Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 6. maj 2010
Forslag
til
Lov om Naviair
Kapitel 1
Etablering, formål, ledelse
m.v.
§ 1.
Statsvirksomheden Naviair (Navigation Via Air) etableres som en
selvstændig offentlig virksomhed.
Stk. 2. Den
selvstændige offentlige virksomheds navn er Naviair.
Transportministeren kan ændre virksomhedens navn.
§ 2.
Naviairs formål er at udføre luftfartstjenester i
Danmark og i udlandet. Virksomheden kan endvidere udføre
opgaver, der ligger i naturlig forlængelse heraf.
Stk. 2. Naviair kan
oprette datterselskaber, erhverve ejerandele i andre virksomheder
og indgå samarbejdsaftaler og lign. i Danmark og i udlandet i
forbindelse med udøvelsen af sin virksomhed, jf.
stk. 1.
Stk. 3.
Virksomheden skal drives på forretningsmæssigt grundlag
under overholdelse af det i stk. 1 nævnte
formål.
§ 3.
Den selvstændige offentlige virksomhed Naviair overtager den
af statsvirksomheden Naviair hidtil drevne virksomhed med
tilhørende aktiver og passiver og indtræder i samtlige
rettigheder og forpligtelser i forbindelse hermed. Overtagelsen
sker i regnskabs- og skattemæssig henseende med virkning fra
den 1. januar 2010. Staten hæfter solidarisk med den
selvstændige offentlige virksomhed Naviair for de
forpligtelser, der bestod på tidspunktet for
overdragelsen.
Stk. 2. Naviairs
formue holdes adskilt fra statens formue, og Naviair disponerer
inden for de til enhver tid fastlagte rammer selv over
anlægs- og driftsmidler.
Stk. 3. Tinglysning
og anden registrering af Naviairs rettigheder efter stk. 1 kan
ske på grundlag af denne lov.
§ 4.
Naviair ledes af en bestyrelse på 6-9 medlemmer.
Transportministeren vælger på et
virksomhedsmøde, jf. § 5, stk. 3, for en
periode på op til 2 år 4-6 medlemmer til bestyrelsen,
herunder formand og næstformand. Genvalg kan ske.
Transportministeren kan til enhver tid på et
virksomhedsmøde afsætte de af ministeren valgte
medlemmer.
Stk. 2.
Medarbejderne vælger repræsentanter til bestyrelsen.
Reglerne i selskabsloven om valg af medarbejderrepræsentanter
og suppleanter for disse, herunder regler om
koncernrepræsentation og valgbarhed, finder tilsvarende
anvendelse, jf. dog § 14, stk. 2.
§ 5.
Transportministeren udøver i forhold til Naviair de
beføjelser, der efter selskabsloven og
årsregnskabsloven tilkommer generalforsamlingen i et
aktieselskab, idet ministeren herved sidestilles med en
eneaktionær.
Stk. 2.
Transportministeren fastsætter vedtægter for
Naviair.
Stk. 3. I Naviair
afholdes generalforsamling i form af et virksomhedsmøde.
§ 6.
Selskabsloven, herunder de særlige bestemmelser for statslige
aktieselskaber, finder med de fornødne tilpasninger
anvendelse for Naviair med de ændringer, der følger af
denne lov.
Kapitel 2
Regnskabs- og revisionsmæssige
forhold, investeringsbeslutninger, optagelse af lån og
forsikring
§ 7.
De for aktieselskaber gældende regler i
årsregnskabsloven om udarbejdelse og indsendelse af
årsrapport m.v., herunder de bestemmelser, der gælder
for statslige aktieselskaber, finder anvendelse for Naviair med de
ændringer, der følger af denne lov.
Stk. 2. Naviairs
årsrapport revideres efter årsregnskabslovens regler af
en statsautoriseret revisor og af rigsrevisor. Revisionen
udføres i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik,
jf. § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.
Den statsautoriserede revisor vælges af transportministeren
på virksomhedsmødet, og valget gælder for 1
år ad gangen. Genvalg kan ske.
