Betænkning afgivet af
Uddannelsesudvalget den 8. december 2009
1. Ændringsforslag
Undervisningsministeren har stillet 1 ændringsforslag
til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 25. november 2009 og var til 1.
behandling den 1. december 2009. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Uddannelsesudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1
skriftlig henvendelse fra Efterskoleforeningen.
Undervisningsministeren har over for udvalget kommenteret den
skriftlige henvendelse fra Efterskoleforeningen.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 4 spørgsmål til
undervisningsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret. Spørgsmålene og ministerens svar herpå
er optrykt som bilag til betænkningen.
3. Indstilling
Udvalget indstiller lovforslaget
til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og
Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens
afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og
havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller
politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af undervisningsministeren, tiltrådt af
udvalget:
1)
Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
23 a, stk. 5, der bliver stk. 7, ændres
»1-4« til: »1-6«.«
[Teknisk konsekvensrettelse]
Bemærkninger
Til nr. 1
Der er tale om en teknisk konsekvensrettelse som følge
af lovforslagets § 1, nr. 2.
Sophie Løhde V
Britta Schall Holberg V Malou Aamund V
Anne-Mette Winther Christiansen V nfmd. Troels Christensen V
Marlene Harpsøe DF fmd. Hans Kristian Skibby DF
Henrik Rasmussen KF Villum Christensen LA
Christine Antorini S Carsten Hansen S Kim Mortensen
S Julie Skovsby S Pernille Vigsø Bagge SF
Nanna Westerby SF Marianne Jelved RV
Johanne Schmidt-Nielsen EL
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke
medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 | | Liberal Alliance (LA) | 3 |
Socialdemokratiet (S) | 45 | | Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Dansk Folkeparti (DF) | 25 | | Siumut (SIU) | 1 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 23 | | Tjóðveldisflokkurin (TF) | 1 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 18 | | Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Det Radikale Venstre (RV)Enhedslisten
(EL) | 9 4 | | Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
| | | | |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende L 79
Bilagsnr.
| Titel
|
---|
1 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af forslaget |
2 | Henvendelse af 27/11-09 fra
Efterskoleforeningen |
3 | Tidsplan for udvalgets behandling af
forslaget |
4 | 1. udkast til betænkning |
5 | Ændringsforslag fra
undervisningsministeren |
6 | 2. udkast til betænkning |
7 | Høringssvar fra Foreningen af
Folkehøjskoler i Danmark og Foreningen af Husholdnings- og
Håndarbejdsskoler, og undervisningsministerens kommentarer
hertil, fra undervisningsministeren |
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 79
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
27/11-09 fra Efterskoleforeningen, til undervisningsministeren, og
ministerens svar herpå |
2 | Spm. om en samlet vurdering af behovet for
ændringer af regler for tilskud til særlig prioriterede
elevgrupper på de frie kostskolers område med
inddragelse af skoleforeningerne, til undervisningsministeren, og
ministerens svar herpå |
3 | Spm. om, hvorfor lovforslaget bibeholder
kravet om, at elever skal have gennemført mindst 12 uger af
et kursus, for at skolen kan få tillægstakst til
særlig prioriterede elevgrupper, til undervisningsministeren,
og ministerens svar herpå |
4 | Spm., om ministeren vil give tilsagn om at
inddrage en eventuel generel ændring af
tillægstaksterne til særlig prioriterede elevgrupper
på de frie kostskoler i forbindelse med de ændringer af
lovgivningen for de frie kostskoler, som selvejeanalysen på
det fri skoleområde måtte medføre, til
undervisningsministeren, og ministerens svar herpå |
| |
Bilag 2
Udvalgets spørgsmål til
undervisningsministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske
af V og KF.
