens tvangsprotokol.
Forslaget til ændringen i § 20,
stk. 1, 2. pkt. vil medføre, at også indgreb, som
nævnt i denne lov, der anvendes over for mindreårige,
hvor forældremyndighedens indehaver, jf. § 1, stk. 4,
giver informeret samtykke på den mindreåriges vegne,
skal tilføres afdelingens tvangsprotokol.
Forslaget vil medføre, at indgreb efter
psykiatrilovens §§ 5-10 a, 12, 14-17 a, 18, 18 d, stk. 2,
for så vidt angår personlig skærmning, der
uafbrudt varer mere end 24 timer, og § 18 f, der anvendes over
for mindreårige, hvor forældrene har givet samtykke til
indgrebet, skal tilføres afdelingens tvangsprotokol.
Formålet med forslaget er at sikre, at
indgreb over for mindreårige, der udføres med samtykke
fra forældremyndighedens indehaver også registreres og
indgår i Statens Serum Instituts tvangsstatistik.
Til nr. 18
(§ 21, stk. 1)
I den gældende § 21, stk. 1, er det
fastsat, at overlægen til stadighed har ansvaret for, at
frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvungen
opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, fysisk magt,
beskyttelsesfiksering, personlige alarm- og pejlesystemer og
særlige dørlåse, personlig skærmning,
aflåsning af døre i afdelingen, personlig hygiejne
under anvendelse af tvang, åbning og kontrol af post,
undersøgelse af patientstuer og ejendele, kropsvisitation,
beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v.,
samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af
patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk
afdeling, Region Sjælland, ikke anvendes i videre omfang end
nødvendigt.
Forslaget medfører, at det alene
fremgår af bestemmelsen, at overlægen har ansvaret for,
at frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang efter
reglerne i loven ikke anvendes i videre omfang end
nødvendigt.
Formålet med ændringen er at
forenkle bestemmelsen.
Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne i lov nr. 331 af 24. maj 1989 i
Folketingstidende, sp. 2088-2089 og lov nr. 534 af 8. juni 2006, s.
38-39.
Til nr.
19
Efter den gældende bestemmelse i §
21, stk. 4, skal der, så længe en tvangsfiksering
opretholdes, foretages fornyet lægelig vurdering af
spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfikseringen
så ofte, som forholdene tilsiger det, dog mindst 4 gange i
døgnet, jævnt fordelt, efter at beslutningen om
anvendelse af tvangsfiksering er truffet.
Den foreslåede ændring i §
21, stk. 4, vil indebære, at disse tilsyn skal foretages 3
gange i døgnet. Forslaget skal ses i lyset af, at den
eksterne faglige vurdering, der skal ske i forhold til
tvangsfikseringer, der udstrækkes i længere tid end 48
timer, vil blive fremrykket til 24 timer.
Efter lovens § 21, stk. 1, er der en
generel pligt for overlægen til løbende at revurdere
enhver anvendelse af tvang. Det følger af bestemmelsen, at
det er overlægen, der til stadighed har ansvaret for, at der
ikke anvendes tvang i videre omfang end nødvendigt,
både i relation til det mindste middels princip, jf. lovens
§ 4 og med hensyn til den tidsmæssige udstrækning
af tvangsanvendelsen. Overlægen er ansvarlig for, at der til
stadighed føres det fornødne tilsyn hermed, og skal i
den forbindelse tilrettelægge arbejdsgangen på
afdelingen herefter.
Forslaget skal ses i sammenhæng med
forslaget til § 1, nr. 20.
Der skal i øvrigt henvises til afsnit
3.4. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 20
(§ 21, stk. 5, 1. pkt.)
Med forslaget vil den eksterne
lægefaglige vurdering, der skal ske i forhold til
tvangsfikseringer, der udstrækkes i mere end 48 timer, blive
fremrykket til 24 timer efter tvangsfikseringens
iværksættelse.
Som det fremgår af afsnit 3.4.3 i de
almindelige bemærkninger, er der krav om, at en fortsat
anvendelse af tvangsfiksering skal godkendes af en uvildig
speciallæge i psykiatri eller børne - og
ungdomspsykiatri.
Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til lov nr. 534 af 8. juni 2006, s. 39.
Til nr.
21-22 (§ 21, stk. 6)
Det fremgår af lovens § 21, stk. 5,
at hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere tid end
48 timer, skal en læge, der ikke er ansat på det
pågældende psykiatriske afsnit, hvor indgrebet finder
sted, som ikke har ansvaret for patientens behandling, og som ikke
står i et underordnelsesforhold til den behandlende
læge, foretage en vurdering af spørgsmålet om
fortsat anvendelse af tvangsfiksering.
Denne vurdering skal foretages af en
læge, der er speciallæge i psykiatri eller i
børne- og ungdomspsykiatri. Ved uenighed mellem de to
lægers vurdering af situationen er den behandlende
læges vurdering afgørende. Uenighed mellem de to
lægers vurdering af situationen skal dog mundtligt og
skriftligt oplyses over for patienten.
Med forslaget fremrykkes den eksterne
lægefaglige vurdering, således at vurderingen skal
foretages, hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere
tid end 24 timer mod 48 timer efter de gældende regler.
Som der fremgår af afsnit 3.4.2. i de
almindelig bemærkninger er det regeringens mål, at
andelen af personer, der udsættes for tvang i psykiatrien,
skal reduceres, og at bæltefiksering skal halveres frem mod
2020. Det er endvidere afgørende for regeringen, at brugen
af tvangsfiksering reduceres både i antal og tidsmæssig
udstrækning.
I de tilfælde, hvor der er tale om
tvangsfikseringer over 48 timer, vil der desuden blive
indført en yderligere revurdering efter 48 timer og på
4. dagen under de samme betingelser, som gælder for vurdering
efter 24 timer.
Den eksterne faglige vurdering efter 24 timer,
48 timer og 4. dagen kan foretages af samme læge, forudsat at
lægen fortsat opfylder betingelserne om uvildighed
Med forslaget bliver det understreget, at
tvangsfikseringer ud over et døgn anses for at være
så langvarige, at der er behov for en skærpet
retssikkerhedsgaranti for de pågældende patienter.
