Europæiske politikere samles i Billund til debat om et mere sikkert og innovativt digitalt Europa

23.10.2025

Hvordan kan EU beskytte borgernes rettigheder og sikkerhed i den digitale tidsalder uden at bremse innovation og konkurrenceevne?

Det spørgsmål er i centrum, når Folketingets Udvalg for Digitalisering og It i anledning af det danske EU-formandskab er vært for konferencen ”Mod et mere sikkert og innovativt digitalt Europa”, der afholdes i Billund den 3.-4. november 2025.

På konferencen mødes politikere fra hele Europa, repræsentanter fra Europa-Kommissionen, forskere og erhvervslivet for at drøfte de næste skridt i udviklingen af et digitalt Europa, der både værner om brugernes rettigheder og styrker Europas teknologiske uafhængighed.

Formanden for Folketingets Udvalg for Digitalisering og It, Lisbeth Bech-Nielsen, siger:

“Digitaliseringen påvirker alt fra vores demokrati til vores dagligdag. EU skal finde den rette balance og sætte klare rammer for det digitale fællesskab - rammer, der både beskytter borgerne og giver plads til nye idéer, vækst og innovation. Jeg glæder mig til, sammen med kolleger fra hele Europa, at drøfte fælles løsninger på, hvordan vi kan styrke Europas digitale konkurrenceevne og suverænitet, samtidig med at vi fastholder høje standarder for ansvarlig teknologisk udvikling. Kun gennem samarbejde kan vi skabe et Europa, hvor innovation og ansvarlig teknologi går hånd i hånd, og hvor borgernes sikkerhed altid står i centrum ”, udtaler Lisbeth Bech-Nielsen.

Konferencens to hovedtemaer:

Når politikerne mødes i Billund, er der to hovedtemaer på programmet. Det første tager afsæt i forordningen om digitale tjenester, den såkaldte Digital Service Act, der trådte i kraft for knap to år siden. Debatten vil blandt andet handle om håndhævelse, beskyttelse af børn og unge online blandt andet gennem aldersverifikation, og hvordan e-handelsplatforme håndterer salg af produkter fra tredjelande.

Konferencens andet tema sætter fokus på, hvordan EU kan styrke sin digitale konkurrenceevne - og samtidig fastholde høje standarder for sikkerhed, etik og beskyttelse af forbrugerne. Diskussionen vil kredse om, hvorvidt de ambitiøse europæiske standarder kan blive en styrke for en digital sektor, der i dag halter bagefter, eller om reglerne spænder ben for udviklingen af konkurrencedygtige europæiske digitale virksomheder.

 

Talerne ved konferencen er

  • Søren Gade, formand for Folketinget
  • Lisbeth Bech-Nielsen, formand for Udvalget for Digitalisering og it, Folketinget
  • Christel Schaldemose (S&D), næstformand for Europa-Parlamentet og formand for arbejdsgruppen om implementering af DSA’en
  • Caroline Stage Olsen, minister for digitalisering, Danmark
  • Prabhat Agarwal, direktør for Online Platforms: Society, DG CNECT, Europa-Kommissionen
  • Owen Bennett, chef for international online sikkerhed, Ofcom (den britiske telemyndighed)
  • Kristin Anabel Eggeling, adjunkt ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Læs programmet

 

Presse:

Medierne inviteres til at deltage i konferencen, der afholdes på LEGOLAND® Hotel & Conference i Billund tirsdag den 4.november. For yderligere oplysninger, herunder akkreditering og praktisk information, bedes interesserede repræsentanter kontakte presserådgiver i Folketinget Jesper Tidemann på telefon +45 21935986 eller [email protected].