Spørgsmål 1:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 27/11-09 fra
Efterskoleforeningen, jf. L 79 - bilag 2, herunder især
følgende afsnit:
»Efterskolerne opfordrer til at ændre
udmøntningsbestemmelsen i lovforslaget og i den eksisterende
lovgivning om tillægstakster: Elever omfattet af
tillægstakster er sårbare og har større risiko
for frafald. Netop derfor er det uheldigt, at lovforslaget
viderefører en unødig bureaukratisk bestemmelse om,
at tillægstaksten kun udløses, hvis en elev har
gennemført mindst 12 uger af et kursus.
Lovforslaget indebærer, at skolens foranstaltninger -
mentorstøtte, etablering af dansk som andet sprog, nedslag i
egenbetalingen mv. - ikke udløser tillægstakst, hvis
eleven afbryder opholdet efter fx 10 eller 11 ugers forløb.
Det er således skolen - og skolen alene - der afholder
udgifterne til etablerede foranstaltninger i forhold til elever,
der afbryder opholdet. Derudover skal skolerne lave særskilte
opgørelser for elever, der har gennemført mindre end
12 uger af et kursus og elever med 12 uger eller mere.
Denne problemstilling blev allerede rejst af Frie Kostskolers
Fællesråd i forbindelse med høringssvar på
L 50 i Folketingssamling 2008/09. Ministeren tilkendegav i sit svar
overfor Folketinget følgende: »Ministeriet vil i
starten af det nye år foretage en samlet vurdering af behovet
for ændringer af regler for tilskud til særligt
prioriterede elevgrupper på de frie kostskolers område.
Efterskoleforeningen, Højskolernes Forening i Danmark og
Foreningen af Husholdnings- og Håndarbejdsskoler vil
løbende blive inddraget i dette arbejde, og ministeriet vil
sammen med skoleforeningerne arbejde på at finde
hensigtsmæssige ændringer.«
Efterskoleforeningen har desværre endnu ikke været
inddraget i et sådant samarbejde. Efterskoleforeningen skal
derfor genfremsætte sit forslag om, at samtlige
tillægstakster i § 23a udløses, når en elev
deltager i et kursus af mindst 12 ugers varighed, selvom eleven
falder fra inden for de første 12 uger.
Taksten skal naturligvis kun udløses for de uger,
eleven faktisk deltager i kurset, således at hvis en elev
falder fra efter fx 7 uger udløser det 7/40 af en
årselev mod nu ingenting.
Dermed vil der for skolerne være en større
tilskyndelse til at påtage sig de ekstra opgaver,
tillægstaksterne tilskynder til.«
Svar:
For så vidt angår Efterskoleforeningens
bemærkninger om formålet med og udformningen af
tillægstakster vil jeg bemærke følgende:
Lovforslaget angår ikke efterskoler, men
folkehøjskoler, husholdningsskoler og
håndarbejdsskoler.
For så vidt angår Efterskoleforeningens
bemærkninger om mit tidligere svar på et lignende
ønske fra Efterskoleforeningen i forbindelse med
Folketingets behandling af den senere lov nr. 48 af 28. januar 2009
skal jeg henvise til mit svar på spørgsmål
2.
Spørgsmål 2:
Fastholder ministeren sit tidligere svar til Folketinget som
nævnt i henvendelse af 27/11-09 fra Efterskoleforeningen,
hvoraf fremgår, at ministeren vil foretage en samlet
vurdering af behovet for ændringer af regler for tilskud til
særlig prioriterede elevgrupper på de frie kostskolers
område, at Efterskoleforeningen, Højskolernes Forening
i Danmark og Foreningen af Husholdnings- og Håndarbejdsskoler
løbende vil blive inddraget i arbejdet, og at ministeriet i
samarbejde med skoleforeningerne vil arbejde på at finde
hensigtsmæssige ændringer?
Svar:
Jeg finder det velbegrundet at overveje Efterskoleforeningens
ønske om at fjerne kravet om gennemførte 12 uger af
et kursus som betingelse for udløsning af tillægstakst
til særligt prioriterede elevgrupper. Jeg finder dog, at der
er behov for en nærmere gennemgang af området forud for
en eventuel lovændring af tillægstaksterne.