Forslaget vil medføre, at der efter et døgns
tvangsfiksering er skærpet fokus på, om kriterierne for
tvangsfiksering er til stede, og om der kan være alternativer
til tvangsfikseringen. Formålet med forslaget er, at det skal
medvirke til at nedbringe anvendelsen af langvarige
tvangsfikseringer.
Der skal i øvrigt henvises til afsnit
3.4. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 23
(§ 21, stk. 7)
Efter den gældende § 21, stk. 7,
skal den behandlingsansvarlige overlæge, så længe
en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18 c, opretholdes,
en gang i døgnet foretage fornyet vurdering af
spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående
tvangsfiksering. Træffer den behandlingsansvarlige
overlæge beslutning om fortsat anvendelse af oppegående
tvangsfiksering, skal denne endvidere fastlægge en
observationsplan for de følgende 24 timer. I den
behandlingsansvarlige overlæges fravær træffer
den stedfortrædende overlæge beslutning og
fastlægger observationsplan.
Forslaget vil medføre, at kravet om en
daglig vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse
af oppegående tvangsfiksering ophæves, samt at det
erstattes af et krav om, at den behandlingsansvarlige
overlæge eller dennes stedfortræder med passende
intervaller og mindst én gang om måneden skal foretage
fornyet vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse
af oppegående tvangsfiksering.
Det er Sikringsafdelingens læger, der ud
fra patientens tilstand vurderer, hvordan og hvor ofte
oppegående tvangsfiksering kan anvendes. På denne
baggrund, og da patienternes sygdom ofte er af kronisk karakter med
mindre udsving i sygdomsintensiteten, er der ifølge
Sundhedsstyrelsen ikke en sundhedsfaglig begrundelse for, at
Sikringsafdelingens læger dagligt skal vurdere, om der er
indikation for, at patienten kan anvende oppegående
tvangsfiksering.
Det fremgår endvidere af forslaget, at
beslutningen om oppegående tvangsfiksering skal indgå i
patientens behandlingsplan. Det er overlægen, der har
ansvaret for, at der opstilles en behandlingsplan for patienten,
jf. psykiatrilovens § 3, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til afsnit
3.5.2.2. og 3.5.3. i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 24
(§ 21, stk. 8)
Det er i den gældende § 21, stk. 8,
fastsat, at hvis en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18
c, udstrækkes i længere tid end 1 uge, skal en
speciallæge i psykiatri, som ikke har haft ansvaret for
patientens behandling, og som ikke er ansat på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland, foretage fornyet vurdering af
spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående
tvangsfiksering. Denne vurdering gentages herefter en gang om ugen,
så længe foranstaltningen pågår.
Forslaget vil medføre, at stk. 8
ophæves, da det fremgår af Sundhedsstyrelsens
evaluering af ordningen om oppegående tvangsfiksering
på Sikringsafdelingen, at vurderingen fra en ekstern
psykiater ikke har bidraget med noget nyt.
Der henvises til afsnit 3.5.2.2. i de
almindelige bemærkninger.
Til nr. 25
(§ 21 a)
Forslaget vil medføre, at der bliver
pligt til at foretage indberetning til Sundhedsstyrelsen, hvis en
tvangsfiksering udstrækkes i længere tid end 30
dage.
Bestemmelsen vil ikke udelukke de tilsyn, der
skal foretages efter § 21, stk. 1, (frihedsberøvelse og
anvendelse af anden tvang i henhold til psykiatrilovens regler) og
stk. 4-5. lægelig vurdering 3 gange i døgnet og
ekstern lægefaglig vurdering efter 24. timer, 48 timer og
på 4. dagen.
Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne i afsnit 3.4.3 i de almindelige
bemærkninger og til nr 19 og 20.
Formålet med Sundhedsstyrelsens tilsyn
er at øge patientsikkerheden og medvirke til at
begrænse langvarig tvangsfiksering.
Stk. 2,
medfører, at indberetningen skal sendes til
Sundhedsstyrelsen senest tre dage efter, at tvangsfiksering af
patienten har overskredet de 30 sammenhængende dage. Det er
overlægen på afdelingen, der er ansvarlig for
indberetningen. Indberetningen skal indeholde en redegørelse
over forløbet og kopi af patientjournalen og
tvangsprotokoller.
Sundhedsstyrelsen vil herefter vurdere, om der
skal iværksættes tilsynstiltag over for den
pågældende afdeling.
Tilsynstiltag kan for eksempel indebære,
at afdelingen bliver pålagt at revurdere behandlingen af den
pågældende patient på anden vis. Endelig kan
sagen medføre, at Sundhedsstyrelsen pålægger
afdelingen at bringe andre forhold i orden, der strider mod
lovgivningen eller er til risiko for patientsikkerheden.
Det bemærkes særligt, at
indberetning til Sundhedsstyrelsen sker med henblik på
Sundhedsstyrelsens tilsynsvirksomhed. Sundhedsstyrelsens tilsyn er
ikke en lægelig second opinion, der vurderer
tvangsforanstaltningen.
Klager over tvangsfiksering skal fortsat ske
til Det Psykiatriske Patientklagenævn.
Til nr. 26
(§ 24, stk. 1)
Efter den gældende bestemmelse i §
24, stk. 1, skal der beskikkes en patientrådgiver for enhver,
der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives
tvangsbehandling, tvungen opfølgning efter udskrivning,
tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering,
anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige
dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer
mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen
efter § 18 f, stk. 1, nr. 2, samt oppegående
tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland, jf. dog § 40, stk. 4.
Forslaget medfører, at det i
bestemmelsen præciseres, at anvendelse af fysisk magt
også omfatter indgivelse af et beroligende middel med magt,
jf. lovens § 17, stk. 2. Dette medfører, at der
også skal beskikkes patientrådgiver i de
tilfælde, hvor der indgives et beroligende middel med
magt.
Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til lov nr. 331 af 24. maj 1989,
Folketingstidende, sp. 2067 og sp. 2085-2086.
