Tak for debatten om Dansk Folkepartis beslutningsforslag nr.
B 5 om opløsning af kriminelle bander.
I grundloven står der jo sort på hvidt, og jeg læser op:
»Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.«
Det står i grundlovens § 78.
Altså, foreninger, der virker ved vold, skal opløses.
Det er jo sådan set det, der er essensen i det beslutningsforslag, vi behandler i Folketinget i dag, og som herfra går i udvalgsbehandling i Folketingets Retsudvalg.
Jeg synes, at det er unødvendigt at remse skud- og voldsepisoder op gennem de seneste år, for der har været rigtig, rigtig mange af dem.
Her er det formentlig rockere eller indvandrerrelaterede personer, der har forårsaget uhyggelig mange ulykkelige skæbner i vores land, og de pågældende står desværre bag en meget stor procentdel af al personfarlig kriminalitet eller er involveret på den ene eller den måde i en meget stor procentdel af al personfarlig kriminalitet her i landet.
Jeg vil komme med nogle konkrete eksempler og undlade den store opremsning.
De eksempler er relevante i forhold til det her forslag.
I 2008 skød og sårede bandemedlemmer fra Hells Angels' støtteklub AK81 et medlem af den såkaldte Trillegårdsbande.
Det skete på en McDonaldsrestaurant i det nordlige Aarhus.
Det var rent ud sagt et mirakel, at ingen andre af de tilstedeværende, hvoraf mange var børn, kom til skade.
Efterfølgende valgte det ene af AK81-medlemmerne at vidne imod AK81 og Hells Angels.
Vidnet fortalte om organisationens virke.
Vidnet fortalte om, at penge fra salg af narko går til en såkaldt slikkasse, som igen betaler for indkøb af våben.
Med andre ord er det altså i klubbens regi, at kriminaliteten finder sted.
Der er ikke tale om enkeltstående individer, der begår kriminaliteten hver for sig pø om pø.
Nej, der er tale om, at de pågældende alle sammen var medlemmer af Hells Angels eller af støtteklubben, og at man på forskellig vis i klubbens regi var sammen om den her kriminalitet.
I september 2011 afgjorde Københavns Byret så, at rockerklubben Hells Angels har været i krig med en række indvandrerbander i København, og det er i øvrigt en sag, der er blevet appelleret.
Der får vi at se, hvordan den sag udvikler sig, men karakteristisk for en række af de sager, vi kender både fra rockermiljøet og fra indvandrerbandemiljøet, er det, at det er i regi af klubben, at kriminaliteten foregår.
Uanset om klubben er Bandidos, Hells Angels, den internationale klub Black Cobra eller Blågårdsbanden, eller hvad de nu hedder, er de karakteriseret ved, at tilhørsforholdet og rekrutteringen finder sted til klubben, og at kriminaliteten foregår i klubbens regi.
Jeg kunne jo blive ved med at opremse de her sager, men det synes jeg ikke der er grund til, for der har som bekendt været en bandekrig i gang på større eller mindre niveau igennem de seneste år.
Det gælder ikke mindst i København, men det har jo også bredt sig andre steder hen, som flere ordførere var inde på, og derfor prøver man på forskellig vis at dæmme op for det, ikke bare i hovedstadsområdet, men også i resten af landet.
Vi skal huske på, at de her eksempler er andet og mere end nogle hårrejsende historier om bander, der er i krig med hinanden.
Det er også historien om, hvordan der i Danmark findes personer, der lader hånt om landets love og uskyldiges sikkerhed, og det er historien om, at man danner sine egne organisationer med det formål at udøve kriminalitet og berige sig på andres bekostning.
Det skal vi som samfund ikke finde os i, og derfor er vi nødt til at tage de skrappeste midler, vi overhovedet kan finde på i Folketinget, i brug for at bekæmpe den slags aktiviteter.
Der findes en bog, der hedder »Kronvidnet«, hvor journalist på Berlingske Morten Frich, der har fulgt de her sager igennem mange år, beskriver et eksempel på en rockerrelateret person.
