L 112 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om folkeskolen og lov om vejledning om uddannelse og
erhverv. (Samordning af elevplan, uddannelsesbog og
uddannelsesplan).
Fremsat den 29. januar 2009 af
undervisningsministeren (Bertel Haarder)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om folkeskolen og lov
om vejledning om uddannelse og erhverv
(Samordning af elevplan, uddannelsesbog og
uddannelsesplan)
§ 1
I lov om folkeskolen, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1049 af 28. august 2007, som
ændret ved § 4 i lov nr. 208 af 31. marts 2008, lov nr.
369 af 26. maj 2008, lov nr. 476 af 17. juni 2008 og § 135 i
lov nr. 1336 af 19. december 2008, foretages følgende
ændringer:
1.
Overalt i loven ændres »lov om vejledning om valg af
uddannelse og erhverv« til: »lov om vejledning om
uddannelse og erhverv«.
2.§ 13, stk. 2, 3. og 4. pkt., ophæves.
3.
Efter § 13 a indsættes:
»§ 13
b. Til brug for den løbende evaluering, jf. §
13, stk. 2, skal der for hver elev fra børnehaveklassen til
og med 7. klassetrin udarbejdes en elevplan, der skal indeholde
resultater af evalueringen og den besluttede opfølgning
på denne.
Stk. 2. For hver elev
på 8. og 9. klassetrin skal der udarbejdes en elev- og
uddannelsesplan, der
1) til brug for den
løbende evaluering skal indeholde resultater af evalueringen
og den besluttede opfølgning på denne og
2) til brug for
afklaring af fremtidig uddannelse skal indeholde oplysninger om,
hvilke mål eleven har for sin uddannelse efter grundskolen
eller efter 10. klassetrin.
Stk. 3.
Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om de
planer, der er nævnt i stk. 1 og 2.«
4. I
§ 19 h, stk. 2, ændres
»§ 13, stk. 2, 1. og 2. pkt.« til: »§
13, stk. 2«.
§ 2
I lov om vejledning om uddannelse og erhverv, jf.
lovbekendtgørelse nr. 630 af 20. juni 2008, foretages
følgende ændringer:
1.§ 2 a affattes således:
»§ 2
a. Den vejledning i grundskolen, som forestås af
Ungdommens Uddannelsesvejledning, skal give den enkelte elev
kompetence til at udarbejde en plan for sin videre uddannelse,
hvoraf det fremgår, hvilke mål eleven har for
uddannelse efter grundskolen eller 10. klasse. Vejledningen skal
bygge på den løbende evaluering af elevens udbytte af
undervisningen.
Stk. 2. For elever, der
vælger 10. klasse, skal det af planen for den videre
uddannelse fra 9. klasse fremgå, hvad eleven vil opnå
med undervisningsforløbet i 10. klasse. Uddannelsesplanen
skal i 10. klasse anvendes som værktøj i den
løbende vejledning af eleven om fremtidige uddannelsesvalg
og indeholde elevens overvejelser om prøveaflæggelse i
10. klasse samt brobygningsforløb, jf. kapitel 2
a.«
2.§ 2 c, stk. 1, affattes
således:
»For elever i folkeskolen, jf. § 3, stk.
2, skal vejledningen føre til, at eleven udarbejder bidrag
til elev- og uddannelsesplanen inden udgangen af 8. klasse, jf.
folkeskolelovens § 13 b, stk. 2. Bidraget skal vedrøre
elevens plan for sin videre uddannelse og bygge på resultater
af den løbende evaluering og den besluttede
opfølgning på denne.«
3. I
§ 2 c, stk. 3, ændres
»uddannelsesplanen« til: »elev- og
uddannelsesplanen eller uddannelsesplanen«.
4. I
§ 2 d ændres
»uddannelsesplanen« til: »elev- og
uddannelsesplanen i 8. og 9. klasse samt uddannelsesplanen i 10.
klasse«.
§ 3
Loven træder i kraft den 1. august 2009.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets baggrund og
indhold
Formålet med lovforslaget er - som led i regeringens
afbureaukratiseringsprogram - at forenkle de administrative byrder
i folkeskolen ved at samordne elevplan, uddannelsesbog og
uddannelsesplan.
Alle elever på alle folkeskolens klassetrin skal i dag
have en elevplan. Derudover skal elever på 6. klassetrin
udarbejde en uddannelsesbog, som skal danne baggrund for
udarbejdelse af en uddannelsesplan, når eleven når 8.
klassetrin. Elever i folkeskolen og deres forældre skal
således forholde sig til både elevplan, uddannelsesbog
og uddannelsesplan. Endvidere har lærere i folkeskolen og
vejledere til opgave at forholde sig til og samarbejde om alle tre
redskaber.
Det fremgår af aftalen om kommunernes økonomi for
2008, at regeringen sammen med KL vil overveje fremtidige
ændringer af uddannelsesbog og uddannelsesplan, bl.a. set i
lyset af, at der er indført elevplaner i folkeskolen. Det
fremgår af aftalen, at det bl.a. skal vurderes, hvordan den
fremtidige organisering af arbejdet med uddannelsesbog og
uddannelsesplan kan gøres så enkel som mulig.
Endvidere fremgår det af aftale af 1. juli 2007 mellem
regeringen, KL, Danske Regioner og FTF, at regeringen i samarbejde
med kommuner og relevante organisationer for ledere og medarbejdere
vil iværksætte en forenklingsindsats vedrørende
regler, dokumentationskrav og forbedring af arbejdsgange på
udvalgte sektorområder. Det fremgår også af
aftalen, at parterne er enige om, at der på
folkeskoleområdet bl.a. vil indgå arbejdet med
elevplaner.
Endelig fremgår det af regeringsgrundlaget
"Mulighedernes samfund" fra november 2007, at regeringen på
folkeskoleområdet bl.a. vil forenkle og sammentænke
reglerne om uddannelsesbog, uddannelsesplan og elevplan.
Undervisningsministeren nedsatte i forlængelse heraf i
januar 2008 et afbureaukratiseringsudvalg, der fik til opgave at
komme med forslag til regelforenkling og fjernelse af
unødvendigt bureaukrati på folkeskoleområdet.
Afbureaukratiseringsudvalget blev sammensat af repræsentanter
for Undervisningsministeriet, KL, Børne- og
Kulturchefforeningen, Danmarks Lærerforening, Skolelederne,
Skole og Samfund, BUPL og Danske Skoleelever.
Afbureaukratiseringsudvalget afgav i juni 2008 en rapport
indeholdende et katalog af forslag til modeller til
afbureaukratisering inden for følgende fire
områder:
- Elevplaner,
herunder samordning af elevplan, uddannelsesbog og
uddannelsesplan.
-
Kvalitetsrapporter.
- Procedurer i
forbindelse med fritagelse for test og prøver samt
henvisning til specialundervisning m.v.
-
Fraværsregistrering.
