B 108 Forslag til folketingsbeslutning om at tage artikel 10 i EU-forordning 1072/2009 om cabotagekørsel i brug, således at der træffes de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger for de i Danmark berørte transportvirksomheder.

Udvalg: Transportudvalget
Samling: 2012-13
Status: Forkastet

Betænkning

Afgivet: 28-05-2013

Afgivet: 28-05-2013

Betænkning afgivet af Transportudvalget den 28. maj 2013

20121_b108_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Transportudvalget den 28. maj 2013

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 5. april 2013 og var til 1. behandling den 21. maj 2013. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Transportudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af DF og EL) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Et mindretal i udvalget (DF og EL) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Enhedslistens medlemmer af udvalget henleder opmærksomheden på, at det med vedtagelsen af EU-forordning nr. 1072/2009 blev tilladt vognmandsvirksomheder fra et EU-land at foretage tre nationale transporter i et andet EU-land - såkaldt cabotagekørsel. Tilladelsen gælder dog kun, hvis den finder sted i tilknytning til en international transport i det land, hvor cabotagekørslen efterfølgende finder sted.

Den internationale transport må ikke have som sit primære formål at skaffe sig adgang til at udføre cabotagekørsel i en anden medlemsstat. Ej heller må cabotagekørsel udføres på en sådan måde, at der skabes en permanent og løbende aktivitet i en værtsmedlemsstat. Tværtimod skal kørslen have midlertidig karakter.

Forordningens artikel 10 hjemler mulighed for, at en medlemsstat kan henvende sig til Kommissionen, hvis den finder, at cabotagekørslen skaber alvorlige forstyrrelser for det hjemlige transportmarked.

Der har her i landet udviklet sig en sådan alvorlig forstyrrelse som følge af cabotagekørsel, der er steget til det seksdobbelte i de sidste 10 år. I samme periode er der forsvundet over 8.000 danske chaufførjobs, og de er hyppigt endt i Østeuropa.

Problemet kan entydigt henføres til den ulige lønkonkurrence, idet udgifterne til brændstof og kapitalomkostninger stort set er de samme i alle EU-stater, mens især østeuropæiske chauffører aflønnes langt lavere end danske chauffører.

En rundspørge blandt 3F's medlemmer viser, at formodentlig op til 20 pct. af dansk indenrigskørsel er cabotagekørsel - et tal, der understøttes af en undersøgelse fra det hollandske infrastruktur- og miljøministerium, der viser, at 21 pct. af det hjemlige vesteuropæiske marked vil være cabotagekørsel.

I et lille land som vores med korte afstande til Sverige og Tyskland er det let for speditører og de store udflagede vognmandsfirmaer at sætte international transport og cabotagekørsel i system. Og det kan nemt lade sig gøre at nå tre cabotageture på et døgn, før en ny last hentes uden for landets grænser - inden nye cabotageture kan foretages.

Det vil således være forhold, der især gør sig gældende for Danmark og den hjemlige vejgodsbranche, og der er derfor al mulig grund til at tage artikel 10 i anvendelse.

Da flere af de gamle EU-lande også er ramt af problemerne med den her nævnte cabotagekørsel, anbefales det, at der sker en henvendelse til Kommissionen med henblik på en fornyet drøftelse af konsekvenserne af forordningen grundet den løndumpning og unfair konkurrence, der kan konstateres.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Benny Engelbrecht (S) fmd. Karin Gaardsted (S) Magnus Heunicke (S) Mette Reissmann (S) Orla Hav (S) Rasmus Prehn (S) Jesper Petersen (S) Andreas Steenberg (RV) Rasmus Helveg Petersen (RV) Lone Loklindt (RV) Anne Baastrup (SF) Jonas Dahl (SF) Henning Hyllested (EL) Per Clausen (EL) Lars Dohn (EL) Thomas Danielsen (V) Martin Geertsen (V) Flemming Damgaard Larsen (V) nfmd. Lars Christian Lilleholt (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Karsten Nonbo (V) Hans Christian Schmidt (V) Kim Christiansen (DF) Morten Marinus (DF) Jørn Dohrmann (DF) Leif Mikkelsen (LA) Villum Christensen (LA) Mike Legarth (KF) Tom Behnke (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)45
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 108

Bilagsnr.

Titel

1
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget
2
Fastsat tidsplan for udvalget behandling af beslutningsforslaget
3
1. udkast til betænkning