Skriftlig fremsættelse (24. oktober
2012)
Ministeren for sundhed og
forebyggelse (Astrid Krag)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
sundhedsloven og apotekerloven (Regelforenkling i den kommunale
tandpleje, ophævelse af pensionisters tilskud til
håndkøbslægemidler og ændring af
kompetenceregler om apotekeres udnævnelse m.v.)
(Lovforslag nr. L 39)
De foreslåede ændringer tager udgangspunkt i
regeringens overordnede målsætning om at styrke
sundhedsvæsenet, herunder at vi foretager de
nødvendige prioriteringer, så vi får mest
sundhed for pengene og sikrer god ressourceudnyttelse.
Sundhedsloven foreslås ændret på to
områder: Dels på tandområdet, og dels på
medicinområdet.
På tandområdet foreslås en forenkling af
reglerne på området for børne- og
ungdomstandplejen - og i omsorgstandplejen ved at afskaffe
fritvalgsordningen i privat praksis i børne- og
ungdomstandplejen for børn under 16 år. Desuden
forenkles den mellemkommunale betaling i børne- og
ungdomstandplejen og fritvalgsordningen i omsorgstandplejen hos
praktiserende tandlæge eller klinisk tandtekniker.
På medicinområdet foreslås en revision af
ordningen med tilskud til håndkøbslægemidler,
sådan at tilskuddet til håndkøbsmedicin
målrettes de borgere, som opfylder sygdomsspecifikke
kriterier. Det vil betyde, at pensionister ikke længere kan
få tilskud til håndkøbslægemidler alene
begrundet i deres status som pensionister, men pensionister
sidestilles med andre borgere som kan få tilskud ved
medicinsk behov.
Desuden lægges der op til en ændring af lov om
apoteksvirksomhed. Ændringen går ud på, at det
foreslås at overføre kompetencen til godkendelse af
apoteksbevillinger fra ministeren for sundhed og forebyggelse til
Sundhedsstyrelsen. Overførelse af
udnævnelseskompetencen til Sundhedsstyrelsen er både
naturlig og hensigtsmæssig, da der er tale om sager, hvor
ministeren og ministeriet ofte ikke har bemærkninger.
I forslaget er klageadgangen blevet afskåret. Baggrunden
er, at det vil være hensigtsmæssigt, at en person, der
er meddelt en apotekerbevilling, overtager driften af det
pågældende apotek hurtigst muligt.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.