Til nr. 27
(§ 27, 2. pkt.)
I § 27, 2. pkt., ændres »af lægelige
grunde« til: »i henhold til sundhedslovens § 37,
stk. 3,«.
Det fremgår af § 37, stk. 1, i
sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1202 af 14.
november 2014, at den, om hvis helbredsforhold der er udarbejdet
patientjournaler m.v., på anmodning har ret til aktindsigt
heri. Patienten har endvidere på anmodning ret til på
en let forståelig måde at få meddelelse om,
hvilke oplysninger der behandles i patientjournalen m.v. efter 1.
pkt., formålet hermed, kategorierne af modtagere af
oplysningerne og tilgængelig information om, hvorfra disse
oplysninger stammer. Det fremgår endvidere af § 37, stk.
3, at for optegnelser, journalført før den 1. januar
2010, kan retten efter stk. 1, begrænses, i det omfang
patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne
findes at burde vige for afgørende hensyn til den
pågældende selv eller til andre private interesser.
Undtagelsesbestemmelsen kan bl.a. anvendes i
forbindelse med behandlingen af patienter med psykiske lidelser,
hvor afgørende hensyn til patientens udsigt til bedring i
forbindelse med en igangværende behandling kan bevirke, at
der er behov for at afslå en anmodning om aktindsigt. Ved
afgørende hensyn til patienten selv forstås
særligt, at patienten må antages at ville tage
alvorligt skade ved at blive gjort bekendt med oplysningerne.
Den foreslåede ændring er en
konsekvens af lov nr. 1521 af 27. december 2009 om ændring af
sundhedsloven, som gav udvidet adgang til aktindsigt i egne
helbredsoplysninger. Forud for lovændringen var der, jf.
sundhedslovens § 37, stk. 3, adgang til, om nødvendigt,
at begrænse adgangen til aktindsigt efter sundhedslovens
§ 37, stk. 1, i det omfang, patientens interesse i at blive
gjort bekendt med oplysningerne fandtes at burde vige for
afgørende hensyn til den pågældende selv eller
til andre private interesser. Begrænsningen blev med
lovændringen videreført, dog alene for så vidt
angår optegnelser i patientjournaler m.v., som er
journalført før lovens ikrafttræden den 1.
januar 2010.
Med den foreslåede ændring vil det
i psykiatrilovens § 27 blive præciseret, at de
begrænsninger, der kan være, i forhold til hvilke
oplysninger patientrådgiveren kan gives, alene angår
optegnelser i patientjournaler m.v., som er journalført
før den 1. januar 2010.
Til nr. 28
(§ 34, stk. 1)
Det fremgår af § 34, stk. 1, at der
ved statsforvaltningen oprettes et psykiatrisk
patientklagenævn bestående af direktøren for
statsforvaltningen som formand, jf. dog stk. 2, samt 2 medlemmer.
Det følger endvidere af bestemmelsen, at ministeren for
sundhed og forebyggelse beskikker et antal medlemmer efter
indstilling fra henholdsvis Lægeforeningen og Danske
Handicaporganisationer.
Det lægelige medlem i Det Psykiatriske
Patientklagenævn er ikke speciallæge i psykiatri. I
andre klagenævn på sundhedsområdet anvender man
fagligt udpegede medlemmer (udpeget ud fra sagens fagområde).
Der er således forskel på tilstedeværelsen af
lægefaglig ekspertise i klagesagsbehandlingen af henholdsvis
klager over behandlingen på det somatiske område og
klager over tvangsanvendelse.
Forslaget vil indebære, at
Lægeforeningen så vidt muligt skal indstille
læger, der er speciallæger i psykiatri.
Til nr. 29
(§ 38, stk. 1)
Det fremgår af lovens § 38, stk. 1,
at afgørelser fra Det Psykiatriske Patientklagenævn
ved statsforvaltningen om tvangsbehandling, anvendelse af fysisk
magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige
dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer
mere end 24 timer, samt aflåsning af patientstue på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland, kan påklages til Det Psykiatriske
Ankenævn.
Med forslaget bliver det præciseret, at
også indgivelse af beroligende medicin efter psykiatrilovens
§ 17, stk. 2, er omfattet af bestemmelsen, hvilket
medfører, at afgørelser fra Det Psykiatriske
Patientklagenævn herom kan påklages til Det
Psykiatriske Ankenævn.
Til nr. 30
(§ 40, stk. 3, 2. pkt.)
Den foreslåede ændring er en
konsekvens af § 1, nr. 1, i lov nr. 533 af 26. maj 2010 om
ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om
rettens pleje, som trådte i kraft den 1. oktober 2010,
hvormed tvungen opfølgning efter udskrivning blev
indført.
Med forslaget kommer det til at fremgå
udtrykkeligt af bestemmelsen, at lovens §§ 13 d og 13 e
samt bestemmelserne i lovens kapitel 10 om klageadgang og
domstolsprøvelse med hensyn til afgørelser om tvungen
opfølgning efter udskrivning ikke finder anvendelse på
personer anbragt på Sikringsafdelingen efter § 40, stk.
1.
Til § 2
Lov om ændring af lov om
anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje (Tvungen
opfølgning efter udskrivning)
Til nr. 1
(§ 4)
Efter § 4 i lov nr. 533 af 26. maj 2010
fremsætter ministeren for sundhed og forebyggelse efter en
forsøgsperiode på 4 år med tvungen
opfølgning efter udskrivning, forslag om revision af loven i
folketingsåret 2014-15.
Med forslaget foreslås der indsat en
bestemmelse om, at regeringen, efter en forsøgsperiode
på yderligere 4 år med tvungen opfølgning efter
udskrivning, i folketingsåret 2018-19 skal fremsætte et
forslag om revision af loven for Folketinget.
Med indførelsen af en sådan
revisionsbestemmelse forpligter regeringen sig til at evaluere
erfaringerne med tvungen opfølgning efter § 13 d.
