Udvalget for Landdistrikter og Øer rejser til Irland
Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer er på studierejse til Irland fra søndag den 31. august til onsdag den 3. september 2025. Formålet er at få konkret indblik i, hvordan Irland arbejder strategisk og tværgående med at styrke og fastholde liv i land- og yderområder.
Studierejsen til Irland har til formål at studere og blive inspireret ved at få konkret indblik i, hvordan Irland arbejder strategisk og tværgående med at styrke og fastholde liv i land- og yderområder med udgangspunkt i den irske regerings landdistriktspolitik og femårsplanen ”Our Rural Future (2021-2025)”.
Our Rural Future (2021-2025) sigter mod at udvikle de irske landdistrikter, bl.a. via jobskabelse, virksomhedsudvikling og social inklusion. Den irske regering har med politikken afsat økonomisk støtte til lokale indsatser, der skal styrke befolkningsniveauet i landdistrikterne, forbedre offentlig transport, håndtere forladte og forfaldne bygninger, sikre grøn omstilling og fremme arbejdet med kystsikring og oversvømmelser. Med disse initiativer er der et stort fokus på frivillighed, f.eks. i inddragelsen af foreningslivet/civilsamfundet i forhold til at pleje og passe naturen. Politikken er baseret på en helhedsorienteret og koordineret indsats, der inkluderer flere fagministerier, lokale myndigheder og lokale samarbejdspartnere. Som led i den overordnede landdistriktspolitik har Irland også udarbejdet tiårsplanen ”Our Living Islands” (2023-2033), for at sikre fortsat udvikling på de irske offshoreøer.
Program
Studierejsen omfatter bl.a.:
- Besøg på Arranmore Island, besøg på Arranmore Island, hvor udvalget skal se eksempler på digital infrastruktur, skoleudvikling og lokalt engagement i bæredygtig turisme og fællesejede virksomheder
- Møder med lokale myndigheder i County Leitrim om bl.a. udfordringer med tomme boliger, grøn omstilling og støtte til iværksætteri
- Afsluttende møde med medlemmer af det irske parlament for at få indblik i den politiske organisering bag tiltagene.
Det fulde program følger.
Deltagere
Susie Jessen (DD), formand for Udvalget for Landdistrikter og Øer
Kim Aas (S)
Morten Klessen (S)
Kasper Roug (S)
Anni Matthiesen (V)
Søren Espersen (DD)
Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)
Øvrige deltagere
Linda K. Johansen, udvalgssekretær
Emma Schmidt Hansen, udvalgssekretær
Budget
150.000 kr.