Skriftlig fremsættelse (8.
oktober 2008)
Miljøministeren (Troels Lund
Poulsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om infrastruktur for
geografisk information
(Lovforslag nr. L 12).
Formålet med lovforslaget er at gennemføre dele
af direktiv 2007/2/EF af 14. marts 2007 om opbygning af en
infrastruktur for geografisk information i Det Europæiske
Fællesskab - Inspire-direktivet. Hensigten med direktivet er
at gøre geografisk information på
miljøområdet tilgængelig for EU-institutioner,
EU-medlemslandenes myndigheder og borgerne på en
standardiseret form.
Ved geografisk infrastruktur forstås data og samlinger
af data, som kan stedfæstes, samt de bestemmelser og
teknologier, der gør det muligt at få oplysninger om,
hvilke data der findes, hvor de findes, og at få adgang til
data samt til at sammenstille data fra forskellige kilder.
Geografisk information gøres tilgængelig blandt
andet for at anvende denne ved udformningen, gennemførelsen
og overvågning af EU's politik på
miljøområdet. Forslaget vil også medføre,
at en række datasamlinger, som indeholder data, der kan
stedfæstes, og som tilhører danske myndigheder, kan
sammenstilles og anvendes som grundlag for digital forvaltning i
Danmark. Danske myndigheders data vil ligeledes kunne sammenstilles
med data, som tilhører offentlige myndigheder i andre
EU-medlemslande.
Lovforslaget indeholder bestemmelser om, at
Miljøministeren opretter en portal på internettet.
Portalen skal gøre det muligt at søge efter
stedbestemte data samt at vise, sammenstille og downloade dem.
Offentlige myndigheder vil skulle forbinde en del af deres
stedbestemte data med portalen. Private virksomheder vil ligeledes
få mulighed for at forbinde deres stedbestemte data til
portalen. Data på portalen vil blive tilgængelige for
offentlige myndigheder og for offentligheden. Data på den
danske portal skal også være tilgængelige
på en portal, som oprettes af EU, og hvor data fra alle
EU-medlemslandene bliver tilgængelige.
Inspire-direktivet tager sigte på stedbestemte data, der
vedrører miljøområdet, og det fremgår af
direktivet, hvilke datasamlinger der er omfattet.
Lovforslaget indeholder derudover en bemyndigelse til
miljøministeren til at udstrække lovens område
til at gælde for andre stedbestemte data. Bestemmelser herom
fastsættes efter forhandling med den minister, under hvis
område den pågældende datasamling hører.
Formålet med denne bestemmelse er at styrke digital
forvaltning i Danmark.
For at styrke digital forvaltning i Danmark indeholder
lovforslaget også en bemyndigelse for miljøministeren
til at fastsætte, hvilke samlinger af data offentlige
myndigheder bør vælge som grundlag for digital
forvaltning. Denne bemyndigelse udmøntes ligeledes efter
forhandling med de berørte ressortministre. Denne
bestemmelse vil sikre, at myndighedernes stedbestemte oplysninger
kan udveksles uhindret, og at data fra forskellige myndigheder kan
bruges sammen.
Offentlighedens adgang til datasamlingerne kan begrænses
efter bestemmelserne i offentlighedsloven og lov om aktindsigt i
miljøoplysninger. Betaling for data vil kunne kræves i
overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler
herom.
I henhold til Inspire-direktivet skal hvert EU-medlemsland
udpege et kontaktpunkt, der er ansvarligt for kontakten til
Kommissionen i forbindelse med direktivet. Miljøministeriet,
Kort- og Matrikelstyrelsen, er udpeget som kontaktpunkt.
Kontaktpunktet skal ifølge direktivet støttes af en
samordningsstruktur. Lovforslaget indeholder derfor også
bestemmelser om, at der nedsættes et samordningsudvalg, der
skal bistå ved opgaver, som følger af dette lovforslag
og af direktivet. Udvalget vil først og fremmest komme til
at bestå af repræsentanter for de offentlige
myndigheder, hvis datasamlinger lovforslaget omfatter. Enhver med
interesse i infrastrukturen for geografisk information kan
imidlertid henvende sig til samordningsudvalget med forslag.
Lovforslaget indeholder endvidere en bestemmelse om
ændring af Lov om Kort- og Matrikelstyrelsen, således
at styrelsen fremover får ansvaret for den geografiske
infrastruktur.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med
tilhørende bemærkninger, skal jeg anbefale
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.