Skriftlig fremsættelse (14. marts
2014)
Forsvarsministeren
(Nicolai Wammen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
beredskabsloven (Præcisering af
planlægningsforpligtelse for statslige myndigheder,
bemyndigelse om at fastsætte regler om uddannelse for
medlemmer af ungdomsbrandkorps samt om tilskud hertil,
nedlæggelse af evalueringsinstituttet m.v.)
(Lovforslag nr. L 157)
Hovedformålet med lovforslaget er at
præcisere den planlægningsforpligtelse, der efter
beredskabsloven gælder for de statslige myndigheder samt at
tilvejebringe en hjemmel til at fastsætte regler for
uddannelse af medlemmer af ungdomsbrandkorps og tilskud hertil.
Lovforslaget fremsættes som
opfølgning på den politiske aftale om
redningsberedskabet i 2013-2014, der blev indgået den 12.
november 2012 mellem den daværende regering og Venstre, Dansk
Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. De
nævnte forslag om planlægningsforpligtelsen og
ungdomsbrandkorps er led i udmøntningen af denne aftale.
Med en præcisering af
planlægningsforpligtelsen for statslige myndigheder
foreslås indført en udtrykkelig forpligtelse for
ministerområderne til at udarbejde generelle beredskabsplaner
og revidere disse mindst hvert fjerde år. Det foreslås,
at planerne og revisioner heraf skal sendes til
Beredskabsstyrelsen. Dermed indføres der for statslige
myndigheder en planlægningsforpligtelse svarende til den, der
i dag er gældende for kommunalbestyrelser og
regionsråd.
Med den foreslåede bestemmelse om
ungdomsbrandkorps indsættes en bemyndigelse for
forsvarsministeren til at fastsætte regler om uddannelse af
medlemmer af ungdomsbrandkorps samt til at fastsætte regler
om statsligt tilskud til kommuner, der har etableret et
ungdomsbrandkorps eller har indgået en samarbejdsaftale med
et ungdomsbrandkorps. Forslaget indebærer endvidere, at
kommunalbestyrelsen fastsætter de opgaver, der kan
løses af medlemmer af ungdomsbrandkorps.
Derudover foreslås en
præcisering af bestemmelsen om Beredskabsstyrelsens adgang
til at indgå aftale med myndigheder m.fl. med
beredskabsansvar om assistance fra det statslige redningsberedskab
ved behov for bistand fra styrelsens særlige kapaciteter. Det
foreslås desuden, at Beredskabsstyrelsens mulighed for selv
at kunne etablere et stående beredskab til bekæmpelse
af brand i skibe til søs tydeliggøres.
Med lovforslaget foreslås endvidere,
at forsvarsministeren, for så vidt angår virksomheder
omfattet af beredskabslovgivningens brandforebyggende regler, kan
fastsætte regler om kommunalbestyrelsens udarbejdelse af
beredskabsplaner samt regler om offentliggørelse af
oplysninger om sikkerhedsforanstaltninger, regler om pligt til at
planlægge for at imødegå forsætlige
skadelige handlinger og regler om politianmeldelse ved mistanke om
tyveri af nærmere angivne stoffer.
Det foreslås også, at den
nugældende bestemmelse om et evalueringsinstitut
ophæves. De opgaver, som instituttets evalueringsgruppe har
været ansvarlig for, vil fremadrettet blive varetaget af
Beredskabsstyrelsen.
Lovforslaget har endvidere til formål
at formalisere den praksis, der siden starten af 1990'erne har
udviklet sig i forbindelse med redningsberedskabets
indsættelse i udlandet ved afhjælpning af katastrofer
og andre hændelser.
Endelig foreslås det, at der skabes
mulighed for at sætte beredskabsloven helt eller delvis i
kraft for Grønland. Dette forslag er en opfølgning
på en redegørelse fra 2010 om beredskabslovgivningen i
Grønland afgivet af en arbejdsgruppe bestående af
Forsvarsministeriet, Statsministeriet, Grønlands Selvstyre,
Justitsministeriet, Finansministeriet og Beredskabsstyrelsen.
Det foreslås, at lovforslaget
træder i kraft den 1. juni 2014.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.