Jeg havde heller ikke forventet, at ministeren ville fortælle mig om det, for ministeren har meget behændigt undgået at nævne i medierne, hvilke områder der ikke vil komme med.
Jeg synes, det er vigtigt at vide, for vi skal være sikre på, at vi fanger de områder, der er ghettoområder.
Lad os tage et eksempel.
Vi kan tage Askerødbebyggelsen i Greve, den kender vi alle fra fjernsynet, fordi der har været en del uroligheder i Askerød.
Askerød er også på ghettolisten i øjeblikket, og det er de, fordi de boner ud i forhold til antallet af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande, og fordi de boner ud i forhold til dømte, men til gengæld klarer de sig rigtig godt i forhold til arbejdsmarkedstilknytning.
De to nye kriterier, som ministeren stiller op, hænger lidt sammen med arbejdsmarkedstilknytningen, og jeg kan da godt frygte, at Askerød ryger ud, hvis ministerens nye forslag bliver vedtaget, som det ligger.
Så vil ministeren være sød at fortælle mig, om Akserød vil være en ghetto efter de kriterier, som ministeren lægger frem, eller om de vil ryge ud?