L 61 Forslag til lov om ophævelse af lov om en statsskole som forsøgscenter for 8.-10. skoleår.

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 09-11-2005

Fremsat: 09-11-2005

Lovforslag som fremsat

20051_l61_som_fremsat (html)

L 61 (som fremsat): Forslag til lov om ophævelse af lov om en statsskole som forsøgscenter for 8.-10. skoleår.

Fremsat den 9. november 2005 af undervisningsminister (Bertel Haarder)

Forslag

til

Lov om ophævelse af lov om en statsskole som forsøgscenter for 8.-10. skoleår

 

§ 1

Lov om en statsskole som forsøgscenter for 8.-10. skoleår, jf. lovbekendtgørelse nr. 670 af 29. juli 1992, ophæves.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2006, jf. dog stk. 2-3.

Stk. 2. Fra og med skoleåret 2006/07 optages der ikke elever til nye 8.-10. klasser på forsøgscentret.

Stk. 3. Elever, der er optaget på forsøgscentret før den 1. august 2006 i 8. eller 9. klasse, kan afslutte 9. eller 10. klasse i skoleåret 2006/07, hvorefter forsøgscentrets virksomhed ophører den 31. juli 2007. Kommunen og amtskommunen skal i denne periode efter samme regler som ved friskoler og private grundskoler, jf. lov om friskoler og private grundskoler m.v., betale bidrag til staten for hver elev, der er hjemmehørende i henholdsvis kommunen eller amtskommunen, og som er optaget på skolen.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1.1. Baggrunden for lovforslaget

Loven om en statsskole som forsøgscenter for 8.-10. skoleår (Statens Pædagogiske Forsøgscenter, SPF) er fra 1964 (seneste lovbekendtgørelse er optaget som bilag 1 til lovforslaget). SPF€™s virksomhed varetages af en forsøgsskole for elever på 8.-10. klassetrin, der er placeret i tilknytning til Ungdomsbyen i Rødovre. Skolen har p.t. ca. 140 elever. Formålet med SPF er blandt andet at udvikle og perspektivere ideer for undervisning af folkeskolens ældste klassetrin, at vurdere og formidle resultaterne af dette arbejde samt at bygge bro mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne, erhvervs- og samfundsliv. Ungdomsbyen varetager blandt andet erhvervs- og samfundsbetonet kursusvirksomhed for 8.-10. klassetrin samt særlige tilbud til ungdomsuddannelserne og læreruddannelsesinstitutionerne.

Det er regeringens opfattelse, at forsøgs- og udviklingsarbejdet fremover vil kunne gennemføres uden medvirken af SPF. SPF€™s forsøgsskole rummer kun tre af folkeskolens klassetrin. Folkeskoleområdet bør ses i en helhed, og den fornyelse af folkeskolen, som regeringen har iværksat, bygger på det samlede skoleforløb. I lighed med det nuværende forsøgs- og udviklingsarbejde i Undervisningsministeriets regi skal det fremtidige forsøgs- og udviklingsarbejde gennemføres landsdækkende med inddragelse af forskellige skoletyper, spredt ud på flest mulige folkeskoler landet over for at sikre størst mulig effekt og fleksibilitet. Det vil kunne give en større bredde i erfaringsindsamlingen, og der vil kunne sættes fokus på hele skolens virksomhed, herunder alle folkeskolens klassetrin samt skolefritidsordninger. Fremtidige formidlingsinitiativer forventes ligeledes at kunne gennemføres uden medvirken fra SPF, idet Undervisningsministeriets formidling på folkeskoleområdet hidtil er foregået i samarbejde med centre for undervisningsmidler, CVU€™erne, kommunale konsulenter og lærere fra et bredt udsnit af folkeskolen.

 

Regeringen ønsker på den baggrund, at SPF€™s ressourcer bliver omprioriteret til mere målrettede initiativer til styrkelse af kvaliteten på folkeskoleområdet.

1.2. Henvisninger til tidligere lovgivning

Om Statens Pædagogiske Forsøgscenter henvises til: Folketingstidende 1963-64 (lovforslag fremsat den 13. december 1963): Folketingets forhandlinger spalte 1896, 2168, 4465 og 4793, Tillæg A spalte 727, Tillæg B spalte 563, og Tillæg C spalte 355, og Folketingstidende 1991-92 (lovforslag nr. L 166): Folketingets forhandlinger spalte 4518, 5472, 9317 og 9645, Tillæg A spalte 3609, Tillæg B spalte 1139 og 1271, og Tillæg C spalte 813.

