SF har, det må jeg indrømme, tit nogle forslag.
Det gode ved SF's forslag – eller det dårlige, hvis man skal være en smule ansvarlig – er jo, at der slet, slet ikke, overhovedet ikke, er hold i det, SF foreslår, ej heller økonomi.
Det, jeg sagde, var sådan set meget simpelt:
Vi har en struktur, hvor gymnasierne har den frihed, at de budgetterer med de penge, de får ind.
Det betyder også, at de kan indrette sig på en måde, så de har god mulighed for at tilrettelægge de fysiske rammer, lokalerne, på en hensigtsmæssig måde.
Det har jeg nu ikke tænkt mig at gå ned og tage ansvaret for.
Jeg kan love fru Nanna Westerby, at den tillid har jeg til de enkelte gymnasier.
Jeg må også sige, at tiden ikke er – synes jeg – til at bruge meget af folkestyrets tid på at kommentere en måling i en artikel i metroXpress, som jeg ikke har læst.
Det kan selvfølgelig være min fejl, at jeg ikke når at læse alle aviser, og det skal jeg da beklage over for fru Nanna Westerby.
Der er jo også andet end at læse aviser, der fylder i min hverdag.
Derfor tror jeg, at hvis man overhovedet skal gå ind på at kommentere en meningsmåling, som kan være behæftet med meget usikkerhed – der kan være mange fejlkilder i sådan en, og det siger jeg med en vis erfaring som gammel politisk ordfører – vil det bedste, hvis fru Nanna Westerby skal have svar på spørgsmålet om den artikel i metroXpress, være, at jeg så giver det på skrift.
For jeg står ikke her i dag og forholder mig til en artikel, jeg ikke har læst, og som der kan være en række fejlkilder i.
Så simpelt er det.