Spm. nr. US 56

Tak. Jeg vil gerne spørge lidt ind til noget i forbindelse med forskningsområdet. Jeg så en artikel i Børsen forleden dag med overskriften »Mange fakturaer er det ikke blevet til«, hvori det handler lidt om, at vi laver en masse forskning, og det giver på forskellige niveauer både viden og patenter og i et eller andet omfang også en afsmitning ude i erhvervslivet. Jeg vil gerne sige, at vi i Dansk Folkeparti er meget enige med ministeren i, at det er væsentligt med basismidler og grundforskning og at styrke de dele. Diskussionen har gået lidt på, at man skulle prioritere anderledes i forhold til bl.a. Højteknologifonden. Men det, jeg egentlig gerne spørge ind til, er, at ministeren i det her interview siger – og jeg citerer:

»Hvis det var sådan, at det massive fokus på at øge de strategiske forskningsmidler og Højteknologifonden havde gjort forskellen, så skulle vi jo se bedre ud i statistikkerne. Så det har ikke været den rette vej at gå, for det fører nok til patenter men ikke til nye virksomheder. Der er brug for, at forskerne oplever en meget mere direkte vej til at komme ud og få skabt nye virksomheder på.«

Her vil jeg gerne høre, hvad ministeren så tænker på. Er det meningen, at vi nu skal have forskerne skubbet ud, så de skal væk fra basisforskningen og ud at skabe nogle virksomheder? Det troede jeg ikke lige var det primære sigte, men jeg vil meget gerne høre ministerens svar på det.

Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser.

Tusind tak for spørgsmålet, som er om et, synes jeg, meget væsentligt emne, nemlig hvordan vi får et større samfundsmæssigt afkast af de 20 mia. kr., vi for tiden investerer i forskning hvert eneste år.

Det, jeg har forsøgt at gøre på baggrund af den nyeste statistik over, hvor mange spinoffvirksomheder der er fra bl.a. universiter, er at sige, at den tankegang, der prægede den tidligere regerings arbejde, nemlig det her med fra forskning til faktura, tilsyneladende ikke har ført til så mange fakturaer. Derfor – og der tror jeg at spørgeren og jeg vil kunne finde hinanden – er det jo et spørgsmål om at bryde den, synes jeg, forældede tilgang op, hvor man siger, at man enten giver basismidler til universiteterne, og det gavner ikke noget som helst, eller også giver man strategiske forskningsmidler til bestemte fonde, og det gavner så erhvervslivet, vækst og beskæftigelse.

Det, jeg gerne vil, og som bl.a. også er ambitionen med den innovationsstrategi, som vi arbejder på i regeringen, er jo at skabe en kultur, hvor der er et direkte samarbejde mellem vores universiteter, som jo nu har historisk høje basisbevillinger og endda i et 3-årigt forløb, som de har ønsket sig det, og erhvervslivet – et tæt og tillidsfuldt samarbejde. Jeg ser her også meget gerne, at forskere eller ph.d.er, der undervejs finder anvendelse for de resultater, de får, starter en virksomhed og bidrager til at få gang i jobskabelsen i Danmark.

Så det er det, der er mit ærinde: at prøve at bryde den skyttegravskrig, der måske har været i de sidste 10 år, lidt op. Det er netop for at sige, at det, at pengene er givet til basisforskning og den fri forskning i almindelighed, bestemt også kan spille en rolle, når det handler om at få gang i jobskabelsen i Danmark og få et højere afkast af de store investeringer, vi gør og fortsat skal gøre, i forskning i Danmark.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Jamen jeg forstår i og for sig meget udmærket, hvad ministeren siger. Jeg ved ikke lige, om jeg fik svar på, hvordan det her giver forskerne en mere direkte vej til at komme ud og få skabt nye virksomheder.

En af udfordringerne i det her er jo også, at hvis man skal skabe et tættere samarbejde mellem universiteter og virksomheder, så fører det, som det er i dag, ofte til, at nogle patenter ender på universiteterne, og som ministeren har gjort opmærksom på, kommer de heller ikke nødvendigvis ud.

Vil ministeren være med til at se på at gøre det nemmere for virksomheder og universiteter at lave aftaler, hvor patenterne ender i virksomhederne, og hvor universiteterne måske så har, man kan sige den publiceringsmæssige fordel af at indgå i noget forskning, men ikke har de samme krav til, at de skal skabe direkte indtægt og dermed selv have patenterne, altså så de faktisk kan gå ind i det samarbejde med virksomhederne, sådan at virksomhederne får udbyttet og patenterne til at køre og universiteterne får den forskningsmæssige værdi?

