Skriftlig fremsættelse (9.
oktober 2008)
Fødevareministeren (Eva Kjer
Hansen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
indkøbsforeninger for mindre jordbrugere (Udvidelse af
medlemskredsen til andre end jordbrugere m.v.)
(Lovforslag nr. L 30).
Lovforslaget fremsættes med henblik på
ændring af lov om indkøbsforeninger for mindre
jordbrugere.
Baggrunden for lovforslaget er et ønske fra Danske
Indkøbsforeninger, der er en paraplyorganisation for de 17
tilbageværende indkøbsforeninger for mindre
jordbrugere, om, at de enkelte indkøbsforeninger får
mulighed for at udvide deres medlemskreds. Medlemskredsen skal
således udover mindre jordbrugere også kunne omfatte
andre mindre erhvervsdrivende i landdistrikterne som f. eks. mindre
håndværksmestre og lignende. Disse mindre
erhvervsdrivende får med lovændringen mulighed for at
erhverve maskiner, udstyr og tekniske driftsmidler til deres
virksomheder gennem indkøbsforeningerne.
Lovforslaget giver endvidere mulighed for at udvide
medlemskredsen til også at omfatte mindre virksomheder, der
ikke er beliggende i landdistrikterne, men som virker til gavn for
udviklingen i landdistrikterne.
En sådan ændring af lovens hovedindhold harmonerer
med indsatsen inden for rammerne af det danske landdistriktsprogram
for 2007-13, hvor et af indsatsområderne er at skabe flere
iværksættere og lokale arbejdspladser i
landdistrikterne.
Med lovforslaget er det samtidig hensigten at sikre, at lovens
øvrige bestemmelser er tidssvarende. Med lovændringen
udgår bl.a. en række bestemmelser med detaljerede
reguleringer af indkøbsforeningerne og af Danske
Indkøbsforeninger (samvirksomheden), der afløses af
Danske Indkøbsforeningers Landsforening
(landsforeningen).
De indkøbsforeninger for mindre jordbrugere, der
vælger at fortsætte alene som indkøbsforeninger
for mindre jordbrugere, kan blive under det gældende
lovgrundlag.
Lovens titel ændres til Lov om indkøbsforeninger
for mindre virksomheder i landdistrikterne.
Lovforslaget skal notificeres for Europa- Kommissionen som
statsstøtte. Statsstøtteaspektet fremkommer som
følge af reglerne om statslån, der dog er under
afvikling, idet der ved forslaget ændres i regler, der
tidligere er notificeret.
Lovforslaget har ingen administrative eller økonomiske
konsekvenser for staten, regioner og kommuner.
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
Lovforslaget har ingen konsekvenser overfor borgerne.
Lovforslaget skønnes at have positive økonomiske
konsekvenser for mindre virksomheder i landdistrikterne.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets
bemærkninger, anbefaler jeg lovforslaget til Folketingets
hurtige og velvillige behandling.