Regeringen vil i den forbindelse sikre, at evalueringen, der
udføres af Sundhedsstyrelsen og omhandler samtlige
patienter, der er omfattet af § 13 d, gennemføres
således, at regeringen i folketingsåret 2018-19 kan
redegøre for evalueringens resultater over for Folketinget
og tilkendegive, om der er grundlag for at revidere loven, herunder
eventuelt at ophæve ordningen.
Baggrunden for forslaget er, at der på
det foreliggende datagrundlag og de indhentede erfaringer med
ordningen, ikke kan konkluderes entydigt i forhold til ordningens
virkning. Med en forlængelse af forsøgsperioden er
målet at udbygge datagrundlaget, herunder belyse patienternes
oplevelse af ordningen.
Til § 3
Lov om ændring af lov om
anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje
(Betænkningstid forud for tvangsbehandling, oppegående
tvang på Sikringsafdelingen, udvidet eksternt tilsyn med
tvangsfikseringer m.v.)
Til nr. 1
(§ 4)
Efter § 4 i lov nr. 708 af 25. juni 2010
fremsætter ministeren for sundhed og forebyggelse forslag om
revision af § 18 c (oppegående
tvangsfiksering på Sikringsafdelingen) i folketingsåret
2014-15.
Det foreslås, at bestemmelsen om
evaluering af oppegående tvangsfiksering på
Sikringsafdelingen ophæves, idet det foreslås at
ordningen gøres permanent.
Der henvises til afsnit 3.5.3. i de
almindelige bemærkninger og nr. 12-15.
Til § 4
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. juni 2015.
Til § 5
Denne bestemmelse fastsætter lovens
territoriale anvendelsesområde. Som det fremgår,
gælder loven ikke for Færøerne og
Grønland, men § 1 kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Færøerne med de
afvigelser, som de færøske forhold tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt
med gældende lov
| | | Gældende
formulering | | Lovforslaget | | | | | | § 1 | | | | | | I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1729 af 2. december 2010 foretages
følgende ændringer: | | | | § 1.
Frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i forbindelse
med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk
afdeling må kun finde sted efter reglerne i denne lov. Stk. 2. Ved
tvang forstås i denne lov anvendelse af foranstaltninger, for
hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke, jf. kapitel 5 i
sundhedsloven. | | 1. I § 1 indsættes før stk. 1
som nyt stykke: »Stk. 1.
Indlæggelse ophold og behandling på psykiatrisk
afdeling sker på baggrund af informeret samtykke efter
reglerne i kapitel 5 i sundhedsloven, med mindre andet
følger af denne lov. »Stk. 1 og 2 bliver herefter til stk.
2 og 3.« | Stk. 3. For
patienter, der er under 15 år eller varigt mangler evnen til
at give et informeret samtykke, skal der ikke forsøges
indhentet et samtykke fra forældremyndighedens indehaver,
værgen eller de nærmeste pårørende, hvis
omgående gennemførelse af en foranstaltning i henhold
til denne lov er nødvendig for at afværge, at en
patient 1) udsætter sig selv eller andre for
nærliggende fare for at lide skade på legeme eller
helbred eller 2) øver hærværk af ikke
ubetydeligt omfang. Forældremyndighedens indehaver,
værgen eller de nærmeste pårørende skal
efterfølgende orienteres herom. Stk. 4. For
patienter, der er imellem 15 og 18 år, hvor sundhedspersonen
efter en individuel vurdering skønner, at vedkommende ikke
selv er i stand til at forstå konsekvensen af sin
stillingtagen, jf. sundhedslovens § 17, stk. 2, finder stk. 3
tilsvarende anvendelse. | | 2. § 1, stk. 3 og 4 ophæves, og i stedet
indsættes: »Stk. 4.
Tvang foreligger ikke i de tilfælde, 1) hvor en patient er under 15 år,
og 2) der foreligger informeret samtykke fra
forældremyndighedens indehaver. Stk. 5. For
patienter, der er omfattet af stk. 4, skal der ikke forsøges
indhentet et samtykke fra forældremyndighedens indehaver,
værgen eller de nærmeste pårørende, hvis
omgående gennemførelse af en foranstaltning i henhold
til denne lov er nødvendig for at afværge, at en
patient 1) udsætter sig selv eller andre for
nærliggende fare for at lide skade på legeme eller
helbred, eller 2) øver hærværk af ikke
ubetydelig omfang. Stk. 6.
Forældremyndighedens indehaver, værgen eller de
nærmeste pårørende skal efterfølgende
orienteres herom.« | | | | § 2. Med
henblik på i videst muligt omfang at forebygge anvendelse af
tvang skal sygehusmyndigheden tilbyde sygehusophold, behandling,
pleje og omsorg, som svarer til god psykiatrisk sygehusstandard,
herunder med hensyn til de bygningsmæssige forhold, senge- og
personalenormering, personalets kompetencer, politikker i
relation til patienter og pårørende, mulighed for
udendørs ophold samt beskæftigelses-, uddannelses- og
andre aktivitetstilbud. | | 3. I § 2 indsættes før stk. 1
som nye stykker: »Stk. 1.
Formålet med loven er at sikre, 1) at iværksættelse og
gennemførelse af tvang efter denne lov sker i
overensstemmelse med grundlæggende
retssikkerhedsprincipper, 2) at i de tilfælde, hvor
indlæggelse, ophold og behandling sker uden patientens
samtykke, i videst muligt omfang sker som led i at
understøtte patientens muligheder forbedring, og 3) at tvangsanvendelse efter reglerne i
denne lov i videst muligt omfang tager udgangspunkt i patientens
behov og udføres med respekt for patienten og dennes
værdighed. Stk. 2. Tvang
må aldrig erstatte omsorg, behandling og pleje. Stk. 3.
Patienten skal under hensyntagen til formålet med
indlæggelsen og den enkeltes tilstand have mulighed for i
videst mulige omfang selv at træffe beslutninger. Stk. 4. Der skal
tages størst muligt hensyn til den enkelte patients livssyn
og kulturelle baggrund.« »Stk. 1 bliver herefter til stk.
5.« | | | | §
3. --- Stk. 3.
