Det glæder mig at se, at regeringen på side 94 i sin nye 2020-plan omkring de økonomiske udfordringer frem mod 2020 – i den tekstboks, der er, den såkaldte Boks II.1 – har lagt op til, at man vil fremme de unges vej igennem uddannelserne noget mere, og at man vil sørge for, at det vil ske igennem et gennemsyn af SU-uddannelserne.
Når jeg glæder mig over det, er det jo, fordi det er ngoet, der minder så utrolig meget om det forslag og det ordvalg, som var at finde i VK-regeringens egne planer om de reformer, som den gerne ville have gennemført, hvis den var fortsat efter folketingsvalget i september sidste år.
Der glæder det mig jo altid, når der er andre partier, der tager godt imod de ideer, som vi har i Venstre.
At man så gør dem til sine egne, er ikke noget, der på noget tidspunkt skal skille os ad, men jeg kunne bare godt tænke mig at vide lidt mere præcis, hvad det er for nogle tanker, regeringen allerede nu har gjort sig om, hvordan man skal sørge for, at de unge kommer hurtigere igennem deres uddannelsen, og hvilke virkninger der må være af de tanker.
Jeg ved godt, at der står, at der blevet nedsat et tværministerielt udvalg, men jeg går stærkt ud fra, at ministeren kan sige noget mere om, hvad det er for nogle præcise virkemidler, der er, og også hvad det er for nogle præcise virkninger det er man forventer at der kommer ud af det udvalgsarbejde.
For hvis man går hen og kigger på den planche, der er blevet udleveret af finansministeren, kan man se, at der kan regnes ind, at regeringen vil få et bidrag på 2 mia.
kr., ved at der bliver en hurtigere færdiggørelse af uddannelserne.
Så når det er sådan, at man kan regne ind, at man præcis vil få 2 mia.
kr.
ud af, at man gennemfører en fremrykkelse af de unges gennemførelse af deres uddannelser, så må man jo også have en vis idé om, hvilke værktøjer det er man vil bruge, og hvad de værktøjer hver for sig vil give af virkning i forhold til de unge.
Jeg er helt enig i formålet, men jeg ville bare gerne have, at ministeren her ville fortælle noget mere om, hvad der rent faktisk ligger i de tanker, regeringen gør sig.