Skriftlig fremsættelse (29. april
2010)
Transportministeren (Hans Christian
Schmidt):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ophævelse af lov
om Banedanmark og ændring af lov om jernbane
(Nedlæggelse af Banedanmarks bestyrelse mv.)
(Lovforslag nr. L 214).
Med lovforslaget foreslås det, at lov om Banedanmark
ophæves og dermed, at Banedanmarks bestyrelse
nedlægges. Banedanmark vil fremover have samme
ledelsesstruktur som andre styrelser og direktorater.
Baggrunden for lovforslaget er, dels at jernbanesektoren
står overfor en række nye udfordringer, bl.a. forbedret
rettidighed, dels at Banedanmark fremover også skal have en
styrket koordinerende rolle inden for jernbanesektoren.
Formålet med lovforslaget er således at skabe
klare og entydige ansvarsforhold.
Lovforslaget indeholder desuden et forslag om, at reglerne i
lov om Banedanmark om Banedanmarks elforsyningsaktiviteter
videreføres i lov om jernbane.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med
tilhørende bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget
til Tingets velvillige behandling.