L 126 Forslag til lov om ændring af revisorloven og lov om finansiel virksomhed.

(Revisorers uddannelse og certificering af revisorer i finansielle virksomheder m.v.).

Af: Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 02-05-2013

Betænkning afgivet af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget den 2. maj 2013

20121_l126_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget den 2. maj 2013

1. Ændringsforslag

Erhvervs- og vækstministeren har stillet 6 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 30. januar 2013 og var til 1. behandling den 5. februar 2013. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og erhvervs- og vækstministeren sendte den 14. december 2012 dette udkast til udvalget, jf. ERU alm. del - bilag 91. Den 30. januar 2013 sendte erhvervs- og vækstministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 2 skriftlige henvendelser fra FSR - Danske Revisorer og Landbrug & Fødevarer.

Erhvervs- og vækstministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.

Deputationer

Endvidere har Landbrug & Fødevarer mundtligt over for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.

Samråd

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til erhvervs- og vækstministeren til mundtlig besvarelse, som denne har besvaret i et åbent samråd med udvalget den 13. marts 2013.

Erhvervs- og vækstministeren har efterfølgende sendt udvalget det talepapir, der lå til grund for ministerens besvarelse af samrådsspørgsmålet.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 27 spørgsmål til erhvervs- og vækstministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Tilkendegivelse fra erhvervs- og vækstministeren

Erhvervs- og vækstministeren har over for udvalget tilkendegivet følgende:

Forslag til lov om ændring af revisorloven og lov om finansiel virksomhed blev fremsat den 30. januar 2013. Bemærkningerne indeholder desværre enkelte faktuelle fejl, blandt andet som følge af de stillede ændringsforslag. For at undgå tvivl om forståelsen af de relevante bestemmelser, foretages derfor følgende ændringer af bemærkningerne:

Almindelige bemærkninger afsnit2.3.2. Baggrunden for forslaget og lovforslagets indhold(side 8):

»De øvrige typer af finansielle virksomheder omfattes ligeledes af certificeringsordningen, da de også er komplekse og deres levedygtighed har betydning for tilliden til den finansielle sektor.« ændres til: »De typer af finansielle virksomheder, hvori den eller de underskrivende revisorer er omfattet af certificeringspligten, er pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber, herunder liv- og pensionsselskaber, da disse typer er komplekse og deres levedygtighed har betydning for tilliden til den finansielle sektor.«

Ændringen foretages i lyset af de stillede ændringsforslag.

Bemærkningerne til § 2, nr. 3 og 4 (side 15): »§ 199, stk. 12, jf. § 2, nr. 8« ændres til: »§ 199, stk. 13, jf. § 2, nr. 9«.

Der er alene tale om en teknisk korrektion.

Bemærkningerne til § 2, nr. 7 (side 16):

»Det foreslås samtidig, at en anmodning om indbringelse af sagen for domstolene, som udgangspunkt ikke kan tillægges opsættende virkning, idet det vil stride mod hensynet til at sikre en løbende og effektiv håndhævelse af kravene om egnethed og hæderlighed.« ændres til: »Det foreslås samtidig, at en anmodning om indbringelse af sagen for domstolene som udgangspunkt ikke kan tillægges opsættende virkning, idet det vil stride mod hensynet til at sikre en løbende og effektiv håndhævelse af kravene om certificering.«

Der er alene tale om en sproglig rettelse.

4. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget udtaler, at V, DF og KF grundlæggende støtter, at Folketinget med lovforslaget styrker kravene til revisors uddannelse og efteruddannelse. Det er en væsentlig opgave at styrke tilliden til den finansielle sektor ved at forbedre kvaliteten af revisionen af finansielle virksomheder og pengeinstitutter. Virksomheder af offentlig interesse skal underkastes kompetent revision, og V, DF og KF bakker derfor op om lovforslagets overordnede formål.

V, DF og KF mener dog, at lovforslaget er problematisk på to væsentlige områder:

