Jeg vil godt udfordre undervisningsministeren lidt, for det her er jo en debat, som heldigvis for en gangs skyld ikke handler om tal og ting og sager.
Det handler om et skolesyn.
Det, der ligger i helhedsskolen, er, at der jo er sket sådan en lidt besynderlig udvikling, som jeg ikke tror er politisk besluttet.
Skoledagen er blevet kortere og kortere, fordi der er blevet skåret på timetallet, og dermed er den også blevet mere og mere boglig, så børnene har en kort boglig skoledag, og derefter går de så i fritidshjemmet eller i SFO’en og har en lang fritidshjemsdag.
Så summa summarum betyder det, at de er i institution typisk fra kl.
8.00 om morgenen og måske til kl.
3-4 om eftermiddagen, men det, der ligger i helhedsskoletankegangen, er:
Fjern det stive skel i den korte boglige skoletid og den lange fritidshjemstid og lav en sammenhængende dag.
Det giver pludselig nogle helt nye muligheder for, at man kan lave leg, læring og undervisning på kryds og tværs igennem dagen.
Det betyder, at man kan have nogle praktiske fag, som er gledet helt ud af folkeskolen – især jo for ældre elever forsvinder de fag fuldstændigt.
Dem kan man få ind som en løbende del af dagen, for det, som fritidshjemmene har, er, at de f.eks.
har værkstedsfaciliteter.
De har også nogle pædagoger, som arbejder med de praktiske fag på en anderledes måde.
Det betyder, at man kan lave idræt, motion, bevægelse som en løbende ting i løbet af dagen, ikke opdelt kun i idrætstimer, fordi man også har de muligheder, som der ligger i SFO’en.
Det betyder, at man kan lægge lektiecafé ind som en del af dagen.
Summa summarum betyder det, at man løfter fagligheden.
Det er ikke bare noget, jeg påstår, for de få skoler, der har fået dispensationen til at lave helhedsskole, har rigtig gode faglige resultater.
Derfor vil jeg gerne spørge undervisningsministeren:
Hvad er det egentlig, der er grunden til, at regeringen er så skeptisk over for en skoleform, der dokumenteret løfter fagligheden gennem en mere spændende dag, fordi man får flere timer, hvor lærere og pædagoger samarbejder om undervisningen?
Hvad er det, der er problemet ved det?