Forslag
til
Lov om ændring af lov om begravelse og
ligbrænding
(Lempelse af krav til kommunale
begravelsespladser m.v.)
§ 1
I lov nr. 346 af 26. juni 1975 om begravelse og
ligbrænding foretages følgende ændringer:
1.§ 3, stk. 2,
ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 2 .
Asken skal nedsættes på en af de begravelsespladser,
der er nævnt i § 2, stk. 1, eller anbringes
på et andet sted, der er godkendt af kirkeministeren.
Stk. 3. Asken kan
spredes over åbent hav, hvis afdøde skriftligt har
ønsket dette. Kravet om skriftlighed kan fraviges, når
det er utvivlsomt, at det var afdødes ønske, at asken
skulle spredes over åbent hav. Begravelsesmyndigheden
træffer afgørelse om, hvorvidt kravet om skriftlighed
kan fraviges. Fremsættes der indsigelse mod
begravelsesmyndighedens afgørelse, og tages indsigelsen ikke
til følge, forelægger begravelsesmyndigheden
afgørelsen for skifteretten, der træffer
afgørelse ved en kendelse, der ikke kan kæres.
Stk. 4.
Stiftsøvrigheden kan tillade, at der forholdes med asken
på anden sømmelig måde end nævnt i
stk. 2 og 3, når der foreligger et bestemt udtalt
ønske herom fra afdøde. Stiftsøvrighedens
afgørelse kan påklages til kirkeministeren. Klage skal
være indgivet skriftligt, inden 4 uger efter at klageren har
fået meddelelse om afgørelsen.«
2.§ 8, stk. 1, 2. pkt.,
ophæves.
3.§ 16, stk. 1, affattes
således:
»Kirkeministeren kan tillade anlæg af
kommunale begravelsespladser. På sådanne
begravelsespladser skal der af kommunen opføres mindst
ét begravelseskapel, medmindre der alene skal ske
urnenedsættelse på begravelsespladsen. Folkekirkens
præster og præster i trossamfund uden for folkekirken
kan foretage begravelse på pladsen.«
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. august 2008, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
§ 3, stk. 3, i lov om begravelse og
ligbrænding som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1,
træder i kraft den 1. januar 2009.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland.