Først og fremmest tak til spørgeren for at bevæge sig helt herned i Folketingssalen for at spørge til et tema, som optager os begge to rigtig meget.
Jeg skal skynde mig at gøre opmærksom på, at det sådan set er ministeren for by, bolig og landdistrikter, som har lovforslaget, og som fremsætter det inden for allernærmeste fremtid, hvor spørgeren kan få syn for sagen og se, hvad der indgår i det.
Når vi har taget det med i energiaftalen, er det, fordi man jo, når man laver den slags gode tiltag, som er på vej her, får en energibesparelse, og dermed får man også en faldende skatteindtægt, fordi man får færre energiafgifter ind.
Og det tab har vi så besluttet os for at dække i forbindelse med finansieringen af energiaftalen.
Så det er derfor, det står der.
Men i øvrigt kan jeg svare bekræftende på spørgsmålet.
Jeg har fået den forståelse fra den ansvarlige minister, at det også i den model, som vi havde lejlighed til at diskutere for nogle måneder siden, da jeg sad i udvalget i en anden kapacitet, bl.a.
indgår, at man frivilligt kan aftale, at lejen kan sættes lidt højere op, hvis det ikke overgår, om jeg så må sige, den ekstra besparelse, som lejerne får i forbindelse med det.