Skriftlig fremsættelse (29. marts
2006)
Undervisningsministeren
(Bertel Haarder):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om private gymnasieskoler,
studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen
(hf-kurser)
(Lovforslag nr. L 182).
Lovforslaget er en sammenskrivning af de
bestemmelser om private gymnasier, studenterkurser og kurser til
højere forberedelseseksamen (hf-kurser), der hidtil har
været indeholdt i lov om institutioner for uddannelsen til
studentereksamen, jf. lovbekendtgørelse nr. 1070 af 27.
oktober 2005, og lov om institutioner for uddannelsen til
højere forberedelseseksamen, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1071 af 27. oktober 2005. Sammenskrivningen er justeret
på baggrund af de ændringer, som er en konsekvens af,
at amterne nedlægges pr. 1. januar 2007.
Retstilstanden for de private gymnasieskoler,
studenterkurser og hf-kurser ændres ikke med
lovforslaget.
Idet jeg henviser til lovforslaget med
bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til
hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.