Nu er det jo et arbejde, der tilsyneladende har pågået et stykke tid.
Til orientering kan jeg sige, at undervisningsministerens forgænger allerede var i gang i efteråret 2010.
Der er heller ingen tvivl om, at selve området lider under, at det mangler opmærksomhed på og tilbud til børn og unge i aldersgruppen 10-14 år.
Det er ikke så længe siden – jeg tror, det var i forrige uge – at der blev offentliggjort en undersøgelse, som viste, at netop børn i alderen 10-14 år mangler tilbud i kommunerne.
De er isolerede, de er ensomme, og de står i forhold til det, vi tidligere har set i historien for den her gruppe, helt uden tilbud.
Derfor er det her selvfølgelig interessant, for det kan jo godt være en god idé i større omfang at bruge skolefritidsordningerne til en yderligere indsats over for den her gruppe, men det er jo en dårlig idé, hvis det sker som en besparelse i kommunerne.
Som dagtilbudsloven er nu, dækker den f.eks.
pligten til at have fritidshjem, fritidsklubber og juniorklubber til børn og unge, for netop at fange nogle af de udsatte og sårbare børn og unge op, og den sørger for, at det er et professionelt tilbud med professionelle voksne.
Hvis det erstattes af skolefritidsordninger, der ikke har den bemanding og ikke har de ressourcer til rådighed, men i bund og grund er opbevarings- og pasningssteder for børn og unge, som i øvrigt for manges vedkommende har forældre, der vælger den her pasningsordning fra, kunne man jo frygte, at udgiften til og de store problemer med børn og unge kommer senere, altså når de vokser op og bliver unge i alderen 15-18 år og har manglet de her tilbud igennem tiden.
Derfor er det jo lidt interessant, om regeringen overvejer at flytte nogle af de bestemmelser, der er i dagtilbudsloven, over i folkeskoleloven og gøre den til en del af skolefritidsordningen.