Afbureaukratiseringsudvalget har overvejet forskellige
muligheder for samordning af elevplan, uddannelsesbog og
uddannelsesplan. Et flertal af udvalget bestående af KL,
Børne- og Kulturchefforeningen, Skolelederne, Skole og
Samfund samt BUPL har anført, at de foretrækker en
model, hvorefter de tre redskaber samordnes i ét dokument,
således at elever, forældre, lærere og vejledere
fremover kun skal forholde sig til ét dokument.
På baggrund af ovenstående foreslås det, at
elevplan, uddannelsesbog og uddannelsesplan samles i ét
redskab på de klassetrin, hvor elever, forældre,
lærere og vejledere i dag skal forholde sig til alle tre
redskaber, således at der opnås en administrativ
forenkling. Det foreslås, at der ikke længere stilles
krav om udfærdigelse af en skriftlig uddannelsesbog fra 6.
klassetrin, mens de i dag gældende elementer fra både
elevplanen og uddannelsesplanen foreslås videreført i
én ny elev- og uddannelsesplan på 8. og 9. klassetrin.
Fra børnehaveklassen og frem til og med 7. klassetrin vil
der fortsat være elevplan for alle elever. Der foreslås
ingen ændringer for så vidt angår de i dag
gældende regler om udarbejdelse af en uddannelsesplan
på 10. klassetrin. Der henvises til afsnit 2 samt til
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3.
Afbureaukratiseringsudvalget har endvidere foreslået en
forenkling af proceduren for henvisning til specialundervisning i
enkelte fag inden for skolens rammer. Som opfølgning
herpå fremsættes samtidig med dette lovforslag et
lovforslag om ændring af folkeskoleloven (Ændring af
procedure for henvisning til specialundervisning i enkelte fag),
hvori det foreslås, at skolelederen fremover kan undlade at
indhente en pædagogisk-psykologisk vurdering, hvis
skolelederen samt forældrene er enige om at
iværksætte specialundervisning i enkelte fag for den
pågældende elev inden for skolens rammer.
Undervisningsministeriet har som opfølgning på
rapporten fra afbureaukratiseringsudvalget på
folkeskoleområdet derudover administrativt gennemført
en ændring af reglerne om tidsfrister for udarbejdelse af og
opfølgning på kvalitetsrapporter. Herudover vil
Undervisningsministeriet videre som led i denne opfølgning
gennemføre en række forenklingstiltag, som ikke
kræver lovændring, herunder ændring af proceduren
for fritagelse for test og prøver samt reglerne om
indberetning af fravær.
Det videre arbejde med afbureaukratisering af folkeskolen vil
ske i regi af regeringens afbureaukratiseringsprogram.
Folkeskoleområdet vil i løbet af foråret 2009
blive undersøgt med henblik på at identificere
problemer og forslag til afbureaukratisering med bidrag fra
lærere og ledere. Endvidere vil der blive gennemført
en kortlægning og måling af udvalgte medarbejderes
administrative opgaver, og de enkelte skoler vil - via en
udfordringsret - kunne søge om dispensation til at
afprøve nye måder at gøre tingene på.
Dispensationen gælder både med hensyn til kommunale og
statslige regler, og herunder også elevplaner og
kvalitetsrapporter. Det er dog et krav, at formålet med
lovgivningen fortsat opfyldes under forsøgsperioden.
Regeringens afbureaukratiseringsprogram indebærer, at
Undervisningsministeriet medio 2009 skal have udarbejdet
handlingsplaner med konkrete forslag til yderligere
afbureaukratisering af folkeskoleområdet. Endvidere kan
erfaringerne indhentet i forbindelse med udfordringsretten give
anledning til yderligere afbureaukratiseringsinitiativer.
2. Samordning af elevplan,
uddannelsesbog og uddannelsesplan
2.1. Gældende ret
2.1.1. Elevplan
Siden 1993 har folkeskolelærere løbende som en
integreret del af undervisningen skulle evaluere elevernes udbytte
af undervisningen. Formålet er bl.a. at oplyse lærere,
elever og forældre om, hvorvidt undervisningen har givet det
forventede udbytte, og på hvilken måde den videre
undervisning skal planlægges og gennemføres.
Evalueringen danner grundlag for vejledning af den enkelte elev og
er nødvendig for tilrettelæggelse og sikring af
undervisningsdifferentiering. Frem til august 2006 har der ikke
været et udtrykkeligt lovkrav om skriftlig evaluering.
Med lov nr. 572 af 9. juni 2006 blev den skriftlige elevplan
indført i lov om folkeskolen (folkeskoleloven) med virkning
fra 1. august 2006. Det fremgår nu af folkeskolelovens §
13, stk. 2, 3. pkt., at hver elev til brug for den løbende
evaluering skal have en elevplan, som indeholder resultater af og
den besluttede opfølgning på evalueringen.
Elevplanen skal styrke grundlaget for undervisningens
planlægning og tilrettelæggelse for derved at forbedre
udbyttet af undervisningen for den enkelte elev og styrke
samarbejdet mellem skole og hjem.
Undervisningsministeriet har i bekendtgørelse nr. 703
af 23. juni 2006 om elevplaner i folkeskolen fastsat nærmere
regler om elevplaner.
Det fremgår heraf, at elevplanen skal udleveres
regelmæssigt til forældrene, hvilket betyder mindst
én gang om året. Der er ikke herudover krav om,
hvornår elevplanen skal foreligge i skriftlig form. Det er
således overladt til lokal beslutning, f.eks. om elevplaner
skal udfyldes løbende, eller om arbejdet skal lægges i
tiden op til det tidspunkt, hvor elevplanerne skal udleveres til
forældrene.
Elevplanen skal indeholde en statusdel og en
opfølgningsdel. Elevplanens statusdel skal indeholde
oplysninger om resultater af den løbende evaluering af
undervisningen i alle fag, mens elevplanens opfølgningsdel
skal indeholde oplysninger om den besluttede opfølgning
på resultaterne af den løbende evaluering og de
obligatoriske nationale test. Det fremadrettede perspektiv skal
sikre, at den enkelte elev bringes videre i forhold til sin
læring.
Elevplanen skal alene indeholde oplysninger, der har betydning
for lærernes, elevens og forældrenes arbejde med at
følge op på og forbedre effekterne af undervisningen.
Dette indebærer, at elevplanen skal tilpasses den enkelte
elev ud fra en individuel vurdering af elevens samlede faglige og
sociale situation. Beslutning om, hvilke oplysninger der skal
noteres i elevplanen, tages i praksis af lærerne.
Elevplanen kan også indeholde oplysninger om aftaler om,
hvordan forældrene kan bidrage til, at eleven får en
god skolegang, samt oplysninger om andre forhold relateret til
elevens adfærd i undervisningssituationen og skolens
dagligdag.
Der stilles således følgende krav til
elevplanen:
- Elevplanen skal
udarbejdes til alle elever på alle klassetrin.
- Elevplanen skal
indeholde oplysning om resultater af den løbende evaluering
af undervisningen i alle fag (statusdelen).
