Skriftlig fremsættelse (28. marts
2012)
Transportministeren (Henrik Dam
Kristensen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
udbygning af banestrækningen mellem Vamdrup og Padborg
(Udbygning af banestrækningen mellem Vamdrup og Vojens)
(Lovforslag nr. L 134)
Lovforslaget indgår som en del af transportaftalen af
29. januar 2009 »En grøn transportpolitik« og
transportaftalen af 7. februar 2012 »Elektrificering af
jernbanen m.v.«.
Lovforslaget indebærer, at 2. spor på
banestrækningen mellem Vamdrup og Vojens kan
igangsættes. Strækningen udgør 2. etape af
udbygningen af banestrækningen mellem Vamdrup og
Padborg.
På hele strækningen mellem Vamdrup og Padborg vil
der efter udbygningen være dobbeltspor mellem Vamdrup og
Vojens og mellem Vojens og Tinglev. Der opereres desuden med en
opgradering af hastigheden på strækningen
Vamdrup-Vojens, idet der arbejdes ud fra hastigheder på op
til 160 km i timen på hele strækningen, hvor der i dag
flere steder kun kan køres med 120 km i timen.
Lovforslaget indeholder positive virkninger for samfundet,
idet udbygningen vil øge mobiliteten på et
bæredygtigt grundlag. Der forventes en reduceret udledning af
CO2 som følge af overflytning af gods fra vej til jernbane.
Den reducerede godstransport på vej betyder samtidig en
reduktion af forureningen fra lastbiler. Udbygningen vil
således være til gavn for klima, miljø og
natur.
Udbygningen vil desuden gavne erhvervslivet først og
fremmest ved en styrkelse af jernbanegodstrafikken, men også
forbedre kvaliteten af passagertogsbetjeningen i
Sønderjylland samt tilgodese den internationale
passagertrafik mod Hamborg.
Det ekstra spor planlægges ibrugtaget i 2015.
Statens udgift til udbygningen skønnes at udgøre
ca. 742 mio.kr.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.