B 22 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om valgfrihed mellem flere omsorgsdage og barseldage.
Fremsat den 20. oktober 2004 af
Lotte Bundsgaard (S) ), Mette Frederiksen (S),
Anne‑Marie Meldgaard (S) og Jan Petersen (S)
Forslag til folketingsbeslutning
om valgfrihed mellem flere omsorgsdage og
barseldage
Folketinget pålægger regeringen inden
den 1. april 2005 at tage de nødvendige initiativer til at
ændre lovgivningen, så forældre ud over de uger
af barselorloven, der er forbeholdt fædrene, samt de uger,
moderen har før barnets fødsel, kan vælge
imellem følgende modeller:
46 ugers barselorlov (som den nuværende
ordning €" 230 barseldage).
9 måneders barselorlov (38 uger/190
barseldage) og 20 omsorgsdage.
6 måneders barselorlov (26 uger/130
barseldage) og 60 omsorgsdage.
Det foreslås, at forældrene som
udgangspunkt kan bruge op til 10 omsorgsdage pr. år til og
med barnets ottende år. Efter nærmere aftale med
arbejdsgiveren skal der kunne anvendes flere end 10 omsorgsdage
inden for et år.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en uændret
genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 200,
folketingsåret 2003-04, se Folketingstidende 2003-04,
forhandlingerne side 11141, tillæg A side 8391 og 8392.
Alt for mange forældre er i en stor klemme,
når børnene er syge mere end 1 dag €" det skal
der ændres på. Derfor skal forældrene fremover
have mulighed for at have flere omsorgsdage til børnene.
Der er tidspunkter, hvor børn har ekstra
meget brug for deres forældre. På de tidspunkter skal
forældrene kunne være der for dem. Det vil muligheden
for flere omsorgsdage sikre.
Socialdemokratiet mener, at både mor og far
skal kunne have et aktivt arbejdsliv, samtidig med at deres
børn oplever, at forældrene er der, når
børnene har brug for det.
Socialdemokratiet vil derfor give forældrene
flere valgmuligheder inden for de gældende regler for
barselorlov, så forældrene kan vælge flere
omsorgsdage. Der skal etableres en langt mere fleksibel
barselorlov. En barselorlov, som giver forældrene mulighed
for at afgive en del af deres barselorlov til gengæld for at
få flere omsorgsdage. Derved forbedrer man den
nuværende barselorlov, hvor fleksibiliteten er afhængig
af aftaler mellem arbejdsgiver og arbejdstager.
Forslaget er et effektivt svar i forhold til
behovet for at skabe mere omsorg for børnene, når
behovet er der, nedbringelse af forældres såkaldte
mørketal for sygefravær samt behovet for at øge
arbejdsudbuddet.
En omsorgsdag kompenseres med den gældende
fulde dagpengesats. Retten til omsorgsdage følger
indehaveren/indehaverne af forældremyndigheden. Retten til
omsorgsdagpenge forudsætter tilknytning til arbejdsmarkedet.
Omsorgsdagene vil være et supplement til de omsorgsdage, der
gælder for visse overenskomstområder.
Den praktiske opgørelse af forbrug af
omsorgsdage kan foretages på mange måder €"
eksempelvis en klippekortsordning.
Forslaget om valgfrihed mellem omsorgsdage og
barseldage er omkostningsneutralt med det nuværende
barselsystem og familiernes anvendelse af barselorlov i dag.
Forslaget vil øge arbejdsudbuddet. Ud over
at forslaget vil gavne børnefamilierne, vil virksomhederne
få mere glæde og øget produktivitet af
medarbejderne, da der vil være tale om mindre
længerevarende fravær i sammenhængende perioder.
Forslaget vil give en bedre sammenhæng mellem arbejdsliv og
familieliv og dermed mere tilfredse børn, forældre og
medarbejdere.
En forudsætning for forslagets
gennemførelse er, at der samtidig skabes reel valgfrihed for
børnefamilierne ved at sikre en børnepasningsgaranti
i alle landets kommuner fra barnets sjette måned.
Skriftlig fremsættelse
Lotte Bundsgaard (S):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
valgfrihed mellem flere omsorgsdage og barseldage.
(Beslutningsforslag nr. B 22).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.