Overlægen har ansvaret for, at der opstilles en
behandlingsplan for enhver, der indlægges på
psykiatrisk afdeling, og at patienten vejledes om planens indhold,
samt at patientens samtykke til dens gennemførelse til
stadighed søges opnået. En kopi af behandlingsplanen
skal udleveres til patienten, medmindre denne frabeder sig
dette | | 4. I § 3, stk. 3, 1. pkt., ændres
»vejledes« til: »inddrages og
høres«. | | | | § 3.
Indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk
afdeling skal så vidt muligt finde sted med patientens
samtykke. Stk. 2.
Lægen skal vejlede patienten om formålet med
indlæggelsen, opholdet og behandlingen samt om udsigterne til
en bedring af helbredstilstanden. Stk. 3.
Overlægen har ansvaret for, at der opstilles en
behandlingsplan for enhver, der indlægges på
psykiatrisk afdeling, og at patienten vejledes om planens indhold,
samt at patientens samtykke til dens gennemførelse til
stadighed søges opnået. En kopi af behandlingsplanen
skal udleveres til patienten, medmindre denne frabeder sig
dette. | | 5. I § 3 indsættes som stk. 4-6: »Stk. 4. I
forbindelse med indlæggelsessamtalen skal patienten
høres om eventuelle tilkendegivelser om præferencer i
forhold til behandlingen, herunder hvis anvendelse af tvang kommer
på tale. Er det på grund af patientens tilstand efter
en lægefaglig vurdering ikke muligt at indhente en
sådan forhåndstilkendegivelse om præferencer ved
indlæggelsen, skal det ske snarest muligt herefter. Stk. 5.
Patientens eventuelle forhåndstilkendegivelser
vedrørende dennes behandling under indlæggelsen,
herunder behandling uden samtykke, skal fremgå af
patientjournalen og i videst mulige omfang inddrages i
behandlingsplanen. Stk. 6. I
forbindelse med indlæggelsessamtalen tages sammen med
patienten stilling til inddragelse af pårørende eller
andre i patientens sociale netværk i
behandlingsforløbet. Er det på grund af patientens
tilstand efter en lægefaglig vurdering ikke muligt at
indhente forhåndstilkendegivelser om præferencer ved
indlæggelsen, skal det ske snarest muligt
herefter.« | | | | § 4. Tvang
må ikke benyttes, før der er gjort, hvad det er muligt
for at opnå patientens frivillige medvirken. Når
forholdene tillader det, skal patienten have passende
betænkningstid. Stk. 2.
Anvendelse af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som
søges opnået herved. Er mindre indgribende
foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes. Stk. 3. Tvang
skal udøves så skånsomt som muligt og med
størst mulig hensyntagen til patienten, således at der
ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe. Stk. 4. Tvang
må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er
nødvendigt for at opnå det tilsigtede
formål. Stk. 5. Efter
ophør af enhver tvangsforanstaltning skal patienten tilbydes
en eller flere samtaler. Sundhedsstyrelsen fastsætter regler
herom. | | 6. I § 4 indsættes efter stk. 5, som
nyt stk. 6: »Stk. 6.
Mindreårige under 15 år, hvor forældrene har
givet samtykke til behandlingen, skal tilbydes en opfølgende
samtale efter ophør af indgrebet. Det samme gælder den
mindreåriges forældre. Sundhedsstyrelsen
fastsætter nærmere regler herom. | | | | § 4 a.
Bestemmelserne i § 9, stk. 2, § 10, stk. 1, § 10 a,
stk. 1, 1. pkt., § 12, stk. 4, § 13, stk. 2, 1. pkt.,
§ 15, stk. 2, § 18 g, § 19 a, stk. 1 og 3, og §
21, stk. 2, er ikke til hinder for, at en beslutning i
overlægens fravær træffes af en anden læge.
I sådanne tilfælde skal overlægen
efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen. | | 7. I § 4 a, 1. pkt. indsættes efter
»§ 10 a, stk. 1, 1. pkt.,«: »§
11,«, og »§ 15, stk. 2« ændres til:
»§ 15, stk. 1 og 2«. | | | | § 11.
Når betingelserne i § 5 ikke længere er til stede,
skal frihedsberøvelsen straks bringes til ophør.
Patienten og patientrådgiveren underrettes straks
herom. | | 8. I § 11 indsættes efter
»Når«: »overlægen finder,
at«. | | | | §
14. --- Stk. 2.
Tvangsfiksering må kun anvendes, i det omfang det er
nødvendigt for at afværge, at en patient: 1) udsætter sig selv eller andre for
nærliggende fare for at lide skade på legeme eller
helbred, 2) forfølger eller på anden
lignende måde groft forulemper medpatienter eller 3) øver hærværk af ikke
ubetydeligt omfang. | | 9. § 14, stk. 2, affattes
således: »Stk. 2.
Tvangsfiksering må kun anvendes kortvarigt og i det omfang,
det er nødvendigt for at afværge, at en patient: 1) udsætter sig selv eller andre for
nærliggende fare for at lide skade på legeme eller
helbred, 2) forfølger eller på anden
lignende måde groft forulemper medpatienter, eller 3) øver hærværk af ikke
ubetydeligt omfang.«. | | | | | | 10. I § 14 indsættes som stk. 3: »Stk. 3.
En patient kan tvangsfikseres i længere tid end nogle
få timer, som angivet i stk. 2, når hensynet til
patientens eller andres liv, førlighed og sikkerhed tilsiger
dette.« | | | | §
15. --- Stk. 1.
Beslutning om tvangsfiksering træffes af en læge, efter
at denne har tilset patienten. | | 11. I § 15, stk. 1, ændres »en
læge« til: »overlægen«. | | | | § 18
c. --- Stk. 5.
