Spm. nr. US 57

Jeg har et spørgsmål til ministeren, og det drejer sig for det første om læreruddannelsen og for det andet om efteruddannelsen af folkeskolelærere. For jeg kan forstå, at regeringen nu lægger op til, at man skal være uddannet i det, man underviser i i folkeskolen. Det synes jeg bestemt er en god idé, og jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg faktisk synes, det er på tide, at vi begynder at stille den slags krav.

Så mit spørgsmål til ministeren er: Hvordan vil de i regeringen sikre, at man som lærerstuderende har mulighed for at få de linjefag, som man gerne vil undervise i? Det er selvfølgelig i relation til, at man har lavet en ny læreruddannelse, hvor professionshøjskolerne, læreruddannelserne, får mulighed for at tone læreruddannelsen i en bestemt retning. Jeg har svært ved ligesom at se det i relation til, at alle folkeskolelærere – det er jo mange – nu skal være uddannet i det, de underviser i. Lægger regeringen op til, at der så er en sikring af, at man også rent faktisk kan få undervisning i det fag, man selv gerne vil undervise i, når man er færdiguddannet?

Ministeren.

Det er fuldstændig korrekt, at som et led i det løft af folkeskolen, som vi har præsenteret, har vi en målsætning om, at lærerne skal have undervisningskompetence i de fag, de skal undervise i, og det er en målsætning, vi agter at nedfælde i folkeskoleloven.

Vi afsætter 1 mia. kr. til at efteruddanne lærerne, altså dem, der er uddannet, og som har behov for at få løftet deres kompetencer, så det svarer til undervisningskompetenceniveau. Det betyder selvfølgelig en massiv satsning på efteruddannelse, en historisk satsning, kan man sige.

Hvad angår læreruddannelsen, var et af problemerne med den læreruddannelse, som vi nu forlader, at for få kom ud med undervisningskompetence, altså det, der i dag hedder linjefag, i tre af de fag, der er på skemaet i folkeskolen. Nogle kom kun ud med to linjefag, andre med tre linjefag, men det ene var et metodisk fag og ikke et fag, der er på skemaet i folkeskolen. Det har vi nu ændret, så normen bliver, at man får undervisningskompetence i tre fag, som alle sammen er at genfinde på folkeskolens skema. Det kommer til at gøre en verden til forskel, når man skal lægge puslespillet ude på de enkelte skoler for at få dækket undervisningen med folk, der er undervisningskompetente.

For det andet har vi skærpet forsyningspligten for professionshøjskolerne, så de får mere frihed, men også en skærpet forpligtelse til at sørge for, at der uddannes lærere til at dække hele paletten i det område, hvor professionshøjskolerne agerer, og de ligger typisk regionalt. Derfor mener jeg faktisk, at kombinationen af, at vi ændrer strukturen, så normen bliver tre linjefag, som er på skemaet i folkeskolen, og den skærpede forsyningspligt gør, at vi vil adressere det hensyn, som ligger spørgeren på sinde.

Fru Rosa Lund.

Jeg kan følge ministeren så langt, som at det er rigtig godt, at normen nu bliver, at man, når man er færdiguddannet som lærer, er uddannet i at kunne undervise i tre linjefag. Det synes jeg er rigtig positivt.

Men jeg vil gerne bede ministeren om en forsikring om, at man rent faktisk får mulighed for at vælge de linjefag, om hvilke man som lærerstuderende tænker: Dem vil jeg gerne undervise i, de gør mig til den folkeskolelærer, jeg gerne vil være. Når man giver professionshøjskolerne mulighed for at tone læreruddannelsen, vil der jo være meget stor forskel på, om man er lærerstuderende på Blaagaards Seminarium, eller om man er lærerstuderende på seminariet i Hjørring.

Min bekymring går i virkeligheden på, om man også løser opgaven med nationalt at sikre, at vi har de folkeskolelærere, vi skal bruge lokalt i de forskellige regioner og kommuner, altså der, hvor folkeskolerne ligger. Det samme gælder i øvrigt for efteruddannelse. Kan man sikre, at professionshøjskolerne rent faktisk har mulighed for at udbyde den efteruddannelse, som bliver efterspurgt?