For det første udfordrer lovforslaget særbestemmelsen i revisorlovens § 17. Ifølge bestemmelsen må registrerede revisorer i landøkonomiske foreningers rådgivningskontorer udføre visse opgaver som revisionspåtegninger på regnskaber samt afgivelse af udtalelser. Revisorlovens § 17 omhandler imidlertid udelukkende registrerede revisorer, hvilket betyder, at særbestemmelsen reelt vil afvikles inden for en kortere årrække, idet der fremover kun vil blive uddannet én type revisorer på niveau med statsautoriserede revisorer. V, DF og KF finder denne udvikling stærkt problematisk. Landbrugets rådgivningstjeneste udfører regnskabs- og revisionsopgaver for ca. 31.000 landmænd og dermed en meget stor andel af de danske råvareproducenter, som bidrager med tusindvis af arbejdspladser og stor eksport. V, DF og KF mener derfor, at en afvikling af særbestemmelsen i revisorlovens § 17 vil have store konsekvenser: For det første vil landmændene miste muligheden for at modtage en effektiv og helhedsorienteret rådgivning. For det andet vil det være vanskeligt for landmændene at finde andre revisionskontorer, som besidder et tilsvarende kendskab til landbruget. Og for det tredje kan man frygte, at den store mængde viden og data, som udvikles i økonomirådgivningen - og som anvendes til produktivitetsudvikling, optimering, indstilling af forskningsbehov og indkomstopgørelser, og som deles med bl.a. Danmarks Statistik og Københavns Universitet - vil blive alvorligt svækket. V, DF og KF mener, at dette vil kunne give sig udslag i en markant forringelse af den tværfaglige, helhedsorienterede rådgivning på landbrugsområdet. V, DF og KF beklager endvidere, at Erhvervs- og Vækstministeriet ikke har rettet henvendelse til Europa-Kommissionen om muligheden for at opretholde særbestemmelsen i revisorlovens § 17.

V, DF og KF anerkender dog, at det ifølge Erhvervs- og Vækstministeriet ikke er muligt at udvide særbestemmelsen til at omfatte statsautoriserede revisorer inden for EU-rettens rammer og derved opretholde særbestemmelsen.

For det andet er lovforslaget problematisk i forhold til revisorernes retssikkerhed. Lovforslaget tillægger på en og samme tid Finanstilsynet kompetencen til at udstede og fratage revisorer deres certificeringer såvel som kompetencen til at forestå tilsynet med virksomheders regeloverholdelse. V, DF og KF mener, at det kan være retssikkerhedsmæssigt problematisk, at Finanstilsynet skal varetage den foreslåede certificeringsordning, idet ordningen indebærer en risiko for, at afgørelser om certificeringer ikke træffes på et fuldstændigt uafhængig grundlag. V, DF og KF mener, at en fratagelse af en certificering er et stort indgreb, hvorfor det altid skal sikres, at indgrebet sker på et sagligt og objektivt grundlag. Derfor mener V, DF og KF, at certificeringsordningen nøje skal følges med henblik på at sikre, at alle afgørelser lever op til de nødvendige forvaltningsretlige principper om saglighed og proportionalitet.

V, DF og KF støtter dog det samlede lovforslag og deler intentionen om at styrke kravene til revisors uddannelse og efteruddannelse.

Et mindretal i udvalget (LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Liberal Alliances medlem af udvalget udtaler, at LA ikke kan støtte lovforslaget, da det svækker den udmærkede og velfungerende service, der udøves fra de  landøkonomiske foreningers rådgivningskontorer, eftersom disse med forslagets vedtagelse ikke længere vil kunne revidere selskaber i landbruget uden betydelige konstrueringer i deres virke.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

5. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af erhvervs- og vækstministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 3, stk. 1, nr. 4, ændres »stk. 7« til: »stk. 6«.«

[Konsekvensrettelse]

Til § 2

2) Før nr. 1 indsættes som nye numre:

»01. I § 1, stk. 9, ændres »§ 199, stk. 2-4, 8 og 11« til: »§ 199, stk. 2-4, 9 og 12«.

02. I § 1, stk. 15, ændres »§ 199, stk. 9 og 10« til: »§ 199, stk. 10 og 11«.

03. I § 80, stk. 1, ændres »§ 199, stk. 9 og 10« til: »§ 199, stk. 10 og 11«.«

[Konsekvensrettelser]

3) Nr. 3 affattes således:

»3. I § 199, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »én statsautoriseret revisor«: », og denne skal, såfremt der er tale om revision af pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller forsikringsselskaber, tillige være certificeret af Finanstilsynet«.«

[Præcisering]

4) Nr. 4 affattes således:

»4. I § 199, stk. 1, 2. pkt., ændres »eller registrerede« til: »og såfremt der er tale om revision af pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller forsikringsselskaber, skal den eller de underskrivende revisorer tillige være certificeret af Finanstilsynet«.«

[Præcisering]

5) I den under nr. 5 foreslåede ændring af § 199, stk. 2, affattes 2. pkt. således:

»Hvis en finansiel virksomhed eller finansiel holdingvirksomhed har en dattervirksomhed, der er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et forsikringsselskab, skal de valgte underskrivende revisorer være certificerede af Finanstilsynet til at revidere disse typer af finansiel virksomhed, jf. stk. 1.«

[Præcisering]

6) Nr. 10 udgår, og i stedet indsættes:

»10. I § 355, stk. 2, nr. 6, ændres »afsætter denne« til: »fratager dennes certificering i henhold til § 199, stk. 1, jf. § 199, stk. 4,«, og »§ 199, stk. 4-6 og 8« til: »§ 199, stk. 4-7 og 9«.