Vurderer den ledende overlæge for Retspsykiatrisk afdeling,
Region Sjælland, at oppegående tvangsfiksering er
nødvendig, ansøger denne Sundhedsstyrelsen om
tilladelse hertil. I den ledende overlæges fravær kan
vurderingen efter 1. pkt. foretages af dennes stedfortræder,
der ligeledes kan indgive ansøgning. Ansøgningen til
Sundhedsstyrelsen skal ud over en erklæring fra den ledende
overlæge eller dennes stedfortræder indeholde en
erklæring fra en uvildig speciallæge i psykiatri, som
på grundlag af sin undersøgelse af patienten og de
modtagne oplysninger vurderer, at anvendelse af oppegående
tvangsfiksering er nødvendig. | | 12. § 18 c, stk. 5, 3. pkt., affattes
således: »Ansøgningen til
Sundhedsstyrelsen skal indeholde en erklæring fra den ledende
overlæge eller dennes stedfortræder, om at den
pågældende på grundlag af sin undersøgelse
af patienten vurderer, at anvendelse af oppegående
tvangsfiksering er nødvendig.« | | | | | | 13. I § 18 c, stk. 5, indsættes som
4. pkt.: »I ansøgningen til
Sundhedsstyrelsen kan den ledende overlæge eller dennes
stedfortræder samtidig anmode om Sundhedsstyrelsens
tilladelse til at anvende oppegående tvangsfiksering i
ansøgningsperioden, såfremt det skønnes
nødvendigt af hensyn til patientens psykiske og legemlige
tilstand.« | | | | § 18
c. --- Stk. 6. Det
særlig sagkyndige råd, jf. stk. 4, kan indstille,
at der gives tilladelse til at anvende oppegående
tvangsfiksering af patienten i op til 6 måneder ad gangen. En
af rådets speciallæger i psykiatri skal have tilset
patienten, før ansøgningen kan behandles i
rådet. Rådet afgiver sin vurdering hurtigst muligt, dog
senest 14 hverdage efter at Sundhedsstyrelsen har modtaget
ansøgningen fra Sikringsafdelingen. | | 14. I § 18 c, stk. 6, 1. pkt., udgår:
»i op til 6 måneder ad gangen«. | | | | § 18 c.
Ved oppegående tvangsfiksering forstås tvangsfiksering,
hvor patienten ikke er fastspændt til en seng.
Oppegående tvangsfiksering, jf. stk. 2, kan som
alternativ til langvarig isolation eller langvarig tvangsfiksering
til en seng anvendes over for patienter, der er anbragt i
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland, såfremt mindst ét af kriterierne i
§ 14, stk. 2, er opfyldt og 1) langvarig isolation på patientstue
vurderes at have negativ effekt på patientens samlede
psykiske, legemlige og sociale tilstand eller 2) langvarig tvangsfiksering til en seng
vurderes at have negativ effekt på patientens samlede
psykiske, legemlige og sociale tilstand. Stk. 2.
Oppegående tvangsfiksering som defineret i stk.1 må
alene ske med anvendelse af mavebælte, fikseringsremme,
håndremme og fodremme. Stk. 3. En
patient, der er oppegående tvangsfikseret, skal have mindst
én fast vagt. Stk. 4.
Oppegående tvangsfiksering af en patient kan alene
iværksættes efter tilladelse fra Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen træffer på baggrund af
ansøgning efter stk. 5 afgørelse i sagen efter
indstilling fra et særlig sagkyndigt råd nedsat af
Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed. Rådet, som
nedsættes af Sundhedsstyrelsen, består af 1
speciallæge i psykiatri udpeget af Sundhedsstyrelsen, 4
speciallæger i psykiatri udpeget efter indstilling fra Dansk
Psykiatrisk Selskab og 1 medlem udpeget efter indstilling fra
Danske Handicaporganisationer. Sundhedsstyrelsen varetager
formandskabet og fastsætter efter forhandling med Ministeriet
for Sundhed og Forebyggelse en forretningsorden for det sagkyndige
råd. Stk. 5.
Vurderer den ledende overlæge for Retspsykiatrisk afdeling,
Region Sjælland, at oppegående tvangsfiksering er
nødvendig, ansøger denne Sundhedsstyrelsen om
tilladelse hertil. I den ledende overlæges fravær kan
vurderingen efter 1. pkt. foretages af dennes stedfortræder,
der ligeledes kan indgive ansøgning. Ansøgningen til
Sundhedsstyrelsen skal ud over en erklæring fra den ledende
overlæge eller dennes stedfortræder indeholde en
erklæring fra en uvildig speciallæge i psykiatri, som
på grundlag af sin undersøgelse af patienten og de
modtagne oplysninger vurderer, at anvendelse af oppegående
tvangsfiksering er nødvendig. Stk. 6. Det
særlig sagkyndige råd, jf. stk. 4, kan indstille,
at der gives tilladelse til at anvende oppegående
tvangsfiksering af patienten i op til 6 måneder ad gangen. En
af rådets speciallæger i psykiatri skal have tilset
patienten, før ansøgningen kan behandles i
rådet. Rådet afgiver sin vurdering hurtigst muligt, dog
senest 14 hverdage efter at Sundhedsstyrelsen har modtaget
ansøgningen fra Sikringsafdelingen. Stk. 7.
Beslutning om ophævelse af den oppegående
tvangsfiksering træffes af den behandlingsansvarlige
overlæge. I den behandlingsansvarlige overlæges
fravær kan beslutningen træffes af dennes
stedfortræder. | | 15. I § 18 c indsættes som stk. 8 og 9: »Stk. 8.
Sundhedsstyrelsen og Det særlig sagkyndige råd
aflægger én gang om året besøg på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland og tilser de patienter, der er eller i året
forud har været underlagt oppegående
tvangsfiksering. Stk. 9. Hvis
Sundhedsstyrelsen i forbindelse med sit tilsyn finder, at en
oppegående tvangsfiksering bør høre, kan
Sundhedsstyrelsen ophæve den oppegående tvangsfiksering
med øjeblikkelig virkning.« | | | | | | 16. Kapitel 5 a affattes således: | | | | | | »Kapitel 5 a | | | | Undersøgelse af
post, patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt
beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande
m.v. | | Åbning og
kontrol af post, undersøgelse af patientstuer og
ejendele samt kropsvisitation m.v.« | | | | § 19 a.
Ved begrundet mistanke om, at medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande er blevet eller vil blive forsøgt indført
til patienten, kan overlægen beslutte, 1) at patientens post skal åbnes og
kontrolleres, 2) at patientens stue og ejendele skal
undersøges, eller 3) at der skal foretages kropsvisitation af
patienten. Undersøgelse af kroppens hulrum er ikke
tilladt. Stk. 2.
