L 75 Forslag til lov om ændring af lov om begravelse og ligbrænding.

(Lempelse af krav til kommunale begravelsespladser m.v.).

Af: Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V)
Udvalg: Kirkeudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 21-02-2008

Fremsat: 21-02-2008

Lovforslag som fremsat

20072_l75_som_fremsat (html)

L 75 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om begravelse og ligbrænding. (Lempelse af krav til kommunale begravelsespladser m.v.).

Fremsat den 21. februar 2008 af kirkeministeren (Birthe Rønn Hornbech)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om begravelse og ligbrænding

(Lempelse af krav til kommunale begravelsespladser m.v.)

§ 1

I lov nr. 346 af 26. juni 1975 om begravelse og ligbrænding foretages følgende ændringer:

1.§ 3, stk. 2, ophæves og i stedet indsættes:

»Stk. 2 . Asken skal nedsættes på en af de begravelsespladser, der er nævnt i § 2, stk. 1 eller anbringes på et andet sted, der er godkendt af kirkeministeren.

Stk. 3. Asken kan spredes over åbent hav, hvis afdøde skriftligt har ønsket dette.

Stk. 4. Stiftsøvrigheden kan tillade, at der forholdes med asken på anden sømmelig måde end nævnt i stk. 2 og 3, når der foreligger et bestemt udtalt ønske herom fra afdøde. Stiftsøvrighedens afgørelse kan påklages til kirkeministeren. Klage skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.«

2.§ 8, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

3.§ 16, stk. 1, affattes således:

»Kirkeministeren kan tillade anlæg af kommunale begravelsespladser. På sådanne begravelsespladser skal der af kommunen opføres mindst 1 begravelseskapel, medmindre der alene skal ske urnenedsættelse på begravelsespladsen. Folkekirkens præster og præster i trossamfund uden for folkekirken kan foretage begravelse på pladsen.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2008, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 3, stk. 3 i lov om begravelse og ligbrænding som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, træder i kraft den 1. januar 2009.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

 

    
Indholdsfortegnelse
    
1
Indholdsfortegnelse
    
2
Indledning
 
2.1
Formålet med lovforslaget
 
2.2
Baggrunden for lovforslaget
  
2.2.1
Anlæggelse af kommunal begravelsesplads uden krav om opførelse af kapel
  
2.2.2
Overførsel af kompetence, forenkling af procedure ved askespredning m.v.
    
3
Oversigt over forslagene
 
3.1
Lempelse af krav til kommunale begravelsespladser
  
3.1.1
Begravelsespladser
  
3.1.2
Lovforslagets indhold
  
3.1.3
Skovlov og planlov m.v.
  
3.1.4
Andre muligheder for indretning af kommunal begravelsesplads
  
3.1.5
Konsekvenser ved anlæg af kommunal begravelsesplads
 
3.2
Nedsættelse eller anbringelse af aske
 
3.3
Flytning af kompetencen til at træffe afgørelse i sager om urnenedsættelse på privat ejendom.
  
3.3.1
Gældende ret
  
3.3.2
Lovforslagets indhold
 
3.4
Flytning af kompetencen til at træffe afgørelse i sager om deling af aske
  
3.4.1
Gældende ret
  
3.4.2
Lovforslagets indhold
  
3.4.3
Klageadgang
 
3.5
Forenkling af proceduren ved spredning af asken efter afdøde personer over åbent hav
  
3.5.1
Gældende ret
  
3.5.2
Lovforslagets indhold
 
3.6
Ophævelse af utidssvarende bestemmelse
    
4
De økonomiske og administrative konsekvenser for staten, regioner og kommuner
    
5
De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
    
6
De administrative konsekvenser for borgerne
    
7
De miljømæssige konsekvenser
    
8
Forholdet til EU-retten
    
9
Hørte myndigheder og organisationer m.v.
    
10
Sammenfattende skema
    
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
    
11
BILAG 1


2 Indledning


2.1 Formålet med lovforslaget


Hensigten med lovforslaget er at skabe hjemmel til, at kommuner kan anlægge begravelsespladser, herunder i skove, uden at der i den forbindelse stilles krav om opførelse af kapel, når der alene skal ske urnenedsættelser på begravelsespladsen.


Det er endvidere hensigten at overføre dele af Kirkeministeriets kompetence i medfør af begravelsesloven til stiftsøvrighederne.


Endvidere tilsigter lovforslaget at forenkle proceduren vedrørende spredning af asken efter afdøde personer over åbent hav.


2.2 Baggrunden for lovforslaget


2.2.1 Anlæggelse af kommunal begravelsesplads uden krav om opførelse af kapel


Denne del af lovforslaget er en opfølgning på Forslag til Folketingsbeslutning B 150 fremsat den 10. april 2007 (Forslag til folketingsbeslutning om etablering af neutrale begravelsespladser). Under 1. behandlingen af forslag til B 150 tilkendegav kirkeministeren, at regeringen var indstillet på at fremsætte et forslag til ændring af begravelsesloven, der havde til formål at tilgodese intentionerne i beslutningsforslaget.


Lovforslaget indebærer, at en kommune med kirkeministerens tilladelse kan anlægge begravelsespladser, herunder i skove (med respekt af skovloven m.v.), uden at der i den forbindelse stilles krav om opførelse af kapel, når der alene skal ske urnenedsættelser på begravelsespladsen.


2.2.2 Overførsel af kompetence, forenkling af procedure ved askespredning m.v.


I gældende lov om begravelse og ligbrænding er hovedreglen, jf. lovens § 2, stk. 1, at asken efter afdøde personer, skal nedsættes på en folkekirkelig kirkegård eller andre af kirkeministeren godkendte begravelsespladser.


