Skriftlig fremsættelse (12. april
2007)
Undervisningsministeren
(Bertel Haarder):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om
en aktiv beskæftigelsesindsats m.m. (Andre aktørers
inddragelse i beskæftigelsesindsatsen)
(Lovforslag nr. L 209).
Lovforslaget er en opfølgning på
aftalen »Flere i arbejde«, der som et element har, at
andre aktører skal inddrages i hele den
beskæftigelsespolitiske indsats.
Efter lovforslaget får andre aktører,
der varetager opgaver som led i den aktive
beskæftigelsesindsats efter aftale med staten i jobcenteret
eller kommunen, de samme muligheder som staten i jobcenteret eller
kommunerne med hensyn til at bruge uddannelsesaktiviteter som led i
indsatsen. Samtidig sikres det, at uddannelsesinstitutionerne
modtager betaling svarende til de tilskud mv. for uddannelsen, som
de i henhold til lovgivningen er berettiget til.
Idet jeg henviser til lovforslaget med
bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til
hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.