Han hedder Kasper Vetter, og han har haft en løbebane, hvor han har været i inderkredsen af de aktiviteter, og hvor det er helt tydeligt, at det er i foreningens eller klubbens regi, at de kriminelle aktiviteter foregår.
Jeg kan anbefale læsning af bogen.
Jeg går ud fra, at formanden dog tillader få reklameindslag her i Folketinget for gode bøger, der er værd at læse for ikke mindst Folketingets medlemmer af Retsudvalget.
Konkluderende vil jeg sige, at når grundloven siger, at foreninger, der virker ved vold, bliver at opløse ved dom, betyder det ikke bare, at regeringen
kan
opløse sådan nogle foreninger.
Nej, det betyder, at regeringen
skal
opløse sådan nogle foreninger.
Man
skal
, det er en pligt, at opløse sådan nogle foreninger, hvis vi skal tage grundloven alvorligt, og det skal vi jo som folketingsmedlemmer.
Når vi vælges første gang, markerer vi jo på højtidelig vis, at vi vil sikre, at grundloven holdes i hævd.
Det gør vi faktisk kun ved at overholde grundloven og ved at sikre, at vi tager de paragraffer i grundloven alvorligt.
Jeg mener så rigeligt, at jeg både i beslutningsforslaget på Dansk Folkepartis vegne og i det indlæg, der er holdt nu, har fortalt om, at det er de nævnte foreninger, som vi taler om her, der virker ved vold.
Så alle tilrådeværende oplysninger taler for, at her skal vi bruge grundlovens § 78.
Det kan jo så godt være, at det, der tales allermest om i øjeblikket i forhold til bandekriminalitet, er ovre på den anden side af Øresund, i Malmø, hvor der foregår det ene drab efter det andet, og at bandekrigen ikke sådan i offentligheden ser ud til at rase så voldsomt, som den har gjort, i København, men det betyder jo på ingen måde, at de her grupperinger er holdt op med at bruge vold.
Vi kan se fra det tidligere forslag, vi diskuterede for lidt siden, om dummebøder, at det foregår i fuldt flor.
En voldsom bandekonflikt kan formentlig uden videre bryde ud igen med repressalier, hævndrab osv., som vi har set det tidligere, hvis vi bare slipper det mindste tag i de her grupperinger.
Som nævnt er bandekriminaliteten lige ovre på den anden side af Øresund nærmest eksploderet.
De seneste 2 måneder har man været plaget af adskillige skyderier, hvoraf seks indtil nu har været med dødelig udgang.
Vi skulle meget nødig nå dertil igen, at vi skal have bandedrab i Danmark, før politikerne reagerer på det, der er sket.
Så kan man kigge sig rundtomkring, og det gør man jo nogle gange, når man skal træffe beslutninger i Folketinget, for at se, om der er andre lande, hvor man har erfaringer med de her ting, eksempelvis nabolande.
Der er det jo sådan, at den tyske delstat Slesvig-Holsten har forbudt såvel en Bandidosafdeling som en Hells Angels-afdeling med det resultat, at de pågældende i stedet er rykket over grænsen og har etableret afdelinger i Sønderjylland.
Det bliver det jo ikke meget bedre af, men i Tyskland har man trods alt gjort en indsats på det her område.
Det er jo helt hen i vejret, at vi ikke har forbudt – og jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke har gjort det for længst – kriminelle bandegrupperinger og andre kriminelle bander, der opererer så let, som de trods alt gør, selv om de bliver presset forskellig vis.
Så lad os med grundloven i hånden, og det skal egentlig være min afsluttende bemærkning, forbyde de her voldelige rocker- og indvandrerbander, og lad os nu, når der ikke er et flertal i Folketinget, der vil det i dag, fortsætte udvalgsbehandlingen i Folketinget og spørge bl.a.
regeringen, hvad der skal til, før man vil bruge grundlovens § 78.
Skal vi have Rigsadvokaten til om 5 år, eller hvornår man kan samle sig sammen til det, at komme med en anbefaling, eller kunne det være, at regeringen vil tage grundloven seriøst?