Begravelsesloven giver mulighed for, at asken efter afdøde personer kan anbringes »på et andet af kirkeministeren godkendt sted«, jf. lovens § 3, stk. 2, 1. pkt. eller at »kirkeministeren kan dog tillade, at der forholdes med asken på anden sømmelig måde, når der foreligger et bestemt udtalt ønske herom fra afdøde«, jf. lovens § 3, stk. 2, 2. pkt.


I medfør af disse bestemmelser træffer Kirkeministeriet afgørelse i et relativt stort og gennem årene stigende antal sager. Der er tale om nogle sagsområder, hvor der gennem tiden har dannet sig en fast administrativ praksis. Der gives således under visse betingelser tilladelse blandt andet til urnenedsættelse på privat ejendom, spredning af asken efter afdøde personer over åbent hav samt tilladelse til deling af asken i visse situationer.


Det er regeringens målsætning, at der fortsat skal ske en decentralisering af sagsområder og en afbureaukratisering af sagsbehandlingen. Lovforslaget skal ses som et led i realiseringen af denne målsætning.


3 Oversigt over forslagene


Lovforslaget giver hjemmel til, at kommuner kan anlægge begravelsespladser, herunder i skove (med respekt af skovloven m.v.) uden at der i den forbindelse stilles krav om opførelse af kapel, når der på begravelsespladsen alene skal ske urnenedsættelser. Forslaget er omtalt under de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.


Lovforslaget indebærer at en række kompetencer, som i medfør af den gældende begravelseslov er tillagt kirkeministeren, flyttes til stiftsøvrighederne. Disse forslag er omtalt under de almindelige bemærkninger afsnit 3.3 og 3.4.


Lovforslaget indebærer samtidig en forenkling af proceduren vedrørende spredning af asken efter afdøde personer over åbent hav. Forslaget er omtalt under de almindelige bemærkninger afsnit 3.5.


Endvidere foreslås ophævelse af en utidssvarende bestemmelse. Forslaget er omtalt under de almindelige bemærkninger afsnit 3.6.


3.1 Lempelse af krav til kommunale begravelsespladser


Det foreslås, at begravelseslovens krav om opførelse af kapel på kommunale begravelsespladser lempes således, at der ikke længere stilles krav om opførelse af kapel, såfremt der på begravelsespladsen alene skal ske urnenedsættelser.


3.1.1 Begravelsespladser


Anlæggelse af begravelsespladser er et offentligt reguleret anliggende. Folkekirken har pligt til at sørge for, at der er tilstrækkeligt med begravelsesplads, jf. § 9, stk. 1 i lovbekendtgørelse nr. 7 af 3. januar 2007 om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde. Herudover har trossamfund uden for folkekirken og kommuner med kirkeministerens tilladelse mulighed for at anlægge begravelsespladser.


Endelig kan kirkeministeren i ganske særlige tilfælde tillade anlæg af andre begravelsespladser, jf. begravelseslovens § 16, stk. 3. I Betænkning nr. 688/1973 Vedrørende revision af begravelsesloven og ligbrændingsloven gøres der rede for praksis inden vedtagelsen af begravelsesloven af 1975. Ifølge førkonstitutionel praksis blev der undertiden givet tilladelse ved kgl. bevilling til indretning af særskilte begravelsespladser for stiftelser, hospitaler, enkelte familier eller enkelte personer. I Betænkningen fremgår følgende om private begravelsespladser: »Da det må forekomme lidet tiltalende og tillige upraktisk af hensyn til tilsynet, at gravpladser på denne måde kan spredes over det ganske land - uden forbindelse med det almindelige begravelsesvæsen - har kirkeministeriet stærkt begrænset antallet af bevillinger til indretning af sådanne begravelsespladser, jfr. Ministeriets cirkulære af 30. april 1949 (bilag 18), hvori det udtales, at sådan tilladelse kun kan forventes givet aldeles undtagelsesvis, når særlig stærke grunde taler derfor. Særskilte begravelsespladser, der kan benyttes af videre kredse - uden tilknytning til en institution eller en bestemt familie - kendes ikke, og det er i praksis antaget, at f.eks. en forening, et andelsselskab eller et aktieselskab ikke kan få tilladelse til at anlægge egen begravelsesplads.« I udvalgets overvejelser og forslag - der danner baggrund for begravelseslovens nuværende udformning - anføres, at der fremdeles bør være adgang til, under ganske særlige omstændigheder, at tillade anlæggelse af institutionskirkegårde og private begravelsespladser i overensstemmelse med den hidtil fulgte praksis. Kirkeministeriet har med baggrund i begravelsesloven og dennes forarbejder, fastholdt en restriktiv praksis. Senest i 2005 har ministeriet meddelt afslag på foreningen Løvfalds ansøgning om anlæg af privat begravelsesplads.


Nogle trossamfund har egne begravelsespladser. Hidtil har ingen kommuner benyttet muligheden for at anlægge en begravelsesplads.


I følge § 16, stk. 1 i den gældende begravelseslov kan kirkeministeren tillade anlæg af kommunale begravelsespladser. I følge bestemmelsen skal der på sådanne begravelsespladser af kommunen opføres mindst 1 begravelseskapel, og såvel folkekirkens præster som præster i trossamfund uden for folkekirken skal have ret til at foretage begravelser på pladsen.


3.1.2 Lovforslagets indhold


Med lovforslagets § 1, nr. 3 foreslås en ændret affattelse af § 16, stk. 1. Forslaget indebærer, at der ikke længere stilles krav om opførelse af kapel på kommunale begravelsespladser, såfremt der på begravelsespladsen alene skal ske urnenedsættelser.


Som anført under afsnit 2.2.1 er lovforslaget en udmøntning af regeringens holdning, som udtrykt under 1. behandlingen af forslag B 150 (Forslag til folketingsbeslutning om etablering af neutrale begravelsespladser).