Undersøgelse af patientens post og patientens stue samt
ejendele skal så vidt muligt foretages i patientens
nærvær. Stk. 3.
Overlægen kan beslutte, at medikamenter, rusmidler og farlige
genstande, som bliver fundet ved indgreb efter stk. 1, skal
beslaglægges. Overlægen kan overlade til politiet at
afgøre, om medikamenter, rusmidler og farlige genstande
besiddes i strid med den almindelige lovgivning, herunder
lovgivningen om euforiserende stoffer og lovgivningen om
våben m.v. Politiet kan beslutte, om disse medikamenter,
rusmidler og genstande skal destrueres. Stk. 4.
Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om
undersøgelse af post, patientstuer og ejendele,
kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse
af genstande m.v. | | § 19 a
affattes således: »§ 19
a. Ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller
farlige genstande i afdelingen, kan overlægen, med henblik
på at sikre at disse ikke er blevet indført eller vil
blive forsøgt indført til en eller flere patienter i
afdelingen, uden retskendelse beslutte: 1) at en patients post skal åbnes og
kontrolleres, 2) at en patients stue og ejendele skal
undersøges, eller 3) at der skal foretages kropsvisitation af
en patient. Stk. 2.
Kropsvisitation efter stk. 1, nr. 3, omfatter ikke
undersøgelse af kroppens hulrum. Stk. 3.
Åbning og kontrol af patientens post og undersøgelse
af patientens stue samt ejendele skal så vidt muligt
foretages i patientens nærvær. Stk. 4.
Overlægen kan beslutte, at medikamenter, rusmidler og farlige
genstande, som bliver fundet ved indgreb efter stk. 1, tages i
bevaring. Overlægen kan overlade til politiet at
afgøre, om medikamenter, rusmidler og farlige genstande
besiddes i strid med den almindelige lovgivning, herunder
lovgivningen om euforiserende stoffer og lovgivningen om
våben m.v. Stk. 5.
Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter
nærmere regler om åbning og kontrol af post,
undersøgelse af patientstuer og ejendele samt
kropsvisitation m.v.« | | | | § 20.
--- Stk. 1.
Oplysning om enhver anvendelse af tvang, jf. §§ 5-10
a, 12, 13, 13 d, 14-17 a, 18 a, 18 c, § 18 d,
stk. 2, for så vidt angår personlig
skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, og
§ 18 f, skal tilføres afdelingens tvangsprotokol
med angivelse af indgrebets nærmere indhold og begrundelse.
Det samme gælder enhver ordination efter
§ 18. | | 17. I § 20, stk. 1, 2. pkt. indsættes
efter »§ 18«: »samt indgreb i henhold til denne
lovforetaget over for mindreårige, hvor
forældremyndighedens indehaver, jf. § 1, stk. 4, giver
informeret samtykke på den mindreåriges
vegne.« | | | | §
21. --- Stk. 1.
Overlægen har til stadighed ansvaret for, at
frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvungen
opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, fysisk magt,
beskyttelsesfiksering, personlige alarm- og pejlesystemer og
særlige dørlåse, personlig skærmning,
aflåsning af døre i afdelingen, personlig hygiejne
under anvendelse af tvang, undersøgelse af post,
patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt beslaglæggelse
og tilintetgørelse af genstande m.v., samt oppegående
tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland, ikke anvendes i videre omfang end
nødvendigt. | | 18. § 21, stk. 1, affattes
således: »Stk. 1.
Overlægen har ansvaret for, at frihedsberøvelse og
anvendelse af anden tvang efter reglerne i denne lov ikke anvendes
i videre omfang end nødvendigt.« | | | | §
21. --- Stk. 4.
Så længe en tvangsfiksering opretholdes, skal der
foretages fornyet lægelig vurdering af
spørgsmålet om fortsat anvendelse af
tvangsfikseringen, så ofte som forholdene tilsiger det, dog
mindst 4 gange i døgnet, som skal være jævnt
fordelt, efter at beslutningen om anvendelse af tvangsfiksering er
truffet. | | 19. I § 21, stk. 4, ændres »4
gange i døgnet« til: »3 gange i
døgnet«. | | | | §
21. --- Stk. 5.
Hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere tid end 48
timer, skal en læge, der ikke er ansat på det
pågældende psykiatriske afsnit, hvor indgrebet finder
sted, som ikke har ansvaret for patientens behandling, og som ikke
står i et underordnelsesforhold til den behandlende
læge, foretage en vurdering af spørgsmålet om
fortsat anvendelse af tvangsfiksering. Denne vurdering skal
foretages af en læge, der er speciallæge i psykiatri
eller i børne- og ungdomspsykiatri. Ved uenighed mellem de
to lægers vurdering af situationen er den behandlende
læges vurdering afgørende. Uenighed mellem de to
lægers vurdering af situationen skal dog mundtligt og
skriftligt oplyses over for patienten. Ministeren for sundhed og
forebyggelse fastsætter regler om den lægelige
vurdering efter denne bestemmelse. | | 20. I § 21, stk. 5, 1. pkt. ændres
»48 timer« til: »24 timer«. | | | 21. I § 21 indsættes efter stk. 5: »Stk. 6.
Hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere tid end 48
timer, skal en læge, der ikke er ansat på det
pågældende psykiatriske afsnit, hvor indgrebet finder
sted, som ikke har ansvaret for patientens behandling, og som ikke
står i et underordnelsesforhold til den behandlende
læge, foretage en vurdering af spørgsmålet om
fortsat anvendelse af tvangsfiksering efter 48 timer og på 4.
dagen efter iværksættelse af indgrebet under de samme
betingelser under samme betingelser, som er nævnt i stk. 5,
2. - 4. pkt.« Stk. 6 og 7, bliver herefter stk. 7 og
8. | | | | §
21. --- Stk. 6.