Stk. 3. Rigsrevisor
reviderer endvidere Naviairs regnskaber efter reglerne i lov om
revisionen af statens regnskaber m.m.
Stk. 4. Den
reviderede årsrapport forelægges til godkendelse
på virksomhedsmødet.
§ 8.
Naviair kan optage lån, herunder driftskreditter, med
sikkerhed i egen formue.
Stk. 2.
Finansministeren bemyndiges til ved etableringen af Naviair som
selvstændig offentlig virksomhed at dække en del af
virksomhedens finansieringsbehov ved lån.
§ 9.
Naviair skal tegne de for virksomheden nødvendige
forsikringer.
Kapitel 3
Personalemæssige forhold
§ 10.
Naviair kan efter finansministerens nærmere bestemmelse
indgå kollektive overenskomster eller i øvrigt
fastsætte løn- og andre ansættelsesvilkår
for ikketjenestemandsansatte i Naviair.
§ 11.
Tjenestemænd i Naviair er omfattet af
tjenestemandslovgivningen.
Stk. 2.
Transportministeren kan bemyndige Naviair til at træffe de
afgørelser, der efter tjenestemandslovgivningen
henhører under ministeren. Det gælder dog ikke, for
så vidt angår sager om afsked efter § 26 i
lov om tjenestemænd.
Stk. 3. Naviair kan
efter finansministerens nærmere bestemmelse indgå
aftaler, der vedrører ansættelsesvilkår for
tjenestemænd i Naviair.
Stk. 4. For
tjenestemænd i Naviair og for tjenestemænd, der
overgår til overenskomstansættelse på
særlige vilkår i Naviair eller hermed koncernforbundne
selskaber, jf. stk. 5, eller efter godkendelse af
finansministeren andre selskaber, jf. stk. 6, betaler Naviair
de af finansministeren fastsatte bidrag m.v. til dækning af
statens udgifter til tjenestemandspension.
Stk. 5.
Tjenestemænd og overenskomstansatte på særlige
vilkår, der bevarer ret til tjenestemandspension, jf.
stk. 4, vil kunne beskæftiges i Naviair eller hermed
koncernforbundne selskaber med fortsat betalingsforpligtelse for
Naviair over for finansministeren, jf. stk. 4. Ved
overførelse af personale til koncernforbundne selskaber skal
Naviair give finansministeren skriftlig meddelelse herom.
Stk. 6.
Finansministeren kan godkende, at tjenestemænd og
overenskomstansatte, der har bevaret ret til statslig
tjenestemandspension, og som i forbindelse med flytning af opgaver
overgår til beskæftigelse uden for de med Naviair
koncernforbundne selskaber, kan bevare retten til
statslig tjenestemandspension, under forudsætning af at
betalingsforpligtelserne, jf. stk. 4, over for
finansministeren fortsat påhviler Naviair.
Stk. 7. Til
overenskomstansatte på særlige vilkår, som ved
overgang til beskæftigelse uden for Naviair har bevaret ret
til tjenestemandspension, jf. stk. 5 og 6, betaler Naviair
efter påkrav rådighedsløn i tilfælde af
det pågældende selskabs konkurs. De ansatte, der
modtager rådighedsløn, er forpligtet til at overtage
en anden passende stilling.
Kapitel 4
Tilsyn
§ 12.
Transportministeren fører tilsyn med, at Naviair efterlever
bestemmelserne i denne lov.
Stk. 2. Naviair
skal efter anmodning stille enhver oplysning om sin virksomhed til
rådighed for transportministeren.
Kapitel 5
Ikrafttræden,
overgangsbestemmelser m.v.
§ 13.
Transportministeren fastsætter tidspunktet for lovens
ikrafttræden. Ministeren kan herunder fastsætte, at
forskellige dele af loven træder i kraft på forskellige
tidspunkter.
Stk. 2.
§§ 16-21 har virkning fra og med indkomståret
2010.
§ 14.
Medarbejdernes valg af medlemmer til bestyrelsen, jf.
§ 4, stk. 2, skal finde sted senest 6 måneder
efter etableringen af Naviair som en selvstændig offentlig
virksomhed.