Selv om kravet om kapel bortfalder for begravelsespladser udelukkende til urnenedsættelser, vil det fortsat være kommunen, som med kirkeministerens godkendelse skal sørge for anlæg af begravelsespladsen. Det indebærer, at det påhviler kommunen at fremskaffe et egnet areal. Som hidtil vil det naturligvis være frivilligt og helt op til den enkelte kommune at beslutte, om man ønsker at anlægge en sådan begravelsesplads.


Det fremgår endvidere af § 16, stk. 5 i den gældende begravelseslov, at der for en kommunal begravelsesplads fastsættes regler om bestyrelse, tilsyn og benyttelse m.v. i en af kirkeministeren stadfæstet vedtægt eller i særlige tilfælde på anden måde efter kirkeministerens nærmere bestemmelse.


Bestemmelsen indebærer, at de i § 16, stk. 5 nævnte spørgsmål skal afklares i forbindelse med en kommunes ansøgning om tilladelse til anlæg af en begravelsesplads. Ud over de i begravelsesloven stillede krav om regler vedrørende bestyrelse, tilsyn og benyttelse, er der ikke i loven fastsat bestemmelser om drift og vedligeholdelse af en kommunal begravelsesplads. Ansvaret for drift og vedligeholdelse af begravelsespladsen påhviler således vedkommende kommune. Det vil ligeledes være kommunen, der fastsætter betalingen for benyttelse af begravelsespladsen i form af takster for begravelse og vedligeholdelse m.v. Kommunen vil have adgang til at indgå aftale med andre, herunder skovejeren vedrørende driften af begravelsespladsen.


Det afgørende for Kirkeministeriet er, at der kan godkendes en vedtægt for begravelsespladsen vedrørende bestyrelse, tilsyn og benyttelse og at det er den pågældende kommune, som har det overordnede ansvar for begravelsespladsen.


Det fremgår af forslag til B 150, at hovedsigtet med beslutningsforslaget er, at det skal være muligt at etablere neutrale begravelsespladser for urne- og askenedsættelse i naturen særligt med henblik på etablering i fredsskov. Det fremgår endvidere, at der ikke skal etableres nogen form for anlæg i forbindelse med gravpladsen, at afmærkning af pladsen udelukkende skal ske ved hjælp af skiltning og at den gravning, der skal ske i forbindelse med nedsættelse af urne eller aske er så marginal, at det ikke vil kræve tilladelse efter skovloven.


Kirkeministeriet finder, at blandt andet følgende bør fremgå af vedtægten:


- Ejer- og bestyrelsesforhold samt hvem, der har ansvar for daglig drift og vedligehold.

- Forhold vedrørende benyttelse af begravelsespladsen, herunder at der er 10 års fredningsperiode for det enkelte gravsted, eventuel mulighed for fornyelse af brugsperiode samt hvem der har ret til at blive begravet på begravelsespladsen. Endvidere skal fremgå forhold vedrørende anlæg, udformning og størrelse af det enkelte gravsted, placering og vedligeholdelse af eventuelle mindesmærker og beplantning samt eventuel anden udsmykning, gravdybde og eventuelle krav til urners beskaffenhed og mulighed for nedsættelse af aske uden brug af urne samt andre forhold af betydning for brug og benyttelse af gravpladsen.

- Forhold vedrørende protokol og kort samt tilsyn hermed.

- Ordensbestemmelser herunder åbningstidspunkter og færdselsbestemmelser.



Ovenstående er ikke en udtømmende liste, da det vil kunne vise sig aktuelt - efter nærmere drøftelse med den pågældende kommune og beroende på de konkrete omstændigheder - at andre spørgsmål hensigtsmæssigt kan afklares i vedtægten.


Der forslås endvidere en ændret formulering af § 16, stk. 1, 3. pkt. Forslaget er alene en sproglig ajourføring og indebærer ingen ændringer.


3.1.3 Skovlov og planlov m.v.


I forbindelse med behandlingen af B 150 har Kirkeministeriet indhentet en udtalelse fra Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen. Af udtalelsen fremgår det, at der i offentlig skov er en almindelig adgang til at færdes uden for veje og stier. Hvis der anlægges en begravelsesplads i offentlig skov, vil der være en almindelig adgang for publikum til at færdes henover begravelsesarealet. Men det kan naturligvis ved skiltning henstilles, at der tages hensyn til, at arealet anvendes som begravelsesplads. I privat skov er almen færdsel kun tilladt på anlagte stier.


Endvidere fremgår det, at hvis gravpladsen etableres i fredskov, sikrer skovloven, at arealet er reserveret til skovbrug inden for skovlovens rammer. Men skovloven forhindrer ikke at et areal med træer overgår til en anvendelse uden træbevoksning eller til bevoksning med andre træarter eller at der gives tilladelse til ophævelse af fredskovpligten eller dispensation til anden anvendelse. Den egentlige sikring af arealets udseende og status bør derfor ske ved privatretlig aftale med ejeren, som tinglyses. Dette gælder også i forbindelse med skovbrande, stormskader, hærværk og lignende. Skovloven sikrer kun, at arealet fortsat anvendes til skovformål, men hvordan en retablering af et skadet areal sker, overlades til skovejeren indenfor skovlovens rammer.


Hvis en begravelsesplads er beliggende i fredskov, vil skovlovsmyndigheden være tilsynsmyndighed for alle forhold vedrørende skovloven.


I forhold til planloven vil anvendelse af et areal til begravelsesplads kunne kræve landzonetilladelse eller kommunal planlægning. Anlæg i det åbne land - uanset om arealet er skov eller ej - vil normalt kræve landzonetilladelse til ændring af anvendelsen af arealet. Alt efter begravelsespladsens størrelse kan der dog også være krav om udarbejdelse af kommuneplanrammer og lokalplan, inden begravelsespladsen kan etableres. Ved et anlæg i byzone vurderes det, at der skal foreligge kommuneplanrammer og en lokalplan, for at en gravplads kan etableres.