04. I § 373, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 199, stk. 2 og 5« til: »§ 199, stk. 2 og 6«.«

[Konsekvensrettelser]

Bemærkninger

Til nr. 1

Den foreslåede ændring er en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 1, nr. 7, hvorefter det gældende § 33, stk. 7, bliver til § 33, stk. 6.

Til nr. 2 og 6

Konsekvensrettelser, som følge af at der med forslaget foreslås indsat et nyt stk. 5 i § 199 i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 3

Med forslaget til ændring af den i lovforslaget foreslåede affattelse af § 199, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed sker der en præcisering af den kreds af finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder, hvor der stilles krav om, at den eller de underskrivende revisorer skal certificeres af Finanstilsynet. Det præciseres således, at er der tale om revision af pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller forsikringsselskaber, herunder liv- og pensionsselskaber, skal den eller de underskrivende revisorer være certificerede hertil af Finanstilsynet. Kravet om certificering af revisorer i relation til revidering af pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber skal ses i lyset af, at disse typer virksomheder er særlig komplekse at revidere og har betydning for den finansielle stabilitet.

Med ændringsforslaget tydeliggøres det således endvidere, at underskrivende revisorer i fonds­mæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber ikke er omfattet af certificeringspligten.

Til nr. 4

Der er med forslaget til ændring af den foreslåede affattelse af § 199, stk. 1, 2. pkt., i lov om finansiel virksomhed, tale om en præcisering af, hvilke revisorer der skal have en certificering.

Med den foreslåede præcisering tydeliggøres det, at det alene er underskrivende revisorer i pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller forsikringsselskaber, herunder liv- og pensionsselskaber, der er omfattet af certificeringspligten.

Til nr. 5

Der er med forslaget til ændring af den foreslåede affattelse af § 199, stk. 2, 2. og 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed tale om en præcisering af, hvilke revisorer der skal have en certificering.

Med den foreslåede præcisering tydeliggøres det, at det alene er underskrivende revisorer i pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller forsikringsselskaber, herunder liv- og pensionsselskaber, der er omfattet af certificeringspligten.

Benny Engelbrecht (S) Julie Skovsby (S) Jan Johansen (S) Mette Reissmann (S) Karin Gaardsted (S) fmd. Trine Bramsen (S) Simon Kollerup (S) Andreas Steenberg (RV) Nadeem Farooq (RV) Lone Loklindt (RV) Uffe Elbæk (RV) Mette Boye (SF) Steen Gade (SF) Frank Aaen (EL) Henning Hyllested (EL) Kim Andersen (V) Michael Aastrup Jensen (V) Anne-Mette Winther Christiansen (V) nfmd. Preben Bang Henriksen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Mads Rørvig (V) Hans Christian Schmidt (V) Hans Christian Thoning (V) Hans Kristian Skibby (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Kim Christiansen (DF) Mette Bock (LA) Brian Mikkelsen (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)45
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 126

Bilagsnr.

Titel

1
Høringssvar og høringsnotat, fra erhvervs- og vækstministeren
2
Henvendelse af 6/2-13 fra Landbrug & Fødevarer
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Henvendelse af 27/2-13 fra FSR - Danske Revisorer
5
Revideret tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
6
Materiale fra Landbrug & Fødevarers foretræde for udvalget 26/2-13
7
Ændringsforslag fra erhvervs- og vækstministeren
8
Tilkendegivelse fra erhvervs- og vækstministeren
9
Talepapir fra samrådet 13/3-13 om samrådsspørgsmål A, fra erhvervs- og vækstministeren
10
Yderligere revideret tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
11
1. udkast til betænkning
12
Yderligere revideret tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
13
2. udkast til betænkning
14
3. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 126

