B 77 Forslag til folketingsbeslutning om at sikre en gebyrfri bankkonto til alle.

Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2012-13
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 12-03-2013

Fremsat: 12-03-2013

Fremsat den 12. marts 2013 af Frank Aaen (EL) og Stine Brix (EL)

20121_b77_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 12. marts 2013 af Frank Aaen (EL) og Stine Brix (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om at sikre en gebyrfri bankkonto til alle

Folketinget pålægger regeringen at udarbejde et lovforslag, der sikrer, at alle, som modtager indkomster fra det offentlige, har adgang til en gebyrfri indlånskonto til modtagelse af de overførsler, de har ret til. Det skal være muligt at hæve fra kontoen med dankort eller kontant uden gebyr.

Lovforslaget skal fremsættes inden sommeren 2013.

Bemærkninger til forslaget

De private pengeinstitutter er begyndt at tage gebyrer for at oprette almindelige indlånskonti. For almindelige lønmodtagere og modtagere af offentlige ydelser medfører tvungne gebyrer en urimelig skat, hvis det ikke kan lade sig gøre at få udbetalt f.eks. kontanthjælp, pensioner, sygedagpenge, børneydelse osv. uden at have en bankkonto, som ydelsen kan overføres til uden betaling af et gebyr.

Gebyret rammer socialt skævt, fordi det rammer dem, der har mindst. F.eks. skal kontanthjælpsmodtagere typisk betale, mens millionæren kan modtage for meget betalt skat på en gebyrfri konto.

Forslagsstillerne mener derfor, at det er afgørende, at alle borgere i Danmark har adgang til en gebyrfri konto til udbetaling af overførsler fra det offentlige.

Aftalen mellem erhvervs- og vækstministeren og Finansrådet den 30. januar 2013 ændrer ikke ved, at banksektoren fortsat kan kræve gebyrer af almindelige bankkunder, herunder dem, der har allermindst. Derfor skal regeringen sikre alle borgeres ret til en gebyrfri konto. Det er den eneste vej til at forhindre en særskat for de fattigste - en særskat, der tilmed tilfalder bankerne og ikke fællesskabet.

I lovforslaget skal indgå, hvordan administrationen af og udbetalingen fra den gebyrfri konto skal foregå. En mulighed, som bør overvejes, er at lade Nationalbanken administrere disse konti. For at sikre en gebyrfri udbetaling af kontanter bør det ligeledes inddrages, hvordan der kan etableres et samarbejde med posthuse eller andre offentlige landsdækkende institutioner, der gebyrfrit kan gennemføre kontante udbetalinger.

Skriftlig fremsættelse

Frank Aaen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at sikre en gebyrfri bankkonto til alle.

(Beslutningsforslag nr. B 77)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.