Det er beliggenhedskommunen som tager stilling til, om der kræves en tilladelse efter planlovens landzonebestemmelser, eller om der kræves kommuneplanrammer og lokalplanlægning.


En lokalplan kan ikke uden særlig hjemmel tilsidesætte anden lovgivning. Der skal for eksempel ved planlægning i fredskov tages højde for, at planlægningen er i overensstemmelse med skovlovens bestemmelser om fortsat anvendelse til skovbrug, som beskrevet ovenfor.


Ud over fredninger kan der være en række rådighedsindskrænkninger på naturarealer både i og uden for skov, som kan begrænse frihedsgraderne for anlæg og drift af begravelsespladser. Inden for Miljøministeriets område er der § 3 beskyttelsen efter naturbeskyttelsesloven og der kan være særlige begrænsninger på arealanvendelsen i Natura 2000-områder.


Det er Miljøministeriets opfattelse, at der ikke vil være mulighed for at etablere begravelsesplaser i statsskove, idet etablering af begravelsespladser i statsskov, vil indebære en begrænsning af offentlighedens adgang, som ikke er forenelig med det statslige ejerskab.


3.1.4 Andre muligheder for indretning af kommunal begravelsesplads


Forslaget om at der ikke længere stilles krav om opførelse af kapel på en kommunal begravelsesplads, når der alene skal ske urnenedsættelser på begravelsespladsen, er ikke i sit indhold begrænset til kun at angå begravelsespladser i skove. Bestemmelsen finder også anvendelse, såfremt en kommune ønsker at anlægge en begravelsesplads til urnenedsættelse med en anden indretning for eksempel begravelser i plæne.


3.1.5 Konsekvenser ved anlæg af kommunal begravelsesplads


Ved anlæg af en kommunal begravelsesplads vil alle kommunens beboere blive berettiget til at blive begravet på denne begravelsesplads såvel medlemmer af folkekirken som ikke-medlemmer.


Ifølge § 14, stk. 1 i lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde har et sogns beboere ret til at blive begravet på kirkegården i det sogn, hvor de bor. For personer, der ikke tilhører folkekirken, gælder dette dog ikke, hvis der i sognet findes en kommunal begravelsesplads eller en begravelsesplads for det trossamfund som de tilhører.


Hvis der bliver anlagt en kommunal begravelsesplads, vil personer, der ikke er medlem af folkekirken, og som bor i det sogn, hvor begravelsespladsen er beliggende, og som ønsker at blive kremeret, miste retten til at blive begravet på en folkekirkelig kirkegård i det sogn, hvor de bor.


Det er vurderingen, at dette næppe bliver et problem for de ikke-medlemmer af folkekirken, der alligevel har et ønske om at blive begravet på en folkekirkelig kirkegård, da der samlet set er en tilstrækkelig kapacitet på folkekirkens kirkegårde.


Hvis det mod forventning viser sig at give anledning til problemer i de tilfælde, hvor der er et ønske om urnebegravelse på en folkekirkelig kirkegård, uanset at der forefindes en kommunal urnebegravelsesplads i sognet, er kirkeministeren indstillet på at se nærmere på de gældende regler.


3.2 Nedsættelse eller anbringelse af aske


Efter den gældende bestemmelse kan urner, der ikke ønskes jordfæstet, anbringes i dertil særligt indrettede rum (kolumbarier). Tilladelse til indretning af kolumbarier meddeles fortsat af kirkeministeriet i medfør af § 3, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 1. Den foreslåede ophævelse af § 3, stk. 2 og indsættelse af en ny § 3, stk. 2 ændrer ikke herved.


Derimod flyttes kompetencen til at træffe afgørelse i sager om urnenedsættelse på privat ejendom og deling af aske fra kirkeministeren til stiftsøvrigheden, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 1. Dette er omtalt under de almindelige bemærkninger under afsnit 3.3 og 3.4.


3.3 Flytning af kompetencen til at træffe afgørelse i sager om urnenedsættelse på privat ejendom.


3.3.1 Gældende ret


Ifølge begravelseslovens § 2, stk. 1, skal begravelse ske på folkekirkens kirkegårde eller andre af kirkeministeren godkendte begravelsespladser. I lovens § 3, stk. 2, 1. pkt. er det bestemt, at asken skal nedsættes på en af de i § 2, stk. 1 nævnte begravelsespladser eller anbringes på et andet af kirkeministeren godkendt sted.


Med hjemmel i denne bestemmelse er der fast praksis for, at Kirkeministeriet tillader, at urnen med asken efter en afdød person under visse betingelser nedsættes på privat ejendom.


Antallet af ansøgninger om nedsættelse af askeurner på privat ejendom er begrænset. I perioden 1992-2006 har antallet ikke oversteget 29 årligt. Efter fast praksis gives tilladelse til urnenedsættelse på privat ejendom, hvis ejendommen er på mindst 5000 m2, og ejendommen ejes af den afdøde persons slægt.


3.3.2 Lovforslagets indhold


Som et led i decentraliseringen af dele af Kirkeministeriets sagsområde foreslås det med lovforslagets § 1, nr. 1, at kompetencen til at meddele disse tilladelser fremover meddeles af stiftsøvrigheden. Stiftsøvrigheden består af biskoppen og en statsforvaltningsdirektør, som er en statslig repræsentant.