Ministeren.

Jeg har lyst til at understrege, at jeg jo bakker varmt op om både Højteknologifonden og Det Strategiske Forskningsråds gode arbejde. Så det er ikke sådan, at jeg hopper ned i den anden skyttegrav. Det, jeg beder om, er i virkeligheden, at alle kommer lidt op og spiller på den forskningspolitiske midtbane, om man så må sige.

Min kommentar i Børsen refererede til, at man kan se i statistikkerne, at det ikke giver så mange nye virksomheder, som det eksempelvis gør i andre lande, og det er et udtryk for den tilgang, man har haft, hvor man sådan var lidt nede i den ene skyttegrav, og det har tilsyneladende ikke givet de ønskede resultater.

Men når det gælder spørgsmålet fra spørgeren, nemlig det her med teknologioverførsel i bredeste forstand, altså videnoverførsel, mener jeg, vi har et helt aktuelt problemfelt, hvor ikke bare nogle af de emner, der rejses her, men også en lang række andre ting, er relevante. Altså at forskere i deres karriere kan bevæge sig fra at være ansat på en forskningsinstitution til at være ansat i en privat virksomheder eller starte en virksomhed, uden at det bliver oplevet som en pauseknap i forskerkarrieren. Derfor er der mange forskellige elementer, som skal i spil. Men der er ingen tvivl om, at det er et problemfelt, som skal adresseres, hvis der skal komme et større samfundsmæssigt afkast af forskningsudgifterne.

Hr. Jens Henrik Thulesen Dahl for sidste runde.

Jeg glæder mig over, at ministeren gerne vil adressere det. Jeg synes dog ikke, at jeg får ret klare svar på ret meget, og det kan der jo være mange grunde til. Jeg er helt enig i, at man skal prøve at lave en incitamentstruktur, hvor forskerne også får en motivation til at bære deres viden med sig ud i virksomhederne. Og det kan måske ske ved, at de bliver målt på andet end udelukkende deres publikationsmængde.

Men det, jeg egentlig forsøger at spørge til, er sådan set det helt lavpraktiske. Ministeren har selv peget på, at patenter kan have svært ved at komme ud og blive aktiveret. Jeg kunne godt forestille mig, at det bl.a. bunder i, at de ligger i nogle skuffer inde på universiteterne og venter på, at nogen vil noget med dem.

Kunne man så ikke meget enkelt sige, at når universiteter og virksomheder laver aftaler, så skal det være meget nemmere at sige: Jamen virksomhederne er faktisk de mest velegnede til at føre de patenter, der kommer ud af det, ud i livet? Det er sådan set deres opgave – altså drage nytte af en viden og få den omsat til produkter og få det sendt ud – hvorimod universiteterne har brug for at have den forskningsmæssige viden, der kommer ud af det, for det er den, de har ejerskab til. Kunne jeg få et svar på det?

Ministeren.

Svaret er jo da langt hen ad vejen et ja. Man kunne godt forestille sig, at det var lettere at have det samarbejde. Men i forhold til det her med, at der skulle være et bestemt indtjeningskrav til universiteterne, er det jo ikke et krav. Jeg stiller ikke noget krav om, at man skal slå mønt af sine patenter eller sine opdagelser i øvrigt, men det er klart, at der er en lovgivning omkring forskeres opdagelser, som selvfølgelig skal følges.

Så er der en stående diskussion imellem – og det er den, jeg siger er det interessante problemfelt, vi bør interessere os mere for – hvordan det er, man skaber en smidig relation mellem universiteterne, de intellektuelle ophavsrettigheder og så det, der er det afgørende, nemlig at hvis et patent skal give et samfundsmæssigt afkast, skal det jo anvendes. Det er derfor, jeg har givet hele den forskningspolitiske satsning, vi gør, overskriften »Fra forskning til forandring«. For hvis ikke det kommer ud og arbejder ude i virkeligheden gennem en virksomhed, eller ved at en forsker starter en ny virksomhed, er der jo ingen nytte af det, og så kommer der ikke nye job ud af det. Derfor tror jeg ikke, at vi er så uenige, men det, det handler om, er jo måden at løse det på. Der har jeg sagt til universiteterne i deres udviklingskontrakter at de over de næste 3 år skal bidrage til, at Danmarks innovationskapacitet øges, og det forventer jeg mig meget af. Der er sat konkrete individuelle mål universitet for universitet, og det handler ikke specifikt om indtjeningen på deres patenter.

Spørgsmålet er sluttet.

Det næste spørgsmål til ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser er fra fru Rosa Lund, værsgo.