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om kommentar til henvendelse af 6/2-13 fra Landbrug & Fødevarer, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om uddybelse af ministerens udtalelse under 1. behandling af L 126 den 5. februar 2013 om, at særbestemmelsen ikke lever op til EU-kravene om revisorvirksomheders ejerforhold og uafhængighed, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvordan afviklingen af revisorlovens særbestemmelse i § 17 vil bidrage til at højne kvaliteten af revisionen af landbrugsvirksomheder, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. , om det vil være realistisk og sandsynligt at finde kompetente revisionskontorer, der fuldkomment vil kunne erstatte fagligheden hos de landøkonomiske foreningers rådgivningskontorer, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om, hvornår der ifølge EU-retten foreligger et afhængighedsforhold mellem revisionskontor og den reviderede virksomhed, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. , om ministeren vil bekræfte, at lovforslaget indeholder et retssikkerhedsmæssigt problem, idet det er Finanstilsynet, som gives kompetencen til både at udstede og fratage certificeringer og varetage tilsynet med virksomhedernes regeloverholdelse, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om, hvor mange virksomheder, fordelt på pengeinstitutter og finansielle virksomheder, der vil blive omfattet af lovforslagets certificeringsordning, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om kommentar til henvendelse af 27/2-13 fra FSR - Danske Revisorer, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om, hvilke konsekvenser en afvikling af revisorlovens § 17 efter ministerens opfattelse vil medføre for de helhedsorienterede landøkonomiske foreningers rådgivningskontorer og for driftseffektiviteten i landbruget, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om, hvordan ministeren vil garantere, at det ikke vil koste produktivitet og konkurrenceevne og dermed arbejdspladser i landbruget og den øvrige fødevareklynge, at landbrug skal skifte revisor og dermed ikke kan få den helhedsorienterede, sammenhængende rådgivning, der leveres i dag fra de landøkonomiske foreningers rådgivningskontorer, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm. om, hvilke konsekvenser det efter ministerens opfattelse vil få for landbrugserhvervet og de nødlidende landbrug, hvis ikke de landøkonomiske foreningers rådgivningskontorer kan tilbyde økonomirådgivning til de landmænd, der ansøger om at komme i Landbrugets Finansieringsbank, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. om, hvilke konsekvenser det efter ministerens opfattelse vil få for forskningen og innovationen i fødevareklyngen, at de sammenhængende data til brug for denne forskning med afviklingen af revisorlovens § 17 går tabt, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm. om kommentar til materialet fra Landbrug & Fødevarers foretræde for udvalget 26/2-13, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm. om, hvorfor man ikke længere skal have to typer revisorer, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm. om, hvad retssikkerheden er, når en myndighed (Finanstilsynet) først kan certificere en revisor og derefter kan trække denne certificering tilbage, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm. om, hvordan det sikres, at revisorerne orienteres fyldestgørende om, hvilke klagemuligheder der eksisterer, og at revisorer, som uretmæssigt får frataget deres certifikat, kan få deres certifikat tilbage, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
17
Spm. , om Erhvervs- og Vækstministeriet har været i kontakt med EU for at få redegjort for, om det er muligt at opretholde særbestemmelsen i revisorlovens § 17, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
18
Spm. om, hvad der er hensigten med EU's direktiv om lovpligtig revision, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm. om, hvilken lovhjemmel der regulerer, at det er et ufravigeligt krav, at virksomheder, der udøver revision, skal ejes af godkendte revisorer, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
20
Spm. om en redegørelse for ministerens undersøgelser af de franske revisions- og rådgivningsforeninger, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
21
Spm. om, hvordan revisionsfirmaer kan skille sig ud og danne et selskab på landbrugets rådgivningscentre, herunder hvordan dette vil kunne effektueres, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
22
Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, hvorved lovforslaget deles, således at revision og rådgivning af landbrugsvirksomheder udskilles til en særlig B-del, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
23
Spm. om en redegørelse for de praktiske ændringer og økonomiske omkostninger for landbrugets rådgivningscentre, såfremt de på grund af de foreslåede ændringer i revisorloven bliver tvunget til at udskille revisionsdelen i en selvstændig revisionsvirksomhed, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
24
Spm. , om der er andre erhvervsområder, hvor det er samme myndighed, der både udsteder certifikater/autorisationer/tilladelser og har myndigheden til at fratage disse, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
25
Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, hvorved særbestemmelsen i revisorlovens § 17 udvides, således at den fremover også vil omfatte statsautoriserede revisorer, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
26
Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, således at det i revisorloven præciseres, hvad der forstås ved at have »bestemmende indflydelse« på revisoren/revisorvirksomheden, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
27
Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag til revisorloven, der medfører, at landmænd fortsat kan bruge de landøkonomiske foreningers revision, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar herpå
  


Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 126

Samråds-spm.nr.
Titel
A
Samrådsspm. om en redegørelse for mulighederne for at udvide særbestemmelsen i revisorlovens § 17, således at bestemmelsen fremover vil omfatte statsautoriserede revisorer, til erhvervs- og vækstministeren