2.1. Lovforslagets indhold - Statens Pædagogiske Forsøgscenter

Det foreslås, at SPF nedlægges med virkning fra den 1. august 2007, samt at centrets virksomhed afvikles i perioden fra 1. august 2006 til 1. august 2007.

Med henblik på at sikre et udbud af en bred vifte af kurser m.v., som har til hensigt at styrke forbindelsen mellem skole og erhverv, planlægges det, at der gives mulighed for, at Ungdomsbyen kan fortsætte i ikke-statsligt regi.

Ungdomsbyen, der drives af SPF i samarbejde med en række eksterne interessenter, vil eventuelt kunne fortsætte i privat eller andet regi. Ungdomsbyen er i dag en integreret del af SPF, og bygningerne, der anvendes til Ungdomsbyens aktiviteter, indgår i den samlede ejendom, som SPF lejer af Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger. En videreførelse af Ungdomsbyen i de eksisterende lokaliteter vil skulle afklares nærmere under hensyn til anvendelsesmulighederne for det samlede lejemål. Undervisningsministeriet vil undersøge mulighederne for, at Ungdomsbyen efter SPF€™s afvikling kan videreføres i ikke-statsligt regi med et statsligt tilskud til aktiviteterne. Et eventuelt tilskud fastsættes på finansloven og påregnes afhængig af præmisserne for videreførelsen at kunne være på op til 3 mio. kr. Udgiften afholdes af de midler, der i dag anvendes til SPF. Undervisningsministeriets tilskud vil kunne gives under forudsætning af, at der opnås enighed med eksterne parter, lokale myndigheder og interessenter om præmisserne for videreførelsen. Der vil i denne forbindelse blive lagt vægt på, at Ungdomsbyen fortsat skal kunne drives på et kvalitetsmæssigt og økonomisk bæredygtigt grundlag, der sikrer udbud af en bred vifte af kurser mv., som har til hensigt at styrke forbindelsen mellem skole og erhverv.

2.2. Personalemæssige konsekvenser af nedlæggelsen af forsøgscentret

Der er ca. 30 ansatte ved SPF, heraf ca. 20 lærere, der for 11 læreres vedkommende er udlånt af kommunerne efter anmodning fra Undervisningsministeriet til kommunerne om at tiltræde gældende udlånsordning. 9 lærere er ansat ved centret på overenskomstvilkår. SPF anmoder i hvert enkelt tilfælde Undervisningsministeriet om tilladelse til ansættelsen.

SPF ledes af en rektor samt to viceledere, der leder henholdsvis Forsøgsskolen og Ungdomsbyen ved centret. Alle tre stillinger er tjenestemandsstillinger. Rektorstillingen er ubesat, og den ene af vicelederne er konstitueret som rektor. Den konstituerede rektor og vicelederen har ved afskedigelse på grund af stillingsnedlæggelse krav på rådighedsløn i 3 år og derefter aktuel pension, hvis der ikke kan tilbydes dem andre passende stillinger, som de har pligt til at overtage. Det er Undervisningsministeriet, der har afskedigelseskompetencen for de to ledere.

Hovedparten af lærerne er ikke ansat ved Statens Pædagogiske Forsøgscenter, men udlånt af deres hjemkommuner til tjeneste ved centret. I udlånsperioden har de orlov fra deres lærerstilling i hjemkommunen. For disses vedkommende skal udlånsordningerne opsiges med overenskomstmæssigt varsel. Det er SPF, der har kompetencen til at opsige udlånsordningen over for kommunerne og lærerne.

Resten af lærerne er ansat ved centret på overenskomstvilkår. Det gælder lærere, der ikke kommer fra en stilling som lærer i folkeskolen, og som derfor ikke kan omfattes af udlånsordningen. For disses vedkommende gælder, at de skal opsiges med overenskomstmæssigt varsel. Det er SPF, der har afskedigelseskompetencen i denne forbindelse.

Alle TAP€™ere (HK€™ere og pedellen mv.) er ansat på overenskomstvilkår. For disses vedkommende gælder, at de skal opsiges med overenskomstmæssigt varsel, medmindre der kan tilbydes (nogle af) de pågældende fortsat ansættelse i forbindelse med den fortsættende del af centrets aktiviteter. Det er SPF, der har afskedigelseskompetencen i denne forbindelse.