Ministeren.

Ja, hvis vi igen starter med forsyningspligten, vil det jo i tilfældet med læreruddannelsen i Hjørring være UCN, der dækker det område, og de vil altså have en forpligtelse til at sørge for, at de samlet set udbreder en palet af læreruddannelse, der gør, at skolerne kan ansatte dem, de har brug for. Det bliver min opgave at holde øje med, at de gør det, og ellers gå i dialog med dem om, hvordan de vil tilpasse det.

Det næste er så spørgsmålet om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt eller ikke hensigtsmæssigt, at man kan tone uddannelser. Sprogudvalget, der kiggede på danskernes fremmedsprogskompetencer, opfordrede til, at man lavede en trefaglig sproguddannelse. Det bliver der nu skabt mulighed for. Jeg tror ikke, vi skal regne med, at det bliver udbudt på samtlige læreruddannelsessteder i Danmark, at man kan blive sproglærer alene i tre fag. Men det vil da være godt, at der bliver nogle steder, og så må man jo søge derhen.

Det kan også være, som vi har set eksempler på, at nogle vil lave en såkaldt science teacher-uddannelse, altså hvor det på forhånd er givet, at de ting, man skal have med at gøre, på en eller anden måde er i naturvidenskabens verden – matematik, fysik, biologi, eller hvad det nu kan være. Det er jo heller ikke sikkert, at man alle vegne vil lave den kombination. Men jeg synes ikke, der er grund til at frygte, at man gør det nogle steder, og at man skærper sin indsats på bestemte områder, for det tror jeg vil betyde, at læreruddannelsen bliver mere attraktiv for en bredere kreds, end tilfældet er i dag, hvor der eksempelvis stort set ikke rekrutteres lærerstuderende med HTX-studentereksamen.

Fru Rosa Lund, sidste runde.

Jeg vil sige det samme, nemlig at det er forståeligt, hvis ministeren ikke nåede at svare på det med efteruddannelse, som det her jo også drejer sig om, og som ministeren var inde på i sit første svar: Regeringen afsætter i forbindelse med det her krav 1 mia. kr. til efteruddannelse. Det er rigtig positivt. Det er bestemt ikke en kritik af det. Det er en bekymring for, hvorvidt man så også giver professionshøjskolerne mulighed for at udbyde det omfang af efteruddannelse, der bliver efterspurgt.

Ministeren.

Jamen jeg tror, at professionshøjskolerne vil se det her som en kæmpe mulighed for at øge deres efteruddannelsesaktiviteter. Det, vi i læreruddannelsesforligskredsen har aftalt, er jo, at vi også vil lægge pres på professionshøjskolerne for at få dem til at tilbyde efteruddannelse på en langt mere fleksibel måde, end tilfældet er nu. Det, at vi nu har struktureret uddannelsen i moduler i stedet for det, man kendte før, hvor den var sådan en perlerække af beslutninger truffet her på Christiansborg og omegn om, hvad man skulle lære hvornår, vil også gøre det langt lettere for dem, som måske bare skal have lidt efteruddannelse for at kunne opnå et niveau svarende til undervisningskompetence.

Derfor mener jeg, at den strukturændring, vi laver af læreruddannelsen, samt den milliard kroner, vi afsætter, vil gøre, at professionshøjskolerne kan dække behovet. Jeg tror faktisk, de er meget ivrige efter at bidrage, og det vil også tjene det formål, som jeg synes er nok så vigtigt, nemlig at den viden, som professionshøjskolerne også skal til at bidrage til i højere grad med de penge, der er afsat til evidens for kvalitetsudvikling, vil få en lettere vej ud i folkeskolen, hvis man har en løbende efteruddannelse af lærerne, som på den måde kan komme i kontakt med den nyeste viden om, hvad der virker i de konkrete fag.

Spørgsmålet er sluttet.

Hr. Lars Dohn har afstået fra at stille spørgsmål til ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser, så vi siger tak til ministeren, og vi ser den næste minister gå hen på sin plads.

Det første spørgsmål til børne- og undervisningsministeren er fra fru Karen Ellemann, værsgo.