Formålet med L 79 er en permanentgørelse af
mentorprojektet, som har kørt succesfuldt på
folkehøjskolerne i perioden 2007-2009. For at sikre, at
mentorordningen kan køre videre som permanent ordning
allerede fra 1. januar 2010, følger lovforslaget en
særlig hurtig behandling i Folketinget. Der er derfor ikke i
lovforslaget forslag til ændringer, som forudsætter en
mere dybtgående gennemgang af f. eks.
tillægstaksterne.
Jeg finder det derimod naturligt at inddrage en nærmere
gennemgang af tillægstaksterne på de frie kostskoler i
forbindelse med arbejdet med en implementering af selvejeanalysen
på de frie kostskoler og de lovændringer, der
måtte være behov for i den sammenhæng. Jeg vil
derfor gerne give tilsagn om at inddrage en generel ændring
af tillægstaksterne til særligt prioriterede
elevgrupper på de frie kostskoler i forbindelse med de
overvejelser om ændringer af lovgivningen for de frie
kostskoler, som selvejeanalysen på det fri skoleområde
måtte medføre.
Ligeledes vil jeg gerne give tilsagn om, at
Efterskoleforeningen, Højskolernes Forening i Danmark og
Foreningen af Husholdnings- og Håndarbejdsskoler
løbende vil blive inddraget i dette arbejde, så at
ministeriet i samarbejde med skoleforeningerne kan arbejde på
at skabe hensigtsmæssige løsninger.
Spørgsmål 3:
Hvorfor bibeholder lovforslaget kravet om, at elever skal have
gennemført mindst 12 uger af et kursus, for at skolen kan
få tillægstakst til særligt prioriterede
elevgrupper?
Svar:
Målgruppen for den foreslåede nye takst er elever
på mindst 17½ år, der er i fare for ikke at
få en kompetencegivende uddannelse, og som via UU har et
ophold på en folkehøjskole, husholdningsskole eller
håndarbejdsskole indskrevet i deres uddannelsesplan. Hvis en
mentorordning på en folkehøjskole, en
husholdningsskole eller håndarbejdsskole skal få
afgørende indflydelse på den unges motivation og evne
til at gennemføre en uddannelse, skal der arbejdes
både på et fagligt og et personligt plan.
Det satspuljeprojekt, der danner baggrund for forslaget om
omlægning af en tillægstakst til at vedrøre
mentorelever, havde som forudsætning, at eleverne deltog i et
højskoleophold, der varede 12 - 24 uger. Den positive
evaluering af forsøgsprojektet bygger derfor på, at
mentorarbejdet har kunnet strække sig over mindst 12
uger.
Et mentorforløb for disse unge kræver
således en vis tid, hvis det skal få betydning for den
unges fremtidige valg. Det samme gælder for de øvrige
tillægstakster til særlig prioriterede elevgrupper,
f.eks. til indvandrere og efterkommere heraf samt til dansk for
tosprogede.
Kravet om gennemførsel af mindst 12 uger af et kursus
er yderligere et vigtigt incitament for skolerne til at gøre
en ekstra indsats for at holde på de unge elever.
For at sikre den fornødne tid til at arbejde med de
formål, der ligger til grund for tillægstaksterne til
særligt prioriterede elevgrupper, bibeholder lovforslaget
kravet om, at den unge har gennemført mindst 12 uger af et
kursus for at kunne udløse tillægstakst.
Spørgsmål 4:
Vil ministeren give tilsagn om, at inddrage en generel
ændring af tillægstaksterne til særligt
prioriterede elevgrupper på de frie kostskoler i forbindelse
med de ændringer af lovgivningen for de frie kostskoler, som
selvejeanalysen på det fri skoleområde måtte
medføre?
Svar:
Jeg henviser til mit svar på spørgsmål
2.