Skriftlig fremsættelse (28. marts
2008)
Justitsministeren
(Lene Espersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om udkast
til rammeafgørelse om beskyttelse af personoplysninger i
forbindelse med politisamarbejde og retligt samarbejde i
kriminalsager
(Beslutningsforslag nr. B 79).
1. Formålet med beslutningsforslaget er efter
grundlovens § 19 at opnå Folketingets samtykke til, at
regeringen på Danmarks vegne medvirker til EU's vedtagelse af
et udkast til rammeafgørelse om beskyttelse af
personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde og retligt
samarbejde i kriminalsager (den såkaldte
rammeafgørelse om databeskyttelse).
Med rammeafgørelsens regler sker der en styrkelse af
databeskyttelsen i forbindelse med, at der mellem medlemsstaterne
udveksles personoplysninger som led i det politimæssige og
strafferetlige samarbejde.
Med udkastet til rammeafgørelse fastsættes der
således en række bestemmelser, som tager sigte på
at beskytte fysiske personers grundlæggende rettigheder i
forbindelse med grænseoverskridende udveksling af
personoplysninger inden for det politi- og strafferetlige
område.
Rammeafgørelsen indeholder bl.a. en række
grundlæggende regler for behandling af personoplysninger. Den
indeholder også regler om datakvalitet mv. og
behandlingssikkerhed, og der er i rammeafgørelsen endvidere
fastsat bestemmelser om den registreredes rettigheder samt om
tilsyn, domstolsprøvelse, erstatning og sanktioner.
Rammeafgørelsen indeholder desuden regler for specifikke
former for databehandling, herunder regler om viderebehandling af
personoplysninger modtaget fra andre medlemsstater og om
videregivelse af sådanne oplysninger til private og
tredjelande/internationale organisationer.
2. Rammeafgørelsen finder - ligesom persondataloven -
anvendelse på behandling af personoplysninger, der helt eller
delvis foretages elektronisk, og på ikke-elektronisk
behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i
et register.
Den regulering, som foreslås i udkastet til
rammeafgørelse, afspejles i nogen grad allerede i den
gældende danske persondatalov (med tilhørende
bekendtgørelser). Det kan dog bl.a. nævnes, at
persondataloven ikke - på samme måde som udkastet til
rammeafgørelse - indeholder særlige og detaljerede
bestemmelser om udveksling af personoplysninger med andre
medlemsstater eller om yderligere behandling, herunder
videregivelse, af oplysninger, der er modtaget fra eller stillet
til rådighed af andre medlemsstaters kompetente myndigheder.
Også med hensyn til den registreredes rettigheder må
udkastet til rammeafgørelse antages at gå videre i sin
regulering end gældende dansk lovgivning.
Uanset de nævnte forskelle må udkastet til
rammeafgørelse efter Justitsministeriets opfattelse samlet
set antages i meget vidt omfang at kunne gennemføres inden
for rammerne af gældende dansk ret. Gennemførelsen af
rammeafgørelsen i Danmark kan således efter
Justitsministeriets opfattelse kun antages på enkelte punkter
at nødvendiggøre lovændringer, jf. herom
nærmere under beslutningsforslagets pkt. 4.
3. Efter det oplyste sigter det nuværende slovenske
formandskab mod, at udkastet til rammeafgørelse kan vedtages
på et rådsmøde i første halvdel af 2008.
Dette skyldes bl.a., at rammeafgørelsen - efter
ikrafttrædelsen af Lissabon-Traktaten - ikke vil kunne
vedtages i den udformning, som der er opnået
grundlæggende politisk enighed om i Rådet for retlige
og indre anliggender den 8.-9. november 2007. Formålet med
beslutningsforslaget er således at gøre det muligt for
Danmark hurtigt at kunne hæve sit parlamentariske forbehold
(efter grundlovens § 19) og medvirke til vedtagelsen af
rammeafgørelsen.
Det forventes, at et lovforslag med henblik på
gennemførelse af rammeafgørelsen i dansk ret vil
kunne fremsættes i løbet af folketingsåret
2008-2009.
Idet jeg i øvrigt henviser til beslutningsforslaget og
de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
beslutningsforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.