Vurderingen, der skal foretages i henhold til stk. 5, skal
efterfølgende godkendes efter en gang om ugen, så
længe foranstaltningen pågår. | | 22. I § 21, stk. 6, indsættes efter
»stk. 5«: »og stk. 6.« | | | | §
21. --- Stk. 7.
Så længe en oppegående tvangsfiksering, jf.
§ 18 c, opretholdes, skal den behandlingsansvarlige
overlæge en gang i døgnet foretage fornyet vurdering
af spørgsmålet om fortsat anvendelse af
oppegående tvangsfiksering. Træffer den
behandlingsansvarlige overlæge beslutning om fortsat
anvendelse af oppegående tvangsfiksering, skal denne
endvidere fastlægge en observationsplan for de
følgende 24 timer. I den behandlingsansvarlige
overlæges fravær træffer den
stedfortrædende overlæge beslutning og fastlægger
observationsplan. | | 23. § 21, stk.7, affattes
således: »Stk. 7.
Så længe en oppegående tvangsfiksering, jf.
§ 18 c, opretholdes, skal den behandlingsansvarlige
overlæge eller dennes stedfortræder med passende
intervaller og mindst én gang om måneden foretage
fornyet vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse
af oppegående tvangsfiksering. Beslutningen om
oppegående tvangsfiksering skal indgå i patientens
behandlingsplan.« | | | | §
21. --- Stk. 8.
Hvis en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18 c,
udstrækkes i længere tid end 1 uge, skal en
speciallæge i psykiatri, som ikke har haft ansvaret for
patientens behandling, og som ikke er ansat på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland, foretage fornyet vurdering af
spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående
tvangsfiksering. Denne vurdering gentages herefter en gang om ugen,
så længe foranstaltningen pågår. | | 24. § 21, stk. 8, ophæves. | | | | | | 25. Efter §
21 indsættes i kapitel 6: »§ 21
a. Overlægen har ansvaret for, at en tvangsfiksering,
der udstrækkes i længere tid end 30 dage, indberettes
til Sundhedsstyrelsen. Stk. 2.
Indberetningen skal sendes til Sundhedsstyrelsen senest tre dage
efter, at tvangsfikseringen har overskredet 30 sammenhængende
dage.« | | | | § 24. --- Stk. 1. Der
beskikkes en patientrådgiver for enhver, der
tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives
tvangsbehandling, tvungen opfølgning efter udskrivning,
tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering,
anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige
dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer
mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen
efter § 18 f, stk. 1, nr. 2, samt oppegående
tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland, jf. dog § 40, stk. 4. | | 26. I § 24, stk. 1, indsættes efter
»anvendelse af fysisk magt,«: »indgivelse af et
beroligende middel med magt,«. | | | | § 27.
Personalet på afdelingen skal give
patientrådgiveren enhver oplysning, som er
nødvendig for, at denne kan varetage sit hverv på
forsvarlig måde. En oplysning, som af lægelige grunde
ikke gives til patienten, må heller ikke gives til
patientrådgiveren. | | 27. I § 27, 2. pkt., ændres »af
lægelige grunde« til: »i henhold til
sundhedslovens § 37, stk. 3,«. | | | | § 34. --- Stk. 1. Ved
statsforvaltningen oprettes et psykiatrisk patientklagenævn
bestående af direktøren for statsforvaltningen som
formand, jf. dog stk. 2, samt 2 medlemmer. Ministeren for
sundhed og forebyggelse beskikker et antal medlemmer efter
indstilling fra henholdsvis Lægeforeningen og Danske
Handicaporganisationer. Ministeren for sundhed og forebyggelse
beskikker endvidere stedfortrædere for medlemmerne.
Beskikkelserne gælder for en periode på 4 år.
Genbeskikkelse kan finde sted. | | 28. I § 34, stk. 1, indsættes efter
2. pkt.: »Lægeforeningen skal så
vidt muligt indstille læger, der er speciallæger i
psykiatri.« | | | | § 38. --- Stk. 1.
Afgørelser fra det psykiatriske patientklagenævn ved
statsforvaltningen om tvangsbehandling, anvendelse af fysisk magt,
personlige alarm- og pejlesystemer og særlige
dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer
mere end 24 timer, samt aflåsning af patientstue på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland, kan påklages til Det Psykiatriske
Ankenævn. | | 29. I § 38, stk. 1, indsættes efter
»anvendelse af fysisk magt,«: »indgivelse af et
beroligende middel med magt,« | | | | §
40. --- Stk. 3.
Bestemmelserne i denne lov finder tilsvarende anvendelse på
personer, der anbringes i sikringsafdelingen efter stk. 1. Det
gælder dog ikke §§ 5-11, § 21,
stk. 2, og bestemmelserne i kapitel 10 om klageadgang og
domstolsprøvelse med hensyn til afgørelser om
tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og
tilbageførsel. | | 30. § 40, stk. 3, 2. pkt., affattes
således: »Det gælder dog ikke
§§ 5-11, § 13 d, § 13 e, § 21, stk. 2, og
bestemmelserne i kapitel 10 om klageadgang og
domstolsprøvelse med hensyn til afgørelser om
tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse,
tilbageførsel og tvungen opfølgning efter
udskrivning.« | | | | | | § 2 | | | | | | I lov om ændring af lov om anvendelse
af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje, jf. lov nr. 533 af
26. maj 2010. | | | | § 4 Efter forsøgsperiode på 4
år med tvungen opfølgning efter udskrivning
fremsætter ministeren for sundhed og forebyggelse forslag om
revision af loven i folketingsåret 2014-15. | | 1. I § 4 ændres »2014-15«
til: »2018-19«. | | | | | | § 3 | | | | | | I lov om ændring af lov om anvendelse
af tvang i psykiatrien og lov om rettenspleje, jf. lov nr. 708 af
25. juni 2010. | | | | § 4 Indenrigs- og sundhedsministeren
fremsætter i folketingsåret 2014-15 forslag om revison
af § 18 c i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 7. | | 1. § 4 ophæves. | | | | | | § 4 | | | | | | Loven træder i kraft den 1. juni
2015 | | | | | | § 5 | | | | | | Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland, men § 1 kan ved
kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger. |
|