- Elevplanen skal
indeholde oplysning om den besluttede opfølgning på
resultaterne af den løbende evaluering, herunder om
opfølgning på resultater af de obligatoriske test og
om eventuelle aftaler om forældrenes og elevens medvirken
til, at eleven når de opstillede læringsmål
(opfølgningsdelen).
- Elevplanen skal
udleveres regelmæssigt, dvs. mindst én gang om
året.
For elever i 10. klasse gælder samme krav om
løbende evaluering af eleven som på de øvrige
klassetrin i folkeskolen. Med lov nr. 560 af 6. juni 2007, der
trådte i kraft den 1. august 2008, blev det imidlertid
præciseret, at for elever i 10. klasse gælder det
særlige, at uddannelsesplanen udgør det
grundlæggende arbejdsredskab, hvorefter undervisningen skal
tilrettelægges, jf. afsnit 2.1.3. Som konsekvens heraf skal
der fra skoleåret 2008/09 ikke længere udarbejdes
elevplaner for elever i 10. klasse.
Det er i øvrigt op til hver enkelt skole eller kommune
at finde en nærmere model for elevplanen. Det kan herunder
besluttes, om elevplanen skal udarbejdes elektronisk eller i
papirform.
2.1.2. Uddannelsesbog
Som led i styrkelsen af folkeskolens skolevejledningsordning
blev det med bekendtgørelse nr. 501 af 6. juni 2000 om
uddannelsesplaner i folkeskolen pr. 1. august 2000 en pligt for
eleverne fra 6. klassetrin at udarbejde en uddannelsesbog i
samarbejde med forældrene og skolevejlederne.
Kravene til indholdet af uddannelsesbogen er senest
ændret med bekendtgørelse nr. 704 af 30. juni 2008 om
vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv.
Bekendtgørelsen trådte i kraft 1. august 2008.
Det fremgår af bekendtgørelsen, at
uddannelsesbogen løbende skal afdække den enkelte
elevs behov for vejledning og danne udgangspunkt for vejledningen i
forbindelse med elevens uddannelsesplanlægning.
Ungdommens Uddannelsesvejledning har ansvaret for, at eleverne
i folkeskolen løbende arbejder med individuel
uddannelsesplanlægning, herunder at eleverne udarbejder
uddannelsesbogen. Dette arbejde bygger på de kundskaber og
færdigheder, som eleverne bl.a. har tilegnet sig i det
obligatoriske emne uddannelses-, erhvervs- og
arbejdsmarkedsorientering fra 1.-9. klassetrin.
Ungdommens Uddannelsesvejledning har ligeledes ansvaret for
vejledningsaktiviteter i tilknytning til uddannelsesbogen, og det
er således også Ungdommens Uddannelsesvejledning, der
forestår vejledningssamtalerne i forbindelse med
uddannelsesplanlægningen i 6.-9./10. klasse.
Uddannelsesbogen udarbejdes af eleven og justeres
løbende i samarbejde med forældrene, skolen og
Ungdommens Uddannelsesvejledning, indtil eleven forlader
folkeskolen. Forløbet skal give eleverne gode muligheder for
at udarbejde den endelige uddannelsesplan efter 9. eller 10.
klasse, hvor eleverne vælger ungdomsuddannelse.
Der stilles således følgende krav til
uddannelsesbogen:
- Uddannelsesbogen
skal afdække elevens individuelle behov for vejledning.
- Bogen skal
følge og dokumentere vejledningsprocessen.
- Bogen skal
understøtte elevens refleksioner gennem
vejledningsforløbet.
- Bogen skal danne
grundlag for vejledningen i forbindelse med elevens
uddannelsesplanlægning.
- Bogen skal
udvikle elevens kompetencer i forhold til arbejdet med
uddannelsesplanen.
- Bogen udarbejdes
af eleven og justeres løbende i samarbejde med
forældrene, skolen og Ungdommens Uddannelsesvejledning,
indtil eleven forlader skolen.
2.1.3. Uddannelsesplan
Handlings- og uddannelsesplaner blev som begreb i
folkeskolesammenhæng introduceret i forlængelse af
ændring af folkeskoleloven ved lov nr. 1140 af 21. december
1994 og den efterfølgende bekendtgørelse nr. 611 af
21. juni 1996 om skolevejledningsordningen. I forbindelse med
ændringen af folkeskolelovens regler om 10. klasse ved lov
nr. 406 af 2. juni 1999 blev der stillet egentlige krav til
uddannelsesplanen, og det blev fastsat, at undervisningen i 10.
klasse skulle bygge på den enkelte elevs personlige
uddannelsesplan.
Reglerne om uddannelsesplanen er herefter ændret flere
gange, bl.a. i forbindelse med vejledningsreformen i 2003, hvor
Ungdommens Uddannelsesvejledning erstattede skolevejlederen.
På 9. og 10. klassetrin udarbejder den enkelte elev en
uddannelsesplan, hvoraf det fremgår, hvilke mål eleven
har for uddannelse efter grundskolen eller efter 10. klasse, jf.
§ 2 a i lov om vejledning om uddannelse og erhverv
(vejledningsloven) og folkeskolelovens § 19 c.
Uddannelsesplanen udformes i et skema, der skal indeholde en
række nærmere bestemte oplysninger, herunder en
præsentation af eleven, elevens valg af ungdomsuddannelse,
elevens generelle overvejelser om valg af uddannelse og erhverv og
Ungdommens Uddannelsesvejlednings bemærkninger til planen
m.v. Planen skal omfatte både faglige og personlige
udviklingsmuligheder og danne grundlag for tilrettelæggelse
af den enkelte elevs undervisning og uddannelsesvalg.
Uddannelsesplanen udarbejdes på baggrund af
uddannelsesbogen og som led i det obligatoriske emne uddannelses-,
erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering. På 10. klassetrin
udarbejdes uddannelsesplanen tillige på baggrund af
uddannelsesplanen fra 9. klasse og ses i sammenhæng med den
obligatoriske selvvalgte opgave.
Ved ansøgning om optagelse på en
ungdomsuddannelse medsendes elevens uddannelsesplan, som
indgår i ungdomsuddannelsens planlægning af elevens
videre uddannelsesforløb.
Der stilles følgende krav til uddannelsesplanen, jf.
bekendtgørelse nr. 704 af 30. juni 2008 om vejledning om
valg af ungdomsuddannelse og erhverv:
- Uddannelsesplanen
skal angive, hvilke mål eleven har for uddannelse efter
grundskolen eller 10. klasse.
- Planen skal
indeholde elevens præsentation af sig selv, herunder
oplysninger om faglige, sociale og uformelle kompetencer samt
arbejdsvaner.
- Planen skal
indeholde oplysninger om elevens vejledningsforløb,
eventuelle brobygningsforløb og andre vejledningsaktiviteter
samt begrundelse for de valgte aktiviteter.
- Planen skal
angive elevens valg af ungdomsuddannelse eller andre
aktiviteter.