Stiftsøvrigheden har blandt andet det juridiske tilsyn med menighedsrådenes beslutninger (legalitetstilsyn) og har kompetencen til at godkende menighedsrådenes beslutninger vedrørende kirkebygningen, som er en del af den nationale kulturarv. Hensynet til kulturbevarelsen er således sikret gennem stiftsøvrighedens tilsyns-/godkendelseskompetence. Statsforvaltningsdirektørerne varetager det juridiske tilsyn med kommunerne og besidder derfor juridisk-administrative kompetencer på højeste niveau. Med statsforvaltningsdirektørens deltagelse i stiftsøvrigheden er denne myndighed garant for forvaltningsmæssig uafhængighed af folkekirken, - og ikke medlemmer af folkekirken får således en ekstra retsbeskyttelse ved, at kompetencen ligger her i stedet for hos biskoppen alene. Stiftsøvrigheden vurderes derfor at være en velegnet myndighed til at træffe afgørelse i disse sager


Endvidere foreslås, at stiftsøvrighedens afgørelser skal kunne påklages til Kirkeministeriet, jf. nedenfor under pkt. 3.4.3.


Der er ikke med forslaget om flytningen af kompetencen til stiftsøvrigheden tilsigtet nogen ændring i den af Kirkeministeriet hidtidige fulgte praksis på området. Det forudsættes, at den hidtidige praksis videreføres.


Som anført ovenfor vil der normalt kun kunne gives tilladelse til nedsættelse af en askeurne på privat ejendom, såfremt ejendommen er af en vis størrelse, det vil sige mindst 5000m2. Det vil normalt også være en forudsætning, at den pågældende ejendom ejes af den afdøde persons slægt. Herudover vil en tilladelse blive givet på vilkår af :


- at der på det sted, hvor urnen nedsættes, ikke anbringes sten, mindesmærke eller andet, der kendetegner stedet som begravelsesplads,

- at urnen, der skal bestå af materialer, der er opløselige i vand, for eksempel pap, støbt papirmasse eller lignende nedgraves i mindst 1 meters dybde, og

- at der på ejendommen tinglyses en deklaration, hvorefter den til enhver tid værende ejer af ejendommen forpligter sig til i 10 år fra urnens nedsættelse ikke at grave så dybt, at urnen berøres.



Stiftsøvrigheden for det sogn, hvor ejendommen er beliggende, skal være påtaleberettiget i henhold til deklarationen, jf. også Betænkning nr. 1477/2006 Opgaver i sogn, provsti og stift fra Arbejdsgruppen om ændring af den kirkelige struktur side 103-104, hvor det blev foreslået, at opgaven som påtaleberettiget blev flyttet fra provst til stift.


Med henblik på at sikre, at der fortsat er en ensartet praksis ved administrationen af disse sager vil Kirkeministeriet i forbindelse med lovens ikrafttræden udsende en vejledning til stiftsøvrighederne, der fastsætter nærmere retningslinjer for administrationen af sagerne.


3.4 Flytning af kompetencen til at træffe afgørelse i sager om deling af aske


3.4.1 Gældende ret


Med lovforslagets § 1, nr. 1 flyttes endvidere kompetencen til at træffe afgørelse i sager om deling af asken efter afdøde personer fra kirkeministeren til stiftsøvrigheden.


I medfør af § 3, stk. 2, 2. pkt. i den gældende begravelseslov kan kirkeministeren tillade, »at der forholdes med asken på anden sømmelig måde, når der foreligger et bestemt udtalt ønske herom fra afdøde.«


Med hjemmel i denne bestemmelse har Kirkeministeriet - ud over de nedenfor under afsnit 3.5.1 omtalte tilladelser til spredning af aske over åbent hav - givet tilladelse til, at asken efter en afdød person kan deles med henblik på en nærmere bestemt anbringelse.


Antallet af ansøgninger om deling af asken efter afdøde personer er forholdsvis begrænset og har i perioden 2000-2006 udgjort i alt ca. 200 eller gennemsnitligt ca. 18 om året.


Ansøgningerne om deling af aske er konkret begrundet. Det kan for eksempel vedrøre asken efter personer, der er opvokset i udlandet, men som har levet det meste af deres liv i Danmark. I sådanne tilfælde tillader ministeriet, at asken deles, således at en del af asken nedsættes på en kirkegård her i landet, mens resten af asken føres til en kirkegård i udlandet.


Der gives også tilladelse, når asken ønskes delt med henblik på, at en del af asken nedsættes på en kirkegård, mens den resterende del af asken spredes over havet.


Ministeriet giver derimod ikke tilladelse til deling af en aske med henblik på nedsættelse på to eller flere kirkegårde her i landet. Begrundelsen herfor er, at Danmark udgør et så begrænset område, at det ikke forekommer rimeligt at i mødekomme ansøgninger om askedeling i sådanne tilfælde.


3.4.2 Lovforslagets indhold


Som et led i decentraliseringen af dele af Kirkeministeriets sagsområde foreslås det med lovforslagets § 1, nr. 1, at kompetencen til at meddele tilladelse til deling af asken efter afdøde personer fremover meddeles af stiftsøvrigheden.


Med den foreslåede ændring i proceduren for spredning af asken efter afdøde personer over åbent hav, som omtales nedenfor i afsnit 3.5.1, vil det ikke være muligt at give tilladelse til deling af aske med henblik på, at en del af asken nedsættes på en kirkegård, mens den resterende del af asken spredes over havet, med mindre afdøde i skriftlig form havde tilkendegivet et ønske herom.


Som anført under pkt. 3.3.2 vil Kirkeministeriet i forbindelse med lovens ikrafttræden udsende en vejledning til stiftsøvrighederne, der fastsætter nærmere retningslinjer for administrationen af sagerne vedrørende urnenedsættelse på privat ejendom. Det anses for hensigtsmæssigt, at der i samme vejledning fastsættes retningslinjer for stiftsøvrighedernes administration af ansøgninger om deling af asken efter afdøde personer.


