Tak for svaret.
Nu taler ministeren meget om de store kommuner, altså Odense, Aarhus og Aalborg, og hvordan de gør tingene.
Men det, jeg taler om i mit spørgsmål, er yderområderne, f.eks.
de fem økommuner.
Det er jo der, de helt store problemer er.
Der er jo en lang række barrierer, der gør, at det kan være mindre attraktivt at bosætte sig i yderområderne, de mindre kommuner og også økommunerne.
Det er dårlige lånemuligheder, og det er en dårlig og usikker mobil- og bredbåndsdækning.
Det er bare to eksempler, men der er også andre.
Hvis vi skal skabe vækst og udvikling i yderområderne, skal der være handling bag den der fine titel, der er i regeringsprogrammet »Et Danmark, der står sammen«, for udvikling kræver handling og investeringer.
Derfor vil jeg gerne spørge ministeren:
Mener ministeren, at regeringen gør nok for at sikre, at balancen er der i de 83 kommuner ud af de 98 kommuner, hvor der er en stærk udfordring på baggrund af den fraflytning, der sker, og hvad ministeren konkret vil gøre for, at udviklingen vendes?
Det er ikke nok at skylde skylden på kommunerne.
De statslige initiativer, de statslige forhold har også en betydning, og der må ministeren og regeringen vise, at den altså også er regering for yderområderne og regering for de fem økommuner.