3. De økonomiske og administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Med forslaget ophører SPF fra 1. august 2007, og undervisningsaktiviteterne udfases fra skoleåret 2006/07, idet skolen ikke opretter nye 8.-10. klasser. I takt hermed overgår undervisningsaktiviteten til kommunalt regi. Overførslen af undervisningsopgaven vurderes samlet at medføre kommunale udgifter på ca. 1,2 mio. kr. i 2006, ca. 4,9 mio. kr. i 2007 og ca. 7,3 mio. kr. årligt herefter. Kommunerne betaler i dag et bidrag til staten pr. elev på forsøgscentret på ca. 30.000 kr., svarende til i alt ca. 4,3 mio. kr. (2006-prisniveau). Da den gennemsnitlige udgift i folkeskolen overstiger det nuværende kommunale elevbidrag til staten med ca. 20.000 kr. pr. elev forventes forslaget at medføre en kompensation af kommunerne herfor, svarende til ca. 0,5 mio. kr. i 2006, ca. 2,0 mio. kr. i 2007 og ca. 3,0 mio. kr. årligt herefter.

Ungdomsbyen er fysisk placeret på forsøgscentret og drives i samarbejde med en række eksterne parter, der som udgangspunkt ansætter og aflønner kursusinstruktørerne og finansierer de direkte driftsudgifter forbundet med kursusaktiviteterne. Øvrige udgifter, herunder husleje og administration mv., indgår i den samlede udgift for SPF. Mulighederne for en videreførelse af Ungdomsbyen i ikke-statsligt regi vil blive undersøgt i samarbejde med SPF, de eksterne parter, lokale interessenter og myndigheder. Med henblik på at styrke de økonomiske forudsætninger for en videreførelse af Ungdomsbyen vil der afhængig af præmisserne for videreførelsen på finansloven kunne ydes et tilskud, der påregnes at kunne være op til 3 mio. kr. årligt.

Statens samlede budgetterede udgift til SPF på finanslovforslaget for 2006 udgør 17,8 mio. kr. i 2006 faldende til 16,8 mio. kr. i 2009. Udgiften omfatter undervisningsopgaven og finansieres delvis ved det kommunale bidrag. Når centret er endeligt afviklet, forventes frigjort ca. 9,8 mio. kr. i 2008 og ca. 9,5 mio. kr. årligt herefter, idet der er indregnet et fald i bidraget fra kommunerne til staten og en statslig udgift til kompensation af kommunerne i forbindelse med, at undervisningsopgaven overgår til kommunalt regi. Der forventes ikke frigjort midler i 2006. Det vurderes, at der eventuelt vil kunne frigøres et mindre beløb i 2007 afhængig af den nærmere afvikling af centret.

De frigjorte midler foreslås anvendt som finansieringsbidrag til regeringens initiativer på folkeskoleområdet som led i udmøntningen af regeringsgrundlaget og regeringens debatoplæg til Globaliseringsrådet samt til afholdelse af eventuelt statsligt tilskud til Ungdomsbyen på op til 3,0 mio. kr. årligt, svarende til 1,3 mio. kr. i 2007, hvor SPF nedlægges pr. 1. august og 3,0 mio. kr. fra 2008. Tilskuddet til Ungdomsbyen kan gives under forudsætning af, at der opnås enighed med eksterne parter, lokale myndigheder og interessenter om præmisserne for Ungdomsbyens videreførelse. Der vil i denne forbindelse blive lagt vægt på, at Ungdomsbyen fortsat skal kunne drives på et kvalitetsmæssigt og økonomisk bæredygtigt grundlag, der sikrer udbud af en bred vifte af kurser mv., som tager afsæt i at styrke forbindelsen mellem skole og erhverv.

Forslaget vurderes ikke herudover at have administrative konsekvenser i forhold til den nugældende lovgivning.

4. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

6. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

8. Forholdet til EU-retten

Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Høring

Lovforslaget har været sendt i høring hos følgende: Amtsrådsforeningen, Børne- og Kulturchefforeningen, Børnerådet, Danmarks Evalueringsinstitut, Danmarks Lærerforening, Danmarks Skolelederforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Center for Undervisningsmiljø, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Friskoleforening, Dansk Industri, Danske Skoleelever, De Samvirkende Invalideorganisationer, Det Centrale Handicapråd, Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, Efterskoleforeningen, Forbundet for Pædagoger og Klubfolk (BUPL), Frederiksberg Kommune, Frie Grundskolers Fællesråd, Frie Grundskolers Lærerforening, Grundskolerådet, Institut for Menneskerettigheder, KL, Københavns Kommune, Landsforbundet af Voksen- og Ungdomsundervisere, Landsforeningen af Ungdomsskoleledere, Landsforeningen for Opholdssteder og Skole- og behandlingstilbud, Landsorganisationen i Danmark, Rådet for Etniske Minoriteter, Rådet for Statens Pædagogiske Forsøgscenter, Skole og Samfund, Ungdomsringen og Ungdomsskolernes Udviklingscenter.

Lovforslaget har endvidere været fremlagt på internettet (Høringsportalen).

10. Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

 

Positive konsekvenser/mindre udgifter (hvis ja, angiv omfang)

Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Forslaget forventes at medføre en netto mindreudgift for den offentlige sektor på ca. 9,8 mio. kr. i 2008 og ca. 9,5 mio. kr. årligt herefter.

 

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Det foreslås, at loven om Statens Pædagogiske Forsøgscenter (SPF) ophæves.

De frigjorte midler påtænkes anvendt som finansieringsbidrag til regeringens initiativer på folkeskoleområdet som led i udmøntningen af regeringsgrundlaget og regeringens debatoplæg til Globaliseringsrådet samt til afholdelse af eventuelt statsligt tilskud til Ungdomsbyen på op til 3,0 mio. kr. årligt.

Til § 2

I stk. 1 foreslås det, at loven træder i kraft 1. august 2006.

I stk. 2 foreslås det, at optag af elever til nye 8.-10. klasser på forsøgsskolen stoppes fra og med skoleåret 2006/07. Det betyder, at skolen fra den 1. august 2006 ikke opretter nye klasser, men der vil være adgang til at optage elever inden for rammerne af kapaciteten i de allerede bestående klasser, dvs. 9. og 10. klasser i skoleåret 2006/07 (der er 8. og 9. klasser i skoleåret 2005/06), men der vil ikke kunne oprettes nye klasser. Fra den 1. august 2006 vil forsøgsskolen derfor alene have 9. og 10. klassetrin, der afslutter grundskoleforløbet eller 10. klasse i juni 2007. Derefter afvikles skolen, jf. stk. 3.

. Kommunen og amtskommunen skal i perioden 1. august 2006 til 31. december 2006 efter samme regler som ved friskoler og private grundskoler, jf. lov om friskoler og private grundskoler m.v., bidrag til staten for hver elev, der er hjemmehørende i henholdsvis kommunen eller amtskommunen, og som er optaget på skolen. Fra 1. januar 2007 overtager kommunerne bidragspligten fra amtskommunerne.


Bilag 1

Lovbekendtgørelse nr. 670 af 29. juli 1992

Bekendtgørelse af lov om en statsskole som forsøgscenter for 8.-10. skoleår

Herved bekendtgøres lov nr. 142 af 13. maj 1964 om en statsskole som forsøgscenter for 8.-10. skoleår med den ændring, der følger af § 27 i lov nr. 352 af 14. maj 1992.

§ 1. Der oprettes en statsskole som forsøgscenter for undervisningen i 8.-10. skoleår. Skolen indrettes i tilknytning til ungdomsbyen i Rødovre på ejendommen matr.nr. 1 aq, Islev by og sogn.

Stk. 2. Kommunen og amtskommunen betaler efter samme regler som ved friskoler og private grundskoler, jf. lov om friskoler og private grundskoler m.v., bidrag til staten for hver elev, der er hjemmehørende i henholdsvis kommunen eller amtskommunen, og som er optaget på skolen.

§ 2. Arealer til udvidelse af skolen og til adgangsveje dertil kan erhverves ved ekspropriation efter reglerne i forordning af 5. marts 1845.

 

Lov nr. 352 af 14. maj 1992, hvis § 27 der tilføjede et § 1, stk. 2, træder, for så vidt angår § 27, i kraft den 1. januar 1993, jf. bekendtgørelse nr. 441 af 2. juni 1992.

 

Undervisnings- og Forskningsministeriet, den 29. juli 1992

 

Bertel Haarder

/Annegrete Østerbye