3.4.3 Klageadgang


Da lovforslaget indebærer en flytning af kompetence fra kirkeministeren til stiftsøvrigheden, skønnes det hensigtsmæssigt at indføre en adgang til at klage over stiftsøvrighedens afgørelser. Det foreslås derfor, at stiftsøvrighedens afgørelse kan påklages til kirkeministeren og at en sådan klage skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. En klage kan indsendes på papir eller e-mail.


3.5 Forenkling af proceduren ved spredning af asken efter afdøde personer over åbent hav


3.5.1 Gældende ret


Muligheden for at få tilladelse til at sprede asken efter en afdød person over åbent hav hviler på en fast praksis. Siden begravelseslovens ikrafttræden den 1. januar 1976 har Kirkeministeriet meddelt tilladelse til spredning af asken efter afdøde personer over det åbne hav. Hjemmelen til at træffe disse afgørelser findes i lovens § 3, stk. 2, 2. pkt., hvorefter kirkeministeren kan tillade, »at der forholdes med asken på anden sømmelig måde, når der foreligger et bestemt udtalt ønske herom fra afdøde.«


Der gives tilladelse til spredning af aske over det åbne hav. Hermed sidestilles visse fjorde og bugter. Det afgørende er, at der det pågældende sted er den fornødne gennemstrømning, således at asken hurtigt bliver opløst i vandet. Af samme grund gives der ikke tilladelse til nedsænkning af askeurner i havet, heller ikke hvis de er fremstillet af et letopløseligt materiale. Efter fast praksis meddeler ministeriet heller ikke tilladelse til spredning af aske over landjorden, indsøer og vandløb.


Ansøgninger om spredning af aske skal ikke være særligt motiverede for at blive imødekommet. Det kræves, at der foreligger et bestemt udtalt ønske fra den person, hvis aske ønskes spredt. Ønsket kan være fremsat skriftligt eller mundtligt.


Tilladelse gives på det vilkår, at handlingen (spredning af asken) ikke vækker opsigt. Askespredning skal ikke foretages af særligt autoriserede personer, men kan udføres af afdødes pårørende. Der føres ikke kontrol med, om en tilladelse til askespredning rent faktisk udnyttes, ligesom der ikke fastsættes en frist, inden for hvilken askespredningen skal have fundet sted.


Antallet af ansøgninger om spredning af aske over åbent hav har været stigende gennem de senere år, fra ca. 100 i 1990 til 1042 i 2003, 1405 i 2004, 1322 i 2005 og 1399 i 2006.


Tilladelse gives såvel i tilfælde, hvor der er ansøgt om spredning af aske efter en afdød person, som i tilfælde hvor en person i levende live ansøger om, at den pågældendes aske til sin tid spredes over havet.


3.5.2 Lovforslagets indhold


Med lovforslagets § 1, nr. 1 foreslås en forenkling af proceduren i sager vedrørende tilladelse til spredning af aske over åbent hav.


Der foreslås således indført en ny bestemmelse, som fastslår, at asken kan spredes over åbent hav, når afdøde i skriftlig form har givet udtryk for et ønske herom. Reglerne gælder således også, når der er anvendt digital signatur (OCES).


Det er ikke i loven anført hvem, der skal sørge for at asken spredes over åbent hav. Det vil være overladt til de pårørende - eventuelt med bistand af en bedemand - at foretage det fornødne. I forhold til den i dag gældende ordning, hvor spredningen af asken sker ved de pårørendes foranstaltning, indebærer den foreslåede bestemmelse således ikke nogen ændring.


Forslaget indebærer en forenkling i forhold til de nugældende regler, idet der i den situation, hvor afdøde i skriftlig form har givet udtryk for, at asken skal spredes over åbent hav, ikke skal søges om tilladelse.


Forslaget indebærer dog samtidig den stramning, at den nuværende mulighed for de pårørende til efter dødsfaldet at ansøge om tilladelse til spredning af asken, bortfalder.


Forenklingen betyder en afbureaukratisering af sagsgangen og dermed også en lettelse for de borgere, som ønsker denne begravelsesform.


Kravet om at ønsket skal være i skriftlig form, er begrundet i, at der med den nye bestemmelse ikke længere skal søges om tilladelse og det derfor er nødvendigt med sikker dokumentation for afdødes ønske.


Det er som udgangspunkt de pårørende, som drager omsorg for begravelsen, herunder sørger for anmeldelse af dødsfald og anmodning om begravelse eller ligbrænding.


Lovændringen indebærer, at de pårørende i forbindelse med anmeldelse af et dødsfald blot skal sørge for, at afdødes skriftlige tilkendegivelse følger med som bilag til anmeldelsen af dødsfaldet og anmodningen om ligbrænding. Der er således ikke krav om anvendelse af en særlig blanket, men Kirkeministeriet vil, med henblik på at understøtte den nye og forenklede procedure sørge for, at en blanket til formålet vil kunne udprintes fra Borgerportalen på Kirkeministeriets hjemmeside og fra www.personregistrering.dk. Blanketten vil indeholde oplysninger om betingelserne for spredning af asken. Endvidere vil den eksisterende blanket til dødsanmeldelse og anmodning om begravelse/ligbrænding blive forsynet med et afkrydsningsfelt med teksten: »Asken skal spredes over åbent hav«.


Der vil herudover blive informeret mere generelt om lovændringen blandt andet på Kirkeministeriets hjemmeside og på Borgerportalen. Da borgerne skal have mulighed for at indrette sig på lovændringen, skønnes det hensigtsmæssigt at udskyde ikrafttrædelsesdatoen for denne bestemmelse til 1. januar 2009.


Den gældende begravelseslov indeholder ikke bestemmelser, der tager sigte på at sanktionere en eventuel overtrædelse af loven eller de nævnte vilkår, der er knyttet til en tilladelse. Dette har ikke hidtil givet anledning til problemer og der skønnes ikke at være et særligt behov.


