Skriftlig fremsættelse (9. november
2005)
Undervisningsministeren
(Bertel Haarder):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ophævelse af lov om
en statsskole som forsøgscenter for 8.-10.
skoleår
(Lovforslag nr. L 61).
Efter lovforslaget nedlægges Statens
Pædagogiske Forsøgscenter pr. 31. juli 2007, og
centrets virksomhed afvikles i perioden fra 1. august 2006 til 1.
august 2007. Der gives mulighed for, at Ungdomsbyen kan
fortsætte i ikke-statsligt regi.
Statens Pædagogiske Forsøgscenters
virksomhed varetages af en forsøgsskole for elever på
8.-10. klassetrin, der er placeret i tilknytning til Ungdomsbyen i
Rødovre. Statens Pædagogiske Forsøgscenters
formål er bl.a. udvikling og formidling af ideer for
undervisning af folkeskolens ældste klassetrin.
Det er regeringens opfattelse, at forsøgs-
og udviklingsarbejdet fremover vil kunne gennemføres uden
medvirken af Statens Pædagogiske Forsøgscenter. Det
fremtidige forsøgs- og udviklingsarbejde skal
gennemføres landsdækkende med inddragelse af
forskellige skoletyper, spredt ud på flest mulige folkeskoler
landet over. Det vil kunne give en større bredde i
erfaringsindsamlingen, og der vil kunne sættes fokus på
hele skolens virksomhed, herunder alle skolens klassetrin.
Fremtidige formidlingsinitiativer forventes ligeledes at kunne
gennemføres uden medvirken fra Statens Pædagogiske
Forsøgscenter, idet Undervisningsministeriets formidling
på folkeskoleområdet hidtil er foregået i
samarbejde med centre for undervisningsmidler, centrene for
videregående uddannelse, kommunale konsulenter og
lærere fra et bredt udsnit af folkeskolen.
Regeringen ønsker på den baggrund, at
centrets ressourcer bliver omprioriteret til mere målrettede
initiativer til styrkelse af kvaliteten på
folkeskoleområdet.
Idet jeg henviser til lovforslaget med
bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til
hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.