Det er godt, vi får slået fast, at der ikke er nogen nye love, og at man kan gå rundt som folketingskandidat og være vidende om ulovligheder i forhold til støtte til egen kampagne eller erhvervsklubber, uden at det er ansvarspådragende.
Godt.
Så har vi fået det slået fast fra ministerens side; det er ministerens fortolkning af lovene.
Hvis vi går ind på SKATs hjemmeside under ligningsvejledningen for 2011, kan man læse følgende – og jeg citerer:
»LL«– dvs.
ligningsloven – »§ 8 A giver adgang til i et vist omfang at fratrække gaver ydet til foreninger, stiftelser, institutioner m.v., hvis midler anvendes i almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt øjemed til fordel for en større kreds af personer.
Fradrag er betinget af, at foreningen m.v.
har indberettet indbetalingen til SKAT, jfr.
§ 8 Æ i skattekontrolloven.«
Det er rimelig klart.
Af dagens udgave af Jyllands-Posten, som jeg står med her, fremgår det så, at man i Viborg har en baggrundsgruppe, der hedder Viborg-egnens Liberale Erhvervslaug.
Og der er simpelt hen nogle Venstrefolk, der træder frem og siger – og jeg citerer her en udtalelse fra Kandidatbestyrelse Vest i Viborg:
»Jeg er skuffet over, at politikerne ikke selv synes, at man skal overholde lovens ånd.
Man skjuler sig bare bag en forening, som formelt ikke har noget med Venstre at gøre.«
Derfor spørger jeg så ministeren i dag, om ministeren mener, at Viborg-egnens Liberale Erhvervslaug, som det hedder, er en forening, som passer ind under ligningslovens § 8 A om fradrag for gaver til almennyttige formål.
Og derudover spørger jeg også ministeren:
Er det at være folketingskandidat et almennyttigt formål?