- Planen skal
indeholde elevens overvejelser om uddannelsesvalget og fremtidigt
erhverv.
- Planen skal
indeholde skolens og Ungdommens Uddannelsesvejlednings
stillingtagen til, hvorvidt de elever der søger en gymnasial
uddannelse, indstilles til optagelsesprøve.
- Planen skal
beskrive forhold, der giver anledning til særlig
opmærksomhed ved elevens start på en ungdomsuddannelse,
herunder behov for særlige støtteforanstaltninger
på ungdomsuddannelsen med nødvendig dokumentation.
- Planen skal
indeholde forældrenes, skolens og Ungdommens
Uddannelsesvejlednings bemærkninger og underskrifter.
- For elever, der
skal i 10. klasse, gælder der særlige krav til
uddannelsesplanen. Det skal således af uddannelsesplanen
fremgå, hvad eleven vil opnå med
undervisningsforløbet i 10. klasse. Derudover stilles en
række yderligere krav til planen, herunder krav om
oplysninger om elevens generelle overvejelser om valg af uddannelse
og erhverv efter 10. klasse, elevens ønsker om deltagelse i
brobygningsforløb og praktik samt elevens overvejelser om
aflæggelse af prøver.
Med lov nr. 559 af 6. juni 2007 er reglerne om
uddannelsesplanen ændret, således at arbejdet med
uddannelsesplanen nu skal påbegyndes allerede i 8. klasse.
Formålet hermed er at give skolen et bedre grundlag for at
tilrettelægge undervisningen i 9. klasse under hensyntagen
til elevens uddannelsesvalg og forberedelse hertil. Lov nr. 559 af
6. juni 2007 justerer endvidere uddannelsesplanen, således at
den nu har en større anvendelsesværdi for
ungdomsuddannelserne ved elevens påbegyndelse af en gymnasial
eller en erhvervsrettet ungdomsuddannelse. De ændrede regler
trådte i kraft den 1. august 2008.
Lov nr. 559 af 6. juni 2007 indebærer, at
uddannelsesplanen justeres løbende, fra eleven går i
8. klasse, og indtil eleven skal vælge ungdomsuddannelse i 9.
klasse. Planen justeres, når der er behov herfor i
forbindelse med individuelle samtaler mellem eleven og vejlederen.
For elever i 10. klasse indebærer lovændringerne, at
uddannelsesplanen skal danne grundlag for undervisningens
tilrettelæggelse, så den imødekommer den
enkeltes behov. Endvidere skal uddannelsesplanen i alle 10. klasser
anvendes som værktøj i den løbende vejledning
af eleven om det fremtidige uddannelsesvalg. Endelig
indebærer ændringerne, at
ungdomsuddannelsesinstitutionerne nu er forpligtede til at
gøre brug af uddannelsesplanen fra 9. eller 10. klasse,
når eleven påbegynder en ungdomsuddannelse.
2.1.4. Øget fokus på
elever med særlige behov for vejledning
Med lov nr. 298 af 30. april 2003 blev der sat fokus på
børn og unge med særlige behov for vejledning, og
vejledningen blev målrettet denne gruppe. Prioriteringen af
vejledningsindsatsen er siden blevet målrettet yderligere ved
ændringer af vejledningsloven i 2007 og 2008:
- Lov nr. 559 af 6.
juni 2007 ændrede bl.a. brobygningsbestemmelserne.
- Lov nr. 544 af
17. juni 2008 medførte bl.a. en sikring af sammenhæng
og progression i vejledningsindsatsen samt en præcisering af
målgruppen af unge med særlige behov for
vejledning.
Ændringerne af vejledningsloven i 2007 og 2008
indebærer, at vejledningen i særlig grad skal
målrettes unge, som uden en vejledningsindsats vil få
vanskeligheder ved at vælge, påbegynde eller
gennemføre en uddannelse eller vælge et erhverv.
Ungdommens Uddannelsesvejledning er ansvarlig for, at der
iværksættes en tidlig indsats over for grupper med
særlige behov for vejledning. Det særlige behov for
vejledning kan begrundes i psykiske eller fysiske
funktionsnedsættelser og utilstrækkelige
skolekundskaber, men også forhold som f.eks.
uregelmæssigt fremmøde, misbrug, isolation eller anden
adfærd, der udspringer af faglige, personlige og/eller
sociale problemer, er bestemmende for, om der bør
iværksættes en særlig vejledningsmæssig
indsats. Den indsats, der iværksættes, vedrører
afklarende forløb væk fra skolen, tilknytning af en
mentor eller andre initiativer, herunder initiativer hjemlet i
anden lov end vejledningsloven, f.eks. i lov om social service.
Indsatsen, der kan begynde fra 6. klassetrin, tilrettelægges
i samarbejde med eleven, forældrene og elevens skole. Desuden
inddrages andre relevante parter.
I forlængelse af Velfærdsaftalen af 20. juni 2006
vil den styrkede vejledningsindsats, herunder den særlige
vejledningsindsats på 6. og 7. klassetrin, blive evalueret i
2009.
2.2. Den foreslåede ordning
Det overordnede formål med elevplanen er at sikre, at
der sker en løbende evaluering af elevens udbytte af
undervisningen, og at der følges op på resultaterne af
evalueringen med henblik på at sikre progression i elevens
faglige udvikling gennem hele skoleforløbet.
Formålet med uddannelsesbogen er løbende at
få afdækket den enkelte elevs behov for vejledning og
understøtte elevens refleksioner gennem
vejledningsforløbet. Arbejdet med uddannelsesbogen skal
endvidere understøtte, at eleven får
tilstrækkeligt grundlag for at træffe uddannelses- og
erhvervsvalg.
Formålet med uddannelsesplanen er at udvikle elevens
evne til at træffe valg om uddannelse og erhverv samt at give
uddannelsesrelevante oplysninger videre til
ungdomsuddannelsen.
Bogen og planerne tjener således forskellige
formål, men har væsentlige indholdsmæssige
sammenfald. Elevplanen og uddannelsesplanen skal danne grundlag for
tilrettelæggelse af den enkelte elevs undervisning, og
planerne er således værktøjer, der
understøtter og sikrer undervisningsdifferentiering. Begge
planer skal omfatte faglige og personlige/sociale
udviklingsmuligheder. For så vidt angår uddannelsesbog
og uddannelsesplan er der i begge tilfælde fokus på
vejledning af den enkelte elev med henblik på afklaring af
elevens uddannelsesvalg. Elevplanen, uddannelsesbogen og
uddannelsesplanen bør derfor efter regeringens opfattelse
kunne sammentænkes på en måde, så der
opnås en administrativ og i forhold til forældre og
elever en kommunikativ forenkling.
Afbureaukratiseringsudvalget har overvejet forskellige
muligheder for samordning af elevplan, uddannelsesbog og
uddannelsesplan. KL, Børne- og Kulturchefforeningen,
Skolelederne, Skole og Samfund samt BUPL har anført, at de
foretrækker en model, hvorefter de tre redskaber samordnes i
ét dokument, således at elever, forældre,
lærere og vejledere fremover kun skal forholde sig til
ét dokument.
