Skriftlig fremsættelse (23. februar
2005)
Undervisningsministeren
(Bertel Haarder) :
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne m.v.
(Offentliggørelse af gennemførelses- og
beskæftigelsesprocenter m.v.)
(Lovforslag nr. L 101).
Lovforslaget er med mindre ændringer en
genfremsættelse af L 20, som blev fremsat den 7. oktober
2004, men som ikke nåede at blive færdigbehandlet,
inden der blev udskrevet folketingsvalg.
Lovforslaget understøtter regeringens
politik for bedre uddannelser.
Med gennemførelsen i folketingssamlingen
2001-2002 af lov om gennemsigtighed og åbenhed i
uddannelserne mv. tog regeringen og Folketinget et vigtigt skridt
for at styrke uddannelsernes og skolernes kvalitet. Loven giver
skoler og institutioner mulighed for at lære af og inspirere
hinanden gennem dialog og spredning af det gode eksempel. Den
gør det også lettere for borgerne at vælge
uddannelse og institution.
Lovforslaget skal gøre loven til et endnu
bedre instrument for skolefolk, forældre, forskere,
politikere og mange andre, som ønsker at identificere gode
skoler og institutioner, som andre kan lære af.
Ved forslaget suppleres skolernes og
uddannelsesinstitutionernes forpligtelse til at
offentliggøre oplysninger på hjemmesiderne.
Institutionerne skal herefter bl.a. præcisere oplysninger om
uddannelserne med oplysninger om uddannelsernes mål,
institutionens pædagogiske praksis og
indsatsområder.
Endvidere skal institutionerne
offentliggøre oplysninger om fuldførelsesprocenter,
overgangsfrekvens til anden uddannelse og
beskæftigelsesfrekvens, fortrinsvis ved hjælp af
oplysninger fra centrale databaser. Institutionerne vil ofte ikke
selv kunne producere disse oplysninger, som derfor stilles til
rådighed af vedkommende ministerium.
Oplysningerne vil ikke være lige relevante
for alle skoler eller uddannelsesformer, derfor kan
undervisningsministeren efter forslaget fastsætte
nærmere regler om, at de nye oplysninger helt eller delvis
ikke skal gives for bestemte uddannelser, skoler og institutioner.
Der skal også fastsættes nærmere regler om, fra
hvilket tidspunkt oplysningerne skal gives, da der kan være
tale om, at ikke alle databaseoplysninger foreligger ved lovens
ikrafttræden.
For grundskolen og 10. klasse skal ministeren
kunne bestemme, at skolerne skal give oplysninger om, hvor stor en
andel af eleverne der deltager i folkeskolens prøver og
på hvilket niveau.
Endvidere skal ministeren for grundskolens og 10.
klasses vedkommende kunne bestemme, at skolerne skal ledsage de
offentliggjorte karakterer med oplysninger fra
Undervisningsministeriet, der angiver en måling af skolens
indsats.
Disse oplysninger vil give udtryk for, hvor meget
en skole løfter sine elever i forhold til udgangspunktet.
Herved fås et redskab, der bl.a. kan vise, hvilke skoler der
er gode til at bryde den negative sociale arv -
"mønsterbryderskoler", altså skoler, hvor
børnene lærer mere, end hvad man kunne forvente ud fra
børnenes baggrund.
Det foreslås, at loven skal træde i
kraft den 1. juli 2005. Samtidig foreslås bestemmelsen om, at
loven tages op til revision i folketingsåret 2005-06,
ophævet.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg
mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i
det høje Ting.