3.6 Ophævelse af utidssvarende bestemmelse


Det følger af § 8, stk. 1. 1. pkt. i den gældende lov om begravelse og ligbrænding, at ved begravelsesmyndighedens afgørelse af, om liget skal begraves eller brændes, skal ønsker, som afdøde har fremsat efter sit fyldte 15. år, efterkommes. Det er endvidere fastsat i bestemmelsens 2. pkt., at hvis afdøde var medlem af en ligbrændingsforening eller lignende sammenslutning, anses dette som udtryk for et ønske om ligbrænding, med mindre det modsatte godtgøres.


Om baggrunden for denne formodningsregel henvises til betænkningen vedrørende revision af begravelsesloven og ligbrændingsloven, bet. nr. 688/1973, s. 31, pkt. 3. Kistebegravelse eller ligbrænding »Udvalget finder det naturligt og rimeligt, at de kriterier, som lægges til grund ved afgørelsen af, om begravelsen skal foregå med eller uden gejstlig medvirken, også lægges til grund ved afgørelsen af, om liget skal begraves eller brændes. Det må således være afdødes ønsker - fremsat efter det fyldte 15. år - der er afgørende for, om hans lig skal begraves eller brændes.«...»Udvalget finder dog, at der også her må opstilles en formodningsregel, således at medlemskab af en ligbrændingsforening anses som udtryk for ønske om ligbrænding, med mindre andet godtgøres.«


Udviklingen på området har betydet, at antallet af kremeringer i dag er langt større end antallet af kistebegravelser. I den forbindelse kan henvises til Danske Krematoriers Landsforenings hjemmeside, hvor statistisk materiale viser, at der i 2006 var 55.477 dødsfald og 41.233 kremationer svarende til en kremeringsprocent på 74,32.


Hertil kommer, at der ikke længere findes ligbrændingsforeninger. I 2000 ændrede Dansk Ligbrændingsforening således formål og ændrede navn til Liv & Død.


På den baggrund må bestemmelsen i lovens § 8, stk. 1, 2. pkt. anses for at være utidssvarende og det foreslås derfor, at bestemmelsen med lovforslagets § 1, nr. 2 ophæves.


Ophævelsen af dette punkt indebærer at ønsker, som afdøde havde fremsat efter sit fyldte 15. år, skal imødekommes.


Det er Kirkeministeriets opfattelse, at bortfaldet af den nugældende formodningsregel ikke vil ændre ved det forhold, at medlemskab af den gamle ligbrændingsforening, Dansk Ligbrændingsforening også efter lovændringen kan anses som et udtryk for ønske om ligbrænding, med mindre det modsatte godtgøres.


Forslaget ændrer ikke ved de af lovens øvrige bestemmelser, som vedrører begravelsesmyndighedens behandling og afgørelse af spørgsmål om begravelse og ligbrænding, jf. bestemmelserne i begravelseslovens § 7, § 8, stk. 1, 1. pkt., § 8, stk. 2 og 3 og § 9, stk. 1.


4 De økonomiske og administrative konsekvenser for staten, regioner og kommuner


Lovforslaget indeholder ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for stat, regioner eller kommuner.


5 De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet


Lovforslaget indeholder ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.


6 De administrative konsekvenser for borgerne


Lovforslaget indeholder ikke direkte økonomiske eller administrative konsekvenser for borgerne, men indeholder dog visse forenklinger, idet det ikke længere er nødvendigt at søge om Kirkeministeriets tilladelse til spredning af aske over åbent hav.


7 De miljømæssige konsekvenser


Lovforslaget indeholder ikke miljømæssige konsekvenser.


8 Forholdet til EU-retten


Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.


9 Hørte myndigheder og organisationer m.v.


Udkast til lovforslaget har været i høring hos følgende i perioden 20. august til 22. oktober 2007:


Biskopperne, stiftsøvrighederne, Landsforeningen af Menighedsråd, Den Danske Præsteforening, Danmarks Provsteforening, Foreningen af Statsforvaltningsdirektører, Foreningen af Danske Kirkegårdsledere, Danmarks Kordegneforening, Kommunernes Landsforening, Justitsministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Miljøministeriet, Danske Krematoriers Landsforening, Landsforeningen Liv & Død, Danske Bedemænd og Løvfald.


10 Sammenfattende skema


 

Vurdering af konsekvenser af lovforslaget



 
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen direkte konsekvenser, men visse forenklinger for borgerne, idet det ikke længere er nødvendigt at søge om Kirkeministeriets tilladelse til spredning af aske over åbent hav.
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I lovforslagets bilag 1 er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de nugældende regler.


Til § 1

Til nr. 1


Den foreslåede affattelse af § 3, stk. 2 skal ses i sammenhæng med forslaget til bestemmelsen i stk. 4, der indebærer, at kompetencen til at træffe afgørelse i sager vedrørende urnenedsættelse på privat grund og sager vedrørende deling af aske flyttes fra kirkeministeren til stiftsøvrigheden.


Der er ikke med den ændrede affattelse af bestemmelsen tilsigtet nogen udvidelse af de eksisterende muligheder for anbringelse af asken eller urner med aske efter afdøde personer. Der er alene tale om en decentralisering af kompetencen og det forudsættes således, at den af Kirkeministeriet hidtidige fulgte praksis vedrørende nedsættelse af urne på privat ejendom videreføres. Der henvises til de almindelige bemærkninger under afsnit 3.3 og 3.4.


I § 3 foreslås indsat et nyt stk. 3. Ifølge denne bestemmelse kan afdødes skriftligt udtrykte ønske om at blive spredt over åbent hav efterkommes, idet der ikke længere skal søges om tilladelse hertil.