Det foreslås på den baggrund, at elevplan,
uddannelsesbog og uddannelsesplan samles i ét redskab
på de klassetrin, hvor elever, forældre, lærere
og vejledere i dag skal forholde sig til alle tre redskaber.
Fra børnehaveklassen og frem til og med 7. klassetrin
vil elever, lærere og forældre kun skulle forholde sig
til elevplanen. Der foreslås ingen ændringer i
indholdet af den eksisterende elevplan.
Der vil efter forslaget ikke længere blive stillet krav
om udfærdigelse af en skriftlig uddannelsesbog fra 6.
klassetrin. Derimod vil Ungdommens Uddannelsesvejledning fortsat
skulle forestå vejledningssamtaler med eleverne samt have
ansvaret for forskellige vejledningsaktiviteter, herunder
vejledning af elever, der skønnes at få vanskeligheder
ved at vælge, påbegynde eller gennemføre en
ungdomsuddannelse, jf. nærmere herom afsnit 2.1.4. Den
uddannelsesplanlægning, som i dag tager afsæt i
uddannelsesbogen, herunder forberedelse til at arbejde med
uddannelsesplanen, vil indgå i vejledningen.
På 8. og 9. klassetrin samles elevplanen,
uddannelsesbogen og uddannelsesplanen, så de udgør
ét redskab - en elev- og uddannelsesplan. Indholdet af den
nuværende elevplan og den nuværende uddannelsesplan
videreføres i den nye elev- og uddannelsesplan, mens den
skriftlige uddannelsesbog afskaffes som selvstændigt redskab.
Med den nævnte samordning af de tre dokumenter på 8. og
9. klassetrin vil samspillet mellem redskaberne blive tydeliggjort,
og det vil fremover i højere grad blive muligt at
tilrettelægge elevens undervisning under hensyntagen til
elevens valg af uddannelse efter 9. klasse.
En samordning af bogen og planerne indebærer den
administrative forenkling, at elever, forældre, lærere
og vejledere fremover i praksis kun skal forholde sig til ét
dokument ad gangen. Ved at integrere evalueringen fra elevplanen i
vejledningen skabes der endvidere en bedre forudsætning for
en realistisk vejledning fra Ungdommens
Uddannelsesvejledning.
Der vil således fortsat skulle udarbejdes en skriftlig
evaluering af samtlige elever i folkeskolen til og med 9. klasse.
Når eleven når 8. klasse, påbegynder den enkelte
elev som hidtil arbejdet med at konkretisere ønsker til en
kommende ungdomsuddannelse eller valg af erhverv, og et
foreløbigt uddannelsesvalg træffes. Eleven indskriver
sine ønsker i den del af elev- og uddannelsesplanen, der
vedrører vejledning og uddannelse. Elevens ønsker til
videre uddannelse eller erhverv vil som hidtil blive udarbejdet
efter vejledning fra Ungdommens Uddannelsesvejledning og med
udgangspunkt i de informationer, der fremgår af
evalueringsdelen af elev- og uddannelsesplanen.
På 10. klassetrin vil uddannelsesplanen som hidtil
udgøre grundlaget for undervisningens
tilrettelæggelse. Der vil således fortsat ikke skulle
udarbejdes en skriftlig evaluering af eleverne i 10. klasse.
Vejlednings- og uddannelsesdelen af elev- og uddannelsesplanen
vil, ligesom det i dag er tilfældet med uddannelsesplanen, i
tilknytning til ansøgning om optagelse skulle videregives
til den udbyder af 10. klasse eller den
ungdomsuddannelsesinstitution, som eleven søger optagelse
på i forlængelse af 9. eller 10. klasse. Den del af
elev- og uddannelsesplanen, der videresendes til skolen eller
ungdomsuddannelsesinstitutionen i forbindelse med elevens videre
uddannelse efter 9. eller 10. klasse, vil fortsat blive betegnet
uddannelsesplan. Den del af elev- og uddannelsesplanen, der
vedrører elementerne fra den gældende elevplan, dvs.
oplysninger om den løbende evaluering fra
børnehaveklassen og frem, vil som hidtil ikke blive
videregivet til udbyderen af 10. klasse eller
uddannelsesinstitutionen, medmindre der foreligger et klart
samtykke hertil.
2.3. Lovovervågning
Lovforslaget er omfattet af lovovervågning.
Undervisningsministeriet vil senest tre år efter lovens
ikrafttræden udarbejde en redegørelse med det
formål at vurdere, om samordningen af elevplan,
uddannelsesbog og uddannelsesplan har medført den tilsigtede
administrative forenkling. I forbindelse med regeringens
afbureaukratiseringsprogram vil der blive foretaget en
undersøgelse af, hvor meget tid medarbejdere i folkeskolen
bruger på administrative opgaver, herunder udarbejdelse af
elevplaner samt justering af uddannelsesbog og uddannelsesplan.
Arbejdet med redegørelsen vil tage udgangspunkt i denne
undersøgelse. Redegørelsen om lovforslaget vil blive
fremsendt til Folketingets Uddannelsesudvalg.
3. Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Lovforslaget indebærer, at der for lærere og
vejledere vil være tale om en forenkling, idet de fremover
på 8. og 9. klassetrin kun vil skulle forholde sig til
ét dokument i stedet for som hidtil tre dokumenter. Den
mulige tidsgevinst herved antages dog ikke at påvirke
udmøntningen af gældende arbejdstidsaftaler, og den
vil dermed heller ikke føre til kommunale
mindreudgifter.
4. Administrative konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Lovforslaget har sammen med det samtidigt fremsatte lovforslag
om ændring af folkeskoleloven (Ændring af procedure for
henvisning til specialundervisning i enkelte fag) været
undersøgt efter VAKKS-metoden (Vurdering af Administrative
Konsekvenser for Kommunerne ved ny Statslig regulering).
Formålet med VAKKS-undersøgelsen har været at
undersøge, hvilke administrative og selvstyremæssige
konsekvenser der kan forventes i kommunerne ved implementering af
de to lovforslag.
Undersøgelsen har vist, at nærværende
lovforslag generelt vurderes som værende administrativt
aflastende.
5. Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Lovforslaget har ingen økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
6. Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
7. Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
8. Administrative konsekvenser for
borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser af
betydning for borgerne.
9. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
10. Høring
Lovforslaget har været i høring hos
følgende myndigheder og organisationer:
Amnesty International, Børne- og Kulturchefforeningen,
Børnerådet, Danmarks Evalueringsinstitut, Danmarks
Lærerforening, Danmarks Vejlederforening, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Friskoleforening, Dansk Industri, Dansk
Landbrug, Dansk Teknisk Lærerforbund, Dansk Ungdoms
Fællesråd, Danske Erhvervsskoler, Danske
Gymnasieelevers Sammenslutning, Danske Handicaporganisationer,
Danske Regioner, Danske Skoleelever, Danske Studerendes
Fællesråd, Danske Underviserorganisationers
Samråd, Det Centrale Handicapråd, Dokumentations- og
Rådgivningscentret om Racediskrimination,
Efterskoleforeningen, Elevorganisationen for de grundlæggende
social- og sundhedsuddannelser, Erhvervsskolernes
Bestyrelsesforening, Erhvervsskolernes Elevorganisation, Forbundet
for Pædagoger og Klubfolk (BUPL), Foreningen af private,
selvejende gymnasier, studenter- og hf-kurser, Foreningen af
Uddannelses- og Erhvervsvejledere ved Tekniske Skoler, Foreningen
Danske Landbrugsskoler, Frie Grundskolers Fællesråd,
Frie Skolers Lærerforening, FTF, Fællesrådet for
Uddannelses- og Erhvervsvejledning (FUE), Gymnasieskolernes
Lærerforening, Gymnasieskolernes Rektorforening,
Handelsskolernes Lærerforening, Husholdnings- og
håndarbejdsskolerne, Håndværksrådet,
Institut for Menneskerettigheder, KL, Landsforbundet af Voksen- og
Ungdomsundervisere, Landsforeningen af 10. klasseskoler i Danmark,
Landsforeningen af Opholdssteder, Botilbud og
Skolebehandlingstilbud, Landsforeningen af Ungdomsskoleledere,
Landsorganisationen i Danmark, Landssammenslutningen af
Handelsskoleelever, Lederforsamlingen for Ungdommens
Uddannelsesvejledning, Rådet for de Grundlæggende
Erhvervsrettede Uddannelser (REU), Rådet for Etniske
Minoriteter, Sammenslutningen af ledere ved skolerne for de
grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, Skole og
Samfund, Skolelederne, Studievejlederforeningen for gymnasiet og
hf, Ungdomsringen og Ungdomsskolernes Udviklingscenter.
11. Vurdering af konsekvenser af
lovforslaget
| Positive konsekvenser/mindre
udgifter | Negative konsekvenser/merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Lovforslaget vurderes at være
administrativt aflastende for kommunerne. | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen af betydning | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter |
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
(Lov om folkeskolen)
Til nr. 1
Med lov nr. 544 af 17. juni 2008 blev titlen på
vejledningsloven ændret til lov om
vejledning om uddannelse og erhverv. Med lovforslagets
§ 1, nr. 1, bringes lovteksten i folkeskoleloven i
overensstemmelse hermed.
Til nr. 2 (§ 13, stk. 2, 3. og 4. pkt.)
Det foreslås, at § 13, stk. 2,
3. og 4. pkt., om elevplaner
ophæves som konsekvens af forslaget om indførelse af
en ny samlet elev- og uddannelsesplan, jf. lovforslagets § 1,
nr. 3 (§ 13 b).
Til nr. 3 (§ 13 b)
Det foreslås ved § 13 b, stk.
1, at der for hver elev fra børnehaveklassen til og
med 7. klassetrin skal udarbejdes en elevplan, der skal indeholde
resultater af evalueringen og den besluttede opfølgning
på denne.
Den foreslåede bestemmelse svarer til den i dag
gældende bestemmelse i § 13, stk. 2, 3. pkt., med den
forskel, at elevplanen efter forslaget alene udarbejdes til og med
7. klassetrin. Fra 8. klassetrin vil elevplanen og
uddannelsesplanen blive integreret i et fælles dokument, jf.
den foreslåede bestemmelse i § 13 b, stk. 2.
Der er ikke med forslaget herudover tiltænkt
ændringer i de i dag gældende krav til
elevplanen.
Det foreslås ved § 13 b, stk.
2, at der for hver elev på 8. og 9. klassetrin skal
udarbejdes en elev- og uddannelsesplan.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 13 b, stk. 2, nr. 1, skal elev- og
uddannelsesplanen til brug for den løbende evaluering
indeholde resultater af evalueringen og den besluttede
opfølgning på denne. Formuleringen svarer til den
gældende bestemmelse om elevplaner i § 13, stk. 2, 3.
pkt. Den foreslåede bestemmelse indebærer, at de i dag
gældende regler om elevplaner videreføres som et
element i den nye elev- og uddannelsesplan på 8. og 9.
klassetrin.
Som det gælder i dag, vil der således også
efter forslaget være krav om skriftlig evaluering af alle
elever på 8. og 9. klassetrin. For elever i 10. klasse blev
det med lov nr. 560 af 6. juni 2007 fastsat, at uddannelsesplanen
skal udgøre det grundlæggende arbejdsredskab,
hvorefter undervisningen skal tilrettelægges, hvorfor der
ikke for disse elever skal udfærdiges en skriftlig evaluering
i form af elevplan eller lignende. Forslaget indebærer ingen
ændringer heri, og der vil derfor fortsat alene være
krav om, at eleverne i 10. klasse udarbejder en uddannelsesplan,
jf. folkeskolelovens § 19 c. Det er dog væsentligt, at
den del af elev- og uddannelsesplanen, der vedrører
evaluering, inddrages i udarbejdelsen af uddannelsesplanen.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 13 b, stk. 2, nr. 2, skal elev- og
uddannelsesplanen til brug for afklaring af fremtidig uddannelse
indeholde oplysninger om, hvilke mål eleven har for sin
uddannelse efter grundskolen eller efter 10. klassetrin.
Bestemmelsen indebærer, at de elementer, der i dag
indgår i en elevs uddannelsesplan, nu skal indgå i
elevens elev- og uddannelsesplan. Samtidig indebærer
bestemmelsen, at det nuværende krav om udarbejdelse af en
skriftlig uddannelsesbog ophæves. Arbejdet med udarbejdelse
af den del af elev- og uddannelsesplanen, der vedrører
vejledning og uddannelsesplanlægning, skal i overensstemmelse
med reglerne herom i vejledningsloven påbegyndes på 8.
klassetrin, jf. den foreslåede affattelse af
vejledningslovens § 2 c, stk. 1, jf. lovforslagets § 2,
nr. 2.
Ligesom der ikke findes formkrav til den eksisterende elevplan
og uddannelsesplan, vil der heller ikke efter forslaget stilles
formkrav til den nye elev- og uddannelsesplan. Det må dog
forudsættes, at elev- og uddannelsesplanen udformes på
en måde, så den del, der vedrører vejledning og
afklaring af uddannelsesønsker, kan udskilles fra den
resterende del af elev- og uddannelsesplanen og dermed videregives
i overensstemmelse med reglerne i vejledningslovens § 2
b.
Det foreslås ved § 13 b, stk.
3, at undervisningsministeren fastsætter nærmere
regler om de planer, der er nævnt i stk. 1 og 2. Bestemmelsen
svarer til den i dag gældende bestemmelse i § 13, stk.
2, 4. pkt.
