Fremsat den 2. april 2013 af Simon Emil
Ammitzbøll (LA), Leif Mikkelsen (LA) og Anders Samuelsen
(LA)
Forslag til folketingsbeslutning
om harmonisering af aldersgrænser
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2013 at fremsætte forslag til harmonisering
af lovgivningens forskellige aldersgrænser, så der
bliver færre forskellige aldersgrænser, og så der
ud fra et princip om, at flest mulige aldersafhængige
handlinger afkriminaliseres, bliver en logisk sammenhæng
mellem aldersgrænser, der fortsat består.
Bemærkninger til forslaget
Dansk lovgivning indeholder en lang
række forskellige aldersgrænser, der på den ene
eller anden måde vedrører unge danskeres myndighed.
Desværre mangler der i mange tilfælde en indre logisk
sammenhæng mellem de forskellige aldersgrænser.
Er det f.eks. rimeligt, at den seksuelle
lavalder er 15 år, mens man skal være 18 år for
uden forældrenes samtykke at kunne beslutte, om man vil have
foretaget en abort, hvis et samleje resulterer i en uønsket
graviditet? Og i lyset af dette dilemma, hvad er da den indre logik
i, at man skal være fyldt 16 år for at kunne
købe pornografisk materiale, når den seksuelle
lavalder som nævnt er lavere?
På samme måde virker det ulogisk,
at man kan købe en kasse guldøl i supermarkedet,
når man er 16 år, men først må nyde en
lille fadøl på en café, når man er 18
år. Endvidere kan der med rimelighed sættes
spørgsmålstegn ved, hvorfor man ikke må
købe cigaretter som 16-årig, men først som
18-årig, når man nu gerne må købe alkohol
som 16-årig.
Ifølge straffeloven kan man straffes
med fængsel som 15-årig, men til gengæld kan man
først få en tatovering, når man er 18 år,
og man skal være 16 år for at købe en
lotto-kupon til 40 kr., men være 18 år for at spille 10
kr. på Oddset. En stjernekaster, knaldperler eller en
næsespray kan man købe som 15-årig, men man skal
være fyldt 18 år for at købe en
nytårsraket eller en pakke Panodil til hovedpinen.
Forslagsstillerne ønsker, at der
gennemføres en harmonisering af lovgivningens forskellige
aldersgrænser, så der bliver færre forskellige
aldersgrænser, og så der bliver en logisk
sammenhæng mellem dem, der fortsat består. Det vil
udrydde den dobbeltmoral, der i dag findes i lovgivningen, og det
vil føre en del af opdragelsesansvaret tilbage til
forældrene til de unge danskere, der rammes af de
usammenhængende regler. Samtidig vil det gøre op med
den beklagelige tendens, der er, til at forældre ikke giver
den frihed, som de selv nød, da de var unge, videre til
deres egne børn, idet en del af de gældende
aldersgrænser ansporer mere til hysteri, end til at
forældrene tager ansvar for deres børn.
Forslagsstillerne ønsker endvidere, at
harmoniseringen af aldersgrænserne foretages ud fra et
princip om, at flest mulige aldersafhængige handlinger
afkriminaliseres.
Forslagsstillerne ser frem til Folketingets
velvillige behandling.
Skriftlig fremsættelse
Simon Emil
Ammitzbøll (LA):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
harmonisering af aldersgrænser.
(Beslutningsforslag nr. B 94)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.