Stk. 2.
3-års-reglen for selskabs- og koncernrepræsentation i
selskabslovens §§ 140 og 141 finder ikke anvendelse ved
valg efter stk. 1.
§ 15.
Transportministeren udpeger straks efter lovens ikrafttræden
en statsautoriseret revisor til at fungere som medrevisor, jf.
§ 7, stk. 2. Den statsautoriserede revisor udpeges
for perioden indtil første ordinære
virksomhedsmøde i 2011.
§ 16.
I lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v.
(selskabsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1001 af 26.
oktober 2009, som ændret ved § 10 i lov nr. 1273 af 16.
december 2009, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 1, stk. 1,
indsættes som nr. 2 i:
»2 i)
Naviair,«
2. I
§ 3, stk. 1, nr. 1,
ændres »nr. 2 d og 2 g« til: »nr. 2 d, 2 g
og 2 i«.
3. I
§ 11, stk. 1, nr. 1,
ændres »2 d-2 h« til: »2 d-2 i«.
4. I
§ 11 B, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »2 d-2 h« til: »2 d-2 i«.
5. I
§ 11 C, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »2 d-2 h« til: »2 d-2 i«.
6. I
§ 13, stk. 1, nr. 2, 1.
pkt., ændres to steder »2 d-2 h« til:
»2 d-2 i«.
7. I
§ 17, stk. 1,
ændres »2 d-2 h« til: »2 d-2 i«.
8. I
§ 17, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »2 d-2 h« til: »2 d-2 i«.
9. I
§ 23, stk. 2,
ændres »DSB og Energinet.dk« til: »DSB,
Energinet.dk og Naviair«.
10. I
§ 31, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »2 d-2 h« til: »2 d-2 i«.
§ 17.
I lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr.
1006 af 26. oktober 2009, foretages følgende
ændring:
1. I
§ 7, stk. 1, litra b, 2.
pkt., ændres »DSB og Energinet.dk« til:
»DSB, Energinet.dk og Naviair«.
§ 18.
I lov om fusion, spaltning og tilførsel af aktiver m.v.
(fusionsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1286 af 8.
november 2007, som ændret bl.a. ved § 3 i lov nr.
98 af 10. februar 2009 og § 11 i lov nr. 460 af 12. juni
2009 og senest ved § 8 i lov nr. 525 af 12. juni 2009,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 15 c indsættes efter
stk. 5 som nyt stykke:
»Stk. 6.
Bestemmelserne i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse ved
tilførsel af aktiver, der foretages af Naviair, jf.
selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 i, dog under
forudsætning af, at det modtagende selskab beskattes i
henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr.
1.«
Stk. 6 og 7 bliver herefter stk. 7 og 8.
§ 19.
I konkursskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1011 af 4.
oktober 2006, som ændret bl.a. ved § 13 i lov nr.
460 af 12. juni 2009 og senest ved § 10 i lov nr. 462 af
12. juni 2009, foretages følgende ændring:
1. I
§ 2 ændres »2 d-2
h« til: »2 d-2 i«.
§ 20.
I lov om påligningen af indkomstskat til staten
(ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 176 af 11. marts
2009, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 244 af 22.
marts 2010, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 8 G, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »2 g« til: »2 g-2 i«.
2. I
§ 8 G, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »2 g« til: »2 g-2 i«.
3. I
§ 8 H, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »2 g« til: »2 g-2 i«.
§ 21.
Den del af underskuddet opgjort efter almindeligt anerkendte
regnskabsmæssige principper for regnskabsåret 2008
henholdsvis 2009, der relaterer sig til kalkulationsgrundlaget for
afgiftspligtige flyvninger i dansk luftrum, der er opstået
før overgangen til skattepligt, og som indregnes i priserne
for afgiftspligtige flyvninger i dansk luftrum i
regnskabsårene 2010-2013 henholdsvis 2011-2014 efter et
princip om balance mellem indtægter og omkostninger over en
periode, fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst i det indkomstår, hvor underskuddet indregnes i
priserne.
§ 22.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.