Der vil i medfør af den foreslåede bestemmelse
blive udarbejdet en ny bekendtgørelse indeholdende
elementerne fra den gældende bekendtgørelse nr. 703 af
23. juni 2006 om elevplaner i folkeskolen samt de relevante dele
vedrørende vejledning og uddannelsesplaner fra den
gældende bekendtgørelse nr. 704 af 30. juni 2008 om
vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv.
Til nr. 4 (§ 19 h, stk. 2)
Den foreslåede ændring af § 19 h, stk. 2, er en konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 2, hvorved folkeskolelovens § 13
b, stk. 2, 3. og 4. pkt., ophæves.
Til § 2
(Lov om vejledning om uddannelse og
erhverv)
Til nr. 1 (§ 2 a)
Efter den foreslåede affattelse af § 2 a, stk. 1, skal den vejledning i
grundskolen, der forestås af Ungdommens
Uddannelsesvejledning, give den enkelte elev kompetence til at
udarbejde en plan for sin videre uddannelse, hvoraf det
fremgår, hvilke mål eleven har for uddannelse efter
grundskolen eller 10. klasse. Endvidere præciseres det, at
vejledningen af eleven om valg af uddannelse og erhverv skal bygge
på den løbende evaluering af elevens udbytte af
undervisningen.
For elever i folkeskolen på 8. og 9. klassetrin
indebærer bestemmelsen, at udarbejdelsen af den del af
elevens elev- og uddannelsesplan, der vedrører afklaring af
uddannelse m.v., skal tage afsæt i evalueringen af elevens
udbytte af undervisningen. Ligeledes skal udarbejdelsen af
uddannelsesplanen på 10. klassetrin tage afsæt i
evalueringen af elevens udbytte af undervisningen. Evalueringsdelen
af elevens elev- og uddannelsesplan vil således i
højere grad skulle integreres i vejledningen.
For elever i frie grundskoler indebærer bestemmelsen
ingen ændringer i forhold til de i dag gældende regler.
Elever i frie grundskoler vil således fortsat kunne vejledes
af Ungdommens Uddannelsesvejledning, jf. vejledningslovens §
4, og i den forbindelse udarbejde en uddannelsesplan. Den
nærmere tilrettelæggelse af vejledningen på de
frie grundskoler vil som hidtil skulle aftales mellem skolen og
Ungdommens Uddannelsesvejledning.
Udarbejdelse af uddannelsesplanen på de frie grundskoler
vil - ligesom udarbejdelse af uddannelses- og vejledningsdelen af
elev- og uddannelsesplanen i folkeskolen - skulle bygge på
den løbende evaluering af den enkelte elevs udbytte af
undervisningen. Der er dog den forskel, at der ikke på de
frie grundskoler er krav om udarbejdelse af en skriftlig elevplan
eller elev- og uddannelsesplan. Forslaget indebærer ingen
ændringer heri.
Med den foreslåede bestemmelse i § 2 a, stk. 2, præciseres det, at
uddannelsesplanen i 10. klasse er et dynamisk værktøj,
hvor forhold, der har betydning for elevens undervisning i 10.
klasse og valg af uddannelse efter 10. klasse, drøftes og
evalueres. Dette sker med henblik på, at der fastsættes
realistiske mål for elevens undervisning, der
understøtter elevens generelle overvejelser om valg af
uddannelse og erhverv.
I den nuværende uddannelsesplan for elever, der skal i
10. klasse, skal der tages stilling til en lang række forhold
forud for skoleårets begyndelse. Det drejer sig f.eks. om
elevens overvejelser om valg af prøver i 10. klasse, som
skal foretages flere måneder, før eleven har
været til prøver i 9. klasse samt om valg af
brobygningsforløb i 10. klasse, som der skal tages stilling
til, før det lokale udbud af brobygningsforløb
foreligger. Fremover vil der ikke være centrale krav om, at
disse elementer fremgår af elevens plan for sin videre
uddannelse forud for påbegyndelsen af 10. klasse.
Ændringen indebærer således, at
spørgsmålet om aflæggelse af prøver i 10.
klasse i stedet kan bygge på elevens erfaringer med at
aflægge prøver i 9. klasse. Samtidig understreges det,
at elevens overvejelser om aflæggelse af prøver i 10.
klasse indgår som centrale dele af vejledningen i 10.
klasse.
Det fastholdes, at elevens overvejelser om
prøveaflæggelse i 10. klasse skal påføres
uddannelsesplanen, men med den ændring, at overvejelserne
først skal fremgå af uddannelsesplanen for 10. klasse
og ikke som tidligere af uddannelsesplanen for 9. klasse.
Ligeledes fastholdes det, at elevens ønsker til
brobygningsforløb skal påføres
uddannelsesplanen i 10. klasse. Eleven vejledes om
brobygningsforløb, når det lokale udbud af
brobygningsforløb er tilvejebragt og offentliggjort, og
elevens ønsker til forløbene kan fremsættes
såvel forud for skoleårets begyndelse som i
løbet af skoleåret.
Til nr. 2 (§ 2 c, stk. 1)
Den foreslåede affattelse af §
2 c, stk. 1, indebærer, at vejledningen for elever i
folkeskolen skal føre til, at eleven udarbejder bidrag til
elev- og uddannelsesplanen inden udgangen af 8. klassetrin.
Bidraget skal vedrøre elevens plan for sin videre uddannelse
og skal bygge på elevens elevplan.
Bestemmelsen er en videreførelse af den i dag
gældende bestemmelse, hvorefter Ungdommens
Uddannelsesvejledning skal sikre, at eleverne i folkeskolen
udarbejder en uddannelsesplan inden udgangen af 8. klasse. Som
konsekvens af den foreslåede bestemmelse i folkeskolelovens
§ 13 b, stk. 2, foreslås det, at eleverne inden udgangen
af 8. klasse skal have udarbejdet bidrag til elev- og
uddannelsesplanen. Bidraget, der skal vedrøre elevens plan
for sin videre uddannelse, vil svare til den i dag gældende
uddannelsesplan.
Med bestemmelsen forpligtes Ungdommens Uddannelsesvejledning
til at sikre, at vejledningen fører til, at elev- og
uddannelsesplanen fra 8. klasse bygger på evalueringsdelen af
den enkelte elevs elev- og uddannelsesplan. Det vil således
fordre et tæt samarbejde mellem klassens lærere og
vejlederen fra Ungdommens Uddannelsesvejledning om den enkelte
elev. På denne måde skabes et bedre grundlag for at
forberede elevens valg af ungdomsuddannelse og tilrettelægge
undervisningen under hensyntagen dertil.
Til nr. 3 (§ 2 c, stk. 3)
Den foreslåede ændring af § 2 c, stk. 3, er en konsekvens af den
foreslåede affattelse af § 2 a, jf. lovforslagets §
2, nr. 1, samt den foreslåede bestemmelse i folkeskolelovens
§ 13 b, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.
Til nr. 4 (§ 2 d)
Den foreslåede ændring af § 2 d er en konsekvens af den
foreslåede bestemmelse i folkeskolelovens § 13 b, stk.
2, om samordning af elevplan, uddannelsesbog og uddannelsesplan
på 8. og 9. klassetrin til ét dokument - en elev- og
uddannelsesplan. Om det nærmere indhold af en kommende
bekendtgørelse om henholdsvis elevplan, elev- og
uddannelsesplan samt uddannelsesplan henvises til
bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i
folkeskolelovens § 13 b, stk. 3, jf. lovforslagets § 1,
nr. 3.
Til § 3
Det foreslås i § 3, at
loven træder i kraft den 1. august 2009.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | § 1 |
| | I lov om folkeskolen, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1049 af 28. august 2007, som
ændret ved § 4 i lov nr. 208 af 31. marts 2008, lov nr.
369 af 26. maj 2008, lov nr. 476 af 17. juni 2008 og § 135 i
lov nr. 1336 af 19. december 2008, foretages følgende
ændringer: |
| | |
| | 1. Overalt i
loven ændres »lov om vejledning om valg af uddannelse
og erhverv« til: »lov om vejledning om uddannelse og
erhverv«. |
| | |
§ 13.
(.) | | |
Stk. 2. Som
led i undervisningen skal der løbende foretages evaluering
af elevernes udbytte heraf, herunder af elevens tilegnelse af
kundskaber og færdigheder i fag og emner set i forhold til
trin- og slutmål, jf. § 10. Evalueringen skal danne
grundlag for vejledning af den enkelte elev og for den videre
planlægning og tilrettelæggelse af undervisningen, jf.
§ 18, og for underretning af forældrene om elevens
udbytte af undervisningen, jf. stk. 1. Til brug for den
løbende evaluering skal hver elev have en elevplan, som
indeholder resultater af og den besluttede opfølgning
på evalueringen. Undervisningsministeren fastsætter
regler om elevplanen. | | 2.§ 13,
stk. 2, 3. og 4. pkt., ophæves. |
Stk. 3-9.
(.) | | |
| | |
§ 13 a.
Undervisningsministeren offentliggør på baggrund af de
afholdte test, jf. § 13, stk. 3, hvert år
landsresultaterne. | | |
Stk. 2.
(.) | | |
| | 3. Efter §
13 a indsættes: |
| | »§ 13
b. Til brug for den løbende evaluering, jf. §
13, stk. 2, skal der for hver elev fra børnehaveklassen til
og med 7. klassetrin udarbejdes en elevplan, der skal indeholde
resultater af evalueringen og den besluttede opfølgning
på denne. Stk. 2. For
hver elev på 8. og 9. klassetrin skal der udarbejdes en elev-
og uddannelsesplan, der 1) til brug for den løbende
evaluering skal indeholde resultater af evalueringen og den
besluttede opfølgning på denne og 2) til brug for afklaring af fremtidig
uddannelse skal indeholde oplysninger om, hvilke mål eleven
har for sin uddannelse efter grundskolen eller efter 10.
klassetrin. Stk. 3.
Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om de
planer, der er nævnt i stk. 1 og 2.« |
| | |
§ 19 h.
(.) | | |
Stk. 2. §
6, stk. 1, § 13, stk. 1, § 13, stk. 2, 1. og 2. pkt.,
§ 13, stk. 3 og 4, og § 13 a gælder tilsvarende for
undervisningen i 10. klasse. | | 4. I § 19
h, stk. 2, ændres »§ 13, stk. 2, 1. og 2.
pkt.« til: »§ 13, stk. 2«. |
Stk. 3-5.
(.) | | |
| | |
| | § 2 |
| | I lov om vejledning om uddannelse og
erhverv, jf. lovbekendtgørelse nr. 630 af 20. juni 2008,
foretages følgende ændringer: |
| | |
| | 1.§ 2 a
affattes således: |
§ 2 a.
Den vejledning i grundskolen, som forestås af Ungdommens
Uddannelsesvejledning, skal give den enkelte kompetence til at
udarbejde en uddannelsesplan og omfatte initiativ til, at
uddannelsesplanen udarbejdes. Stk. 2. Det
skal fremgå af uddannelsesplanen, hvilke mål eleven har
for uddannelse efter grundskolen eller 10. klasse. For elever, der
vælger 10. klasse, skal det af uddannelsesplanen fra 9.
klasse fremgå, hvad eleven vil opnå med
undervisningsforløbet i 10. klasse, herunder elevens
foreløbige overvejelser i forhold til aflæggelse af
prøver. Uddannelsesplanen skal i 10. klasse anvendes som
værktøj i den løbende vejledning af elevens
fremtidige uddannelsesvalg. | | »§ 2
a. Den vejledning i grundskolen, som forestås af
Ungdommens Uddannelsesvejledning, skal give den enkelte elev
kompetence til at udarbejde en plan for sin videre uddannelse,
hvoraf det fremgår, hvilke mål eleven har for
uddannelse efter grundskolen eller 10. klasse. Vejledningen skal
bygge på den løbende evaluering af elevens udbytte af
undervisningen. Stk. 2. For
elever, der vælger 10. klasse, skal det af planen for den
videre uddannelse fra 9. klasse fremgå, hvad eleven vil
opnå med undervisningsforløbet i 10. klasse.
Uddannelsesplanen skal i 10. klasse anvendes som
værktøj i den løbende vejledning af eleven om
fremtidige uddannelsesvalg og indeholde elevens overvejelser om
prøveaflæggelse i 10. klasse samt
brobygningsforløb, jf. kapitel 2 a.« |
| | |
| | 2.§ 2 c,
stk. 1, affattes således: |
§ 2 c.
For elever i folkeskolen, jf. § 3, stk. 2, skal vejledningen
omfatte initiativ til, at uddannelsesplanen udarbejdes inden
udgangen af 8. klasse. | | »For elever i folkeskolen, jf.
§ 3, stk. 2, skal vejledningen føre til, at eleven
udarbejder bidrag til elev- og uddannelsesplanen inden udgangen af
8. klasse, jf. folkeskolelovens § 13 b, stk. 2. Bidraget skal
vedrøre elevens plan for sin videre uddannelse og bygge
på resultater af den løbende evaluering og den
besluttede opfølgning på denne.« |
Stk. 2.
(.) | | |
Stk. 3.
Ungdommens Uddannelsesvejledning er ansvarlig for, at
uddannelsesplanen for eleven eller den unge, jf. stk. 1 og 2,
ajourføres og påføres oplysninger om
vejledningsindsatsen over for den pågældende og
begrundelse for en særlig indsats. | | 3. I § 2 c,
stk. 3, ændres »uddannelsesplanen« til:
»elev- og uddannelsesplanen eller
uddannelsesplanen«. |
| | |
§ 2 d.
Undervisningsministeren fastsætter regler om
uddannelsesplanen. | | 4. I § 2 d
ændres »uddannelsesplanen« til: »elev- og
uddannelsesplanen i 8. og 9. klasse samt uddannelsesplanen i 10.
klasse«. |
| | |
| | § 3 |
| | Loven træder i kraft den 1. august
2009. |