Som anført i de almindelige bemærkninger under afsnit 3.5, kan kirkeministeren i medfør af den gældende begravelseslovs § 3, stk. 2, 2. pkt. tillade, at der forholdes med asken efter afdøde personer på anden sømmelig måde, når der foreligger et bestemt udtalt ønske herom fra afdøde. Der er fast praksis for, at der i medfør af bestemmelsen er blevet givet tilladelse til at asken efter en afdød person kan spredes over åbent hav.


Med forslaget opnås en betydelig forenkling af proceduren ved askespredning, idet det ikke længere vil være nødvendigt at ansøge om tilladelse hertil. Fremover vil det være tilstrækkeligt men også en betingelse, at afdøde i skriftlig form har udtrykt ønske om, at asken skal spredes over åbent hav.


Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 3.5.


I § 3 foreslås indsat et nyt stk. 4.


For det første indebærer det nye stk. 4 en decentralisering af kompetence. Forslaget indebærer, at kompetencen til at træffe afgørelse i medfør af bestemmelsen flyttes fra kirkeministeren til stiftsøvrigheden.


For det andet er anvendelsesområdet for det nye stk. 4 indsnævret i forhold til den nugældende bestemmelse. Som anført i bemærkningerne til lovforslagets § 3, stk. 2, vil der ikke længere skulle ansøges om tilladelse til spredning af asken efter en afdød person over åbent hav, idet det fremover vil være en betingelse, at afdøde i skriftlig form har givet udtryk for et ønske om, at asken til sin tid må blive spredt over åbent hav.


Stiftsøvrigheden vil fremover skulle træffe afgørelse i sager om ansøgninger om urnenedsættelse på privat ejendom samt i sager om deling af asken efter afdøde personer. Stiftsøvrighedens behandling af disse ansøgninger forudsættes at ske i overensstemmelse med den af Kirkeministeriet hidtidige fulgte praksis. Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 3.3 og 3.4.


Der indføres en klageadgang således, at stiftsøvrighedens afgørelser kan påklages skriftligt til kirkeministeren. En klage kan indsendes på papir eller e-mail.


Til nr. 2


Formodningsreglen i den gældende lovs § 8, stk. 1, 2. pkt. om at »Var afdøde ved sin død medlem af en ligbrændingsforening eller lignende sammenslutning, anses dette som udtryk for et ønske om ligbrænding, medmindre det modsatte godtgøres« foreslås ophævet. Der er tale om en regel, som må anses for at være utidssvarende. Det bliver således afdødes ønske, fremsat efter det fyldte 15. år, som lægges til grund ved begravelsesmyndighedens afgørelse af, om begravelse eller ligbrænding skal finde sted.


Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 3.6.


Til nr. 3


Med henblik på at gøre det nemmere for kommuner at anlægge begravelsespladser foreslås det, at § 16, stk. 1 ændres således, at der ikke længere stilles krav om opførelse af kapel, såfremt der på begravelsespladsen alene skal ske urnenedsættelser.


Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 3.1.


Til § 2

Loven træder i kraft den 1. august 2008. Dog træder § 3, stk. 3, som affattet ved lovens § 1, nr. 1 i kraft den 1. januar 2009. Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 3.5.2.


Til § 3

Bestemmelsen præciserer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, da området er hjemmestyreanliggender.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med den gældende lovgivning

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
  
I lov nr. 346 af 26 juni 1975 om begravelse og ligbrænding (begravelsesloven) foretages følgende ændringer:
   
§ 3.---
  
Stk. 2. Asken skal nedsættes på en af de i § 2, stk. 1 nævnte begravelsespladser eller anbringes på et andet af kirkeministeren godkendt sted. Kirkeministeren kan dog tillade, at der forholdes med asken på anden sømmelig måde, når der foreligger et bestemt udtalt ønske herom fra afdøde.
 
1.§ 3, stk. 2, ophæves og i stedet indsættes:
»Stk. 2. Asken skal nedsættes på en af de begravelsespladser, der er nævnt i § 2, stk. 1 eller anbringes på et andet sted, der er godkendt af kirkeministeren.
Stk. 3. Asken kan spredes over åbent hav, hvis afdøde skriftligt har ønsket dette.
  
Stk. 4. Stiftsøvrigheden kan tillade, at der forholdes med asken på anden sømmelig måde end nævnt i stk. 2 og 3, når der foreligger et bestemt udtalt ønske herom fra afdøde. Stiftsøvrighedens afgørelse kan påklages til kirkeministeren. Klage skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.«
   
§ 8. Ved afgørelse af, om liget skal begraves eller brændes, skal ønsker, som afdøde har fremsat efter sit fyldte 15. år, efterkommes. Var afdøde medlem af en ligbrændingsforening eller lignende sammenslutning, anses dette som udtryk for et ønske om ligbrænding, medmindre det modsatte godtgøres.
Stk. 2.---
 
2.§ 8, stk. 1, 2. pkt. ophæves.
   
§ 16. Kirkeministeren kan tillade anlæg af kommunale begravelsespladser. På sådanne begravelsespladser skal der af kommunen opføres mindst 1 begravelseskapel, og såvel folkekirkens præster som præster i trossamfund uden for folkekirken skal have ret til at foretage begravelse på pladsen.
Stk. 2.---
 
3.§ 16, stk. 1, affattes således:
»Kirkeministeren kan tillade anlæg af kommunale begravelsespladser. På sådanne begravelsespladser skal der af kommunen opføres mindst 1 begravelseskapel. Dette gælder dog ikke, såfremt der på begravelsespladsen alene skal ske urnenedsættelser. Folkekirkens præster og præster i trossamfund uden for folkekirken kan foretage begravelse på pladsen«
   
  
§ 2
  
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2008, jf. dog stk. 2.
  
Stk. 2. § 3, stk. 3 i lov om begravelse og ligbrænding som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1 træder i kraft den 1. januar 2009.
   
  
§ 3
  
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.